Pels og store øjne. Den kendte terapiform for hele familien.

Vi talte så pænt til hinanden hele eftermiddagen. Endda mens vi bagte boller; børnene roste hinanden for at røre og hakke og blande.
Sønne støvsugede på eget initiativ og hjalp med at rydde op.
Vi krammede og legede og var totalt i nuet.

Da englebasse et og to til sidst sov sødt i køjesengen, begyndte jeg at lede efter svar: Hvad var det, der var gået så rigtigt? Var det bare et tilfælde? Havde jeg gjort noget andet, end jeg plejede? Havde jeg monstro gjort noget rigtigt i fire år og 11 måneder, og NU kom så belønningen (nej, vel...)? Havde de mon oplevet noget særligt dejligt i deres respektive institutioner?!

Det var først lige før, jeg selv gik i seng, at det gik op for mig: Det handlede om katte.

Katte, ja.

På vej hjem fra børnehaven svingede vi forbi legepladsen, hvor vi tilbragte en halv time i selskab med et kuld af verdens mest nuttede kattekillinger. Liv kyssede dem alle sammen (jæs, I know) og hvinede og hoppede af fryd og kunne næsten ikke være i sig selv. Sønne blev den blideste og mest stille version af sig selv, jeg nogensinde har mødt. Og jeg (den kendte dyrehader) blev selv helt blød og blid og rosende og katteskruk.

Vi havde simpelthen fået så meget katteblødhedsdejlighedssamvær, at vi alle tre blev medgørlige i hidtil uset grad.

Og jeg (den kendte dyrehader) har fået en helt, helt ny respekt for et folkefærd, jeg ellers aldrig har forstået: kæledyrsejerne. Hold. Nu. Op. Hvor var de søde. Vi skal simpelthen have noget mere kat i hverdagen.