Amager gennem Livsebriller

Man kan lære meget om både Beder og Amager, hvis man vandrer 500 meter op og ned ad Amagerbrogade med Liv i hånden:

"Hvem er det?" spørger hun oprigtigt undrende og peger, når vi omtrent hvert femte sekund passerer nogle nye mennesker.

Hun trykker sin lille næse flad mod alle butiksruder og vinker til frisøren, der går og gør rent efter lukketid. Han vinker igen.

Hun peger på alle motorcykler og scootere og råber begejstret: "LØBECYKEL, lissom mig har!" Og hun insisterer (uden held) på at prøve en Harley Davidson, der står parkeret foran en tatoobiks.

Hun tæller cyklerne, men må give op: "Tretten, fjårten, femten, atten, tyve... så mange! Hvorfor mange? Hvorhen?"

Og hun kan ingenlunde forstå, at jeg ikke kender navnet på den lille tynde Amagerbaby, vi kan se gennem vinduerne ved McDonalds.
"Men hvad HEDDER hun, mor?!"

Åhja, og skraldet: "Hvem har tabt det, mor? Hvorfor?"

Og hundene!
"Mig godt ae den? Mig hedder Liv!"
Og vupti befriender hun halvdelen af Amagers hundejere, der kalder hende nuttet, og jeg bider min hundeskræk i mig og tænker, at aldrig før har Amagerbrogade været så helt utroligt eksotisk.