Optimistisk-agtig

Det er sidste dag før børnehavens lukkeuger, og ved I hvad?

BetteLiv er måske ikke forstædernes lykkeligste barn, når hun bliver afleveret. Til gengæld er hun glad, når hun er der. Spiser. Cykler. Leger lidt med de andre børn. Bliver malet som en prinsesse af en voksen, hun ikke kan huske, hvad hedder. Hænger ud i drivhuset. Hopper rundt i halmballerne. Vinker glad og råber hej-hej dejlig børnehave, når vi henter hende igen.

For realz.

Måske led Manden alligevel ikke helt entydigt af patologisk virkelighedsfornægtelse. Måske er det mig, der er patologisk pessimist.

Så mangler vi bare Sønne, hin følsomme dreng, der slet ikke kan finde ud af dette jordskælv i rutinerne og har svært ved både at sige farvel og overhovedet være glad i løbet af dagen, med mindre Bedsteven-Kalle er til stede. Måske det også nok skal gå med ham. Alt kan ske. Jeg er mega-opimistisk-agtig. Og Kalle kommer med hjem og leger i eftermiddag.

Men han er i hvert fald glad, når vi hænger ud (og med hovedet nedad) i bofællesskabets gymnastiksal.

Find selv på opmuntrende og positiv titel

Av mit hjerte skrev et venligt menneske i en kommentar.

Det er klart de mest præcise ord, der er blevet sagt om Bettes børnehavestart indtil videre.

Manden kører en slags appreciative inquiry extreme:
Det går bedre!
Hun er bare SÅ glad, når jeg henter!
Hun kan godt lide én, der hedder Gitte!
Det skal nok blive rigtigt godt!

Jeg genkender stilen fra Sønnes børnehavestart, hvor der ved alle gode guder ikke var ret meget at være appreciative over. Men jeg kan godt forstå, at der skal noget positiv modvægt til, når jeg hele tiden siger:
Det går ad helvede til!
Jeg kan ikke holde det ud!
Jeg fortyder!
Alting er mit ansvar, og jeg føler stor skyld!

Nå.

Det gode er, at Sønne ikke længere føler sig 100 procent ansvarlig for Bettes ve og vel.

Det dårlige er, at ulykkeligheden og utrygheden (også hos Mutti) selvfølgelig smitter, så han også er sprøjtegrædende, når han bliver afleveret. Og at Bette græder. Og at jeg græder, inde bag mit brede tabusmil.

Fordi jeg er for træt til at interviewe andre end mig selv

Hvordan går det så med BetteLiv og børnehave, nu hvor I har været væk nogle uger på ferie?

Værre. Dårligt. Virkeligt ringe.

Kan du uddybe?

Jamen hun er så bundulykke og må holdes fast af en pædagog, så jeg kan gå. Gå ud og græde i bilen altså.

Men I har jo valgt den børnehave, frem for den hun kendte -

Ja for pokker! Det kan jeg så sidde og slå hovedet ned i rattet over, når jeg alligevel sidder derude i bilen...

Vil det sige, du fortryder?

Ja! Jeg føler mig som verdens ringeste forælder, at jeg ikke var bedre til at forudse, hvor hårdt det ville være. Det er alt for hårdt. Synes jeg.

Men det er hendes tredje dag efter en lang ferie. Tror du ikke, det bliver bedre?

Det håber jeg. Det skal det. Der er bare godt lige nogen, der må fortælle mig (og Bette), hvornår det er, det bliver bedre. Og hvor lang tid, der skal gå, før jeg skal stoppe traumatiseringen og simpelthen indrullere hende i den gamle institution igen...