torsdag den 29. september 2011

Top 5 over psyko-søvnløshedens sidegevinster

Seriøst. Jeg har droppet søvn. Fuldstændig erstattet det med kaffe og vris. Men der er selvfølgelig ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget. Fx er det på sin vis positivt, at:

1) Søvnløshed føles en lille smule som at have drukket for meget billig gin. En oplevelse man jo ellers ikke har ret tit i disse amme-år.

2) Hele verden bliver lidt som en artsy og virkeligt utilgængelig postmoderne film (af en polsk instruktør på stoffer). Alt gynger. Alt er ligesom en lille smule utydeligt og udflydende. Og udflydendeheden brydes ind i mellem af uforståeligt skarpe sanseoplevelser: Et knaldrødt efterårsblad på et fortov. En overraskende god kop kaffe hos De Smukke Naboer. Den slags.

3) Mine enorme sorte rande får en funky nærmest lilla farve i narkomanlyset på Storcenter Nords toiletter. Det har sin egen aparte skønhed.

4) Der er simpelthen ikke energi til at gå op i uvæsentligheder. Som fx hvad vi spiser til aftensmad (nudler), hvordan jeg ser ud (bleg, mærkelig), hvad vi skal lave i morgen (sikkert nøjagtig det samme som i dag) og sådan.

5) Vi bliver onde i sulet, Manden og jeg (fx nedstirrede vi synkront en herre i bussen, der ikke uden videre veg for Den Fantastiske Tvillingevogn. Han blev bare siddende på et af klapsæderne og spist ost. Med fingrene. Af dåse). Men vi bliver ikke onde mod hinanden. Slet ikke. Og det er sguda virkeligt noget.

fredag den 23. september 2011

Tips og tricks fra zombieland

Tag en snart tre-årig med sans for provokation og spillen forældre ud mod hinanden. Tag et massivt søvnunderskud, et massivt mad-underskud og tre dages indendørs understimulering tilsat alt for meget fjernsyn. Og slut af med en psykotræt vrisse-mor, en syg far og en lillesøster, der hele tiden skal ammes.

Så har du Sønne.

På den dårlige måde.

I've created a monster, tænker jeg, og går med til at spise aftensmaden nede på gulvet, fordi det er det, der nu lige er stemning for. Jeg kaldte det picnick, så føltes det lidt bedre. Men det VAR jo bare havregrød på et beskidt køkkengulv.

Nå. Men klokken er halvseks, og hele resten af husholdningen sover. Sønne faldt i søvn, før jeg overhovedet kunne få en tandbørste ind i munden på ham. Stakkels umulige, utålelige, overtrætte dreng.

Fuck mand. Tre ting har ført mig (og dermed os) levende igennem de sidste par dage, og jeg deler gerne de banebrydende tips og tricks med andre i samme situation:

1) Bad. På mirakuløs vis kan en tur under bruseren give fornemmelsen af at have powernappet. Allerbedst er det selvfølgelig, hvis man kan lukke døren til badeværelset og få noget der ligner fem minutters pause. Men mindre kan gøre det. I går skyllede jeg fx Sønnes bræk af mig, mens han kiggede på og jeg stod og dansede tosset for at holde hans opmærksomhed væk fra sovende søster og brækindsmurt stue.

2) En rigtig pause. I går (eller var det i forgårs?) var jeg 15 minutter på café. Og sad og stirrede ud i luften med en lukket Weekendavis i hånden, mens pladespilleren og Arcade Fire gjorde (hverdags)livet værd at leve igen.

3) Alle former for frisk luft. Altså ikke fordi det er sjovt at halv-slæbe to splattede børn ned fra fjerde sal, vel. Men det kan godt betale sig. Især nu hvor vi har den FANTASTISKE tvillingevogn. Afsted afsted, frisk luft til hjernen og hen og stene foran nogle gravkøer og noget vejarbejde. Works every time.

