Don't kiss the messenger

Gigtlægen var ikke typen, der kiggede én i øjnene/hørte efter/svarede direkte/tog sig tid/var særligt tilstedeværende.

Til gengæld var hun typen, der sagde: "Bechterew!? Det tror jeg virkeligt ikke, du har."

Og først derefter:

"Men du skal MR-scannes - for en sikkerheds skyld."

Så jeg elsker hende en lille smule, selvom hun var et rimeligt tåbeligt menneske.

Virkeligheden - i form af mine nye måske-ikke-kroniske livsperspektiver - ramte mig i bilen hjem som et anfald af akut monstersøsyge. Pludselig var jeg i en lummer, indvendig kahyt på en træt færge i Nordatlanten, og der har jeg været siden. Med udtalt kvalme, mild klaustrofobi og grimme gulvtæpper.

Det er hårdt med alle de følelser og reaktioner og neuroser, når man også skal forestille at foretage sig almindelige og voksenagtige ting. Men altså. Godt er det. Om Gud og MR-scanningen vil, er frygten for bechterew (eller bechterøv, mellem fjender) a thing in the past.

Og så kan jeg for alvor tage fat på at opstøve nogle mennesker, der rent faktisk ved noget om splattede bækkener.

Måske er det bare ligesom at læse et horoskop: Pludselig passer det hele

”Du skal ikke være bekymret for, om det er et eller andet slemt kronisk.”

Hun smilede beroligende, min praktiserende læge, og fortsatte:

”Jeg tænker umiddelbart bechterew, og det kan man få medicin for, så du behøver ikke se så nervøs ud. Skal jeg stave det for dig, så du kan google det, når du kommer hjem?”

”Jeg kan fint stave,” sagde jeg taknemmeligt og tænkte, at hun da var verdens sødeste, mest forstående, mest beroligende menneske.

...

Så googlede jeg bechterew.

Og blev pludselig ramt af en mærkelig blanding af total følelsesløshed og out-of-the-blue-smerter i hele kroppen.

Det varerede lidt, og så gik jeg i en form for chok, der varede flere dage. Hvor jeg var ude af stand til at være hverken et arbejdsmenneske eller et mormenneske og bare rokkede frem og tilbage mens alle mine 27 indre stemmer råbte højt af hinanden og Google og doktoren.

Bectherew, iggå, er en hæslig, forfærdelig, lorte-livslang gigtsygdom, som måske nok kan lindres med lidt binyrebarkhormon og måske nogle sjove biologiske medikamenter, men som altså er rimeligt invaliderende.

(Undskyld, hvis I lider af Bechterew og har alletiders liv. Eller nærmere: Godt for jer. Det er vist ikke et helt almindeligt perspektiv med den sygdom, så vidt jeg kan forstå på altid pålidelige Google)

Det, min læge mente, var altså ikke – som jeg troede – at alt nok skulle blive godt, at jeg ville komme til at gå igen, at jeg ville blive rask og (en eller anden ikke-invalid version af) mig selv igen. Det hun i virkeligheden mente og burde have sagt var:

”Du skal ikke dø i morgen. Det skal du være glad for.”

Eller:

”Du har formentlig en kronisk sygdom, der kommer til at have større og større negativ indflydelse på din livskvalitet, men hvad betyder det i det store billede, hvor mange mennesker har noget, der er endnu værre?”

Eller:

”Så længe du fejler noget, lægevidenskaben kan lindre (i hvert fald lidt), bør du være en glad og taknemmelig borger.”

Da mit chok havde lagt sig, besluttede jeg at kvitte googling til fordel for en meget bedre strategi: Fortrængning og ubegrundet optimisme. Det er lykkedes mig ligesom at beslutte, at jeg ikke har Bechterew men bare er almindelig bækkenløs. Og at det godt kan fikses. At jeg kommer til at gå fint igen. ALT SKAL NOK BLIVE OK.

Hvilket jeg har tænkt mig at sige til gigtlægen, som jeg har en tid hos lige om lidt.

Vi er vores egne værste fjender. Eller pædagogen lyver.

Vi har været til samtale i børnehaven.

Og fået at vide, hvor utrolig kvik og sød og charmerende og easy-to-love og kompetent og robust og tydelig Bette er.

Eneste minus?

Jow, at hendes forældre er så ængstelige, når de afleverer, at det smitter af på hende.

Og således gør vi - som altid - livet unødigt besværligt for vores børn på den bekymrede metamåde. Siger jeg nervøst og ængsteligt.

I øvrigt føler jeg mig allermest integreret i forstæderne, når:

• jeg kører i bil bag én, der overholder fartgrænsen, og jeg sprutter og bander højlydt til mig selv over, hvor langsomt det går
• jeg problemfrit smalltalker om Nettos åbningstider med tilfældige mennesker i børnehaven
• jeg tilbyder de nye, bil-løse bofæller at låne bilen, hvis de skal bevæge sig mere end to kilometer. Fordi jeg har glemt, at det kan man faktisk også uden bil.

Tænk hvis vi nu aldrig havde boet på fjerde sal med to bittesmå børn og en bækkenløsning...

... så havde min fysioterapeut måske ikke sagt:

"Du har det for dårligt."

"Du skal udredes."

Men vi har jo boet på fjerde sal med to bittesmå børn og en bækkenløsning. (Det var sådan her.) Og min fysioterapeut sagde jo rent faktisk - med et meget trist udtryk i ansigtet - det væmmelige ord udredning.

Så nu skal jeg til en gigtlæge.

It sucks.

I dag er jeg hverken Julia Lahme, Andrea Hejlskov eller The Bloggess. I stedet er jeg bange for at blive Omanne - selvom hun er ret fantastisk.

...

Ærhm. Jeg har lige slettet 15 bandeord, noget om sundhedssystem-monstre og noget fanden, jeg havde malet på væggen. Fordi jeg er et positivt menneske. Og well, who knows, måske jeg rent faktisk kommer til at kunne gå igen en dag. Med eller uden gigtnarko.

Men det er jo hele tre damer

Se, der i hjørnet står mit nye kontor. Lidt skramlet, stadig, men med brændeovn og tiptop udsigt over markerne. 

Prima internetforbindelse har vi sandelig også. Således kan jeg afvikle morgenens skype-møder med Østrig-Australien-Århus Nord mens jeg (lydløst, grundet skype) saver det sidste, alt for store, brænde i ovn-rette stykker med den rustne sav. Og - lidt senere - mens jeg vælter kaffekopperne og (Mandens) computer med en kost i forsøget på at dræbe en stor særligt sejlivet, aggressiv og farlig natsværmer. Stadig ret lydløst, og altså mens jeg pruster ting om PR og social media strategies og den slags.

Jeg har med andre ord glæden af på én gang at føle mig som poweragtig business-woman, totalt-i-pagt-med-naturen-og-ilden-dame og galoperende neurotisk.

Eller, sagt på bloggersk, som Julia Lahme, Andrea Hejlskov og The Blogess på én og samme gang. Det er sguda meget godt på sådan en mandag morgen. 

Og nu skal der mere brænde i ovnen.