onsdag den 14. september 2011

Hermed er tricket givet videre til eventuelle to-årige læsere, der er bange for at blive smidt ud hjemmefra...

Sønne sover ikke. Som i slet-slet ikke. Manden er nattevagt (fordi jeg ammer appetitspringende BetteLiv en fire-fem gange hver nat...), og er følgelig kridhvid i hovedet. Og står og svejer faretruende fra side til side, når han egentlig burde spise morgenmad eller flygte hjemmefra for at få noget søvn.

Samtidig er overtrætte to-årige ikke ret sjove at være sammen med. Jeg bliver til et stort, skingert NEJ, og han ruller rundt nede på gulvet og skriger over helt tilfældige ting ("du må ikke kaste med tingene på den måde, de går i stykker." "Jeg VIL ha den går i stykker. Jeg vil jeg vil jeg vil!!!").

You get the picture. Rimeligt meget træthedskvalme, tunnelsyn og "holder det her nogensinde op? Jeg bliver vanvittig"-fornemmelser.

Men midt i vanvid og kvalme sad vi et øjeblik sammen på sofaen, Sønne og jeg. Og han sagde: "Mor, jeg vil se det billede med dig i - i - i... sækkestolen!"

Vi har ikke nogen billeder af mig i sækkestole. Men han har engang set et billede af mig i en slingrekøje; en slags horisontal skibshængekøje, der sørger for, at man ikke triller ud af sengen, når bølgerne bliver rigtigt store.

Så det fandt vi frem. Sammen med en hel masse andre billeder fra den sejltur, hvor Manden og jeg mødte hinanden - og hvor vi var helt vildt brune og friske og veludhvilede.

Hjælper det på humøret og trætheden at blive mindet om, hvor pæn Manden er, når han har sovet flere nætter i træk? Og om palmer og stillehavsatoller og sol og blomsterkranse og klovnefisk og galapagos-søløver?

Det gør det! Det er bedre end kaffe. Se selv:


2 kommentarer:

  1. Uh, det ser helsebringende ud! Jeg bliver meget nysgerrig efter at høre historien om den sejltur og det kærlighedsmøde dér! Ved godt, jeg selv skylder en ‘sådan mødtes vi’-historie. Skal nok komme; den er dog ikke lige så fuld af tropesol og stillehavsatoller, som din ser ud til at være ...

    SvarSlet