#1 Uden Ellinor. Noget om et traume.

De kloge siger, at man skal skrive det ned. Sit traumatiske forløb. Så det ikke sætter sig i kroppen og nervesystemet og kradser og skurrer og bliver til depression eller PTSD eller hvad ved jeg. Så jeg prøver at skrive, i småbitte bidder. Én bid ad gangen. Læs med et andet sted, hvis I har brug for noget muntert, noget opbyggeligt eller en bekræftelse af, at det er en god idé at føde hjemme. 

Så dér sad vi, Ellinor og mig, i badet, og hun var så fin og lille og færdig. Manden rykkede over, så han kunne være så tæt på mig så muligt, og vi kyssede og han græd, og jordemoderen gned den bette lidt hektisk på ryggen, så hun kunne være helt sikker på, at alt var godt. Hun snøflede lidt og græd så lidt, og jeg var kun nervøs et øjeblik. Alt var godt! Jeg har aldrig følt en forbindelse til et nyt barn så hurtigt, som jeg følte den til Ellinor: Endelig var hun der! Perfekt og vores og elsket med det samme. Lille og varm og fantastisk. Ellinor fik et klæde, og jordemoderen bad mig rejse mig og komme over på sengen ved siden af.
”Der kan komme noget blod, når du rejser dig,” advarede hun.
Og ganske rigtig – der kom en del blod, da Manden fik bugseret mig op i stående stilling og over på sengen. Det var ikke noget at være nervøs for, blev jeg forsikret. Jordemoderen vurderede, at der var tale om et par 100 milliliter. No big deal.
Men en lillebitte advarselslampe blinkede et sted bag al lykken og kærligheden inden i: Jeg har haft to fødsler tidligere, en livsfarlig og en vidunderlig. Ved den første blødte jeg, ved den sidste kom der ikke én eneste dråbe. Hvorfor kom der så blod nu?