fredag den 25. november 2016

Sønne

Sønne blev otte.
Sønne med det lange, gyldne hår og den lille rest sommerfregner på næsen.
Sønne der engang gemte sig under opvaskemaskine-lågen, fordi han ikke kunne tegne, men som nu tegner gravemaskiner og biler og både af egen fri vilje. Og næsten-læser.
Sønne der græd hver morgen, før han skulle i skole, men som jeg nu ikke engang må følge ned i klassen, fordi det er pinligt, mor.
Sønne der kunne skrue skruer i, før han kunne gå, og sige anhængertræk, før han kunne udtale sit eget navn.
Sønne der for et øjeblik siden var en lillebitte yoda-baby, der lå og kiggede på os på patienthotellet i Skejby med sine store, mørke, kloge øjne.
Sønne der hader at sove men elsker at blive nusset på ryggen, og som siger mmm du er en dejlig mor, når han et øjeblik glemmer at være sej.
Sønne der ikke har taget sin nye fødselsdags-Ronaldo-trøje af - hverken nat eller dag - siden han fik den i fødselsdagsgave af sin mormor og morfar.
Sønne der blev så oprigtigt glad for de brugte Harry Potter-bøger, hans økonomisk udfordrede forældre gav ham, at det var helt rørende.

Så vi kneb en lillebitte tåre og sang Happy Birthday to you og Vi har ikke sovet i OTTE år, det kan nemt ses på vores øj'n (for det har vi ikke, og det kan man nemt), og serverede saftevand og croissanter til morgenmad og wienerstang i stedet for lagkage. Og om få timer får vi besøg af 16 drenge til pizza og film, og min tynde, tynde, tynde is bliver lissom en lille smule tykkere, når han smiler med sine store, hvide tænder og siger jeg glæder mig mor, gør du ikke også det, vi skal se Krummerne 2!!

mandag den 21. november 2016

Drømme

I dag sørger jeg. Ikke over pengene i sig selv, men over alle de drømme, der ikke kan blive til noget, når man er i dundrende minus.
Det er ikke en tonstung, altoverskyggende, perspektivløs sorg uden taknemmelighed over alle de gode ting i vores liv. Selvfølgelig ikke. Men det er en sorg.
En sorg over at sige farvel til rejsedrømme for eksempel; drømmen om at hive nogle måneder ud af en kalender og vise vores børn det Stillehav, hvor vi fandt hinanden for ti år siden. Og en mindre drøm om en snarlig anti-vinterdepressions-rejse hen til et sted med lys og varme. Eller bare en uge i sommerhus.
Drømme om at arbejde mindre for at få det bedre.
Og drømme, som jeg ikke helt havde turdet sige højt, men som det alligevel gør ondt at sige farvel til. Som Gladiators Jyske Forfatterskole der koster nu helt ubetalelige 15.000 kroner.
Det sørger jeg over i dag.

torsdag den 17. november 2016

When it rains, it pours

Her er stille. Jeg er ikke så god til at svare på kommentarer, som jeg normalt er.

Sagen er denne:
Det har vist sig, at vores andelspris er i strid med loven. Den rigtige, lovlige pris er pt. - på grund af gælden i ejendommen og snirklede paragraffer, ingen kendte - 0 kroner.

0 kroner, ja.

Og ikke 600.000, som vi gav for den i sin tid.

Vi er med andre ord teknisk insolvente.
Vi skylder med andre ord hundredetusindvis af kroner væk i en andel, der intet er værd.
Vi har med andre ord fået et problem, der får dagpenge-miseren til at virke som en lille, fuldstændigt ubetydelig bøvs.

Det er tunge problemer for mennesker, der i forvejen opholder sig på tynd is.
Det er en spændende zigzag-rejse mellem sorte huller af bitterhed ("fuck de tidligere beboere, der har fået alt for mange penge med og efterladt os i gældshelvede!" "Vi arbejder os i sænk og pengene havner i INGENTING, fuck!")
Det er udbetalingen til vores fremtids-hus, der ryger.
Det er rejser, det er økonomisk sikkerhed, det er en sund hvilepuls, der ryger.
Det er, i hvert fald lige nu, en del i forvejen kostbar nattesøvn, der ryger.

Men samtidig så er det jo også sådan her:
Vi har hinanden.
Vi har vores i tiltagende grad gode helbred.
Vi har et dejligt bofællesskab, der tackler den nye, forfærdelige situation med så megen ynde og medmenneskelighed, man overhovedet kan mønstre, når man er helt hvid i hovedet.
Vi har et togvogns-kontor i baghaven og nogle naboer længere nede ad grusvejen, der lige kigger forbi med økologiske vingummibamser og rødvin.
Vi har en baby på fem en halv måned, der ser sådan her ud:


Det der gode liv, som en masse familier jagter over på DR1 ved at sælge hus og bil og tage til New York og rygsæk-Asien og Kreta og hvad ved jeg, det har vi jo stort set fundet... siger jeg helt ærligt og uden nogle falske ja-hatte. Altså ja, for helvede da, det ville være dejligt, hvis det var billigere og dermed mindre arbejdskrævende, det her bud på det gode liv. Og hvis folkeskolen var mindre folkeskole og mere børnevenlig. Men de helt store, fine linjer er jo for helvede på plads; vi har de fine, børnevenlige, livsvenlige rammer. Og det er sguda temmeligt priviligeret. Trods alt.

Vi har fået en sindssygt uheldig hånd i livets store, fede, fæle spil, og det er vi nogen, der græder en del stresstårer over. Men når vi er færdige med at græde og småpanikke, skal vi nok - som vi altid gør - rejse os igen og spille en mean, mean livspoker, mens vi siger platte vittigheder og drikker (billig) hvidvin.
Det håber jeg i hvert fald.

torsdag den 3. november 2016

Kristnet i smug #2

I tidernes morgen begyndte Liv, uvist af hvilken grund, at kræve salmer til godnatsang.

Den anden dag spurgte hun så:
"Mor, kender vi egentlig én, der hedder Maria?"
"Æh," sagde jeg og gav mig til at lede i bagest i hjernen.
"Nårh nej!" sagde barnet så.
"Jeg tænker jo på Jomfru Maria! Og hende kender I jo ikke, vel mor!?"

Og nej, det gør vi ikke. Ikke personligt i hvert fald.

Salmerne synger vi i øvrigt stadig, dog nu mest når hun sidder på toilettet (no offense, kristne venner).  Resten af tiden synger hun opera. Og nej, hun er ikke det næste wunderkind på den front, det er helt sikkert. Og nej, ligesom med salmerne er det ikke noget, hun er blevet eksponeret for herhjemme.

Ikke desto mindre danser hun rundt i stuen og udstøder de lyseste toner, hun kan, og hun bruger sine daglige, dyrebare iPad-minutter på at se opera-damer synge Ave Maria.

Hun er et mærkeligt, dejligt og måske kristent barn.

"Så synger jeg opera for Ellinor, så kan hun godt lide det!" Jamen jo, ok, det ser sådan ud.