torsdag den 14. juli 2016

#4 Uden Ellinor. Noget om et traume.

De kloge siger, at man skal skrive det ned. Sit traumatiske forløb. Så det ikke sætter sig i kroppen og nervesystemet og kradser og skurrer og bliver til depression eller PTSD eller hvad ved jeg. Så jeg prøver at skrive, i småbitte bidder. Én bid ad gangen. Læs med et andet sted, hvis I har brug for noget muntert, noget opbyggeligt eller en bekræftelse af, at det er en god idé at føde hjemme. 

Ambulancen kom. Og så var vi vel i gode hænder – og så blev alt vel godt, ikke? Nej. Slet ikke. For at forklare, hvordan dét hænger sammen, må vi lige have to mellemregninger på plads:

Mellemregning nummer et: Som vist nok nævnt utallige gange mistede jeg en tre-fire liter blod på grund af en genstridig moderkagerest i forbindelse med Sønnes fødsel. Jeg gik dog først i gang med at bløde ti dage efter fødslen, og når det nåede at blive traumatisk og overordentligt livsfarligt dengang, skyldtes det læger, der ikke troede på, hvad vi sagde. Da jeg gik i gang med at styrtbløde dengang, ringede jeg til vagtlægen, som sagde: Hvis du stadig bløder kraftigere end en kraftig menstruation om to timer, så kan du jo ringe igen. Jotak. Da jeg fortsatte med at bløde og bløde og bløde og bløde udover det hele, kørte Manden mig til lægevagten, hvor jeg troppede op, vaklende og med to gennemblødte håndklæder mellem benene, hvorefter en ny vagtlæge sendte os direkte til Skejby. I egen bil. Hvor receptionisten (!) udmærket kunne se, at jeg ikke længere kunne gå, da vi endelig kom frem, men hvor lægen tilskrev mit meget lave blodtryk angst (!!) og i øvrigt gav mig noget vestimulerende, så jeg kunne afstøde moderkageresten selv. Så kunne jeg jo altid få en udskrabning dagen efter, hvis det ikke lykkedes… Timerne gik, blodet flød, jeg bevægede mig ind og ud af bevidsthed, og Manden sad magtesløs ved siden af med et ti dage gammelt barn. Når jeg overlevede (ja, det lyder dramatisk, men det var det kraftedme også), skyldes det en gammel, garvet sygeplejerske, der havde nattevagt, og som målte mit blodtryk til 70/40. Det er ikke godt, virkeligt ikke. Og som slog alarm, og lige pludselig gik det vanvittigt stærkt, og jeg blev hentet af en portør. Manden græd, fordi han tænkte, det var sidste gang, han havde set mig. Der var tåget i mit hoved, og jeg undrede mig over hans tårer. Og så røg jeg ind til operation, hvor en anæstesilæge stak mig (en 10-15 gange, for nu at føje spot til skade) for at lægge en epiduralblokade, og hvor jeg trods min svingende vågenhed udmærket fornemmede den stigende panik om operationsbordet, fordi jeg blev ved og ved at bløde, og fordi livmoderen ikke ville trække sig sammen. Den fysiske fornemmelse af at blevet hevet og flået i sidder stadig i kroppen, syv et halvt år senere. Operationen tog følgelig meget længere, end de havde sagt til Manden, som sad alene med Sønne og tænkte, at nu var det bare de to. Og selv efter operationen havde ingen forstået, hvor meget blod jeg egentlig havde mistet – det estimerede de først en del dage senere ud fra min blodprocent. Derfor fik jeg ikke noget blod (før meget senere), og derfor blev jeg sat til at gå på toilettet dagen efter operationen. Og besvimede. I armene på Manden. Og hvorfor fortæller jeg så hele den her lange lidelseshistorie, når det egentlig skulle handle om Ellinors fødsel? Det gør jeg, fordi den er et gammelt traume, der blev vakt til live. Hej retraumatisering. Og det gør jeg for at forklare, hvorfor vi ikke stoler på systemet over en dørtærskel – havde jeg stolet på lægerne, på systemet, ville jeg have været meget mindre bange, da det gik løs efter Ellinors fødsel. Meget, meget mindre.

Mellemregning nummer to: Tilbage til nutiden og sengen, hvor jeg lå uden Ellinor. Ambulancen kom, kunne jeg forstå, og jordemoderen råbte, men hvor blev redderne af? Det kunne jeg af gode grunde ikke vide, men Manden, fødselshjælper-veninden og mine bofæller har forklaret det siden hen: For det første havde jordemoderen bestil en lægeambulance. Det kom der ikke. For det andet bakkede ambulancen ind i hegnet, da den kom. Hvorefter chaufføren opgav at bakke de sidste 50 meter hen til vores dør – ja, faktisk opgav han overhovedet at komme ud ad ambulancen, selv da den anden redder var hende og halvråbe af ham. Han blev bare siddende dér på førersædet, mens jordemoderen råbte inden for og Manden løb rundt med nyfødte Ellinor på armen og råbte og skreg uden for. Ergo: Ingen læge, og kun én redder. For fanden i helvede.

