fredag den 25. april 2014

If you can dream it, you can do it

Da Sønne var bette talte han meget i søvne. Mest mumlede han uforståelige ting, men ind i mellem kunne man genkende et ord: GRAVKO.

Manden taler også i søvne: ... og så går vi nedenunder i skibet... mumle... skibet

Liv gør det mest, når hun har feber, men så snakker hun også natten lang, altid om fester & gæster:
Hvor er I?
Hvor er Vilfred?
Hvor er Viola?
Hvor er I?
Jeg har fødselsdag!

Jeg snakker ikke i søvne. Tror jeg. Men her forleden nat spurgte Sønne mig, hvor FAR var henne uden at få rusket mig helt ud af søvnen. Og jeg svarede: Bare rolig. Han er i New York, i butikker.

HVAD?! sagde drengen.

SOV! sagde jeg.

Vi har meget simple underbevidstheder i den her familie. Og positive. Og jeg vil virkeligt gerne snart til New York.

onsdag den 23. april 2014

Gæt hvem der sover for lidt og arbejder for meget

Ja ja ja, skoven grønnes, bøgen springer ud, instagram vælter sig i guldfiltrerede billeder af moderat udsprungne parcelhushække. Jeg holder alligevel på min ret til at være onsdagsvrissen.

Jeg havde naturligvis tænkt mig at skrive en liste over gode grunde til at være netop dét.

Altså vrissen.

Men nu har jeg glemt alle de gode grunde af ren og skær træt- og vrissenhed.

Vent... det var noget med lus. Som vi har. Og at arbejde så meget, så mit yngste barn siger 'jeg har savnet dig, mor', hver gang hun ser mig.

Så kan jeg ikke huske mere.

Nu er jeg faktisk ikke vrissen mere. Bare træt. Og fyldt med savn efter yngstebarn.

Hvis I hellere vil læse noget af én, der kan være vrissen og sjov på samme tid, og som er særdeles god til lister, skal I smutte over til min gamle (vrisne, sjove) buddy Louise på Omveje.

lørdag den 12. april 2014

Bongo-bongo-bongo-BONGO-bongo-bongo

Det lyder som om, at overboen har investeret i et stort antal afrikanske trommer. Sådan har det lydt det meste af dagen.

Måske er det et svar på otte nætters skoldekoppe-skrige-Livse blandet med lidt stakkels-forsømte-storebror-mareridt.

Det er fair nok.

torsdag den 10. april 2014

Urealistisk siger I?!

Ting jeg forventer, når Manden (nu halsbetændelsesramt...) ind i mellem - en time, en nat, et døgn - er hjemme fra sin udstationering i Hobro:
  • At han placerer mig i en hængekøje med en drink og gynger mig blidt frem og tilbage, mens han komplimenterer mig for min evne til at være alene med børn og uden bil så lang tid af gangen.
  • At hans tilstedeværelse har en art magisk effekt på børnene, så de bliver helt stille og leger hver for sig inde på deres værelser.
  • At hans telefon aldrig ringer.
  • At jeg får uanet tid (og energi og et ryddeligt skrivebord) til at lave det meget, meget, meget arbejde, jeg er bagud med.
  • At hans tilstedeværelse har en art magisk effekt på mig og min arbejdsmoral, så jeg får arbejdet fra hånden uden at blive irriteret over det eller komme til at skrive blogindlæg i stedet for.

lørdag den 5. april 2014

Skoldkoppesmiley

Hvis man klynker lovlig meget over ting, man måske kunne have taget på en mere ninja-agtig måde og i mere strakt arm...

(jeg kender de ninjaer der med de strakte arme. Dem der ikke ser venner og spiser slik, men bruger vanvidshverdagens små tidslommer på at indhente forsømt arbejde og tale engleblidt til deres børn)

... ja, så skynder universet - den satan - sig at grine grumt og trumfe bil-løs-græsenke-hed med skoldkopper og feber. Bare lige for at sikre sig totalstress, total søvnmangel og ordentlig klynkegrund.

Smil til verden, eller den sætter sine spidse tænder i den stressede krop. Prust, siger jeg bare. Med mit allerstørste coping-smil.

fredag den 4. april 2014

Ikke-klynk og blødt lys på blonde børn

OK. Jeg havde i virkeligheden ikke brug for Red Bull. Jeg havde bare brug for at klynke lidt - og for, at Manden kom hjem i mere end 20 minutter og puttede børnene, mens jeg spiste slik og så Venner (som vi jo ved er kuren mod al pjevs og vemod).

Og så er det forår, og mine smukke børn vandrer ud ad guldaldermaleriet Beder hånd i hånd:

torsdag den 3. april 2014

Klynkevarsling. Eller: Men i det mindste kommer jeg i virkeligt god form


Manden er indlogeret i en campingvogn et sted uden for Hobro. Han laver film, og det bliver ganske givet fantastisk, men jeg er alene hjemme 90 procent af tiden, og det står på i ugevis endnu.

Bilen er også i Hobro.

Hvilket betyder, at jeg må cykle en voldsomt bakket runde mellem vuggestue-børnehave-busstoppested på små ti kilometer to gange om dagen. Med cykelanhænger. Når jeg endelig kommer ind til kontoret (med bus, forstås) er jeg så smadret, at jeg bare sidder og klynker på min blog i stedet for at gå i gang med mine uoverstigeligt store arbejdsbunker.

Så læser jeg lidt netavis og slår mig selv i hovedet over, hvor store de bunker er blevet, og at jeg ingenting laver, så læser jeg lidt mere, så kommer jeg i tanker om morgenens skænderier mellem TrætteMor og Trætte-Ulykkelige-Sønne, og så slår jeg mig selv i hovedet over det også.

Og alle de uløste arbejdsopgaver og morgentrælsheder summer i hovedet som fluer, og jeg har lyst til at tage en lille bitte diskret lur på den Fatboy, der ligger i hjørnet, men inboxen siger 'pling' 'pling' 'pling' og lige om lidt skal jeg lede to møder, jeg ikke har orket at forberede mig til.

Og jæsjæs, der er nogle hjælpsomme bedsteforældre - og nogle bofæller, der sørger for, at vi får nogle grønsager at spise. Men jeg skal virkeligt, virkeligt have noget mere redbull for at komme igennem den næste tid.