Måske skulle vi have sendt ham tidligere i vuggestue.
Måske skulle vi have praktiseret mere 'godnat og sov godt.'
Måske skulle vi helt generelt have været mindre førstegangs-forældre-agtige og mere strikse, meget mere strikse.
Måske skulle vi have leget (meget) mindre med ham på hans enebarns-præmisser og i stedet lavet noget seriøs voksenstyring.
Måske skulle vi have holdt hårdere på, at der ikke var havregryn før sengetid, når man ikke spiste alt sin aftensmad.
Måske skulle vi have råbt mere eller bare været bedre til at være autoritære; mindre eftergivende, bedre.
Måske skulle vi have trænet ham i lange institutionsdage.
Måske skulle vi ikke have sendt ham i en mærkelig børnehave, hvor børnene selv bestemmer, og hvor de må klatre i træer hele dagen.
Måske skulle vi have tvunget ham til nogle fritidsaktiviteter, selvom han ikke havde lyst.
Måske, hvis vi havde gjort alt det, havde vi ikke behøvet fysisk at bære ham ud af bilen, hæs af at råbe, rødøjet af gråd. Alt det tænkte jeg på vej hjem.
Så ville han være nemmere, mere lydig (fuck Erik Sigsgaard og Jesper Juul, jeg vil kraftedme gerne have et lydigt barn), mere almindelig, mere tilpasningsdygtig, mere voksenstyr-bar.
Og så så jeg billedet her på min telefon, fra weekenden; Sønne til familiefest, omgivet af folk, der godt kan rumme ind i mellem at blive skudt lidt med et maskinegevær af fantasi og luft, og nu tænker jeg:
Måske er Sønne helt ok, som han er.
Af en eller anden grund gør den tanke mig allermest ulykkelig.
mandag den 31. august 2015
onsdag den 26. august 2015
Den eneste dumme lort her er folkeskolereformen
Jeg skriver halve indlæg inde i hovedet på cyklen hjem:
"Det var jo også svært at starte i børnehave..."
"Nu trækker vi bare vejret dybt, går mindre i panik end vi plejer, og tænker, det bliver mere hvidt på den anden side af efterårsferien..."
"Der er jo også mange skoler i verden, hvor man går i uniform og eventuelt får nogle tæsk, såøh..."
Det ville være så fint at skrive dét der positive, at skrive troen på projekt folkeskole frem på computeren. Men det kan jeg ikke.
For:
I går aftes, da Sønne skulle til at sove, lå han og sagde:
Jeg er en dum, lille lort
Jeg er en dum, lille lort
For:
I morges da han blev afleveret, var hans ansigt - med Mandens beskrivelse - "som et lagen." Helt blegt og tomt. Han har opgivet at stritte imod (for nu) og overgivet sig til de voksnes luner.
Derfor.
(Og ja, vi HAR bedt om et møde med de voksne. Det kan godt være, at det er svært at starte i skole, men det skal simpelthen ikke være SÅ svært.)
"Det var jo også svært at starte i børnehave..."
"Nu trækker vi bare vejret dybt, går mindre i panik end vi plejer, og tænker, det bliver mere hvidt på den anden side af efterårsferien..."
"Der er jo også mange skoler i verden, hvor man går i uniform og eventuelt får nogle tæsk, såøh..."
Det ville være så fint at skrive dét der positive, at skrive troen på projekt folkeskole frem på computeren. Men det kan jeg ikke.
For:
I går aftes, da Sønne skulle til at sove, lå han og sagde:
Jeg er en dum, lille lort
Jeg er en dum, lille lort
For:
I morges da han blev afleveret, var hans ansigt - med Mandens beskrivelse - "som et lagen." Helt blegt og tomt. Han har opgivet at stritte imod (for nu) og overgivet sig til de voksnes luner.
Derfor.
(Og ja, vi HAR bedt om et møde med de voksne. Det kan godt være, at det er svært at starte i skole, men det skal simpelthen ikke være SÅ svært.)
mandag den 24. august 2015
Folkeskolen i hvid. Knækket hvid. Gullig-hvid. Karrygul.
Jeg skulle have skrevet noget mere fra den første uge. Hvor alt var spændende, og Sønne var glad, hvor Manden, hin optimistiske, var glad, fordi han tænkte, det ville blive sådan altid. Så ville jeg have skrevet noget om, hvor spændende det var, hvor stolt Sønne viste os rundt i sin klasse (hver eneste eftermiddag), hvor begejstret han var for at opdage, at han faktisk kan tegne. Den slags.
