Mellemtid og tak

Ind i mellem er sommeren sådan her: Solskin og sovende baby. Pæn mand ved pænt vand.

Og den er sådan her: Søskende der lærer hinanden at kende og siger ting som hun KAN ikke blive bedre, kan hun vel mor? og hun er den sødeste baby i verden.

 

Og ind i mellem skriver jeg ting på bloggen, der er så vilde og svære og personlige, at jeg bliver i tvivl (igen og igen): Burde det her ikke bare blive skrevet i en dagbog? Og igen og igen bekræfter I mig i, at bloggen er det helt rigtige sted at skrive alting. Det bedste man kan sige til nogen, der har det svært er: hold da op, vi kan godt forstå, du har det svært! Og det siger I, igen og igen. Det er svært at forklare, hvor stor en forskel dét gør. Tak og tak og tak. Må jeres sommer være fyldt med pæne mænd og søde babyer og sol (eller hvad I nu måtte crave).

#6 Uden Ellinor. Noget om et traume.

De kloge siger, at man skal skrive det ned. Sit traumatiske forløb. Så det ikke sætter sig i kroppen og nervesystemet og kradser og skurrer og bliver til depression eller PTSD eller hvad ved jeg. Så jeg prøver at skrive, i småbitte bidder. Én bid ad gangen. Læs med et andet sted, hvis I har brug for noget muntert, noget opbyggeligt eller en bekræftelse af, at det er en god idé at føde hjemme.

Det her er det, der er sværest at skrive. Fordi det var det, der var værst. Og jeg ved ikke engang rigtigt hvorfor. I filmene ligger det dramatiske højdepunkt altid inden, at ambulancedørene smækker. Men i min indre film er ambulanceturens 25 minutter ikke bare uendeligt lange, de er også de mest dramatiske. Helt klart. Mine flash-backs handler primært om den forbandede tur. Selvom jeg jo var i trygge hænder-agtigt. Selvom vi var på vej på hospitalet og seriøs hjælp så hurtigt, som det overhovedet kunne lade sig gøre – op over kantsten og i zig-zag gennem trafik med max udrykning. Hvorfor var det så slemt, når folk nu kører alene i ambulancer hele tiden (gør de ikke?) og tager det max godt og utraumatiseret og tappert (gør de ikke?!)?

Nuvel, nu prøver jeg – altså at beskrive turen og måske endda forklare, hvorfor det var så væmmeligt: Jeg lå på båren midt i den skrumplende, meget meget hurtigt kørende ambulance med den jordemoderstuderendes hænder presset hårdt, hårdt ned i min smadrede mave og en redder og jordemoderen i fuld aktivitet omkring mig. Der var et saltvandsdrop, der skulle sidde det rigtige sted, og et forlig, der skulle tages – sådan en blodprøve man skal bruge for at kunne finde den rigtige blodtype til en transfusion, og sikkert også en masse andet, jeg ikke husker tydeligt. Jordemoderen befandt sig ved bårens hovedende, ind i mellem med en hånd på min arm. Hun var stadig bekymret, men ikke panisk – hun har nok følt sig sikrere på, det nok skulle gå, nu hvor vi var i ambulancen. Også selvom der ikke var en læge med, som hun havde bedt om i telefonen. Hun var mit anker på den tur, jordemoderen. Nå jeg ikke lå og kiggede op i luften, højlydt jamrende, kiggede jeg på hende så godt jeg kunne og snakkede så meget jeg kunne. Noget i retning af:

Om lidt har jeg mistet tre liter blod, jeg kan mærke det, og så bliver jeg bevidstløs, det ved jeg, du må love mig, du ikke går, lover du det, det er dig, der skal passe på mig, du skal love mig, jeg får blod, lover du det? Lover du det? Lover du det? De vil ikke give mig blod, når jeg kommer frem, det får man ikke bare sådan, men du skal LOVE mig, jeg får blod, lover du det? Om lidt mister jeg bevidstheden, det er DIG, der skal passe på mig, lover du, du gør det? DU skal sørge for, jeg får blod, du er med mig, ikke? Lover du det? Jeg skal have blod, ellers dør jeg, lover du, at du sørger for, jeg får det? Når jeg har mistet tre liter, mister jeg bevidstheden, så skal DU sørge for, jeg får blod, lover du det? Ellers går det ikke. Du bliver her. Du bliver her, du bliver her, lover du det?

