Gode venner

Vi står i børnehavens morgenkaos, og jeg forbereder mig mentalt på at lave store runde mor-øjne og sige "nu skal jeg gå, iggå, og selvom det er svært lige nu, skal du nok få en god dag, det er jeg sikker på."

For han FÅR en god dag. Det er bare så svært at sige farvel: Ingen tårer, bare en sammenbidt snart fem-årig, der ikke vil, og som holder fast i min arm med imponerende styrke. Det sværeste er, når jeg lissom skal vriste ham fri. Eller når han resignerer og står med armene helt slapt ned langs siden. Han kan være omgivet af buddies og yndlingsvoksne, og alligevel kan han synes, at det er verdens dårligste ide, at jeg går min vej.

Rundt om os løber tre-årige med grisetæer i hjemmeskoene og fire-fem-årige på morgenspeed. Jeg tager en dyb farvel-indånding.

Og så kommer Villads, Sønnes ven. Og Sønne kigger på ham, HAM, og ikke mig. Og de to drenge går helt tæt på hinanden, og jeg kigger ned på to næsten ens lyse manker, og de griner og fniser og rykker helt, helt tæt sammen.

"Gode venner! Rigtigt gode venner!" siger yndlingspædagogen, der går forbi i det samme, og han kigger på mig med et helt bestemt blik, der betyder: Jeg ved, hvor svært det har været. Det skal nok gå alt sammen.

Og jeg bliver slap og blød og varm i hele kroppen og ved ikke helt, om jeg skal grine eller græde. Så jeg gør ingen af delene, men siger bare helt udramatisk farvel, og fem-seks glade børn vinker alle sammen til mig ud af vinduet.

Og jeg bliver først en lille smule våd i øjnene da jeg tænder for noget radiopop ude i bilen. Det er lissom lidt lettere at trække vejret, end det plejer at være.