torsdag den 28. juni 2012

Et af livets store mysterier


Vi - eller rettere: Manden - har fyldt godt 20 flyttekasser med bøger og papirer og sager. Og ja, der nogle enkelte tomme hylder rundt omkring. Men den største forandring i hjemmet er helt klart, at her pludselig ser ryddeligt og pænt ud. Der er synlige, vandrette flader, og vinduerne er ligesom blevet dobbelt så store, fordi bunkerne i vindueskarmene er væk.

Seriøst. 20 flyttekassers rod!? Skal man spinde en eller anden ende om materialisme og tingenes tyngde og de 19 flyttekasser, der har stået et år i mine forældres kælder, uden vi overhovedet har savnet dem? Eller skal man bare pakke videre og ikke tænke mere over dét?

tirsdag den 26. juni 2012

Sjælen sidder i øret

Klokken er kvart i ni og overtrætte Sønne sover ikke men ligger bare og råber overtrætte ting, mens hans ellers tålmodige far bliver mindre og mindre tålmodig. Det er næsten som gamle dage. Dagene før DRÆNET kom ind i vores liv og ændrede alt.

"Vi klarede det da egentlig meget godt," sagde Manden, sidst vi snakkede om dengang vi aldrig sov, dengang vi aldrig havde nogen aftener.
"Godt?" spurgte jeg.
"Ja. Altså vi overlevede. Vi er her stadig. Det er flot."

Sådan var det. Så hårdt så det føles som om, det var flot bare at overleve. Tænk engang. Og han er jo ægte jyde, Manden, så det er ikke noget med at overdrive eller spille fandango.

Og nu er vi så tilbage. Krydret med et Bette Liv, der vågner af alt den råben. Krydret med snarligt bofællesskab, der lærer ham at kende som Psykosønne i stedet for som Sjovesødesædvanligesønne.

Det øre der - som evolutionen eller den praktiserende læge burde have fikset længe, længe før Ørelægen gav ham det akutteste dræn in the history of man - gør ondt på drengen igen. Og når hans øre gør ondt, skifter han personlighed og bliver til et monster.

Det må simpelthen være et dræn, der er smuttet ud af et betændt øre. Det må det. Ellers HAR han vitterligt skiftet personlighed, og det er ikke til at holde ud at tænke på. Og ørelægen kan man kun ringe til mellem 9 og 11, og Manden, der er designated ørelæge-caller, kom ikke igennem. Normalt er han typen, der bliver ved, til telefonen går i opløsning eller lægesekrætæren bryder hulkende sammen og tilbyder ham sin førstefødte datter til ægteviv. Men ikke nu. Jeg tror, han er i denial. Jeg tror, at præ-dræn-æraen har gjort varig skade på hans sunde, jydske sjæl. Jeg tror eventuelt, at jeg selv må ringe til ørelægen og holde op med alt det sludder. Men hvordan hulan skal jeg gøre det, når jeg er til møde mellem 9 og 12? Er der ikke en af jer, der kan gøre det, hva'? Please?!

Nå. Sønne er ikke et monster hele tiden, vel. Ind i mellem (smerterne/vanviddet/tre-års-crazynessen/trommehindesprængningerne) er han søde, sjove Sønne. Der kysser sin lillesøster og slår kolbøtter og bygger skure med Onkel Flyvende Hollænder. Se bare her:


Ja. Lad os snakke om noget andet! Så løsningsorienteret er jeg. Min første indskydelse var faktisk at lægge mig i fosterstilling og drikke saftevand og se Eskapisme-Friends og slukke for alle øretanker. Præ-dræn-tiden har formentlig også lavet nasty kradsemærker i min i forvejen flossede sjæl. Og jeg har også selv ondt i ørene. Lidt. Og ondt af mig selv. Meget. Så ring nu til ørelægen, for hulan!

... og så på med de realistiske landmandsbriller

Om jeg er begyndt at glæde mig til at flytte til Beder? Åhja, det er jeg skam. Thi:

... vores nye lejlighed er af typen "pæn og ren altid". Forestiller jeg mig. I hvert fald har jeg set den mange gange nu, og den har altid være utroligt nydelig.

... jeg kommer til at bo meget tæt på andre kvindelige humanister fra Aarhus Universitet, der heller ikke havde forestillet sig at ende i Beder. Ende, ja. Og på en enkelt psykiater eller to, som jeg forestiller mig kan uddele nogle seriøse drugs, hvis det der landzone-møder-ligusterhelvede bliver lidt for meget af det gode.