Hun nikkede og lovede, jordemoderen, og jeg snakkede og jamrede. Et klogt menneske har siden sagt, at jeg ved hjælp af ren og skær vilje (og adrenalin og angst, kunne jeg tilføje) holdt mig ved bevidsthed i ambulancen i en situation, hvor jeg egentlig havde mistet så meget blod, at det ikke kunne lade sig gøre. Den forklaring kan jeg godt lide. Og jeg tror, den passer. Jeg var bange for, at hvis jeg først mistede bevidstheden, ville jeg aldrig vågne op igen. Enormt fysisk ubehag, skarpe hænder i maven, skrumplende ambulance. Måske kan jeg alligevel godt forstå, hvorfor turen var så hæslig. Endnu en forklaring: Manden var der ikke. Ellinor var der ikke. Jeg gjorde jordemoderen til min livs-advokat, så godt jeg kunne, men følte mig alligevel mutters alene. Og gungrende dødsangst. Det er en dårlig kombination. Også selvom jeg husker følelsen af lettelse undervejs: Hvor ER det godt, at Ellinor ikke er med! Hun ville slet ikke kunne tåle sådan en bumplende, skrumplende helvedestur.

Ved min mave stod den studerende og peptalkede fortsat – ligesom hun så irriterende havde gjort under fødslen. Nu var det bare ikke irriterende mere, men virkeligt godt: Du er så sej, du klarer det her, du er så sej… Mens jeg jamrede og pev og ingenlunde følte mig det mindste sej. Hvad husker jeg ellers? Jeg husker, at jeg udover at være bange for at dø, var bange for den operation, jeg var på vej til. Som jeg har beskrevet tidligere, var operationen efter Sønnes fødsel forfærdelig, forfærdelig, og jeg kunne ikke overskue at skulle igennem det igen. Jeg husker, at jeg havde det fysisk fuldstændig afsindigt ringe. Jeg husker, at jordemoderen og redderen undrede sig over, hvorfor chauffør-redderen (ham der tidligere gik i panik…) kørte gennem midtbyen for at komme til hospitalet – en helt langtude vej. Jeg husker, at jeg spændte i hele kroppen, og at jeg forsøgte at kigge ud af vinduessprækken under ambulancens loft for at lure, hvor vi var, om vi mon ikke snart var der. Det kunne jeg ikke.

Men til sidst, efter 1000 år, kom vi endelig frem til hospitalet. Og jordemoderen fik guidet den uduelige chauffør frem til den rigtige indgang. Og ud med båren, direkte ind i en elevator, ”du er med mig du er med mig du er med mig” til jordemoderen, jordemoderens ”jeg er med dig!”, jordemoderens lettede stemme: "vi er her!", den studerendes hårde, nu rystende hænder i min ømme mave, det fysiske ubehag, tåget, væmmeligt, den studerende næsten i klemme i elevatordøren, direkte ind på OP, så hurtigt det gik, løb løb, jordemoderens ”vi skal med – skal vi have noget om håret?”, lægens ”der er ikke tid”, hurtigt hurtigt, ind på briksen, så mange mennesker der var, ti måske, tre læger sagde hej, iltmasken over mit ansigt, narkoselægens ansigt tæt ved mit, han havde briller: ”Det her er ilt. Træk vejret dybt. Se hvor mange mennesker, der er. Vi er her alle sammen for at passe på dig, for at redde dig. Hvad vejer du?”
”Jeg ved det ikke!”
”Hvad har du spist?”
”Ikke noget, tror jeg. En banan i nat.”
Og jordemoderen, nu med hat og mundbind:
”Jeg er her, se, jeg er her også.”
Og narkoselægen igen: ”Nu lægger vi dig i narkose. Bare træk vejret dybt.”
Jeg skulle IKKE være ved bevidsthed! Jeg behøvede IKKE have det fysisk dårligt mere, de ville slukke, de ville redde mig, der var tre læger!

Dyb indånding. Salig, taknemmelig søvn.

#5 Uden Ellinor. Noget om et traume.

De kloge siger, at man skal skrive det ned. Sit traumatiske forløb. Så det ikke sætter sig i kroppen og nervesystemet og kradser og skurrer og bliver til depression eller PTSD eller hvad ved jeg. Så jeg prøver at skrive, i småbitte bidder. Én bid ad gangen. Læs med et andet sted, hvis I har brug for noget muntert, noget opbyggeligt eller en bekræftelse af, at det er en god idé at føde hjemme. 

