Det, jeg i virkeligheden ville sige, var, at det er så fucking voksent det der med at skulle nøjes på sine børns vegne. Allemand vil jo for hulen helst give deres afkom det aller-allerbedste. Og hvis det allerbedste ikke er tilgængeligt så i det mindste noget, der er fint nok og godt nok og føles OK i maven.
Det føles ikke OK at bo på fjerde sal med en dreng, der er meget gladere udenfor. Det føles ikke OK at sende ham i en børnehave, der ligger opad en af de mest forurenede og møgtrafikerede veje i Århus, især ikke når vi nu har været ude og klappe shetlandsponyerne i skovbørnehaven.
Er det vores egen skyld?
Ja. På en måde. Fjerde sal er i hvert fald.
Kunne vi bare flytte på landet og få alt det friske luft, det skal være plus instant institutionsplads? Ja, vel. Men hvad så med job? Og med morens mentale helbred? Og hvordan i alverden skulle vi kunne nå at flytte børnehavedistrikt inden 1. december, hvor det er aufwiedersehen til vuggeren?
Kunne vi ikke bare lade ham starte i forurenethedsbørnehaven og så skifte til skovbørnehaven, når der bliver en plads engang i en fjern fremtid? Jo, i princippet. Nu er han bare ikke... verdens letteste sårn at køre ind. Nogen steder. Og, mere afgørende, jeg har selv skiftet børnehave i tidernes morgen. Ikke spor sjovt. Så det har jeg lovet mig selv, at mine unger aldrig behøver. Og jeg er (endnu) ikke klar til at bryde dét løfte.
Jeg er slet, slet ikke voksen nok til at det her voksen-hed.
De børn, de gør altså bare noget ved vores hjertefred! Hvis de ikke trives, så trives vi heller ikke! Så vi er jo nødt til at kæmpe for, at de kommer til at trives også fremover!
SvarSletJeg er selv ved at køre begge mine børn ind i denne uge. Den bette er ved at starte i dagpleje og den store er lige ved at starte i børnehave. Den første dag var jeg med ham i børnehaven og det gik ikke lige frem særlig fedt. Han græd flere gange og var trist og meget mor-søgende... Han hyggede sig dog også et par gange med de andre børn... Vi var der i 2-3 timer... Men han var ikke ligefrem begejstret!
Natten derefter lå mor her så søvnløs i nogle timer fordi hun bekymrede sig om sit børnehave-pus... Jeg vidste jo endda godt, at det nok skulle blive godt, men... mit bette pus var bare ikke ligefrem glad for det lige nu...snøft!
Han vågnede endda op grædede om natten og ville have hans far ind og sove ved ham...
Nå, men! Så kom vi jo trods alt afsted igen i går (hans 2. dag) til børnehaven og aftalen med pædagogerne var, at han så skulle være der lidt alene... men det vildeste skete! Han vinkede glad og smilende til mig, da jeg gik og råhyggede sig indtil jeg kom tilbage og havde slet ikke nævnt mig imellemtiden!
Jeg bekymrede mig selvfølgelig helt vild imens...
Men i nat har jeg sovet skønt - da han nu lader til at nyde børnehaven.
Så min konklusion er altså bare: Når vores børn trives, så trives vi også :-)
Vi fik hellere ikke vores 1. prio ved børnehave, men er dog blevet meget glad for vores 2. prioritet og faktisk helt glade for at vi ikke fik vores første ønske opfyldt :-)
Så jeg håber, at I også må få en supergod børnehave til jeres guldklump og at han vil stortrives der, selvom det måske ikke lige var jeres første prio!
Knus Krissy, som for første gang i over 7 måneder har armene helt fri for et par timer, så skal de begge hentes igen :-)
Tillykke med hvad der lyder som meget vellykket børnehavestart! Vi fik vores anden prioritet i de glade vuggestuedage, og det har vi været meget tilfredse med. Garantibørnehaven er bare ikke engang vores femte prioritet... det er et sted, der ikke er helt fyldt (som i 12 tomme pladser), fordi rigtigt, rigtigt mange siger nej tak. Også selvom man så kommer i karantæne. Anyway. Det skal nok gå! Og jeg er beæret over, at du bruger dine to frie arme til at skrive en kommentar her! Husk også at gå i bad, drikke kaffe, tage en lur, læse et blad... og så videre.
SvarSlet