... vi får et fjernsynsløst hjem. Og selvom jeg nogle gange brokker mig over dét husker jeg seriøst tiden præ-fjernsyn som lykkeligere end tiden post-fjernsyn. Wirklich og helt unostalgisk.

... jeg har en Sønne, der siger ting som "jeg vil gerne bo sammen med en rundsav. Så kan jeg save hver dag." Han kan KUN blive lykkelig i en landzone, siger jeg jer. Og når han er lykkelig, er jeg lykkelig. Selvom jeg næppe får mange glimt af ham og Manden, når de kommer til at bo på en hel tønde land fyldt med værktøj og plads til byggeprojekter. Ohwell.

... der er mennesker, der laver mad til os de fleste af ugens dage. Hvilket betyder, at vi får en mere varieret kost end pt (hvor vi lever af risengrød og kødsovs). Hvilket igen betyder, at vi bliver lykkeligere og lever længere. Win.

Set gennem en solskinsbrille

Jeg hader vores nuværende bolig. Intenst. Og jeg skælder selvfølgelig mig selv ud over det, for for fanden mand, vi flytter jo lige om lidt, så stop whining og smil og låve.

"Fem nætter endnu!" som jeg siger (råber) til Sønne, når han ligger og raller af træthed ved foden af dødstrappen.
"Så bor vi i Beder!"

Jæs. Så i stedet for at lave en hadeliste møntet på det sted, jeg skal bo sølle fem dage endnu (oh, der er ellers punkter nok!), vil jeg lave en elske-liste. Bare lige for at minde mig selv om alle de ting, jeg trods alt nyder. Så jeg ikke sidder derude i landzonen og hulker over, at jeg ikke satte pris på det, mens tid var. Iggå. Og fordi jeg bare er et helt vildt positivt menneske iført solskinsbrille uanset vejr, etage og livsomstændigheder:

1) Hvis vores opgang var en børnebog, ville den være Frode og alle de andre rødder. Og hvem elsker måske ikke den?! Seriøst. Der er ejeren, der har indrettet en slyngelstue med fadølsanker i kælderen og rundhåndet deler legetøjsdimser ud til Sønne. Der er blomsterhandleren (gift med ejeren), som ind i mellem giver os rabat og fortabte blomster & halvsmeltede bloklys, og som er Sønnes ven. Og der er nabodamen, der ikke kan se fjernsyn, når ungerne leger med antennestikket inde hos os (...). Der er duerne på loftet. Der er den sur-glade underbo, hvis cerutrøg siver op gennem sprækkerne i vores gulv. Der er speedsnakkende Elias med løbehjulet i stuen. Jeg kan godt lide det hele (så længe jeg ikke behøver bo i det).

2)  Der vokser et stort, gammelt papmachétræ med indbygget lyskæde på Sønnes værelse - som får alle gæster til at tro, at jeg er en mega-krea-indretnings-sejheds mor. Det er fem gode sekunder (før jeg bryder sammen og tilstår, at det var her, da vi flyttede ind).

3) Der er veluxvinduer. De er utætte, men det er hyggeligt, når det regner. Sådan telt-agtigt.

4) Vi bor så tæt på Skanseparken, at den næsten er vores have. Vores kæmpehave med græs og træer og ikke mindst babygynge (vi skal kun lige ned ad 47.000 trappetrin og over to veje):


5) Jeg har lært på Journalisthøjskolen, at lister altid skal bestå af et ulige tal. Og der er helt sikkert også en femte god ting. Helt sikkert...

fredag den 22. juni 2012

BetteLiv. Not so bette anymore.

Hvis I undrer jer over, at solen skinnede sådan i går, når det nu ellers er monsuntid, så kan jeg fortælle jer hvorfor: BetteLiv blev et år. På årets længste, dejligste dag. Og okkedog, okkedog, hvor tiden flyver, og hun blev jo født for fem minutter siden og så videre og så videre. "Hun er vores lille baby, for vi vil gerne have en baby," siger Sønne. Bedre sent end aldrig.

Alt dét forstår fødselaren naturligvis ikke ret meget af, selvom hun naturligvis er et utroligt intelligent barn. Uanset hvad er hun glad, så glad.


Hun var omgivet af bedsteforældre (af blod og ånd) og pakker i alle hårdheds- og kønsneutralitetsgrader, og hun skiftevis danseløb og smilede blidt. Verdens mest nuttede og lækre tumling er hun, når jeg selv skal sige det. Og det skal jeg jo!

lørdag den 16. juni 2012

En blockbuster om is, mennesker og cement

Sønne, ved iskiosken, indsmurt i chokolademagnum: "Jeg elsker is! Og mennesker. Og cement!"

