Måske jeg kommer til at elske den, når jeg lærer at køre i den?!

Vi har købt en bil: En ti år gammel, overordentlig billig Lupo.

Og i cirka 24 timer var jeg en virkelig begejstret bilejer. Altså what’s not to like? Den kører cirka 27.000 kilometer på literen, den er nuttet, den har automatgear, og den er så gennemskramlet, at det ikke gør alt for ondt på mit jeg-hader-alle-skinnende-biler-selvbillede.

Men så, bum, var det som om tiøren faldt: Jeg bor i en forstad. En JYDSK forstad. Jeg har en Nespressomaskine (som jeg elsker). To børn (som jeg elsker højere end Nespressomaskinen, undtagen om morgenen). Et lån. En køkken-alrum, som relativt tit bliver ryddet relativt op.

Og nu altså også en bil.

Og da jeg, efter tiørens fald, kiggede mig rundt i stuen med mine nye fuck-jeg-er-også-BILejer-øjne, så jeg ikke længere skumgummiet, der stikker ud af sofaen, eller tisse-syltetøjs-chokoladepletterne på puderne, eller skjolderne på den gamle ABC-reol, eller nullermændene i hjørnerne og de døde fluer i vindueskarmene. Eller maskerne fra Guatemala eller glassene fra Færøerne eller billederne fra, ja fucking hele verden. Jeg så, hvor helt utroligt pænt, vi bor. Med dueblå uldsofa iført noget matchende-agtig plaid. Med sårn lidt Miró på væggen, og med ens hvide kaffekopper og et køkken-rullebord fra IKEA. Jeg så en Eric Clapton-CD (!) henne ved anlægget, og jeg så de hvide fåreskind på vores (godt nok klunsede) Wegner-stole.

Manden kom ind og fandt mig rokkende frem og tilbage, mens jeg hvislede pænt-pænt-pænt-pænt.

Jeg truede med at lave graffiti over det hele. Han forsøgte halvhjertet at påpege skjolderne på ABC-reolen. Og så videre. Men måtte til sidst overgive sig og sige, at han udmærket forstod min trang til at skrive PIK på væggene.

Hvis vi har en slags fjollet mid-life-identitetskrise-ting kørende, har vi den i den mindste kørende sammen. Lige om lidt begynder vi nok at løbe halvmarathon eller spise kernesundt eller læse selvhjælpsbøger eller gå i meget stramt tøj.

Sønne er glad for Lupo og ikke det mindste ambivalent. Synderligt imponeret er han dog ikke. I hvert fald siger han, at han gerne SELV vil have en motorcykel, og at "vi skal købe en gravko og en dumper og en lastbil i morgen, mor."