Nu vil jeg muge ud. Der er nogen, der skal ammes lige om lidt. Rock'n'roll.

torsdag den 22. september 2011

Sygdomszen after all

Nåmen jeg har sovet fem-seks timer brutto med mindst ligeså mange opvågninger og amninger og babyprutninger. Og jeg har været alene med to unger og kun med nød og næppe afværget, at den ene kastede op på den anden (til gengæld ramte han så både alt mit tøj, alt sit eget tøj, viklen, bilbogen og en hel del andre livsnødvendigheder. Ret imponerende, faktisk). Jeg har danset rundt med den ene ved brystet og den anden i håret, mens grunden gyngede og gyngede under fødderne, fordi det har grund det nu engang med at gøre, når jeg er så træt så træt så træt. A la sejlbåd i hård kuling. Og jeg har set alt for mange afsnit af bamse ud gennem den tunnel der er tilbage, nu hvor al den forbandede træthed har lagt sig tyk og klam og havregrødsfarvet i store dele af mit synsfelt. 

Men ved I hvad? Det er faktisk meget bedre, at det er sådan hel-skidt end bare halv-skidt. Undtagelsestilstand holder SÅ meget mere end semi-OK-ness, fordi undtagelsestilstand a) udløser behagelige mængder adrenalin, b) giver sådan en god uaarh-jægersoldat-we-can-do-it-der-er-jo-alligevel-ikke-andet-vi-kan-gøre-følelse og c) giver god træning i at leve i nuet, fordi det virkeligt ikke er til at holde ud at se ret meget længere end et kvarter frem i tiden. "Kan vi klare de næste 15 minutter?" "Ja, vi kan!" "OK, så går det jo!" Går jeg og siger til mig selv, ind i mellem jeg nynner "you're in the army now."

Jeg er ikke engang ironisk. Og nu er Manden kommet hjem, så jeg kan blogge og sove, så hvad brokker jeg mig egentlig over?

onsdag den 21. september 2011

Sygdomszen. Not so much.

Sønne er syg. Igen. Han var også syg lige for lidt siden, men jeg for træt til at huske, om det var i sidste uge eller sidste uge igen. Nu er det sådan noget med feber og opkast. Men... hvis bare jeg IKKE tænker på:

... det bliver sådan her hele vinteren.

... at Manden og jeg nok først får sovet igen engang i februar eller marts. Og snakket med hinanden i april.

... at det er umuligt at være der for to små børn på én gang, når den ene er syg.

... at vi aldrig får vænnet Sønne af med hverken sut eller ble på den her forbandede måde.

... at vi sguda heller aldrig får kørt ham ind i børnehave, hvis han hele tiden skal være syg.

... at det kan være godt det samme, fordi vi alligevel aldrig får en børnehaveplads.

... at vi aldrig får råd til et hus, fordi vi aldrig har overskud til at få nogen ordentligt store ordrer hjem, fordi vi altid har syge børn.

... at vi nærmest ikke har råd til vores nuværende husleje, fordi vi aldrig har overskud til at få nogen ordentligt store ordrer hjem, fordi vi altid har syge børn.

... at jeg har ungerne helt selv i morgen, fordi Manden skal til Vigtigt Møde.

... at der må være et eller andet helt galt med samfundet eller universet, når vi hele tiden sender vores små børn med små, ufærdige immunforsvar i institutioner, hvor de bliver smittet med skidt og lort igen og igen og igen.

... at det bare stinker SÅ meget. Lortesygdom. Lortelortelortesygdom...

Ja, når jeg bare lader være at fokusere på alt det - og i stedet fokuserer på, at vi godt kan komme igennem de næste to timer uden alt for varige mén - så er det egentlig helt OK.

Fuck.

tirsdag den 20. september 2011

En slags udsovet

Sønne har været på weekend i København med mårmor og mårfar, så vi har været alene hjemme med hende her:


Sikke en fest! Pludselig føles det som ren ferie bare at have et enkelt barn... Vi sov på skift hele lørdagen og sluttede af med at gå i biografen. Mens BetteLiv, det fredelige væsen, konsekvent men glad afviste at drikke mælk af den flaske, hendes farmor bød hende. Hun ventede simpelthen bare med at spise, til jeg kom hjem igen. Nu tør jeg virkelig ikke være væk mere end et par timer!

