Så skynd jer nu bare ned på den cafe

Egentlig ville jeg have skrevet et vrissent, ja direkte vredt indlæg. Ikke om pladsanvisningen (eller besparelserne på institutionsområdet eller priserne på offentlig transport eller hvad sårn en træt mor som mig nu kan gå og hygge-snerre i skægget over). Næh. Jeg ville have skrevet et vrissen-vredt indlæg om Konceptet Fjerde Sal. Om blå mærker på lårene af at slæwe BetteLiv op og ned i liften, om blå mærker på sjælen
af at se træt dreng ligge og græde et sted omkring første, fordi hans mors bækken max kan bære et barn (og to tasker og et par biler). Om at få megameget klaustrofobi i eget hjem over ikke rigtigt at kunne komme nogen vegne, om dårlig samvittighed overfor Liv (der ikke kan sove, når Sønne larmer), dårlig samvittighed overfor underboen (der knapt kan samle sig sammen til at hamre på radiatoren, når Sønne larmer) og dårlig samvittighed overfor Sønne, der jo for hulan bare burde have lov til at larme. Lidt. Uden der hele tiden blev tysset og skældt.

Men men men. Før jeg skulle skrive det vrisne indlæg, skulle jeg liiige tanke op nede på Street Coffee. Og nu, syv minutters kø-tid - akkompagneret af pladespillerens knitren og de andre stamgæsters småsludren - senere, er jeg ikke ret vred mere. Street Coffee er min ven. Street Coffee kan altid huske, at jeg skal have en stor fed sødmælkslatte, og at den skal være i pap, fordi der er en baby der skal trilles med for at sove. Som nu, hvor jeg vipper Bette med foden, mens jeg sidder og skriver med kaffelune fingre på min iPhone. Åhja. Street Coffee har altid Weekend Avisen, altid god karma, altid god musik på pladespilleren. Og god kaffe, mand. Jeg tror måske nok, at Street Coffee har en del af æren for, at jeg endnu ikke er hoppet ud af vinduet på fjerde sal i desperation. Eller værre endnu (for sådan en som mig, altså): er flyttet ud i noget liguster i Hjortshøj i jagten på noget jordniveau. Det er nu nok 30 kroner værd.