Uden for løb Manden rundt med Ellinor og råbte. Bofællerne var begyndt at dukke op for at se, hvad der foregik. Bag rattet i ambulancen sad én forstenet redder, den anden begyndte – vist nok – at kommandere med bofællerne.
Alt det her vidste jeg selvfølgelig ikke, jeg lå inden for på sengen og blødte og fik det dårligere og dårligere. Men det her fangede jeg dog: På et tidspunkt kom den ene, ikke-paniske redder ind sammen med én af de mandlige bofællerne og en båre. Hvor Manden og Ellinor var ved jeg ikke, men de må have været lige i nærheden, for Manden kan huske det. Og det må være cirka heromkring, at redderen fik sagt klart nej til, at Manden og Ellinor skulle med ambulancen.
Jeg husker svagt jordemoderens undren over, at der ikke var kommet en lægeambulance - eller måske er det en puslebrik, jeg har fyldt ind i mine erindringer siden hen.
Redderen kiggede på mig og sagde: ”Jeg kan godt se, du har mistet meget blod – du er helt bleg, og du sveder.”
Den udmelding gjorde mig underligt tryg, i hvert fald kortvarigt: Han troede på mig! Han kunne se, det var alvorligt! Han tilskrev ikke bare min ansigtskulør angst! (Og her skal vi selvfølgelig tilbage til beretning om Sønne - hvor det var lægens mistro, der var ved at tage livet af mig - for at forstå, hvorfor jeg kunne blive overrasket over dét, når jeg nu vitterligt lå i flere liter blod).
 Mit andet klare erindringsglimt er at kigge op på den mandlige bofælle og tænke, hvor mærkeligt det måtte være for ham: at se mig ligge dér, nøgen og blodig. Redderen instruerede ham i at flytte min overkrop over på båren, og de fik halet mig derover.
Efterfølgende har jeg fundet ud af, at min fødselshjælper-veninde løftede mit hoved, men det husker jeg ikke. Til gengæld husker jeg at bede om et tæppe: ”Dæk mig til, dæk mig til!” Jeg fik et lagen kylet halvvejs over kroppen, og af sted det gik.
Senere har Manden fortalt, at han blev lettet over min bøn – hvis jeg kunne mærke blufærdighed, var jeg måske ikke helt så tæt på at dø, som han ellers troede. Redderen fik sammen med alle de improviserede hjælpere bøvlet båren ned af vores ganske få trappetrin og uden for. Som sagt har jeg fundet ud af, at det halve bofællesskab stod derude, men jeg husker det ikke. Jeg har formentlig lukket øjnene.
Bedst husker jeg fornemmelsen i kroppen: Båren der skrumpler af sted over rallet ud til ambulancen på parkeringspladsen. Overraskelsen over, at den ikke holder lige uden for døren – ambulancen – når jeg nu tidligere havde fanget, at de gjorde plads til den. På vejen så jeg Manden – dér har mine øjne alligevel været åbne, så. Han har nok holdt Ellinor i armene, men det husker jeg ikke. Han sagde noget, sikkert noget med, at vi sås på hospitalet, det er tåget. Til gengæld står det helt klart, at han ikke græd. Det tolkede jeg som om, at jeg måske ikke var ved at dø – endnu en beroligelse midt i alt det hæslige.
Så bumplede vi videre, vist nok med den jordemoderstuderendes spidse hænder i et fast greb om min livmoder, og op og ind i ambulancen.

#4 Uden Ellinor. Noget om et traume.

De kloge siger, at man skal skrive det ned. Sit traumatiske forløb. Så det ikke sætter sig i kroppen og nervesystemet og kradser og skurrer og bliver til depression eller PTSD eller hvad ved jeg. Så jeg prøver at skrive, i småbitte bidder. Én bid ad gangen. Læs med et andet sted, hvis I har brug for noget muntert, noget opbyggeligt eller en bekræftelse af, at det er en god idé at føde hjemme. 

Ambulancen kom. Og så var vi vel i gode hænder – og så blev alt vel godt, ikke? Nej. Slet ikke. For at forklare, hvordan dét hænger sammen, må vi lige have to mellemregninger på plads:

