fredag den 28. september 2012

Så hvis I hører et barn skrige hjerteskærende i Højbjerg i nat (eller en Farmor. Eller en Farfar)...

Det er et lille skridt for menneskeheden og alt det der... Men for os er det stort. Thi BetteLiv overnatter langt borte (mindst seks kilometer) fra sine forældre i nat. Herunder fra mig. Det er den første nat nogensinde, at Liv ikke har enten Manden eller jeg ved sin side.

(Og ved sin side mener jeg VIRKELIGT ved sin side. Det barn aner ikke, hvad man bruger en tremmeseng til og dyrker spelttonet co-sleeping, uanset om forældrene synes det er en god ide eller ej.)

Heldigvis er der en storebror til at passe på hende. Han sover nemlig heller ikke hjemme. Og der er, mere betryggende, en farmor og en farfar med mod på lidt af hvert.

Og efter at have hyperventileret intens over de eventuelle traumer, natten væk fra MOR påfører barnet, glæder jeg mig nu tilsvarende intenst til drinks ude i det dersens byliv. Med Manden. Lige om lidt.

God weekend.


onsdag den 26. september 2012

Efterårschmefterår

Nåmen hvis man truer med et lykkeligt efterår, sker der selvfølgelig dét her:
  • Barn nummer et beslutter sig for at blive komplet hysterisk totalt umulig. Hvilket smitter, og det er ikke ret klædeligt for en dame på 31 at være komplet hysterisk. Slet ikke overfor en treårig.
  • Barn nummer to beslutter sig for at få noget Roskildesygeværk og bare generelt køre pjevsestilen.
  • Begge forældre beslutter sig for ikke at sove. Og glemmer derfor, hvordan man taler pænt til hinanden. Prust.
  • Oddergrisen beslutter sig for at være stuvende fuld af regnvåde mennesker, der stiller deres tunge, bøvlede cykler udenpå min tunge bøvlede cykel. Selvom de skal senere af.
Sikke mange dårlige beslutninger!

Jeg hepper nu stadig på efteråret. Og bestikker mine børn med popcorn og saftevand, selvom begge dele vistnok er haram. Men sukker og fedt har bare sådan en god instant-effekt på pjevs og hysteri. Og så drømmer jeg om nogle gange (især om natten) at kunne gøre som dem: Bare lukke HELT af...

tirsdag den 25. september 2012

Det bliver et godt efterår

Det bliver et godt efterår. Jeg kan mærke det.

Det kan godt være, at himlen er grå over Beder, men i mit hoved går mørke skyer i opløsning, og det bliver mere og mere sommer.

Sådan er jeg ret ude af trit med årstiderne. Men til gengæld god til fesne metaforer og, allervigtigst, en tiltagende glad dame, hvis knudrede sind så småt holder op med at være helt så knudret. Se, der var en metafor til.

Sådan en dag er det åbenbart i dag.

Mine børn er også efterårs-glade. Regn er sjovt, og flyverdragten fra sidste år passer nogenlunde. Og det er stadig ikke for koldt at sidde helt stille i en busk i meget lang tid og bore og save.


Vi siger det lige én gang til (uden at skele til Nemesis derovre i hjørnet): Det bliver et godt efterår! Jo det gør.

mandag den 24. september 2012

Sønne og Livses babytegn-skole

Herinde i den virtuelle carport har jeg tidligere skræppet om babytegn. Som vi elsker, og som Bette bruger hele tiden.

I dag har jeg så gjort det ægte live, altså snakket og tegnet, derude i den virkelige verden foran virkelige FOF-mennesker og deres medbragte bebser.

Det gik nogenlunde, tror jeg, selvom jeg ikke er vant til at snakke til større forsamlinger af mødre om mor-ting.

Blandt meget andet uddelte jeg glad billeder af mine egne børn, der babytegner. Sådan en slags selvbestaltet ekspertmordame er jeg så blevet. Og I skal da ikke snydes vel, så her kommer Sønne & Livses tegn-guide:

MERE: Lad fingerspidserne på begge hænder møde hinanden. Det her er vistnok den amerikanske udgave af tegnet - den danske version er at pege med én finger på den anden hånds håndflade. Potato potato... Liv er glad og vil have mere af alt.

HEST: Sæt tommelen mod tindingen og vink. Det ser fjollet ud, ja. Og der er flere versioner af tegnet, men tegn, hvor man skal røre ved kroppen eller hovedet, er som regel nemmest at lære.

FUGL: Lad hånden forme et næb og pippe løs. Det giver vist næsten sig selv.

HAT/HUE: Klap på hovedet. Liv bruger i øvrigt også det her tegn om regn ("uh, det regner på mit hår!"), selvom det officielle regn-tegn er mere a la det, man bruger i Lille Peter Edderkop.

HVOR: Vend håndfladerne opad. Her er det BetteSønne, der demonstrerer - det er et af de tegn både han og Bette brugte og bruger allermest.

TELEFON: Form en telefon med hånden mod øret. Igen er det baby-Sønne, der viser alverden, hvordan det skal gøres.

lørdag den 22. september 2012

BederCoffee


Nej, det er stadig ikke StreetCoffee. Men det er saftsusemig tæt på.

For Viggos mor aka Velomama aka min evige, handlekraftige sambo i hjertet blev træt af mit kaffeklynk og købte en Nespresso-maskine i Den Blå Avis. Til mig. På trods af ruin efter sit franske bryllup.

Som Jesus siger: Ingen kan give mere end dét.

(Eller er det kun præsten i Disneys Robin Hood-film, der siger sådan? Selvom jeg har tilbragt årevis på en kristen efterskole, lader min nytestamentelige viden en hel del tilbage at ønske. Jeg kan til gengæld recitere samtlige replikker fra Robin Hood i søvne.)

Nå. Men altså. Kom til kaffe!

Vidste I i øvrigt, at når det er ens funky og rare Vesterbro-venner, der køber kaffemaskinen til én, så føles det slet ikke provinstræls og ligusterbedsk?! Virkeligt smart. For det vakkelvorne selvbillede og hverdagens kaffenydelse.

onsdag den 19. september 2012

Kærlighed, forkølelse og andre konsekvenser af manglende spejdersind

"Du har vist aldrig været spejder!" sagde Kontormakker kækt, da jeg dryppede ind på kontoret for ikke så længe siden. Mut og kold.

Jeg kunne fortælle, at jeg BÅDE havde været spejder OG sejlet på de syv verdenshave (eller i hvert fald et af dem), men at jeg alligevel ikke formår at aflæse hverken skyerne eller iPhone-vejrudsigten ordentligt. Og at jeg derfor var helt uforberedt på den styrtregn, der skyllede ned over mig og min sommerjakke og min nylonstrømper fem minutter efter Beder og cirka 45 minutter før mit kontor i nord-Århus. (Ja, jeg cykler meget langsomt. Giv mig en ny cykel og/eller kondition eller ti stille...)

I øvrigt havde jeg heller ikke regntøj med ud på det der verdenshav. Hvilket er virkeligt, virkeligt åndsvagt, når man sejler på en lillebitte båd, hvor man ofte-ofte bliver spulebruset af meterhøje bølger. På den anden side bliver man så nødt til at låne sin med-matros' sejler-regntøj, og en-to-tre, før man har set sig om har man to børn og bor sammen med med-matrosen i et bofællesskab i Beder.

Måske er det simpelthen min underbevidsthed der tror, at der kommer gode ting ud af IKKE at være beredt? Måske har den ikke forstået konceptet forkølelse? 

Måske snakker jeg kun om både og verdenshave, fordi jeg har udsigt til en pisseueksotisk parkeringsplads i regnvejr, og fordi jeg fryser ret meget i mit våde tøj.

Hm.

To gode konsekvenser af at færdes i verden uden regntøj.

tirsdag den 18. september 2012

Dette er HELLER ikke Street Coffee...


... det er faktisk slet ikke kaffe, men en kop te, som verdens rareste bibliotekar serverede for mig på Beder Bibliotek. Det er ikke første og nok heller ikke sidste gang.

Venlig betjening er i øvrigt ikke det eneste, biblioteket har tilfælles med Street Coffee. Næh: Ingen af stederne er der toiletter. Eller det vil sige - biblioteket HAR et toilet, det er bare aflåst det meste af dagen.

Og begge steder umuliggør de manglende tissemuligheder at lege kontor ret længe af gangen. Selvom jeg har prøvet, jeg har virkeligt, virkeligt prøvet.

mandag den 17. september 2012

Stolthedsting. Lykketing.

Jeg slår jævnligt mig selv og bloggen og tilværelsen i hovedet med skyld. Skyld er mit foretrukne våben, faktisk, og kan hales frem og bruges til at slå (mig selv) i stort set alle sammenhænge: Hvis en ble bliver skiftet ti minutter senere, end godt er. Hvis et barn har haft en dårlig dag i børnehaven. Hvis de andre medlemmer af husstanden ikke spiser grønsager nok (og det gør de aldrig). Hvis børnene kommer for sjældent i bad. Eller for tit. Hvis cyklen cykler lidt for langsomt hjem fra arbejde. Hvis en velgørenhedsorganisation ikke får mønter nok i bøssen. Hvis nogen i avisen har gjort noget strengt, jeg egentligt ikke har indflydelse på. Hvis nogen dør i Afrika. Og så videre.

Men der er også en anden slags ting. Stolthedsting. Lykketing. Ting som er fine og dejlige, ting som fodrer skylden af med et stykke kage og en økologisk gulerod, så den ikke længere kan råbe ret højt. Lad os for én gangs skyld snakke om dem:

Bofællesskabet er sådan en ting. Af mange kortisolsænkende, saliggørende, "se-vi-har-udsigt-til-horisonten"-agtige grunde, men først og fremmest fordi det er det perfekte sted for børn. Mine børn. Nej sgu, alle børn i hele verden. Plads og luft og legekammerater og trampolin og gymnastiksal og høns og venlige voksenhænder og rammer der gør, at forældremenneskerne kun skal lave mad (åhsåøkomad) én gang om ugen. Og en havetraktor og et værksted og en busk fyldt med hindbær.

Anne-Anne er også sådan en... ting. Anne-Anne er min søster (dog ikke genetisk, men hvem hænger sig i dét - udover Lone Frank?) og passer BetteLiv tre dage om ugen, så hun ikke behøver komme i vuggestue. Endnu. Og det er sguda pissebesværligt kun at få sit barn passet tre dage om ugen - og oven i købet herhjemme. En beslutning der gør, at vi, som en journalistven har formuleret det, "jo for fan altid er lidt på røven." Men det er også lykken. Nej, Lykken, med stort L. Fordi BetteLiv griner og vinker og vil op, så snart Anne-Anne træder indenfor om morgenen fx. Og fordi vi ikke et eneste skyldigt lille øjeblik behøver at stresse over, om hun mon sidder i et hjørne og græder, uden der er en pædagog der ser det. Og så videre. Vuggestueudskydelses-Anne-Anne-tingen er uden tvivl det mest speltede arrangement, vi nogensinde har sat i søen, men det er saftsusemig også et af de bedste.

I weekenden havde vi besøg af rare mennesker (det yngste kendt fra vandreture med dobbeltvidunderet) og drak en masse rødvin. Det forklarer måske den rødvinskloge selvfedme i alt det her. Eller: Måske havde vi bare fat i noget af det rigtige, da vi efter tredje flaske vin konkluderede, at vejen til et rart liv hænger sammen med selv at (føle at man kan) vælge sine omstændigheder. Aktive valg og ansvarstagen, iggå, på den ikke-liberalistiske måde.

Jeg kigger på mine lykketing og tænker, nej, mærker, skisme, at vi har truffet gode og rigtige valg. Så har vi prøvet dét med. Og lige om lidt bliver jeg til Andrea Hejlskov. Det er OK.

BetteFolke-weekendgæst i midten af en lykkelig børnesandwich. Bemærk i øvrigt, at Livse laver sit babytegn for MERE.

Og nu ved I, hvad vi ønsker os i fødselsdagsgave.

I nat drømte Sønne om "gamle Porcher og gamle Ferrarier og gamle Citröener og gamle brandbiler i gamle dage, mor."

Selv drømte jeg, at de 20 kubikmeter usorteret babytøj i hjørnet på Livs værelse på magisk vis havde sorteret sig selv, og at hele værelset var blev ryddet op. Da min underbevidsthed så, hvor glad jeg blev for dét, gassede den op og lod mig drømme, at vi havde fået au pair. Og selvfølgelig en glad, deltidsagtig én, der arbejdede 100 procent indenfor rammerne af sin kulturudvekslingsaftale, og med hvem jeg jævnligt diskuterede mine politiske og moralske skrupler over at have et andet menneske til at arbejde for mig til en ringe løn... OG som sagde, at hun faktisk NØD at vaske tøj, som nogen havde skidt på.

Senere i drømmen fik jeg vistnok en ny cykel. Og min ansøgning om et Vigtigt Projekt blev kaldt "helt genial."

Og sådan er vi så skræmmende simple, Sønne og jeg. Selvom jeg dog godt vil give min underbevidsthed point for politisk korrekthed.

En Mercedes i ikke-ret-gamle dage men til gengæld med smuk nabo.

fredag den 14. september 2012

Bederkuren. God for livsmodet og små, trætte ben.

OK. Så jeg er skizo. Det er der heldigvis andre, der ikke er:

SØNNE FØR BEDER: Byen stinker. Verden er ond. Benene er altid trætte.


SØNNE EFTER: Beder er vidunderlig. Livet er godt. Benene er (næsten) aldrig trætte.

tirsdag den 11. september 2012

Ambivalens er (ikke ubetinget) en dyd

Jeg arbejder med min skizofreni:

By-land
huhej-chilleren
arbejdskonsulentdame-mordame
hurtig-langsom
hård-blød

Find selv på flere. Egentlig går det OK-agtigt  med at rumme livet på de to meget forskellige planeter. Eller i det mindste bedre. I hvert fald så længe hovedet er i sving med en ny pressemeddelelse/et website/en brandbilsleg/noget søskende-konflikt-brandslukning. Det er, når hjernen pludselig får luft og ilt og plads, at ambivalens-skelettet ramler og skizomor bryder frem.

Som i går på cyklen hjem, hvor jeg fik øje på to småbørn på en trampolin i en have. De hoppede op mod eftermiddagssolen, og den benhårde arbejdsdame gik i tusind stykker og blev blød og fyldt med savn efter alle de mange timer, hun netop havde mistet af sine egne ungers liv.

Godt der er så mange bakker, iggå, at jeg det meste af turen kun kan tænke kom-så-kom-så-kom-så-kom-så...

tirsdag den 4. september 2012

Det værste ved Beder er kaffen. Det værste ved mine børn er, at de ikke kan sove.

Nåmen hvis jeg ikke var så alt-er-gråligt-og-de-sorte-rander-når-ned-til-rynkerne-ved-min-mund-TRÆT, så ville jeg nok følge op på al den snak om snore i hovedet og stressfridag og den slags.

Men det er jeg altså, grålig-træt. Der er nogle børn, der ikke sover. Og så videre.

Har jeg eventuelt skrevet det her indlæg før? Der må være noget fra en 2010-stykker, jeg kan genbruge. Se mig, ih hvor er jeg en træt småbørnsmor, det er cra-zy. Noget i den (velformulerede og originale) stil.

På en måde er det nemmere nu end dengang, da Sønne var på Bettes alder, og vi altid var trætte. Dels fordi, bum, vi faktisk ikke ALTID er trætte nu om stunder. Og dels fordi min krop godt kan huske, at den overlever det her. Hvilket gør følelesen "det går aldrig det går aldrig det går aldrig fuckefuck nu besvimer jeg ned i computeren/barnet/tøjvasken" lidt nemmere at holde i ave.

Måske er det også fordi, jeg har fået et mere liberalt forhold til fjernsyn og sukker? Og fordi jeg ved, der er nogen andre end os, der skal lave aftensmad i aften. Og at der er rester oppe i fælleskøleskabet, som jeg kan spise til frokost, så pyt med at vores eget trætte køleskab er pivtomt.

Hey, se lige hvor positiv jeg er ved at psyke-skrive mig selv til at blive. Jeg må hellere stoppe og drikke noget ringe kaffe, mens legen stadig er... dårlig.