Anyway. Jeg troede, vi skulle nå at gøre rent og sådan. Det nåede vi så ikke. Men arealet på vores sorte rande under øjnene er blevet cirka 50 procent mindre, og det er da også noget. Og vi fik lov at mærke den sjældne følelese af faktisk at savne Sønne. Som kom hjem med nye traktorer, nye historier og nyt hår:


Vi har et nervepirrende og spændende liv. Jeg ved det godt.

mandag den 19. september 2011

Smukke naboer


... som jo i virkeligheden slet ikke er naboer mere. Men som elsker hinanden højt. Også selvom den ene bruger værktøjet til at lave mad med, og den anden bruger køkkenredskaberne som værktøj. Gæt selv, hvem der gør hvad.

lørdag den 17. september 2011

Men jeg tilbød da min stemme i bytte for en City Select...

En god journalistven bemærkede - med ret meget "what has the World come to" mellem linjerne - at jeg skrev om tvillingevogne på selveste valgdagen.

"Er det virkelig sådan at være mor?" blev der spurgt.

Hvilket jeg har tænkt mig at undlade at svare på.

Til gengæld vil jeg sige: Hvis jeg kunne vælge farven på min fremtidige tvillingevogn, ville den være rød. Knald-postkasse-rød. Men min (blå) hjælpsomme revisorven har spottet denne her ikke-røde fantastiske og billige sønderjyske oldsag, som vi snart skal ned og hente:

I øvrigt må jeg - ud fra svar på sms'er, blog og facebook - konkludere, at der i mine hjælpsomme venners og cyberbekendtes hoveder var plads til meget andet end krydser og valgdebatter. Vi siger tak. Og triller snart af sted med bækken og ryg i tiptop stand og unger i den helt fantastiske tvillingevogn.

torsdag den 15. september 2011

Efterlysningsbarnevognsspam. Eller: Red Carportens krop mens tid er...

Nu har jeg bakset rundt i busser og på trapper med to børn hver eftermiddag i lidt over en uge.

Resultat?

Min krop er totalt klar til førtidspension. På den ret smertefulde måde. Som i: Ryg og bækken gør konstant ondt. Men førtidspensionen kan næppe betale de rask væk 4000 kroner, en brugt tvillingebarnevogn koster.

Såøh, hvis der er nogen derude, der kender nogen, der kender nogen, der har noget, de vil udlåne/udleje/sælge til en (noget) billigere penge, så er jeg SÅ game. Der skal være plads til en liggende Bette og en siddende Sønne. Og hvis køretøjet oven i købet kan komme ind i en bus, så følger der en fadøl med prisen...

PS Hvis du er folketingskandidat og læser det her mens tid er, så er min stemme til salg for en City Select fra Babyjogger. Men så skal der også følge babylift med. OK?

onsdag den 14. september 2011

Hermed er tricket givet videre til eventuelle to-årige læsere, der er bange for at blive smidt ud hjemmefra...

Sønne sover ikke. Som i slet-slet ikke. Manden er nattevagt (fordi jeg ammer appetitspringende BetteLiv en fire-fem gange hver nat...), og er følgelig kridhvid i hovedet. Og står og svejer faretruende fra side til side, når han egentlig burde spise morgenmad eller flygte hjemmefra for at få noget søvn.

Samtidig er overtrætte to-årige ikke ret sjove at være sammen med. Jeg bliver til et stort, skingert NEJ, og han ruller rundt nede på gulvet og skriger over helt tilfældige ting ("du må ikke kaste med tingene på den måde, de går i stykker." "Jeg VIL ha den går i stykker. Jeg vil jeg vil jeg vil!!!").

You get the picture. Rimeligt meget træthedskvalme, tunnelsyn og "holder det her nogensinde op? Jeg bliver vanvittig"-fornemmelser.

Men midt i vanvid og kvalme sad vi et øjeblik sammen på sofaen, Sønne og jeg. Og han sagde: "Mor, jeg vil se det billede med dig i - i - i... sækkestolen!"

Vi har ikke nogen billeder af mig i sækkestole. Men han har engang set et billede af mig i en slingrekøje; en slags horisontal skibshængekøje, der sørger for, at man ikke triller ud af sengen, når bølgerne bliver rigtigt store.

Så det fandt vi frem. Sammen med en hel masse andre billeder fra den sejltur, hvor Manden og jeg mødte hinanden - og hvor vi var helt vildt brune og friske og veludhvilede.