Nu er vi på tredje uge, og jeg skal saftsusemig tage mig sammen for at sige noget pænt. Men jeg har besluttet, at jeg ikke vil skælde ud over skolen, situationen, danske politikere eller vores samfund anno 2015 liige i dag... så her kommer de tre gode ting, jeg kan grave frem under galden og sorgen:
Nu er vi på tredje uge, og jeg skal saftsusemig tage mig sammen for at sige noget pænt. Men jeg har besluttet, at jeg ikke vil skælde ud over skolen, situationen, danske politikere eller vores samfund anno 2015 liige i dag... så her kommer de tre gode ting, jeg kan grave frem under galden og sorgen:
- Når Sønne er for ked af det til at komme ind i klassen om morgenen, er SFO-pædagogerne søde. Den ene dag fik han ligefrem et stykke slik (og slik på en hverdagsmorgen er for seks-årige vel som at vinde i lotto for almindelige voksne...), og i dag fik han lov at spille Mindcraft. Ergo: De skælder ikke ud. Det er da noget. SFO-pædagogerne forsøger faktisk generelt at afbøde de (mange, mange) blå mærker, skolereformen giver både Sønne og andre følsomme skolebegyndere. Det er da altid noget.
- Ind i mellem strømmer der rimeligt flydende engelske ord ud af drengens mund (jaja, selvfølgelig har de da engelsk, hvordan skal vi ellers nogensinde imødegå invasionen fra Kina og vinde Pisa-grandprixet?). Han siger ting a la myhatandmystickandmybrandnewshoes eller I like the flowers... Og han virker stolt. (Det er en SFO-pædagog, der har engelsk med de små. Og SFO-pædagogerne er søde og fokuserede på at lege og anerkende. Og så siger jeg ikke mere, for jeg vil kun sige noget pænt om skolen i dag).
- Forældreintra er smart. Jamen, det er det! Når nu ens supertriste (jeg mener selvfølgelig "naturligt trætte") dreng ikke har lyst til at tale om skolen, kan man se en udførligt beskrevet og overordentligt ambitiøs plan for ugen. Så har man da fornemmelsen af på en eller anden måde at følge med. Det er også positivt, at interfacet er så ringe, at jeg først i dag har opdaget brevet fra sidste mandag (!) om, hvilke lektier (!!) børnene skal lave. Den tid der er gået godt, kommer ikke skidt igen. Forfandenihelvede.
torsdag den 20. august 2015
Folkeskolen i sort-hvid. I dag i sort.
Kære Sønne
"Hvorfor må jeg ikke komme hjem, når jeg har den følelse inden i, mor, hvorfor må jeg ikke?" græd du, mens du skiftevis nev mig i armen, trampede i gulvet og klyngede dig til mig som en et-årig med seperationsangst.
Og hvad skulle jeg svare?
Og hvordan skulle jeg forklare dig, at det ikke er dig, der er noget i vejen med, men systemet, politikerne, folkeskolereformen. At man selvfølgelig bliver fuldstændig udmattet, når man som skolebegynder går i skole fra 8.15 til 14.45, samtidig med at man skal forsøge at lære, hvad fanden der overhovedet forventes af én. Når man er så forvirret over alle de krav og alle de mennesker, at man ikke kan falde i søvn og slet ikke vågne om morgenen; at man bliver så træt, at en i forvejen vanvittig lang og voksenstyret skoledag virker uendelig.
Jeg har politikerne (se, i generaliserende flertal, jeg er for træt til nuancer) mistænkt for at bruge folkeskolereformen som bevidst undertrykkelse af al folkelig modstand (mod afvikling af velfærdssamfundet, dårlig behandling af de svage, hvad vi nu kunne finde på at protestere mod). Det virker i flere generationer: Forældrene er for trætte og fokuseret på deres trætte børn til for alvor at kunne gøre andet end arbejde-hente-handle-putte-arbejde... Og børnene indoktrineres effektivt og tidligt og omfattende med en "kom nu, videre videre"-mentalitet og skal i øvrigt bruge så meget krudt på skolen, at der slet ikke er tid til ret meget andet. Inklusive udvikle en konstruktivt-kritisk tankegang overfor de omgivelser, de er i.
Men det var jo slet ikke dét, jeg ville sige. (Jeg ved i øvrigt også godt, at min trætte vrede er socialist-rød. Sådan er det altid. Rød-sort. I morgen skriver jeg helt i hvid, den farve skolemaling har nemlig også. Heldigvis.)
