mandag den 25. februar 2013

Man kan også gøre skarn uret

Jeg har været på Nørrebro og på Amager og en lille smule på Vestsjælland. Og jeg har erkendt noget vigtigt:

Det er ikke kun vinter i Beder.

Nej, det er faktisk grumme koldt OVERALT.

Undskyld Beder, det er ikke dig og dine knoldede, frosne marker og dine blege, gule parcelhuse, der får det til at gøre ondt helt ind i knoglerne. Det er vinteren, den bitch, den grummeste i kvindes minde.

Nu trækker jeg vejret dybt og forsøger at minde mig om, at vinter (også dødskuldevinterfrahelvede) kan være OK, når man sidder indenfor.

onsdag den 20. februar 2013

Lyse tider (og sukkerchok) i vente

Sneen er væk. Nu er de marker, man kan se ud af vinduet på Oddergrisen, brune i stedet for hvide.

Det er et godt tegn.

Og Manden er hjemme med syge Sønne. Der kun sked en enkelt gang i bukserne i nat og vist nok er holdt op med at gylpe op, som han selv siger.

Og jeg befinder mig på mit kontor langt-langt fra Beder, og der kommer en lille smule sol ind gennem vinduet.

Og min kontorbuddy har netop stillet cola og wienerbrød på mit skrivebord.

Det lysner.

mandag den 18. februar 2013

Men heldigvis kan jeg jo sagtens koncentrere mig om at arbejde alligevel...


Sønne er bleg og feberhed og nægter at spise selv filur-is. Men snakke kan han sagtens:

"Hvordan kommer børnene ud af maven, mor?"

"Hvordan kommer der babyer ud af mænd, mor?"

"Kan stolen godt holde til, du sidder på den mor, fordi den har så mange hestekræfter, mor?"

"Har du lånt din iPad på biblioteket, mor?"

"Hvornår skal vi besøge mormor og morfar, mor?"

"Kan en flodhest hoste, mor?"

"Hvorfor er det ikke alle, der har hjelm på i en racerbil, mor?"

"Vi putter ikke pandekager i postkassen her i Beder, vel mor?"

"Mor? Mooo-or?!"

Åhja. Og mens jeg sad og skrev alle de her glimrende og vigtige spørgsmål, faldt drengen i søvn. Og de ringede fra vuggestuen for at sige, at Bette også er syg. Og jeg tænker: Det kan ikke passe. Det er ikke sådan her, det skal være. Vel!?

2013. Shape up.

Hvad vi så går og laver? 

Jo, Sønne er såmen syg igen. Kaster op og har feber og den slags. "Jeg skal gylpe op, moah!" The usual. 

Og jeg hyperventilerer igen. Lige dele...
...uhygge (er der noget alvorligt galt med ham, siden han har 300 sygedage om året)
... stress (forfandenifuckinghelvede, bunkerne ligger der stadig fra januar, jeg har FEM vigtige deadlines om et øjeblik)
... og almindelig træthedsbitterheds-det-er-NOGENs-skyld-det-her-hed.

Vinterens skyld, fordi vi for fan aldrig er så syge her om sommeren. Bofællesskabets skyld, fordi NOGEN for hulan må glemme at vaske hænder, når de laver mad, siden Sønne (der ellers aldrig har været opkasttypen) kaster op hele tiden. Mandens skyld, fordi, well, han er i nærheden. Beders skyld fordi... Beder, iggå.

Nå. 2013 kan stadig nå at blive et godt år. Det kræver bare raskhed NU og eventuelt en plan for, i hvilket varmt land vi kan tilbringe næste vinter. Måske vi kan få status som klimaflytninge?