Hjælper det på humøret og trætheden at blive mindet om, hvor pæn Manden er, når han har sovet flere nætter i træk? Og om palmer og stillehavsatoller og sol og blomsterkranse og klovnefisk og galapagos-søløver?

Det gør det! Det er bedre end kaffe. Se selv:


tirsdag den 13. september 2011

Men måske har vi råd til carporten, hvis nogle andre vil købe huset?

"Nåmen vi kan da også bare lige kigge på det der hus. Selvom vi ikke har råd til det. Der sker jo ikke noget ved at kigge."

Ha!

Selvfølgelig gør der det. Man bliver vanvittig og får lyst til at røve banker og købe sig fattig i lotto-kuponer.

Sådan har jeg det i hvert fald.

For der var fire værelser. Og æbletræer. Og hindbærbuske. Og søde naboer og fredelighed. Og carport (!). Og lettere faldefærdighed på den OK måde.

Og en livagtig drøm om unger der pjasker i sommersolen 2012 i træernes skygge og går hånd i hånd ude på vejen og kigger på bilmærker. Uden at blive kørt over. Og om børn og voksne som trisser de få 100 meter over til De Smukke Naboer og drikker kaffe i tide eller utide, eller går hjem og spiser kødsovs hos Onkel Filmhenrik, der også bor lige om hjørnet. Og om gamle venner der kommer på besøg og overnatter i gæsteværelset.

Får I også pæne billeder inde i hovedet!? Det gør jeg. Og de har ligesom sat sig fast med noget rimeligt heavy elefant-snot, så jeg ikke kan bestille andet end at savle om dem hele tiden.

Så: Jeg spiller Lotto i morgen. Det gør jeg. For første gang. Med mindre nogle af jer selvfølgelig kan låne os 800.000 rentefrit?

søndag den 11. september 2011

Om 20 år betyder aldersforskellen ingenting

I stedet for at bitche over en vis to-årigs cirka 20 hysteriske anfald i dag (på et tidspunkt blev han fx sur over ikke at kunne dirigere trafikken: "NEJ OPEL, IKKE DREJE DEN VEJ"), vil jeg præsentere jer for fremtidens par på de røde løbere:

Lille Liv og Vidunderlige Viggo - I ved, parret der morsede gennem mødrenes navler og begge blev forløst ved hjælp af Faxe Kondi. Meget nuttede er de. Når vi selv skal sige det.


lørdag den 10. september 2011

CheapMoms medium-fredag

Nåmen hvad blev der så af hende der supermom?

Hm.

Supermom begik den fejl at lade bebs sove i barnevogn og tro, at to-årig kunne transporteres hjem uden at blive båret.

Ha!

Undskyld bækken. Undskyld ryg. Han sad på mine skuldre hele vejen. Og lavede tre scener undervejs. Som jeg dog tacklede uden hverken vold eller hyl.

Og vi gik gennem banegården hjem og brugte to kroner på det lille modeltog og krammede alle bamserne i build-a-bear. ("mor, vi skal købe en." "Nej vi skal ikke, vi kan kigge på dem." "mor, vi skal låne en." "Nej, de er ikke sådan nogle, der låner ud.")

Så OK, jeg er mere mom end super. Er der nogen, der vil donere et tvillingekøretøj eller en build-a-bear-bamse eller noget?

Tak.

fredag den 9. september 2011

Hemmeligheden er PLANLÆGNING

Jeg føler mig tit som Usle Underskudsmor. Når jeg træthedsvrisser af Sønne, fx. Og når der er is til dessert lige lovligt mange dage i træk. Og når ingen børn vil sove. Og når snart tre-årige Sønne bruger sin sut lige lovligt meget. Og så videre.

Men. Vil I høre om i går, hvor jeg følte mig som Supermom?

Tak. Det tænkte jeg nok. For det sker faktisk nogle gange. Ikke tit, men det sker. Når allemand har sovet og jeg finder frem til min indre overskudsmor.

Altså: Det lykkedes mig at amme og skifte Liv i vuggestuen, før Sønne så, jeg var kommet for at hente ham. Og godt nok var det med en af vuggestuens bleer, for jeg er sygt dårlig til at pakke pusletasken, men alligevel. Jeg giver mig selv kudos for ikke at panikke over det.

