Digitalt egnet. Not so much.

Jeg er et journalistmenneske, der får penge for at vide noget om digitale medier og håndholdte devices. Som i tablets og smartphones og den slags.

Ergo skulle man tro, at jeg kunne styre min iPhone.

Det gik også meget godt. I månedsvis. Indtil jeg i dag lagde hjernen udenfor kontordøren, tilsluttede telefonen til computeren - og, da iTunes tilbød mig dén mulighed, trykkede GENDAN.

Jeg vidste den var gal omtrent et nanosekund efter, jeg havde trykket. Og fik straks helt angstrøde kinder og knastør tunge... og blev, vupti, sendt knap to år tilbage i tiden. Til den 18. januar 2011 for at være helt præcis. Den dag jeg sidst fik (min eks-)iPhone og iTunes til at bonde og kramme og gemme hinandens oplysninger.

Pludselig var jeg mange telefonnumre, mange notater, mange apps, mange SMSer og rigtigt meget kalender fattigere.

Pludselig var Sønne to år på billederne.

Pludselig var store dele af mit liv forsvundet.

On the bright side har jeg bizart nok formået løbende at backe mine fotos op, så der er stort set intet gået tabt dér. Og, endnu mere bright, viser det sig, at man faktisk godt kan dunke sig selv hårdt i hovedet med en iPhone, uden at hverken telefon eller hoved går alt for meget i stykker.

Nu overvejer jeg at anskaffe mig en notesbog. Eller sådan en papirkalender, som vi brugte i gamle dage for et par år siden. Og: På forhånd undskyld for alle de aftaler, jeg ikke dukker op til den kommende tid og for alle de SMSer, jeg ikke svarer på. I skal ikke tage det personligt. Jeg er bare meget mindre digitalt egnet, end jeg normalt går og blærer mig med.