Og nu vi har ja- (eller i hvert fald ikke fuck-verden-og-dø-)hatten på, så lad os nyde dette billede af Sønne, der går tur med "vores hund, mor". Eller rettere - en bofællesskabshund, der løber en tur med Sønne i et raskt øjeblik i weekenden. Ind i mellem i småbitte glimt tror jeg faktisk på en tilværelse med raskhed, gladhed, arbejde om dagen i stedet for om natten og en puls på under 210.

tirsdag den 12. februar 2013

Zwarte Piet og den yndige prinsesse

Jeg HAVDE besluttet, at jeg ikke skulle køre noget kønspolitisk korrekthed ned over hovederne på min arme familie op til fastelavn. Ikke noget med at forvandle Livse til Byggemand Bob, bare fordi jeg græmmes en smule over de tusindvis af umælende, et-årige prinsesser på min vej. Næ-næj. For hun kan jo godt lide kjoler, ikke? Og man skal ikke kører sin børn over med den store kønspolitiske damptromle, vel?

Alligevel endte tre ud af familiens fire medlemmer med at crossdresse. Her er det Manden, den yndige prinsesse, fanget i et ømt øjeblik, før han iførte sig parykken med det lange lyse hår og blev til noget fra The Darkness:

 

Så måtte jeg jo være Byggemand Bob, pludselig.

Og fire-årige Spidermand kunne næsten-næsten-næsten ikke holde det ud.
"DU er konge, far, MOR er prinsesse! DU skal ikke have kjole på far, mor skal. Mor skal!" 

Så var der Livse. Der synes, at far i kjole og paryk var alletiders. Og der som et udslag af ikke-forberedelse havnede i husets eneste reelle udklædningstøj og dermed blev forvandlet til Zwarte Piet...


... som I ikke kender, vel? Og som vi kun kender, fordi vi har svogerfamilie i det hollandske. Zwarte Piet er nemlig Hollands svar på Lille Sorte Sambo. Han er julemandens lille hjælper, der hopper rundt dér i sit blå satintøj med sort kruset hår og vist nok er fuld af ballade. Nej, det bliver ikke ret meget mere politisk ukorrekt. Og ukorrektheder af alle slags er noget, jeg har det en anelse svært med, især de politiske. Det gør mig helt nervøs og utilpas. Hvilket måske i sig selv er politisk ukorrekt. Samtidig må det på en eller anden måde tage brodden af det næsten sygt svenskagtige i at have så queerkorrekte forældre.

OK, jeg sludrer.

Og nu ligner vi jo alle sammen os selv igen, undtagen Sønne. Han er stadig Spiderman. Med kunstige muskler og styr på kønnene. "Jeg er Spiderman, jeg fanger ejjerkopperne, mor," forklarer han og udstøder så en hel masse uhyggelige lyde.

Og ind i mellem spørger Manden: Er jeg din prinsesse? Og jeg svarer: Ja, selvfølgelig er du min prinsesse. Mens jeg tænker, at han faktisk var forbløffende, well, ikke pæn men... betagende med kombien skæg og langt hår

mandag den 11. februar 2013

De nye venskabers mester og betvinger. That's me.

Jeg havde glemt det: At jeg begynder at råbe, når jeg har drukket tilpas meget alkohol. Til gengæld har jeg aldrig været sådan en, der over-krammer, når jeg er fuld - før nu, altså. Råb og kram gik udover en stakkels gymnasiebekendt, der selv startede samtalen på Hr. Bartels meget sent lørdag nat:

Bekendt: Hey, hvad laver du her? Altså HER, i Århus!?

Mig (krammer den bekendte): JEG BOR HER!

Bekendt: Du bor her? Jeg bor her også! Æh, har du børn og sådan noget?

Mig: MASSER, MASSER! I ØVRIGT KUNNE JEG VIRKELIG GODT BRUGE EN KØBENHAVNERVEN! VIL DU VÆRE MIN KØBENHAVNERVEN, æh, J.., æh...

Bekendt: Du kan ikke huske, hvad jeg hedder vel?