Og mens jeg pædagogisk forklarede (hylende) Sønne, at han IKKE skulle have sin sut, viklede jeg Bette ind i den vikle, jeg i forvejen havde iført mig til formålet, og udenom alt det vikleri viklede jeg yderligere et tæppe medbragt af samme grund. Og jeg fik placeret Sønne i barnevognen, endda uden fodtøj og hyl, og stukket ham den juice og den banan, jeg havde lagt frem til formålet.

Og vi tog bussen med den bremseløse barnevogn belæsset med to tunge tasker og syv tunge bøger, og jeg formåede endda at klippe med klippekortet.

Som om det nu skulle være noget, tænker I nok.

Men det er det! Barn på maven, hånd på uregerlig barnevogn i uregerlig bus med to-årig der kan finde på at springe ud af den anytime - og så alligevel overskud til at klippe. Det ER noget. Siger jeg. (Er I i øvrigt klar over, hvor få folk der af egen kraft tilbyder tobørnsmuttis at hjælpe med at bugsere barnevogn ind og ud af bybusser? Og i hvor høj grad jeg tacklede dét med et smil? Overskuddet ville ingen ende tage.)

Da vi kom ud af bussen styrtstyrtstyrtregnede det. Sønne sad i tøvejr under barnevognens regnslag og grinede lykkeligt, men jeg var regntøjs- og paraplyløs og med bebs på maven. Men bebsen havde hue og tæppe på, og der er kun godt ti minutter mellem bus og hjem, så det gik. Tænkte jeg. Ti minutter jeg i øvrigt brugte på meget pædagogisk og smilende at italesætte vigtigheden af, at han a) stod stille og ventede på mig, når vi kom hjem i gården (modsat løb ud på vejen og blev kørt over) og b) selv gik opad trappen.

Det virkede. Eller også havde han bare en god dag. I hvert fald stod han artigt og ventede på, at jeg fik oppakning ud af barnevognen, før han tog mig i hånden, så vi sammen kunne gå ud af gården, ud på gaden, rundt om hjørnet, hen til opgangen. Sådan bor vi så besværligt. Og selvfølgelig viste det sig, at jeg havde glemt hans sut, som ellers er det, der kan få ham til at gå opad trappen. Så han måtte låne Livs. Som tog det pænt. Men så kom vi også allesammen op på fjerde og kunne se 20 minutters fjernsyn om tog (...), før vi hånd i hånd lavede frikadeller med en-to-tre-fire slags grønsager. Crazy. Og ingen fik flade baghoveder eller varige mén undervejs.

Og ja, det kan godt være, at der er tusindvis af forældre, der gør sådan der med to-tre-fire børn hver dag. Ene mand eller ene kvinde. Men jeg er stadig spritny til det der tobørnsmuttiness, iggå. Og så er det OK at være helt vildt stolt af sig selv for helt vildt dagligdagsagtige ting...

onsdag den 7. september 2011

30 år og ufresh

På mælkekartonen er der en Nettoreklame:

"30 år og friskere end nogensinde"

Well. Jeg er misundelig på Netto. Jeg er 30 og virkeligt ufresh. Alt er gråligt og mit synsfelt er mindre end bette.

BetteLiv har holdt mig vågen natten lang med et spektakulært og meget lidt lady-like prutteshow, og Sønne har festet med Manden natten lang. Manden gik kold ved siden af af-pruttet, tøjskiftet BetteLiv engang lidt for tidlig i morges, og jeg overtog overtræt Sønne. Som jeg kun kunne få til at spise sin havregrød ved at bilde ham ind, at han var en lastbil ("nej, en Scania-lastbil mor"), og grøden var benzinen.

Heldigvis sover BetteLiv jo normalt særdeles udmærket. Ligesom min ikke så lille lillebror:

lørdag den 3. september 2011

Nu mangler vi bare et dameblad og noget søvn til moren

Der er er noget feber, der er faldet og noget sol, der kigger frem bag nogle skyer. Der er nogle drenge, der sover middagssøvn og nogle piger, der triller forbi Street Coffee og køber dyr og dejlig letmælkscappucino.