Det, jeg ville sige, var:
Efter jeg havde efterladt dig der, så vred og ked af det, i armene på en SFO-voksen, jeg aldrig før har snakket med, længe efter klokken havde ringet... ja, så blev jeg selv vred og ked af det. Over at du skal gå så meget i skole, over at man ikke kan lege meget mere, når man er seks år. Jeg sagde til dig, at det nok skal blive bedre, og det skal det. Det er helt sikkert. Men jeg kan godt forstå, at du - som du sagde - "ikke kan holde til mere."
Senere ringede jeg til den voksne, som sagde mange fine ting. Han sagde, du var sød og bestemt og sej. At du var utroligt god til at mærke, hvordan du havde det, og hvad du havde brug for. At det var vigtigt, at du blev ved med at være så god til de ting - og at det er de voksnes opgave at hjælpe dig med det.
Han sagde også, at du var det tredje barn den morgen, han havde prøvet at trøste. Fordi det er hårdt at starte i skole, især når man skal gå SÅ mange timer i skole, som politikerne har bestemt, I skal.
Sønne, jeg ved ikke, hvordan jeg bedst kan hjælpe dig, men jeg skal nok finde ud af det. Og det skal nok blive nemmere. Det lover jeg.
"Hvorfor må jeg ikke komme hjem, når jeg har den følelse inden i, mor, hvorfor må jeg ikke?" græd du, mens du skiftevis nev mig i armen, trampede i gulvet og klyngede dig til mig som en et-årig med seperationsangst.
Og hvad skulle jeg svare?
Og hvordan skulle jeg forklare dig, at det ikke er dig, der er noget i vejen med, men systemet, politikerne, folkeskolereformen. At man selvfølgelig bliver fuldstændig udmattet, når man som skolebegynder går i skole fra 8.15 til 14.45, samtidig med at man skal forsøge at lære, hvad fanden der overhovedet forventes af én. Når man er så forvirret over alle de krav og alle de mennesker, at man ikke kan falde i søvn og slet ikke vågne om morgenen; at man bliver så træt, at en i forvejen vanvittig lang og voksenstyret skoledag virker uendelig.
Jeg har politikerne (se, i generaliserende flertal, jeg er for træt til nuancer) mistænkt for at bruge folkeskolereformen som bevidst undertrykkelse af al folkelig modstand (mod afvikling af velfærdssamfundet, dårlig behandling af de svage, hvad vi nu kunne finde på at protestere mod). Det virker i flere generationer: Forældrene er for trætte og fokuseret på deres trætte børn til for alvor at kunne gøre andet end arbejde-hente-handle-putte-arbejde... Og børnene indoktrineres effektivt og tidligt og omfattende med en "kom nu, videre videre"-mentalitet og skal i øvrigt bruge så meget krudt på skolen, at der slet ikke er tid til ret meget andet. Inklusive udvikle en konstruktivt-kritisk tankegang overfor de omgivelser, de er i.
Men det var jo slet ikke dét, jeg ville sige. (Jeg ved i øvrigt også godt, at min trætte vrede er socialist-rød. Sådan er det altid. Rød-sort. I morgen skriver jeg helt i hvid, den farve skolemaling har nemlig også. Heldigvis.)
Det, jeg ville sige, var:
Efter jeg havde efterladt dig der, så vred og ked af det, i armene på en SFO-voksen, jeg aldrig før har snakket med, længe efter klokken havde ringet... ja, så blev jeg selv vred og ked af det. Over at du skal gå så meget i skole, over at man ikke kan lege meget mere, når man er seks år. Jeg sagde til dig, at det nok skal blive bedre, og det skal det. Det er helt sikkert. Men jeg kan godt forstå, at du - som du sagde - "ikke kan holde til mere."
Senere ringede jeg til den voksne, som sagde mange fine ting. Han sagde, du var sød og bestemt og sej. At du var utroligt god til at mærke, hvordan du havde det, og hvad du havde brug for. At det var vigtigt, at du blev ved med at være så god til de ting - og at det er de voksnes opgave at hjælpe dig med det.
Han sagde også, at du var det tredje barn den morgen, han havde prøvet at trøste. Fordi det er hårdt at starte i skole, især når man skal gå SÅ mange timer i skole, som politikerne har bestemt, I skal.
Sønne, jeg ved ikke, hvordan jeg bedst kan hjælpe dig, men jeg skal nok finde ud af det. Og det skal nok blive nemmere. Det lover jeg.
Abonner på:
Opslag (Atom)