fredag den 27. september 2013

Gode venner

Vi står i børnehavens morgenkaos, og jeg forbereder mig mentalt på at lave store runde mor-øjne og sige "nu skal jeg gå, iggå, og selvom det er svært lige nu, skal du nok få en god dag, det er jeg sikker på."

For han FÅR en god dag. Det er bare så svært at sige farvel: Ingen tårer, bare en sammenbidt snart fem-årig, der ikke vil, og som holder fast i min arm med imponerende styrke. Det sværeste er, når jeg lissom skal vriste ham fri. Eller når han resignerer og står med armene helt slapt ned langs siden. Han kan være omgivet af buddies og yndlingsvoksne, og alligevel kan han synes, at det er verdens dårligste ide, at jeg går min vej.

Rundt om os løber tre-årige med grisetæer i hjemmeskoene og fire-fem-årige på morgenspeed. Jeg tager en dyb farvel-indånding.

Og så kommer Villads, Sønnes ven. Og Sønne kigger på ham, HAM, og ikke mig. Og de to drenge går helt tæt på hinanden, og jeg kigger ned på to næsten ens lyse manker, og de griner og fniser og rykker helt, helt tæt sammen.

"Gode venner! Rigtigt gode venner!" siger yndlingspædagogen, der går forbi i det samme, og han kigger på mig med et helt bestemt blik, der betyder: Jeg ved, hvor svært det har været. Det skal nok gå alt sammen.

Og jeg bliver slap og blød og varm i hele kroppen og ved ikke helt, om jeg skal grine eller græde. Så jeg gør ingen af delene, men siger bare helt udramatisk farvel, og fem-seks glade børn vinker alle sammen til mig ud af vinduet.

Og jeg bliver først en lille smule våd i øjnene da jeg tænder for noget radiopop ude i bilen. Det er lissom lidt lettere at trække vejret, end det plejer at være.

mandag den 23. september 2013

Og jeg kan ellers godt lide efterår

Ude på landet er det virkeligt, virkeligt, virkeligt mørkt om aftenen nu.

Det gode er, at man kan sige til børn med senge-vægring: Jamen du HAR fået lov at være meget længe oppe nu, se selv hvor mørkt det er!

Det dårlige er, at det er virkeligt, virkeligt, virkeligt er mørkt. Virkeligt mørkt. Og at det kun bliver værre fra nu af.

I går ved otte-tiden famlede jeg mig gennem helt tæt mørke fra hoveddøren hen til bilen for at komme i Netto og hente noget livsvigtig søndagslakrids. Ved otte-tiden! Jeg havde egentlig tænkt at cykle, men indså så, at mod-mørke er værre end selv mod-vind, og at der trods alt var kraftigere lys på Lupoen end på cyklen.

Og jeg tænkte: Hvordan får folk, der lever sådan rigtigt permanent herude på grænsen mellem forstæderne og landet, nogensinde motion om vinteren?
Det er for sindssygt at cykle frem og tilbage til byen hver dag, især når det blæser og regner og bakker ekstra meget.
Det er for mørkt at cykle - eller for den sags skyld gå - nogen som helst steder efter mørkets frembrud.
Er det derfor, folk køber en elcykel?
Er det derfor, de går i fitnesscenter?
Og hvornår er det egentlig, de har tid til det?
Og tager de bilen derhen, når det er, og er det ikke en anelse selvmodsigende, egentlig?!

Måske bliver land-forstads-folket mere vinterdeprimerede end byfolket, simpelthen fordi de ikke rører sig nok om vinteren?! Endorfiner and all that jazz. Måske generaliserer jeg fra eget sølle eksempel. Undskyld forstads-land-folk med fitness-abonnementer. You win.

I hvert fald bliver jeg selv grumme sur og trist om forstadslandvinteren. Mens jeg sidder helt stille og aldrig får motion. Dér er en korrelation, nogle burde kigge nærmere på.

Eventuelt mig selv.

Og nej, det her handler ikke om, at jeg på nippet til at melde mig ind i et fitnesscenter. Ingen-ingenlunde. Det er ren vinterpanik i sludreform. This it what the darkness does to me.

torsdag den 19. september 2013

Top 5 over hverdagssvedtyper

#1 Koffeinsved
Særligt udtalt om eftermiddagen, og særligt på dage med et kaffeindtag på over tre kopper. Hænger ofte sammen med træthedssveden, der igen ofte hænger sammen med vokseværk og projekt sov-i-egen-seng. Kommer særligt til udtryk på næseryggen (som er et virkeligt mærkeligt og uklædeligt sted at svede) og i håndfladerne og lugter ganske ilde.