Der er nogle is og noget Anna og Lotte, der hjælper på humøret. Der er en baby i noget hjemmestrik (dog ikke fra det her hjem), der ligger i moseskurven og ser meget nuttet ud. Og der er en kæmpemonstergrønkål, der står ude i køkkenet og spreder god, økologisk stemning udover kaos og rod og opvask.

Og så er det endda lykkedes mig at finde et par strømpebukser næsten uden huller.

Man kan næsten fristes til at tro, at det nok skal gå.


fredag den 2. september 2011

Snow is falling. All around us.

Vinteren er startet.

Sønne har mellemørebetændelse.

Jeg orker det ikke. Ikke. Ikke. Ikke. Ikke.

Ikke lige nu, ikke en hel helvedesvinter igen.

Jeg råber ikke FUCK ud af vinduet. Er helt sygdomsapatisk og tænker bare: Skal det virkelig kun være sjovt at have børn om sommeren? Og er det eventuelt børneplageri at bo på de her fordømte breddegrader? Hva'?

torsdag den 1. september 2011

Dumme-Alba og den usynlige farmor

Der sker ting og sager i anledning af den der festuge. Fx er der en bunke hoppeborge bag musikhuset, hvor alle byens snottede unger (inklusive vores) tropper op og hopper og hopper og hopper.

Jeg sad i hjørnet af en af borgene og forsøgte at gribe Sønne, når han landede på nakken. Men det var egentlig ikke nødvendigt. Han er meget bøjelig og var godt polstret i sine trøjer og jakken og halstørklædet. Så i stedet for snakkede jeg med en af med-hopperne på borgen: Alba på tre år.

Hun havde ikke jakke på. Faktisk havde hun kun en lille, næsten ærmeløs t-shirt på og en stumpet haremsbuks. Men OK. Det er ikke alle, der er så kuldskære som denne her familie, og hun hoppede jo helt afsindigt, så måske fik hun varmen. Tænkte jeg.

Da hun var færdig med at fortælle mig, hvor gammel hun var og den slags, glemte hun alt om min tilstedeværelse igen. Og gav sig til at lege: Hun måtte ikke røre de hvide syninger mellem luftpuderne. Hver gang det alligevel skete, råbte hun DUMME-ALBA efter sig selv. Det skete tit: "dumme-alba, dumme-alba, dumme-alba, dumme-alba," råbte hun.

Jeg prøvede at sige, at jeg faktisk troede, at hun var søde-Alba, når det kom til stykket.

Lidt senere bad hun mig hjælpe med at finde sin farmor og sin storesøster, så vi trissede rundt i blæsten, hånd i hånd. Jeg mærkede på hendes arm, og den var iskold. Selv havde jeg en trøje, en sweater og en tynd jakke på.

Så vi vandrede rundt og kiggede efter farmoren, men hun var intet sted at se. På vejen fandt Alba en hoppepude, hun bare måtte prøve, og det var jo herligt. Så jeg gik tilbage til min egen bette familie og holdt øje med, om hun fandt sammen med farmoren og fik noget mere tøj på. Og inden længe snakkede hun med en lidt større pige og en gammel dame - som så helt normale og be-sweatrede ud - så jeg åndede lettet op. Og tænkte, at "dum" sikkert er et sjovt ord at bruge, når man lige er startet i børnehave, og at farmoren nok bare ikke havde været så god til at insistere på en sweater.

Og jeg kiggede videre på Sønne og trillede lidt med Liv og skammede mig en lille smule over, hvor hurtigt jeg havde tænkt, at der var nogle voksne, der godt kunne være liiidt mere opmærksomme dér.

Indtil jeg så den gamle dame og den lidt større pige forlade hoppelandet hånd i hånd. Uden Alba.

Som i øvrigt intet sted var at se.

"Dum" er sikkert stadig bare et sjovt ord, når man lige er startet i børnehave. Påklædningen er sikkert alligevel bare resultatet af en blød og sød farmor, der ikke vil skændes med sit barnebarn. Og det manglende opsyn er sikkert resultatet af noget sund laissez-faire, jeg selv ikke formår at praktisere.

Måske.

Måske ikke.

Jeg tænker i hvert fald, at jeg ikke burde have sluppet hende af syne.