mandag den 7. februar 2011

Næstekærlighed og intercitytoge

Hvis du var et af de omtrent 15.000 mennesker, der var presset sammen i midtergangen i eftermiddags-intercity-toget mod Århus og så en gravid 30-årig blive blegere og blegere for til sidst at halvbesvime på tre tiltuskede kvadratcentimeter mellem tasker og vinterstøvler, og intet gjorde: Shame on you. Blege, gravide damer, der pludselig må sætte sig på gulvet i et overfyldt tog svedende, prustende og flakkende i blikket - og iklædt undertrøje, mens resten af forsamlingen har lynede vinterfrakker - ja, dem skal man hjælpe. Det er simpelthen dårlig stil andet.

Nå. Hvis du til gengæld er en bumset fyr i starten af tyverne, tror jeg nok, at du på en måde reddede mit liv. Jæs. Og jeg havde det endda for skidt til at sige tak (på der-mangler-sgu-da-ilt-i-den-her-togvogn-gør-der-ikke-gør-der-ikke-måden).

Blandt alle de sammenpressede mennesker i midtergangen var der nemlig én, der fattede, hvad der foregik... og gav mig sit vand og skaffede mere, da flasken var tom, og holdt øje med mig tværs over menneskemængden hele vejen fra Vejle, hvor helvede brød løs, til Århus, hvor jeg vaklede ud af toget og blev reddet af Svigermor og en bagel med laks. Seriously. Han lignede én, der mest røg smøger og hørte musik, der ville give mig meget ondt i mit gamle hoved, men det var ham, der sørgede for, at jeg ikke besvimede. Og at der blandt de resterende 14.999 i mellemgangen trods alt var nogen, der donerede noget mere flaskevand og fandt noget chokolade frem og fik møflet mig til side, når der skulle folk forbi. At der ikke var nogen, der donerede deres klapstol eller tilbød at ringe efter en taxa eller noget, det skal man så nok lade være med at filosofere alt for længe over. Ligesom man heller ikke skal tænke for længe på, at de sidste mange ture frem og tilbage til København har haft samme koncept: Psyko-psyko-psyko mange mennesker på psykolidt plads (når jeg bliver stor køber jeg en bil. Kan ikke holde fysisk - eller økonomisk - til DSB i længden. Hverken med eller uden pladsbillet).

Jeg er nu helt færdig med det dersens skuen hunden på hårene. Den bumsede er min helt.

Og jeg er helt færdig med at være for nærig til at købe flaskevand, når jeg ikke selv har fået noget med.

7 kommentarer:

  1. Åhr, hvor er det godt, at der findes bumsede fyre i starten af tyverne, der kan passe på dig. Lyder ikke som nogen spor rar oplevelse. Håber, du er helt ovenpå igen.

    PS: Er i øvrigt enig: shame on you, alle I, der ikke hjalp. Sqda dårlig stil!

    SvarSlet
  2. Pladsbillet hjælper nu noget...

    SvarSlet
  3. Flaskevand og pladsbilletter - husk man godt 'må' den slags når man er gravid, ligesom tandsmør og romkugler også er en selvfølgelighed...
    Og hurra for bumsede fyre - håber den lille fyr vi har bliver af den slags du mødte i dag, ihvertfald hans medmenneskelighed :O)

    SvarSlet
  4. Pladsbilletter er en god ting, men klapsæderne kan man ikke få billet til, medmindre det altså er til en barnevogn. Derfor skulle alle de folk der ikke lettede rumpetten, og overgav deres klapsæde til den gravide, de skulle skamme sig noget så gevaldigt!! Det er danskere altså bare for ringe til!! Jeg stod op hele vejen hjem i en bybus 14 dage før jeg fødte Tobias! Hallo!!
    Det var altså aldrig sket herovre i Amerika, det siger jeg bare. Jeg kan knapt nok komme ind i toget med ungen på slæb, før nogen har rejst sig.
    Kan vi ikke starte en "vis hensyn" bevægelse?

    SvarSlet
  5. Åhja. Det var skam ikke fordi, jeg ikke ville spendere en pladsbillet på mig selv. Men alt var udsolgt. Også på første klasse og i de to Efterfølgende tog, så der var ikke så meget at gøre... Udover altså at spare sammen til en bil. Så det gør jeg. Dagen før havde jeg i øvrigt fået sidste ledige plads (!) på first class (!!)...

    Mmm. Mere hensyn ville være rart, for sure.

    Og Camilla - jeg er sikker på, at din bebse bliver sådan en af the good guys en dag.

    SvarSlet
  6. ... Og det er jo i øvrigt ikke fordi, de klapsæde-besiddende behøvede at rejse sig for mig pr default - så gravid er jeg jo heller ikke. Men når jeg nærmest dejser om og bliver fjern i blikket og sårn, skulle man nok mene, at de ku rykke en balle.

    SvarSlet
  7. ..gad vide hvorfor de ikke sender lidt flere tog afsted når der er sådan en efterspørgsel(?)
    Men helt ærligt, ældre, gangbesværede og gravide burde få folk op af stolen, især hvis de tilmed er ved at besvime..

    SvarSlet