#2 Regntøjssved
Særligt udtalt på efterårsdage med ubeslutsomt regn-skybrud-høj-solskins-mere-regn-vejr. Kan mærkes over hele kroppen og forstærkes tydeligt ved kontakt mellem løst hår og lynlåse/velcrolukninger/elastikker/o.a. på enten én selv eller småbørn.

#3 Bilsved
Udtalt i alle situationer, der medfører (oplevet eller reel) risiko for eget liv/andres liv/buler/pinlighed/utålmodige børn/utålmodige medtrafikanter/politi-opmærksomhed/ukendte parkeringsforhold/motorveje/nye veje/halvnye veje/venstresving med flere spor/vognbaneskift/lignende. Mærkes særligt i håndflader, armhuler og ansigt og udmærker sig ved at kunne dukke frem på store hudarealer fra det ene øjeblik til det andet.

#4 Cykelsved
Særligt udtalt på bjergene omkring God Bedre Beder og/eller i kombination med regntøjssved. Er særligt udtalt på ryggen og lugter uretfærdigt nok stort set ligeså dårligt som alle de andre slags sved. Giver en fornemmelse af at måtte indtage ubegrænsede mængder chokolade.

#5 Trodsaldersved
Fremkaldes ikke udelukkende af afkom i trodsalderen; kræver ofte opbakning fra en indre stemme, der med stor lydstyrke og skarphed siger ting som: Du burde ikke kalde det trodsalderen! Kom nu, ikke bøvle! Vi skal være ude af døren om fem minutter!! FEM! Hvis du ikke handler helt korrekt (og der ER en opskrift), knækker du barnet for evigt! Manifesterer sig over hele kroppen og kan nærmest mærkes i hjernen.

Har jeg glemt noget?!

onsdag den 18. september 2013

En opbyggelig historie og en slags fif til de bilangste

Har jeg fortalt om den gang, jeg prøvede at parallelparkere? Nå, ikke?

Forklaring: Det var så håbløst, at jeg ikke engang ville sige noget om det her. Hvor jeg ellers gerne indrømmer, at venstresving får mig til at svedstinke og blive angst.

Nå, men det gik sådan her: Jeg var for sent på den til et møde i mitbyen. I sig selv scary. Og hvad værre var: Jeg havde ikke haft tid til, langsomt og grundigt, at sidde og tjekke parkeringsmuligheder og lave en plan hjemmefra

Så jeg kørte hen til det eneste sted, jeg kunne komme i tanker om, hvor man sårn lige måtte parkere mere end to timer: Toppen af Sjællandsgade.

Stejle, smalle, nasty, tætpakkede Sjællandsgade.

Jeg havde syv minutter til både at parkere og vandre en lille kilometer.

Efter 20 minutter SMS'ede min mødedate og spurgte, hvor i helvede jeg blev af. På det tidspunkt havde jeg (i parkeringsforsøg nummer cirka 23) fået møflet Lupoen delvis op på fortovet og holdt med snuden på skrå mellem to biler, der helt sikkert ikke havde mere plads i mellem sig end til en cykel. Og jeg sad fast.

Ligegyldigt hvad jeg gjorde, var jeg lige ved at ramle ind i de andre biler, og jeg blokerede fuldstændigt det smalle fortov.

Et øjeblik overvejede simpelthen at gå ud og lissom løfte Lupoen ned. Hvor tung kan sådan en måske være? Og har man ikke rimeligt mange adrenalinkræfter, når man er fuldstændig desperat?

På en eller anden måde lykkedes det - både at komme væk fra fortovet og over på den anden side af vejen, hvor jeg fik lavet noget, der rent faktisk kunne kaldes en parallelparkering.

Jeg har ingen anelse om, hvordan det gik til. Jeg lærte på ingen måde noget af oplevelsen (udover at jeg er håbløs til at parkere). Og jeg kom mere end en halv time for sent til mit møde.

Well. Så brugte jeg nogle måneder på at gå og græmme mig.