Senere cyklede vi hjem gennem skoven og sang med den der form for flerstemmighed, der opstår, når ingen kan huske melodien, så alle finder på deres egne variationer... og i øvrigt synger pænt falsk. BetteLiv klappede til, indtil hun pludselig gik kold. Og Sønne afbrød Jeg er så glaaad for min cykel med et "nej nu VIL jeg altså hjem til mine biler!" Selv med Niels Olsen som Manden kunne vi ikke have været mere familiefilm-agtige.


onsdag den 13. juni 2012

Gynger. Uden gyldig grund.


Hver gang jeg støder på det her vinter-sommer-gynge-glæde-billede på min telefon, forsøger jeg at udtænke et blogindlæg, der kan tjene som undskyldning for at vise det frem. Noget skægt eller i det mindste en fin beskrivelse af mine egne rørthedsfølelser, når jeg kigger på det søde afkom (som når Camp Chaos beskriver følelsen af at stå og tude af stolthed i regnen, for eksempel). Men jeg kan dårligt huske selve situationen, formentlig fordi det mindste af de søde børn ikke sover vanvittigt godt om natten... og fordi jeg selv går grumme sent i seng. Men altså. Her er det. Bare fordi de er søde. Og mine.

mandag den 11. juni 2012

Creeps og kyllingedeller


Manden har investeret i Meyers Almanak. Og efter at have brugt nogle timer på at bladre igennem dens cirka 45.000 sider, må jeg konkludere to ting: Dels at vi har lige præcis INGEN af de ingredienser, der skal til, og dels at den bog giver mig de vildeste livstilscreeps. Lige fra det matte, lækre papir og indlednings-sort-hvid-billedet af Meyer omgivet af hele sin lykkelige familie med sne i håret til de sygt mange formaninger om selv at gå ud i naturen og plukke ramsløg og muslinger og havtorn og andet godt. A la "den her tang kan ikke købes i butikkerne, og den kan kun samles, når der har været storm, men intet giver en tilfredstillelse som selv at samle sin egen mad i naturen." Hold nu kæft, altså.

Ikke et ondt ord om ramsløg og muslinger og havtorn og tang. Jeg har selv levet nogenlunde af de ingredienser dér (minus ramsløg, plus roer og brændenælder) engang for 1000 år siden i et irsk bofællesskab. Før det blev trendy og nyt og nordisk, men bare var gammelt og irsk og billigt. Nå, det er en anden historie, pointen er bare: Jeg har intet (principielt) mod selv at samle min mad i naturen, og slet intet mod at spise efter årstiden. Det er fint-fint. Men når det der årstidsspisning og naturindsamling og nordisk-lækkerhed-rigtighed bliver så stort og bombastisk og systematisk og dogmatisk og det-eneste-saliggørende-og-se-min-mad-den-ligner-noget-fra-NOMA-agtigt, så går jeg i trods. Jeg bliver fem år og får lyst til at leve af Coca Cola og vandede jordbær fra suspekte drivhuse i Sydspanien. Hvilket jeg brugte meget lang tid på at gå og hvisle til Manden (der bare var en sulten og kvalitetsbevidst og i øvrigt er reklamefotograf og derfor syntes, det var den smukkeste bog, han længe havde set).

Så tog jeg en dyb indånding og lavede Meyerske kyllingedeller med youghurtdressing (minus persille, rasp og de mest tidskrævende stadier i tilberedningen). Nå. Så er det, jeg må sige: Jeg kan godt lide, at have ret. Men jeg kan endnu bedre lide god mad. Og det ville have huet mig vældigt, hvis Meyers mad på en eller anden måde var kedelig eller børnefamilie-uegnet eller direkte uspiselig, når nu jeg sådan gik og hadede på den Almanak. Men for fan, altså. Det er det bedste aftensmad vi har fået i et år. Mindst.

Konklusionen (for sådan en skal der jo være) er vel et eller andet i retning af, at jeg må leve med de utroligt smukke billeder og formaningerne om at lave salat af bøgeblade i stedet for iceberg. Og så se at få noget mere af det Meyer-mad dér. Og at I skal køwe den bog, hvis I (som de sidste to i Danmark) ikke allerede har gjort det. Det er ikke bare Frøken Jensen tilsat livsstil. Det er grumme god mad.

søndag den 10. juni 2012

Farlig fodbold

Manden er ikke en fodboldmand. Men jeg er til gengæld en fodbolddame - i hvert fald når der er EM og den slags. Så jeg bestikker Sønne med chokoladeis og placerer ham foran fjerneren og forsøger ihærdigt at lære ham, hvad fodbold er. Det er svært! Er I klar over, hvor modsætningsfyldt og mærkeligt et spil, fodbold i virkeligheden er? Altså hvorfor skal målmanden fx prøve at forhindre fodbolden i at komme ind i målet, hvis det hele går ud på, at mændene skal få bolden i målet? Hvorfor gør han det, den målmand, hva' moah, hvorfor? Hvornår laver de nogle flere mål, hvornår gør de det, moah?

