Suremor bliver endnu mere sur, hvis hun skal være hjemmegående med to børn...

Jeg er gal og sur og tosset. På mor-måden. På læserbrevs-måden. På det-er-systemets-og-kommunens-skyld-og-fuckefuckefuck-måden.

Sønne (og vi) er nemlig blevet fanget i en kommunal regelsaks af de allermest trælse. Fordi: Århus er delt op i distrikter, der omfatter en bunke daginstitutioner. Når børnehavepladserne skal fordeles til de desperate familier, har børn fra distriktet fortrinsret (kun overgået af søskende, jokeren der trumfer alt andet). Og Sønne går i vuggestue i ét distrikt - hvor vi boede i tidernes morgen - og vores lejlighed ligger i et andet. Hvilket vi ikke har skænket mange tanker indtil for nyligt, fordi der er under to (2!) kilometer fra os til vuggeren. No problem. Troede vi.

I vuggestuens disktrikt kan vi nemlig ikke gøre os forhåbninger om at få en børnehaveplads, for vi er jo flyttet fra distriktet. Og i vores nuværende distrikt kan vi ikke gøre os forhåbninger om at få en bare nogenlunde OK plads i nogenlunde nær fremtid, fordi han jo ikke har gået i vuggestue her.

Kompliceret? Ja. Noget bureaukratisk lortelort? Ja!

For noget tid siden snakkede Manden (med sin allerhøfligste smørstemme) med pladsanvisningslaila om problematikken og hun mente, at vi nok godt kunne få ham ind i en skovbørnehave til 1. januar. Hvilket vi tænkte var en god løsning, selvom drengen bliver kylet ud af vuggestuen allerede 1. december. For - som trofaste carportlæsere måske har fornemmet - han er i høj grad én, der helst skal være UDE, og fordi vi i ringe ringe grad havde lyst til at sige ja til den såkaldte garantiplads (daginstitutionspladsen ingen andre ville have, og som de derfor kan kyle efter out-of-distrikt-idioter som os).

Så vi ventede. Besøgte skovbørnehaven. Tænkte den var fin, selvom der var 120 (!) børn. Arrangerede alverdens babysitterting i december, den institutionsfri måned.

Og så var det, at pladsanvisningslaila ringede. Og sagde, at skovbørnehaven var fyldt med distriktets EGNE børn. At hun ikke engang kunne love noget til 1. februar. Nu er vi måske fucked, fordi vi sagde nej til den garantiplads 1. december. Det er lidt uvist, fordi det tilsyneladende begyndte at ringe for Mandens ører undervejs i telefonsamtalen, så han bagefter havde svært ved at fortælle mig, hvad Laila egentlig havde sagt. Men han formåede at lade være med at skælde ud på stakkels Laila, der jo ikke har lavet reglerne, og det er egentlig meget flot. Det ringede også for mine ører, da han skulle viderebringe dét, han havde opfattet af samtalen. Hvilket forklarer, hvorfor det her indlæg formentlig er (endnu) mere tåget, end det behøver at være.

Nå. I morgen skal vi ud og se et sted, hvor vi så måske kan få en plads 1. januar. Og jeg vil ikke forhåndsdizze det, selvom jeg efter intens googling virkelig har lyst. Måske viser det sig at være HELT fantastisk (hahaha). Måske viser det sig, at Sønne rent faktisk godt kan få en plads dér.

I virkeligheden har jeg jo mest lyst til bare at vente, indtil der kommer noget godt. Hvilket kræver, at en eller flere friske læsere vil passe ham et par måneder eller fire... Det kræver noget nogenlunde jævnaldrende børneselskab og en masse udendørsplads (og helst fravær af babyer, der konstant skal ammes). Men så er han også (som regel) noget af det sødeste... Siger I ja? Ja?!

Fedt.