Mellemregning nummer et: Som vist nok nævnt utallige gange mistede jeg en tre-fire liter blod på grund af en genstridig moderkagerest i forbindelse med Sønnes fødsel. Jeg gik dog først i gang med at bløde ti dage efter fødslen, og når det nåede at blive traumatisk og overordentligt livsfarligt dengang, skyldtes det læger, der ikke troede på, hvad vi sagde. Da jeg gik i gang med at styrtbløde dengang, ringede jeg til vagtlægen, som sagde: Hvis du stadig bløder kraftigere end en kraftig menstruation om to timer, så kan du jo ringe igen. Jotak. Da jeg fortsatte med at bløde og bløde og bløde og bløde udover det hele, kørte Manden mig til lægevagten, hvor jeg troppede op, vaklende og med to gennemblødte håndklæder mellem benene, hvorefter en ny vagtlæge sendte os direkte til Skejby. I egen bil. Hvor receptionisten (!) udmærket kunne se, at jeg ikke længere kunne gå, da vi endelig kom frem, men hvor lægen tilskrev mit meget lave blodtryk angst (!!) og i øvrigt gav mig noget vestimulerende, så jeg kunne afstøde moderkageresten selv. Så kunne jeg jo altid få en udskrabning dagen efter, hvis det ikke lykkedes… Timerne gik, blodet flød, jeg bevægede mig ind og ud af bevidsthed, og Manden sad magtesløs ved siden af med et ti dage gammelt barn. Når jeg overlevede (ja, det lyder dramatisk, men det var det kraftedme også), skyldes det en gammel, garvet sygeplejerske, der havde nattevagt, og som målte mit blodtryk til 70/40. Det er ikke godt, virkeligt ikke. Og som slog alarm, og lige pludselig gik det vanvittigt stærkt, og jeg blev hentet af en portør. Manden græd, fordi han tænkte, det var sidste gang, han havde set mig. Der var tåget i mit hoved, og jeg undrede mig over hans tårer. Og så røg jeg ind til operation, hvor en anæstesilæge stak mig (en 10-15 gange, for nu at føje spot til skade) for at lægge en epiduralblokade, og hvor jeg trods min svingende vågenhed udmærket fornemmede den stigende panik om operationsbordet, fordi jeg blev ved og ved at bløde, og fordi livmoderen ikke ville trække sig sammen. Den fysiske fornemmelse af at blevet hevet og flået i sidder stadig i kroppen, syv et halvt år senere. Operationen tog følgelig meget længere, end de havde sagt til Manden, som sad alene med Sønne og tænkte, at nu var det bare de to. Og selv efter operationen havde ingen forstået, hvor meget blod jeg egentlig havde mistet – det estimerede de først en del dage senere ud fra min blodprocent. Derfor fik jeg ikke noget blod (før meget senere), og derfor blev jeg sat til at gå på toilettet dagen efter operationen. Og besvimede. I armene på Manden. Og hvorfor fortæller jeg så hele den her lange lidelseshistorie, når det egentlig skulle handle om Ellinors fødsel? Det gør jeg, fordi den er et gammelt traume, der blev vakt til live. Hej retraumatisering. Og det gør jeg for at forklare, hvorfor vi ikke stoler på systemet over en dørtærskel – havde jeg stolet på lægerne, på systemet, ville jeg have været meget mindre bange, da det gik løs efter Ellinors fødsel. Meget, meget mindre.

Mellemregning nummer to: Tilbage til nutiden og sengen, hvor jeg lå uden Ellinor. Ambulancen kom, kunne jeg forstå, og jordemoderen råbte, men hvor blev redderne af? Det kunne jeg af gode grunde ikke vide, men Manden, fødselshjælper-veninden og mine bofæller har forklaret det siden hen: For det første havde jordemoderen bestil en lægeambulance. Det kom der ikke. For det andet bakkede ambulancen ind i hegnet, da den kom. Hvorefter chaufføren opgav at bakke de sidste 50 meter hen til vores dør – ja, faktisk opgav han overhovedet at komme ud ad ambulancen, selv da den anden redder var hende og halvråbe af ham. Han blev bare siddende dér på førersædet, mens jordemoderen råbte inden for og Manden løb rundt med nyfødte Ellinor på armen og råbte og skreg uden for. Ergo: Ingen læge, og kun én redder. For fanden i helvede.

Postkort fra op-og-ned-land

Humøret og det almene velbefindende stemmer fint overens med det danske sommervejr: overvejende blæsevejr og byger - og så ind i mellem fine stunder med solskin og temperaturer, der lige sniger sig op over 20 grader.

Her i sommerhuset blæser det, sårn rent mentalt, mest, når alle børn er hjemme (eventuelt med højlydte venner), alt lugter af makrelsalat, og jeg kommer i tanker om, at min krisepsykologdame først er tilbage fra ferie i august.

Når Manden tager alle store børn med på tur, og jeg trisser rundt med Ellinor i viklen og drikker kaffe og læser lidt sporadisk Weekend-Avisen, skinner solen igen. Eller når jeg blogger på telefonen fra et hemmeligt hjørne af haven - som nu.