Men også: "Se moah! De hvide der, de kommer fra Århus, jeg kan se dét!" og  "hvor er svenskerne henne, moah?"


Alt var med andre ord i skønneste orden, så længe der var is på tallerkenen og smil på skærmen. Men så bemærkede Følsomme Sønne, at mændene nogle gange så sure ud. Og kede af det. "Hvorfor er han ked af det mor? Hvad siger alle hans venner i det orange tøj?" Altså hvad siger man til det? "Æh, det er bare for sjov... Eller, æhm, hans venner siger, at det nok skal gå, eller..."

Jeg er virkeligt sygt dårlig til at være en fodboldmor. Jeg lagde ham også i seng efter første halveg, hvilket en rigtig fodboldfar formentlig ikke ville have gjort...

fredag den 8. juni 2012

Elsk mig for mine grønne fingre

Snart går turen væk fra fjerde sal og ud til et vist bofællesskab i grøn jordhøjde. Sønne snakker om det hver dag og kan ikke vente. Manden har det på samme måde. Livse sikkert også - i hvert fald griner hun hele tiden på sådan en rå sømandsagtig måde, der passer dårligt til hendes nuttede look, men som klart kan tolkes i retning af flyttebegejstring.

Og jo, jeg glæder mig også. Både til at slippe væk og til at komme hen til. Men der er flere noia-typer, der trænger sig på. Dels er der landzone-noiaen (som jeg ikke kan linke til, for den er all over). Dels er der voksen-noiaen: Åh nej, jeg er bange for både dyr og VVS, hvordan skal jeg klare fællesopgaverne uden at tabe ansigt?

Og så er der den tredje og sidste noia, der lige så stille er kommet snigende. For endnu en andel er kommet til salg i bofællesskabet, og den er straks blevet hapset af the-first-runner-ups i den der reality-agtige udvælgelsesproces, som vi, æh, vandt. Og det er jo vældigt fint, iggå. Vi har ikke mødt dem endnu, men de lyder meget søde og musikalske og fantastiske. Og det er dét, noiaen handler om. For hver gang, de fremtidige bofæller snakker om dem, siger de ting som "vi HÅBER bare, det går i orden med deres bank, de er SÅ søde" og "de er bare VIRKELIGT søde mennesker, vi håber ALLE sammen, de flytter ind" og "ja, der var mange, der gerne ville have jer, og mange der gerne ville have dem. DE er simpelthen bare SÅ søde."

Mindre selvdestruktive folk ville måske konkludere, at så må de jo bare synes, at vi er endnu flinkere. Og at de under alle omstændigheder, musikalske runner-ups eller ej, bliver vildt glade for at bo sammen med os, fordi vi er søde og sjove og gode til at lave boller i karry.

Ha! Jeg tænker mere i de her baner:
  1. De har valgt os, fordi Manden er handy (og må så leve med, at jeg er bange for dyr og VVS).
  2. De har valgt os, fordi Manden er god til børn og dyr og VVS, og jeg har fortalt dem, at han har utroligt meget værktøj, og de står og mangler noget værktøj (og så må de leve med, at jeg er bange for dyr og VVS).
  3. De har valgt os, fordi de mødte Livse (Sønne var ikke med). Og Livse er et uimodståeligt nuttet barn, som alle mennesker i verden gerne vil bo sammen med (og så må de leve med, at jeg er bange for dyr og VVS).
  4. De har valgt os, fordi jeg er god til at blande drinks, og de har boet længe nok i en Landzone til at vide, at dét skal der til - og Par Nummer To er eventuelt virkeligt ringe amatørbartendere...
Jeg hepper klart på mulighed nummer fire. Men tør selvfølgelig ikke løbe an på det, vel. Så jeg er gået i skarp køkkenhave-træning. Hvem vil måske ikke gerne bo sammen med en amatørgartner? Jeg er startet i de små med nogle krydderurter:


Og ja, man kan undre sig over, hvorfor jeg ikke bare plantede basilikum og purløg direkte i nogle potter. Man kan også argumentere for, at der er ret lang vej fra tre gram pottemuld i noget plastic fra Tiger til en rigtig, ægte køkkenhave med hestemøg og ukrudt og hvad ved jeg derude på landet. Man kan, hvis man er i et rigtigt ondskabsfuldt lune, citere nogle kritiske portugisere, jeg engang boede sammen med: "do you not know anything about the garden!? Not anything? Let us do it, you do it wrong."