Mig: Du hedder... JAKOB! DU VAR KÆRESTER MED HENDE DER... OG VENINDER MED, æh, LINDA! HEJ JAKOB! JAKOB, VIL DU VÆRE MIN KØBENHAVNERVEN? JEG HAR VIRKELIG BRUG FOR EN KØBENHAVNERVEN I ÅRHUS, JAKOB!

(Og her krammer jeg så lige Jakob, min nye københavnerven, der ser en anelse forbløffet ud)

Bekendt: Hæ, jeg hedder ikke Jakob. Jeg hedder JAN. Men jeg vil godt være din københavnerven.

Så krammer jeg Jan-Jakob farvel og løber efter resten af selskabet, der måske-måske-ikke er gået, fordi jeg står og råber sådan.

Fedt.

Hvis der er nogle expatrierede århuskøbenhavnere, der læser med, så - ja, jeg vil gerne være jeres ven. Jeg har brug for en københavnerven i Århus. Jeg er flink og rar og god til at drikke shots og råbe højt, når jeg er fuld. Og jeg tror aldrig, jeg hører fra Jan-Jakob igen.

(En slags disclaimer: Før der nu er nogen, der begynder at hade mig, fordi de tror, jeg elsker københavnere mere end jyder og andet godtfolk: I don't. Nogle gange er det bare rart at drikke ølkaffe med nogen, der ved, hvordan det føles at flytte i den fuldstændigt modsatte retning af alle andre - fra en stor by til en lille. Hvordan det er at vokse op med følelsen af, at ens egne omgivelser helt naturligt fylder sendeflader og avisspalter og alting. Mens man selv cykler forbi Christiansborg og Danmarkshistorien hele tiden og i øvrigt vælter sig i turister (jo!) og evigt relevante studiejobs... hvorefter man flytter til provinsen, der max får to linjer på side 17 i Politiken, og hvor de dygtige piger i klassen arbejder nede i bagerbutikken i stedet for ovre på Miljøministeriet. Hvor vi  pludselig - på godt og ondt - lever omme bag det officielle, udvendige Danmark, væk fra mediernes og turisternes søgelys og Danmarkskort. Og hvor vi for første gang skal forholde os til de mindreværdskomplekser, de bagside-fornemmelser dér har medført helt op på kommuneniveau fx i form af bizart grimme højhuse. Jeg kan godt lide Århus, iggå, og jeg bor her blandt alskens vidunderlige jyder, men jeg er jo for hulan stadig københavner indeni. Hvad det så end betyder. Og det giver en underlige følelse af midt-i-mellem-hed, som hverken århusianerne eller københavnerne forstår. Måske nogle Ægte Immigranter fra udlandet? Måske Jan-Jakob? Jeg skulle virkelig ikke have råbt sådan af ham.)

tirsdag den 5. februar 2013

Og bemærk, hvordan hun nærmest går catwalk ned gennem butikken

 

Vi skulle bare købe hjemmesko til Sønne. Som styrede direkte efter Lynet McQueen, og så var det ligesom overstået.

Bare ikke for Livse. Hvis store blå øjne lyste af ren skolykke, mens hun hev den ene skinnende sko efter den anden ned fra hylderne og op af æskerne. Oh, de pink stiletter i størrelse 41! Oh, de glimtende plasticsneakers! Oh, ballerinasko af alle slags med pallietter og plasticdiamanter!

Kun en enkelt af de 1000 lyksagelige sko blev ikke proppet på hendes egne fødder: Plateau-blonde-stilletten. Fra helvede.

"MOAH!" råbte hun begejstret og iklædte selv min uvillige fod de sorte blonder.

 Bag hende løb Sønne. Den frustrerede storebror, Politimanden.
"Nej Livse, du må ikke tage dem! Sæt dem på plads! Giv mig dem!"

Livse prøvede sko, helt i ekstase. Sønne ryddede op.

Æblerne falder ganske, ganske langt fra denne stamme.