torsdag den 22. oktober 2015

Sønne. The Mystery Boy.

"Jeg har mødt rigtigt, rigtigt mange børn," siger klasselæreren.

"Men jeg har aldrig mødt nogen som Sønne."

Den lader vi lige stå lidt, ja?

Tilsyneladende er mysteriet, at drengen er virkeligt god til det faglige, godt kan lide at lære og samtale, og - på overfladen i hvert fald - helt fin til det sociale. Spiller fodbold med de andre, klatrer, leger, den slags. Har venner med hjem. Virker ok populær.

Og alligevel trives han bare pissehamrende dårligt i skolen. Klager over ondt i hovedet hele tiden og beder de voksne ringe til os, så han kan blive hentet. Hele tiden.

Men nu har vi da i det mindste fået et møde med ham klasselæreren (det holdt hårdt), så vi sammen kan forsøge at opklare mysteriet Sønne.

(Jeg ville jo nok mene, at det ikke er så meget Sønne som en vis reform, der er forklaringen, men sådan har jeg det jo som gammel RUC'er med at lede efter strukturelle forklaringer. Som der helt klart ikke er plads til at løse på en halv times møde med en stakkels, stresset klasselærer.)

tirsdag den 6. oktober 2015

Se hvor taknemmeligsdagsbogsagtigt!

Det bekymrer mig en anelse, at jeg måske udsender signaler i retning af, at vi bor i en mørk grotte af sorg og fortvivelse, hvor Sønne konstant sidder i skyggerne - i stigende grad mentalt handicappet af folkeskolen - mens vi rokker frem og tilbage uden handlemuligheder.

Altså den grotte findes jo, iggå, men den er ikke det eneste sted på matriklen. Den er ikke den eneste vinkel på Sønnes folkeskolestart, og den er ikke den eneste vinkel på mit humør. Der er ting at sidde i det metaforiske sollys og være helt ægte glad for.

Dem her, fx:

#1 Sønne i de lommer på fem minutter, ti minutter, en time, hvor han er helt blød og rar og sig selv, og hans lyse hår flyver ham om ansigtet på trampolinen, eller hvor han læner sig træt op af mig i en sofa, og jeg kan mærke knuderne inden i blive lidt løsere i det.

#2 Sjove, robuste, uhyggeligt velskrivende Livse, der tagger sit navn overalt. På vores hoveddør står således: LIV BOM HER, og det gør hun sandelig. Heldigvis.

#3 Bofællesskabet. Aka Sønnes vikarierende selvværd. Her er Sønnes jævnaldrende homies fuldstændig med på, at voksne er nogle idioter, og at voksenstyring er noget seriøst fuck. Så det råber de højt, meget højt, og Sønne læner sig lykkeligt tilbage i et herligt, højlydt samvær, hvor han (langt fra ånden i folkeskolen) bliver anerkendt for sin fantasi og sit klatremod og sine bøvser og sig selv.

#4 At Manden kommer hjem fra London (og medbringer vor eneste bil) sent fredag aften, og jeg derfor kun få dage endnu skal mestre institutions-skole-arbejdsplads-hjem-trættebørn-madpakkeindkøb-logik pr elcykel i efterårsvejr.

#5 Vores kortisolsænkende udsigt fra køkkenvinduet. Den virker altid, selv i funky efterårståge.


mandag den 5. oktober 2015

Top fem over ting, som det er OK at føle sig fuldstændigt gungrende, larmende afmægtig over

#1 At vi alle sammen gør det til et konkret individuelt problem, når vores børn ikke trives. Så sidder vi der på forældremødet og siger "jamen Conrad er jo lidt følsom, så..., "det er jo bare sådan med Lucas, at han har brug for..." eller "Sønne har ikke overskud til læsning, så..." Dér, på rad og række, det ene lille pip efter det andet, lidt undskyldende, "vi vil ikke være curlingforældre eller have forkerte børn, vel."
Hvorfor råber vi ikke i kor: DET KAN GODT VÆRE, POLITIKERNE HAR INDFØRT EN REFORM, MEN NU TAGER VI ANSVARET, OG I SKAL SAFTSUSGEMIG IKKE TVINGE VORES BØRN TIL AT VÆRE I SKOLE SÅ MANGE TIMER HVER DAG. Hvorfor gør vi ikke det?

#2 At vi lyver for os selv.
Som moren der siger: "Jeg er faktisk glad for reformen; de bevæger sig jo mere! Godt nok er han træt, drengen, men det er helt fint." Og jeg kender den dreng, som han var før, og jeg ser ham nu: pylret, tyndhudet, lidt for tit ulykkelig for min smag.
Som os selv der siger: "Det går bedre og bedre, vi skal bare se på udfordringens størrelse, så er det ikke så mærkeligt, det er hårdt. Han tager jo venner med hjem, ikke, og alt kræver tilvænning." Og jeg kender Sønne, som han var før, og jeg kan se på ham nu, at han ikke er i trivsel og balance, og jeg kan næsten, næsten, næsten ikke holde det ud.

#3 Den her kronik i Politiken. Jeg citerer:"I mine 34 års virke som læge har jeg aldrig tidligere skrevet en lægeerklæring, fordi børn bliver syge af at gå i skole!"

#4 Folkeskolereformen

#5 Stort set alle politikere i Danmark

lørdag den 3. oktober 2015

Top fem over ting, det er OK at hade

#1 Folk der siger: "Det går SIMPELTHEN bare så godt i skolen. Min lille bøffeløffe har glemt ALT om børnehaven, han kunne ikke have det BEDRE."

Jeg har ikke hadet nogen så meget, siden jeg var på barsel med altid-vågne Sønne og gik rundt og hadede de folk, der sagde "mit barn SOVER bare SÅ godt."

(Jeg er en fontæne af næstekærlighed og vil andre det bedste og under dem alt godt. Som det fremgår.)

#2 Mig selv, når jeg med en stemme, jeg dårligt kan kende, siger til de selvsamme folk: "Jamen det går faktisk også helt fint hos os. Det var lidt hårdt i starten, men det går fint nu. Rigtigt fint. Rigtigt rigtigt fint."

#3 Det punkt, jeg nogle gange når til, hvor jeg glemmer, at det ikke er Sønne men systemet, der burde have nogle prygl, og hvor alt vreden og afmagten og trætheden og sorgen og følelserne og tvivlen vælter ud af sprækkerne i min efterårsblads-tynde tålmodighed og oversvømmer drengen med NU hører du efter, blev der sagt! og hvis ikke du kommer NU, må du ikke få fodboldkort med i skole i en hel UGE! Sådan er verden, kammerat! 

#4 Folkeskolereformen

#5 Stort set alle politikere i Danmark