Forklaring: Det var så håbløst, at jeg ikke engang ville sige noget om det her. Hvor jeg ellers gerne indrømmer, at venstresving får mig til at svedstinke og blive angst.
Nå, men det gik sådan her: Jeg var for sent på den til et møde i mitbyen. I sig selv scary. Og hvad værre var: Jeg havde ikke haft tid til, langsomt og grundigt, at sidde og tjekke parkeringsmuligheder og lave en plan hjemmefra
Så jeg kørte hen til det eneste sted, jeg kunne komme i tanker om, hvor man sårn lige måtte parkere mere end to timer: Toppen af Sjællandsgade.
Stejle, smalle, nasty, tætpakkede Sjællandsgade.
Jeg havde syv minutter til både at parkere og vandre en lille kilometer.
Efter 20 minutter SMS'ede min mødedate og spurgte, hvor i helvede jeg blev af. På det tidspunkt havde jeg (i parkeringsforsøg nummer cirka 23) fået møflet Lupoen delvis op på fortovet og holdt med snuden på skrå mellem to biler, der helt sikkert ikke havde mere plads i mellem sig end til en cykel. Og jeg sad fast.
Ligegyldigt hvad jeg gjorde, var jeg lige ved at ramle ind i de andre biler, og jeg blokerede fuldstændigt det smalle fortov.
Et øjeblik overvejede simpelthen at gå ud og lissom løfte Lupoen ned. Hvor tung kan sådan en måske være? Og har man ikke rimeligt mange adrenalinkræfter, når man er fuldstændig desperat?
På en eller anden måde lykkedes det - både at komme væk fra fortovet og over på den anden side af vejen, hvor jeg fik lavet noget, der rent faktisk kunne kaldes en parallelparkering.
Jeg har ingen anelse om, hvordan det gik til. Jeg lærte på ingen måde noget af oplevelsen (udover at jeg er håbløs til at parkere). Og jeg kom mere end en halv time for sent til mit møde.
Well. Så brugte jeg nogle måneder på at gå og græmme mig.
Og så snakkede jeg med en veninde, som er god til biler. Virkelig-virkelig god. Som parkerer sin meget store og meget dyre bil parallelt på skræmmende trange steder midt i København. Jeg hviskede et resume af ovenstående skrækhistorie og fortalte, at jeg ingen-ingen-ingenting kan huske af min kørelærers viise ord om parallelparkeringer.
"Jeg begynder at dreje, når jeg kan se den anden bils bakspejl ud af mit bageste passagervindue," sagde hun roligt.
Og jeg tænkte "jaja, den er god med dig, jeg parallelparkerer aldrig nogensinde igen."
Lige indtil i går, hvor jeg blev nødt til det, fordi jeg var for sent på den (igen) og blahblah. Og ved I hvad? Da jeg så den anden bils bakspejl ud af mit bageste passagervindue, drejede jeg.
Og parallelparkerede.
.JPG)
Og jæsjæsjæs, jeg ved, hvad I tænker (jo jeg gør!): "Du kunne sguda bare have kørt forlæns ind" og "der er plads til mindst halvanden Lupo til i det enorme mellemrum."
Men jeg er ligeglad. Thi verden ligger for mine fødder og Lupoens (forbløffende små) hjul. Nu kan alt i sandhed lade sig gøre.
Skide godt. Og nej man kan ikke køre forlæns ind. Pointen er at man ikke kan foretage en parallelparkering forlæns - kun baglæns (hvilket er irriterende, men logisk når man tænker på at baghjulene sidder fast mens forhjulene kan drejes). Jeg har også bøvlet rigt meget med at få parallelparkering til at virke, men forsøger at tænke på det baghjul som skal inderst.
SvarSletÅhr mand, jeg elsker, at der er andre end mig, der kan stress-svede over parallelparkeringer. Og jeg er stadig den, der tager billeder og sender gladeligt afsted, hver gang jeg har afstedkommet en hæderlig af slagsen. Samtidig med at jeg nærmest altid har lov at få en slags præmie af en slags, når jeg har gjort det uden at køre fælgen af på kantstenen eller få bak-sensoren til at gå i selvsving over nærtstående vejtræ/lygtepæl/bil/you name it. Men hey, vi er så skide seje, os der både har børn og kan køre bil. Ikke noget bøvl med os!
SvarSletJeg regner med en dag at kvitte stress-sveden og parallelparkere som en drøm! Måtte det samme ske for dig en dag... Uanset: Vi er seje!
SvarSletDa vi boede på Vejlegade og jeg arbejdede ved Bestseller i Brande havde vi en Yaris - som er to cm længere-ish end en Lupo. Når jeg kørte hjemad fik jeg hjertebanken omkring Horsens ved tanken om at jeg måske skulle parallelparkere, når jeg nåede hjem. Det var gyseligt. Og kørte gladeligt rundt om Ingerslevs flere gange i håbet om at der blev en bås ledig, så jeg slap for at gøre andet. Tror jeg en dag kom frem til, at det ikke kunne nytte noget, at jeg var ved at besvime ved tanken om det, at jeg bed tænderne sammen og øvede mig, hvergang jeg fik chancen og samtidig bad en stille bøn til at jeg ikke ville ramme nogen eller noget undervejs. Så aldrig nogen der grinede åbenlyst af mig, så til sidst lykkedes det faktisk at trække vejret normalt fra Harald Jensens Plads og indtil bilen stod på en plads. Nu mangler jeg bare at lære at bakparkere... hvilket er det mest skræmmende jeg kan komme på...
SvarSlet