11 kommentarer:

  1. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal skrive, men gør det alligevel selvom jeg ikke har kommenteret her hos dig før: Jeg fik så ondt i maven af at læse denne del af føljetonen - hvor er det bare så synd for dig, at du har måttet gå dette igennem! Både den første helt forfærdelige historie og nu denne oplevelse. Og selvfølgelig ripper det op i tidligere traumer der ligner alt for meget - som om det hele ikke var forfærdeligt nok i sig selv... Så hvor må det have været forfærdeligt og hvor må I have været rædselsslagne! Stort kram til dig! Bliv ved med at skrive om det - jeg læser med, for du skriver super godt, selvom jeg næsten ikke tør læse videre i føljetonen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for medfølelsen og for ordene - og fordi du læser med. Læs roligt videre: Det ender godt!

      Slet
  2. Fuck, altså det er fandme den mest dramatiske efterfødselshistorie, jeg nogen sinde har hørt/ læst. Jeg er meget taknemmelig over at vide - og tænke på - at det er hovedpersonen selv, der efterfølgende beskriver, hvad der skete...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, fuck. Men der er en happy ending! (også selvom vi stadig er lidt shaky...)

      Slet
  3. I har forhåbenlig eller gør forhåbenlig indgivet en stor klage over redderen, for kan han ikke udføre sit job altid, skal han fyres og det kan kun gå for langsomt

    SvarSlet
    Svar
    1. I sin tid ville vi havde klaget over ham lægen med Sønnes fødsel - men hver gang jeg åbnede dokumentet for at skrive klagen, fik jeg det fysisk dårligt. Og forældelsesfristen er to år, så dét er for sent. Derfor har jeg allieret mig med min fødselshjælperveninde; det er simpelthen hende, der bliver nødt til at klage over redderen. Jeg var heldig, at vi bor i bofællesskab, så der var nogen til at hjælpe. Hans vanvittige inkompetence kunne i yderste konsekvens ende med at koste nogen livet.

      Slet
  4. Det er svært at kommentere på indlæg som de her, for der er ikke meget, man kan skrive, som giver mening efter sådan en fortælling. Men når man blogger om noget, der har et terapeutisk islæt, bliver jeg i hvert fald selv i tvivl om, om det giver mening for læserne at læse også. Så jeg har bare lyst til at sige til dig, at jeg klikker ind flere gange dagligt, for at se, om der er kommet et indlæg mere, for du formidler det på en måde, som gør, at man bliver suget med ind i fortællingen, og gør den relevant for alle os andre også.

    Fy for ind i helvede for en omgang. Jeg kan ikke på nogen måde forestille mig, hvor rædselsslagne I må have været. Det er uretfærdigt og ubærligt, at det var den fødsel, der var til dig. To gange. Godt, at du giver det den plads, det skal have, og ikke forfalder til tapperhed. Jeg så, at en anden havde lagt kommentaren om, at du skal huske at fortælle historien til ende, hver gang du fortæller den; at det er vigtigt at få med, at I kom igennem det med livet i behold. Det er en strategi, der har betydet meget for mig ift. et par oplevelser, jeg selv har med, og som jeg kan anbefale. Det er, som om kroppen husker alt det forfærdelige bedst, og hvis man stopper sin fortælling, mens man er i den del af den, er det den stemning, man har med i kroppen resten af dagen.

    Stort cyberkram til dig. Det er sgu godt for dine unger, at de har valgt en amazone til mor.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for ordene... og du har helt ret: Jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt det her var noget, der hørte til en dagbog eller en blog. Men det føles godt at skrive det ud i verden - og at få så mange "fuck det lyder vildt"-svar, ikke mindst fordi jeg godt kan gå og slå mig selv lidt i hovedet over stadig at lade det fylde (jeg overlevede jo! alle har det godt! mange har det værre! move on... og vær tapper og sårn)

      Slet
  5. Altså jeg kan blive helt vred på systemet/lægerne osv., som gav grønt lys til en hjemmefødsel, set i lyset af din fødselshistorik!! For pokker da, det kunne jo have haft en helt anden udgang - men, det er jo dig der skriver, så jeg kan regne ud at alt ender "godt" - dog med et stort behandlings/bearbejdningsarbejde forude. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak - og ja. Det er vildt nok, at jeg fik lov. Den første jordemoder, jeg spurgte, sagde, at jeg nok ville få nej. Men så rådførte de/hun sig med en fødselslæge, der sagde, at det var helt fjong. Jeg skulle virkeligt, virkeligt, virkeligt have født på et hospital!

      Slet
  6. their explanation check it out official statement his response website here Continue

    SvarSlet