Jeg håber, der er mere sol end regn I jeres sommer.

#3 Uden Ellinor. Noget om et traume.

De kloge siger, at man skal skrive det ned. Sit traumatiske forløb. Så det ikke sætter sig i kroppen og nervesystemet og kradser og skurrer og bliver til depression eller PTSD eller hvad ved jeg. Så jeg prøver at skrive, i småbitte bidder. Én bid ad gangen. Læs med et andet sted, hvis I har brug for noget muntert, noget opbyggeligt eller en bekræftelse af, at det er en god idé at føde hjemme.

Jeg har svært ved at skrive det her. Selvfølgelig fordi det begynder at blive rigtigt, rigtigt ubehageligt, og fordi ordene ligesom ikke slår til. Men også fordi rækkefølgen er tåget. Blod, smerte, frygt, ubehag på én gang. Manden og fødselshjælper-veninden har gjort deres for at kaste lys over tingene. Jordemoderen har også lovet en debriefing men er taget på sommerferie i stedet – måske bliver det en anelse mere klart, når jeg har snakket med hende. Men for nu er resten af tiden dér på sengen kun brudstykker; brikker i et puslespil jeg ikke har samlet. Det bedste jeg kan gøre, tror jeg, er at remse brikkerne op, langt og rodet:
Jordemoderen gav mig en stikpille, vist noget blod-standsende.
Hun instruerede den studerende i at klemme sammen om min livmoder med alle sine kræfter, to hårde spidse hænder så hårdt ned i min mave, mit bindevæv, at ubehaget er svært at beskrive.
Manden fik Ellinor.
Jordemoderen sagde: Nu må vi ind på Skejby.
Manden spurgte: Med ambulance?
Jordemoderen svarede: Ja, med ambulance.
Alt var hektisk, hektisk omkring mig. Og blod og forvirring og frygt. Stikpiller og venflon.
Jordemoderen sagde, at det eneste, hun kunne gøre nu, var at stikke en hånd op i mig og forsøge at få moderkagen ud – men hun ville ikke gøre det, for det var meget væmmeligt.
Manden og jordemoderen diskuterede, om Ellinor kunne komme med i ambulancen.
Jordemoderen vidste det ikke, måske kunne hun, og jeg blev positivt overrasket: Inden fødslen havde jeg hørt, at babyer ikke var tilladt ved en overflytning. Tænk hvis hun alligevel kunne komme med! Manden forsvandt med Ellinor, sådan husker jeg det. Hvornår i alt det her kaos, at det skete, ved jeg ikke. Men de forsvandt.
Jordemoderen blev mere kommanderende og beordrede alting, lagener, underlag, samlet sammen (så blodtabet siden kunne anslås).
Jordemoderen ombestemte sig i forhold til det med selv at hive moderkagen ud og sagde: Nu er jeg hård ved dig. Det var hun. Og aktionen lykkedes ikke. Moderkagen gik midt over. (Jeg så jordemoderen kort på opvågningen på Skejby senere. Det var, fortalte hun, da moderkagen gik over, at hun for alvor tænkte shit).
Og ja, det var ubehageligt, da hun forsøgte at få den ud, men den samlede smerte og væmmelighed var stadig én stor grød, hvor jeg dårligt kan skille de enkelte elementer ad. Jeg husker intet særskilt ubehag ved netop dén manøvre.
Alt var hektisk, højlydt, kommanderende, jeg fik det dårligere og dårligere, tiden gik.
Uden for kom ambulancen, kunne jeg forstå, og jordemoderen begyndte at råbe: DE SKAL KOMME NU, DE SKAL KOMME NU! Hun brølede efter bunken af blodige underlag, der skulle med. Nogen havde ryddet den op. Jeg syntes, hun lød panisk. Og hun sagde to liter, vi er på to liter nu, men dét er en af de brikker, fødselshjælperen siden har leveret. Den melding husker jeg ikke selv.

Én måned

I bøgerne og artiklerne om fødselstraumer står der, at det kan være svært at knytte sig til den bette. At det for mange føles som om, at hjertet er lukket.

Jeg kan genkende meget fra de beskrivelser, jeg har læst: Mareridtene, fortrydelsen, skyldfølelsen, søvnløsheden, vreden, tårerne, den korte lunte, flash-backene. Men jeg kan ikke genkende dét med hjertet.

