Jeg føler mig tit som Usle Underskudsmor. Når jeg træthedsvrisser af Sønne, fx. Og når der er is til dessert lige lovligt mange dage i træk. Og når ingen børn vil sove. Og når snart tre-årige Sønne bruger sin sut lige lovligt meget. Og så videre.
Men. Vil I høre om i går, hvor jeg følte mig som Supermom?
Tak. Det tænkte jeg nok. For det sker faktisk nogle gange. Ikke tit, men det sker. Når allemand har sovet og jeg finder frem til min indre overskudsmor.
Altså: Det lykkedes mig at amme og skifte Liv i vuggestuen, før Sønne så, jeg var kommet for at hente ham. Og godt nok var det med en af vuggestuens bleer, for jeg er sygt dårlig til at pakke pusletasken, men alligevel. Jeg giver mig selv kudos for ikke at panikke over det.
Og mens jeg pædagogisk forklarede (hylende) Sønne, at han IKKE skulle have sin sut, viklede jeg Bette ind i den vikle, jeg i forvejen havde iført mig til formålet, og udenom alt det vikleri viklede jeg yderligere et tæppe medbragt af samme grund. Og jeg fik placeret Sønne i barnevognen, endda uden fodtøj og hyl, og stukket ham den juice og den banan, jeg havde lagt frem til formålet.
Og vi tog bussen med den bremseløse barnevogn belæsset med to tunge tasker og syv tunge bøger, og jeg formåede endda at klippe med klippekortet.
Som om det nu skulle være noget, tænker I nok.
Men det er det! Barn på maven, hånd på uregerlig barnevogn i uregerlig bus med to-årig der kan finde på at springe ud af den anytime - og så alligevel overskud til at klippe. Det ER noget. Siger jeg. (Er I i øvrigt klar over, hvor få folk der af egen kraft tilbyder tobørnsmuttis at hjælpe med at bugsere barnevogn ind og ud af bybusser? Og i hvor høj grad jeg tacklede dét med et smil? Overskuddet ville ingen ende tage.)
Da vi kom ud af bussen styrtstyrtstyrtregnede det. Sønne sad i tøvejr under barnevognens regnslag og grinede lykkeligt, men jeg var regntøjs- og paraplyløs og med bebs på maven. Men bebsen havde hue og tæppe på, og der er kun godt ti minutter mellem bus og hjem, så det gik. Tænkte jeg. Ti minutter jeg i øvrigt brugte på meget pædagogisk og smilende at italesætte vigtigheden af, at han a) stod stille og ventede på mig, når vi kom hjem i gården (modsat løb ud på vejen og blev kørt over) og b) selv gik opad trappen.
Det virkede. Eller også havde han bare en god dag. I hvert fald stod han artigt og ventede på, at jeg fik oppakning ud af barnevognen, før han tog mig i hånden, så vi sammen kunne gå ud af gården, ud på gaden, rundt om hjørnet, hen til opgangen. Sådan bor vi så besværligt. Og selvfølgelig viste det sig, at jeg havde glemt hans sut, som ellers er det, der kan få ham til at gå opad trappen. Så han måtte låne Livs. Som tog det pænt. Men så kom vi også allesammen op på fjerde og kunne se 20 minutters fjernsyn om tog (...), før vi hånd i hånd lavede frikadeller med en-to-tre-fire slags grønsager. Crazy. Og ingen fik flade baghoveder eller varige mén undervejs.
Og ja, det kan godt være, at der er tusindvis af forældre, der gør sådan der med to-tre-fire børn hver dag. Ene mand eller ene kvinde. Men jeg er stadig spritny til det der tobørnsmuttiness, iggå. Og så er det OK at være helt vildt stolt af sig selv for helt vildt dagligdagsagtige ting...
