When it rains, it pours

Her er stille. Jeg er ikke så god til at svare på kommentarer, som jeg normalt er.

Sagen er denne:
Det har vist sig, at vores andelspris er i strid med loven. Den rigtige, lovlige pris er pt. - på grund af gælden i ejendommen og snirklede paragraffer, ingen kendte - 0 kroner.

0 kroner, ja.

Og ikke 600.000, som vi gav for den i sin tid.

Vi er med andre ord teknisk insolvente.
Vi skylder med andre ord hundredetusindvis af kroner væk i en andel, der intet er værd.
Vi har med andre ord fået et problem, der får dagpenge-miseren til at virke som en lille, fuldstændigt ubetydelig bøvs.

Det er tunge problemer for mennesker, der i forvejen opholder sig på tynd is.
Det er en spændende zigzag-rejse mellem sorte huller af bitterhed ("fuck de tidligere beboere, der har fået alt for mange penge med og efterladt os i gældshelvede!" "Vi arbejder os i sænk og pengene havner i INGENTING, fuck!")
Det er udbetalingen til vores fremtids-hus, der ryger.
Det er rejser, det er økonomisk sikkerhed, det er en sund hvilepuls, der ryger.
Det er, i hvert fald lige nu, en del i forvejen kostbar nattesøvn, der ryger.

Men samtidig så er det jo også sådan her:
Vi har hinanden.
Vi har vores i tiltagende grad gode helbred.
Vi har et dejligt bofællesskab, der tackler den nye, forfærdelige situation med så megen ynde og medmenneskelighed, man overhovedet kan mønstre, når man er helt hvid i hovedet.
Vi har et togvogns-kontor i baghaven og nogle naboer længere nede ad grusvejen, der lige kigger forbi med økologiske vingummibamser og rødvin.
Vi har en baby på fem en halv måned, der ser sådan her ud:

Det der gode liv, som en masse familier jagter over på DR1 ved at sælge hus og bil og tage til New York og rygsæk-Asien og Kreta og hvad ved jeg, det har vi jo stort set fundet... siger jeg helt ærligt og uden nogle falske ja-hatte. Altså ja, for helvede da, det ville være dejligt, hvis det var billigere og dermed mindre arbejdskrævende, det her bud på det gode liv. Og hvis folkeskolen var mindre folkeskole og mere børnevenlig. Men de helt store, fine linjer er jo for helvede på plads; vi har de fine, børnevenlige, livsvenlige rammer. Og det er sguda temmeligt priviligeret. Trods alt.

Vi har fået en sindssygt uheldig hånd i livets store, fede, fæle spil, og det er vi nogen, der græder en del stresstårer over. Men når vi er færdige med at græde og småpanikke, skal vi nok - som vi altid gør - rejse os igen og spille en mean, mean livspoker, mens vi siger platte vittigheder og drikker (billig) hvidvin.
Det håber jeg i hvert fald.