Mit hjerte står på vid gab og har gjort det lige siden, jeg holdt hende i armene første gang. Verdens allerfineste, gladeste Ellinor. I går blev hun én måned, og jeg græd lidt af taknemmelighed over, at det blev lige præcis mig, der var så heldig at blive hendes mor.

#2 Uden Ellinor. Noget om et traume.

De kloge siger, at man skal skrive det ned. Sit traumatiske forløb. Så det ikke sætter sig i kroppen og nervesystemet og kradser og skurrer og bliver til depression eller PTSD eller hvad ved jeg. Så jeg prøver at skrive, i småbitte bidder. Én bid ad gangen. Læs med et andet sted, hvis I har brug for noget muntert, noget opbyggeligt eller en bekræftelse af, at det er en god idé at føde hjemme. 

Ellinor lå hos mig på sengen, og Manden tog nogle billeder.
”Tag et billede UDEN bryst,” kommanderede jeg, og det gjorde han.
Jeg ville have, at vi kunne vise hele verden de billeder af vores lille barn, der lå der, helt fin og ny.
Alt var stadig kærlighed og lykke.
Også selvom jordemoderen sad mellem mine ben, og jeg bare havde lyst til at vende mig om på siden, så Ellinor bedre kunne få fat i brystet.
Og så: Jeg husker det som om, at alting skete på én gang, og rækkefølgen er uklar, kun ved jeg, det gik hulens stærkt, og at det må have været nogenlunde sådan her: Jeg blødte. På den virkeligt mærkbare, klumpede, shit-det-kommer-meget-blod-agtige måde. Jordemoderen blev bange. Jeg kan ikke huske, hvad hun sagde, men der var en ny tone i hendes stemme, og hun snakkede om moderkagen, der ikke ville ud.
Der blev trykket og trykket på min mave, arbejdet mellem mine ben. Ubehaget steg og steg. Jordemoderen og den jordemoderstuderende gik i gang med stikpiller og medicin og – lidt senere – også at gøre klar til noget saltvandsdrop. Men først og fremmest kan jeg huske fornemmelsen: Fornemmelsen af blodet, der vælter ud. Dét har jeg prøvet én gang før, ti dage efter Sønnes fødsel, hvor det viste sig, at et lille stykke moderkage var blevet siddende tilbage. Hvor jeg rejste mig op en almindelig træt barselseftermiddag, og det bare væltede og væltede ud ad kroppen. Og hvor jeg til sidst var ved at dø. Min krop kunne huske det. Jordemoderen var bange. Jeg var bange. Men da hun sagde ”Nu er vi på én liter” tænkte jeg noget i retning af: Jamen herregud – jeg har mistet meget mere end dét og overlevet.

#1 Uden Ellinor. Noget om et traume.

De kloge siger, at man skal skrive det ned. Sit traumatiske forløb. Så det ikke sætter sig i kroppen og nervesystemet og kradser og skurrer og bliver til depression eller PTSD eller hvad ved jeg. Så jeg prøver at skrive, i småbitte bidder. Én bid ad gangen. Læs med et andet sted, hvis I har brug for noget muntert, noget opbyggeligt eller en bekræftelse af, at det er en god idé at føde hjemme. 

Så dér sad vi, Ellinor og mig, i badet, og hun var så fin og lille og færdig. Manden rykkede over, så han kunne være så tæt på mig så muligt, og vi kyssede og han græd, og jordemoderen gned den bette lidt hektisk på ryggen, så hun kunne være helt sikker på, at alt var godt. Hun snøflede lidt og græd så lidt, og jeg var kun nervøs et øjeblik. Alt var godt! Jeg har aldrig følt en forbindelse til et nyt barn så hurtigt, som jeg følte den til Ellinor: Endelig var hun der! Perfekt og vores og elsket med det samme. Lille og varm og fantastisk. Ellinor fik et klæde, og jordemoderen bad mig rejse mig og komme over på sengen ved siden af.
”Der kan komme noget blod, når du rejser dig,” advarede hun.
Og ganske rigtig – der kom en del blod, da Manden fik bugseret mig op i stående stilling og over på sengen. Det var ikke noget at være nervøs for, blev jeg forsikret. Jordemoderen vurderede, at der var tale om et par 100 milliliter. No big deal.
Men en lillebitte advarselslampe blinkede et sted bag al lykken og kærligheden inden i: Jeg har haft to fødsler tidligere, en livsfarlig og en vidunderlig. Ved den første blødte jeg, ved den sidste kom der ikke én eneste dråbe. Hvorfor kom der så blod nu?