Drager af mælkekartoner. Lykke af uvisse ingredienser.

Jeg har nemt ved at skrive om søvnunderskud og trodsalder og hold-i-ryg-stress og sygdom og overspringshandlinger og frustrationer og bil-angst og pis og papir.

Til gengæld har jeg utroligt svært ved at skrive om det modsatte uden at gå i floskel-chok og ende med at slå mig selv i hovedet med den store mentale habitus-hammer. Det er altså svært-svært at skrive om alle de lommer af blød lykke, der fylder mellemrummene mellem søvnløse nætter og eksistentielle småkriser.

Og hvordan skal jeg så beskrive min fornemmelse af, at det bløde og det hårde er ved at bytte plads? At hverdags-lykke-tilfredsheds-glæde-det-er-ok-alt-sammen-heden er hovedingrediens, og pisset og papiret må nøjes med den plads, der nu engang er tilbage?

Det er efterårszen. Eller lykken ved at bo i bofællesskab. Eller måske er jeg bare så lige tilpas medium-udsovet, at jeg i flere minutter ad gangen kan se, hvor helt utrolig smuk og rar min bette familie er. Måske er det stilhed før stormen. Eller også er jeg omsider landet i de der 30'ere, hvor man er i stand til at sætte ægte pris på små lyksageligheder som Livses babytegn og Sønnes ansigtsudtryk, når vi snakker om hans fødselsdag. 

Måske vi ikke behøver bruge ret meget mere tid på at filosofere over det? Og nej, I finder ingen henvisninger til buddhist-munke her, thi Sønne - der for nylig har fremtryllet en mælkekarton-drage i børnehaven - er den klogeste af os alle: "Den ER så flot den drage. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor den er SÅ flot. Sådan er det bare!"

Min liv er så fint for tiden. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor det er så fint. Sådan er det bare!

Og her er dragen: