Det er et lille skridt for menneskeheden og alt det der... Men for os er det stort. Thi BetteLiv overnatter langt borte (mindst seks kilometer) fra sine forældre i nat. Herunder fra mig. Det er den første nat nogensinde, at Liv ikke har enten Manden eller jeg ved sin side.
(Og ved sin side mener jeg VIRKELIGT ved sin side. Det barn aner ikke, hvad man bruger en tremmeseng til og dyrker spelttonet co-sleeping, uanset om forældrene synes det er en god ide eller ej.)
Heldigvis er der en storebror til at passe på hende. Han sover nemlig heller ikke hjemme. Og der er, mere betryggende, en farmor og en farfar med mod på lidt af hvert.
Og efter at have hyperventileret intens over de eventuelle traumer, natten væk fra MOR påfører barnet, glæder jeg mig nu tilsvarende intenst til drinks ude i det dersens byliv. Med Manden. Lige om lidt.
God weekend.
Swing nu godt med ørerne - dette er den første af mange nætter uden børn. Og så er det væk, og kommer først med børnebørnene igen.
SvarSlet