Jeg havde boet i Beder i under en uge, da jeg tog mig selv i at traske ned til SuperBrugsen med strømper i sandalerne.
Kort efter fik jeg et par træsko (hvide, hæl-løse, sosu-look), som jeg hurtigt kom til at befinde mig ufatteligt godt i.
Et par måneder gik, og så kom Nespresso ind i mit liv. Og kort efter en bil.
Og i denne uge skete det så: Jeg fik en vindjakke. En rød én. Med lommer over det hele. Jeg er det røde lyn på cykelstien, siger jeg jer.
Og godt nok stammer den fra bofællesskabets klunsereol, men det giver alligevel flere provinspoint, end jeg nogensinde før har haft.
Snart står den vel på zumba og/eller leggins.
Det er alt sammen mere OK, end jeg troede.
(Minus zumba)
Og jeg fortæller hele tiden mig selv, at provinsificeringsprocessen er reversibel. Så jeg forstås ikke render rundt i træsko og joggingtøj, når vi en dag flytter til Berlin/New York/Barcelona/Madrid/Rom. Hvilket vi selvfølgelig gør. En dag.
Du har vundet billetter til Eskelund, vær lige sød a giv et pip ret hurtigt, hvilken dag du vil se showet. ;)
SvarSletJeg solgte vores tvillingebarnevogn den anden dag. En meget stolt far til næsten nybagte tvillinger troppede op og afhentede den. Han arbejdede i en dyr tøjbutik og var majet, majet velklædt. Jeg lagde næsten ikke mærke til at jeg kom ud til ham i min mands træsko uden hælkap - og jeg undskyldte overhovedet (næsten) ikke. Godt jeg ikke fortalt ham at jeg engang var sådan en hipster-agtig (ej, ikke rigtig) type, der boede i 8000 C og drak latte fra dyre cafeer dagligt. Så havde han nok hængt sig selv i sin nybyggede garage efterfølgende.
SvarSletVi ses i New York engang.
For fan. Jeg savner kraftedme de dyre latter. Og New York. Må man godt sige det, når man i virkeligheden har ALT?
Slet