Bortset fra de portugisiske stemmer i hovedet, så er jeg faktisk ganske stolt. Jeg har fået noget til at gro! Ansporet af dén succes har jeg købt planter nede hos blomsterhandlen og omplantet (ohyes) noget af det basilikum dér til nogle tomme babymos-glas. Det ser meget livsstilsagtigt ud. Jeg hørte endda mig selv sige følgende til Manden "jamen vi er simpelthen blevet sådan nogle, der har planter! Det er bare SÅ dejligt!" Hvortil han tørt svarede "bare fordi vi pludselig har planter, er vi ikke 'sådan nogle med planter'. 'Sådan nogle med planter' vander dem for eksempel hver dag."

Altså det er da helt klart ikke for hans begejstring, han har vundet dét bofællesskabs-reality-program, tænker jeg og plukker ufortrødent de brune blade af. Også på de solsikker, Sønne har plantet ude i børnehaven, og som nu truer med at vokse ham over hovedet:


Man kan faktisk hævde, at han har væsentligt større gartnerskills end mig. Man kan også sige, at solsikker sguda ikke umiddelbart kan puttes i salaten, så who cares.

Eller man kan gå igang med at dyrke noget mynte, som man kan hælde i nogle mojitos, som de andre kan drikke, mens de aer dyrene og ordner VVS'en. Dét kan man! Totalt konstruktiv løsning på fællesopgave-noia, og totalt god motivation til rent faktisk at få vandet det skidt.

onsdag den 6. juni 2012

Drengen i kufferten. Damen i møllen. Og damens stalkerven, mig.


Ingen i huset kan finde ud af at bruge symaskinen. OK, måske Manden. Han kan i princippet finde ud af alt med motor. Men han bruger den aldrig, symaskinen, så det tæller næsten ikke.

Det jeg egentlig ville sige: Sønne lært at åbne symaskinens kuffert (etui? æske? beholder?), og - med lidt voksenhjælp - hale det tonstunge sy-monster fra 60'erne ud på gulvet. For så kan han jo selv kravle ind i kufferten. Og sidde der længe, gerne sammen med Bette. En utroligt sjov leg. Kufferten kan både være et værksted og en bil og en masse ubestemmelige ting, som kun Sønne ved hvad er. Det ser voldsomt hyggeligt ud. Den kuffert skræller simpelthen alle mine voksenheds-lag af og giver mig instant lyst til at skrumpe mig selv, så jeg kan køre med til Engeland-Skotland, eller hvor de nu er på vej hen.

Og apropos drenge i kufferter (I læser krimier, ja?) tillad mig så lige at komme med a piece of good news om god-bedre-Beder: Det viser sig, at Lene Kaaberbøl er flyttet til Beder og nu sidder et sted derude og skriver krimier og andre kvalitetsbestsellere i en gammel mølle. Ohyes. Kan I høre, hvad det er, universet prøver at fortælle os? Nå, ikke? Jeg tror det er noget i den her retning: "Bare rolig. Der er ikke spor kulturløst på landet. Der er fyldt med forfattere og anden kulturel kapital, der bare sidder og VENTER på, at du kommer derud og laver en skrivegruppe med dem, så I kan kramme og grine og drikke kaffe. Og Lene & co. skal nok give dig alle deres skrivetips og gode forbindelser, så du - før du får set dig om - er totalt bestsellerforfatter selv. Just you wait. Beder GØR bare den slags for folk."

Det er så her, at I måske vil indvende, at ideen om mig og Lene Kaaberbøl hånd-i-hånd (venstrehænder, så vi kan skrive med højre) i en funky forfattermølle er stort set ligeså urealististk som skrump-og-kør-til-Engeland-scenariet.

Og det er så her, at jeg til gengæld vil stikke fingrene i ørerne, mens jeg råber højt, at jeg hellere vil lytte til universet end jer. Og at jeg ikke kan skrive mere på det her pænt sære indlæg, eftersom mine fingre jo er inde i ørerne.

Godt det samme.

tirsdag den 5. juni 2012

Så sandt, så sandt


Fint, ikke sandt? (Siger moren, hvis datter sukker begejstret over alle dukker på sin vej, og som er ved at lære sig selv at tage tøj og sager på i en alder af 11 måneder. Og hvis Sønne siger ting som "lugt til min boremaskine, den lugter af støv og bisserøv!" til de besøgende veninder, der kigger forundret på ham og ufortrødent leger videre med dukkekomfuret... Hm.)