Og så snakkede jeg med en veninde, som er god til biler. Virkelig-virkelig god. Som parkerer sin meget store og meget dyre bil parallelt på skræmmende trange steder midt i København. Jeg hviskede et resume af ovenstående skrækhistorie og fortalte, at jeg ingen-ingen-ingenting kan huske af min kørelærers viise ord om parallelparkeringer.

"Jeg begynder at dreje, når jeg kan se den anden bils bakspejl ud af mit bageste passagervindue," sagde hun roligt.

Og jeg tænkte "jaja, den er god med dig, jeg parallelparkerer aldrig nogensinde igen."

Lige indtil i går, hvor jeg blev nødt til det, fordi jeg var for sent på den (igen) og blahblah. Og ved I hvad? Da jeg så den anden bils bakspejl ud af mit bageste passagervindue, drejede jeg.

Og parallelparkerede.


Og jæsjæsjæs, jeg ved, hvad I tænker (jo jeg gør!): "Du kunne sguda bare have kørt forlæns ind" og "der er plads til mindst halvanden Lupo til i det enorme mellemrum."

Men jeg er ligeglad. Thi verden ligger for mine fødder og Lupoens (forbløffende små) hjul. Nu kan alt i sandhed lade sig gøre.

tirsdag den 17. september 2013

Der er ikke noget bøvl med far

Det er morgen.

Alt er idyl og nuttet-uglet børnemorgenhår, lige indtil BetteLiv aka det pludselige trodsaldermonster ikke kan få sin madpakke møflet ned i den håndtaske, hun har fundet frem til lejligheden. Hun er på én gang rasende og dybt ulykkelig. Og vil under ingen-ingen-ingen omstændigheder hjælpes.

Så jeg skiftesvis lokker og truer og taler med blød og bestemt stemme. Vi skal ud af døren, iggå. Barnet. Vil. Ikke. Hjælpes. Men jeg synes selv, jeg klarer det temmeligt godt, alt taget i betragtning. Jeg skælder ikke ud, jeg bestikker ikke med vingummibamser, jeg giver ikke op.

Men intet nytter. Den bette er højrød i hovedet og sprutter og skriger, mens hun tramper huset rundt i de alt for små uldstrømper, hun har iført sig kort forinden.

Så lyder det med blid stemme fra Sønnes værelse:

"Mor? Mo-or?"

Jeg iler til, forundret over denne blidhed midt i kaos.

"Skal vi ikke ringe efter far?" spørger han så og kigger alvorligt på mig med sine temmeligt store blå øjne.

Livse skriger. Sønne kigger. Jeg siger ingenting.

Så tager jeg mig sammen:

"Hvorfor vil du ringe efter far?"

"Så han kan ordne det med Livse," svarer han, stadig alvorligt.

Jeg kan næsten mærke det fysisk, men det bliver værre endnu. For jeg spørger:

"Men... hvorfor tror du, at far bedre kan ordne det end mig?!"

Og han svarer:

"Med mor er der bøvl. Med far er der ikke noget bøvl."

Hej mavepuster. Hej blide mor-smil, der camouflerer trangen til bare at gå ind og lave kaffe og holde sig for ørerne og lade dem klare madpakkerne selv - og frygten for, at Sønne har ret. Tænk, hvis han har ret!

"Jeg skal nok ordne det," forsikrer jeg falsk-smilende og smuglister madpakken delvis ned i håndtasken mens det grådkvalte mindstebarn kigger den anden vej et nanosekund. Så klarer hun selv resten men tror, hun har gjort det selv. Win. Opdragelse by fooling.

Og da Liv ikke vil have hverken gummistøvler eller overtøj på, svinger jeg hende da bare på armen sammen med tre tasker (og en lille håndtaske med en madpakke) og vandrer af sted til bilen.

Der er ikke noget bøvl med mor. Mor klarer ærterne. Mor er stor og stærk og tålmodigheden selv. Fuck.

mandag den 2. september 2013

Post-deadline-efterårs-land-idyl

Jeg nåede min deadline. Og selvom det er en særlig træls en af slagsen, fordi den ikke i sig selv udløser nogen (meget, meget tiltrængte) penge men bare en ordentlig mundfuld af en fondsansøgning, synes jeg alligevel godt, at jeg kunne tillade mig at lukke computeren og løbe ud i efteråret.

Og se hvor fint det er, efteråret, herude på landet, set gennem kameraet på min telefon: