Gigtlægen var ikke typen, der kiggede én i øjnene/hørte efter/svarede direkte/tog sig tid/var særligt tilstedeværende.
Til gengæld var hun typen, der sagde: "Bechterew!? Det tror jeg virkeligt ikke, du har."
Og først derefter:
"Men du skal MR-scannes - for en sikkerheds skyld."
Så jeg elsker hende en lille smule, selvom hun var et rimeligt tåbeligt menneske.
Virkeligheden - i form af mine nye måske-ikke-kroniske livsperspektiver - ramte mig i bilen hjem som et anfald af akut monstersøsyge. Pludselig var jeg i en lummer, indvendig kahyt på en træt færge i Nordatlanten, og der har jeg været siden. Med udtalt kvalme, mild klaustrofobi og grimme gulvtæpper.
Det er hårdt med alle de følelser og reaktioner og neuroser, når man også skal forestille at foretage sig almindelige og voksenagtige ting. Men altså. Godt er det. Om Gud og MR-scanningen vil, er frygten for bechterew (eller bechterøv, mellem fjender) a thing in the past.
Og så kan jeg for alvor tage fat på at opstøve nogle mennesker, der rent faktisk ved noget om splattede bækkener.
Jeg sender gode tanker til dit bækken (og ignorerer hvordan dét lyder...) og håber du finder en ekspert, som er både u-tåbelig og kompetent. Godt, bechterøv forhåbentlig er dømt ude!
SvarSletTak-tak. Og ja. Jeg leder stadig efter netop den ekspert.
SletJeg håber, din trætte færge er kommet i land, så du er ovre monstersøsygen og kan glæde dig over, at det der bechterøv nok slet ikke har noget med dig at gøre. Nu skal du forhåbentlig ikke vente for længe på scanningen?
SvarSletFærgen sejler stadig - dog på mere roligt vand. Jeg skriver et scanningsindlæg lige om lidt.
Slet