fredag den 20. december 2013

Vinterfanden viste sig at være et udmærket menneske

Det er mærkeligt med den her vinter; den er her lissom bare. Uden det føles som om, at jeg er ved at gå til at vinterdepression.

Det er ganske uventet. Jeg har fx brugt det meste af sommeren på at have forhåndsangst over, at der skulle komme endnu en vinter, og jeg endnu en gang skulle sidde og rådne op på en frossen pløjemark i forstæderne.

Men: Pløjemarken er ikke frossen, og jeg sidder ikke og rådner men stikker af i Lupoen, når det er nødvendigt. Jeg kan fx køre ind og mødes med gode mennesker og smukke naboer i noget urban setting:


Den her vinter er ikke sidste vinter (og det er godt, for jeg kunne ikke have klaret det én gang til. Det tror jeg virkeligt ikke, at jeg kunne).

Og måske hjælper det nogle gange at male et rigtigt grimt billede af fanden på væggen, fordi virkelighedens vinterfanden så ikke er helt så styg i sammenligning?

mandag den 16. december 2013

Der er heldigvis også morgener, hvor man har lyst til at råbe HALLELUJA

Så vi bøvler med søvn og alment vanvid, ja? Ja.

Men så lige pludselig sover den søvnløse en hel nat (godt nok med tæerne mere eller mindre hvilende på mit ansigt, men dét kan jeg nu godt sove fra), og han hopper fresh ud af sengen næste morgen. Tager et bad uden bøvl. Spiser morgenmad i højt humør, mens han forklarer mig (!) om landene i Europa. Så leger han lidt (og griner meget) med sin søster, før vi kommer ud af døren. I god tid og uden skyggen af bøvl.

Er der nogen (udover Sønne), der pludselig har gjort noget rigtigt? Er det bare en af barndommens mange uforudsigelige og uundgåelige svingninger?

Og hvordan får vi det her til at fortsætte mere end én nat? For det er himmelen, sandelig!

Fra nissearkivet.

søndag den 15. december 2013

Musikintervention og så mange superlativer, man nu har lyst til

På bageste række sad en dame og græd, så hendes skuldre hoppede, og hun måtte pudse næse flere gange.

Glory to God, Glory to God, Glory to God in the highest, sang noget i retning af 400 korsangere for fødderne af hende med en styrke som et episk atlanterhavsstormvejr. 

Den grædende dames hår var kridhvidt mod den røde bagvæk i symfonisk sal, og det var på en eller anden måde nogle meget passende farver til sådan en julekoncert, tænkte jeg, før dirigenten skruede endnu mere op for stormstyrken og blæste alle mine tanker langt væk.

Endelig lagde grædedamens tromletykke mand en fraværende arm om hendes spinkle krop uden at dét fik sat en stopper for tårerne. Først da det igen blev solisternes tur, holdt hun op med at græde. Smukt, ja, men helt uden vindstød af stormstyrke. Tid til at trække vej, pudse næsen, tælle violinerne (21) og kigge rundt på det øvrige dannede, grånende publikum.

Og så:

Halleluja
Halleluja
Halleluja
For the Lord God omnipotent reigneth
Halleluja -

Jeg vil tro, at grædedamen græd igen. Men jeg kiggede ikke; sad bare der på balkonen med røde stormkinder og mine helt egne tårer.

Halleluja, halleluja!

Det var Händels Messias i Musikhuset, venner. Med hundredevis af begrejstrede, dygtige, rørte amatører og Aarhus Symfoniorkester. Og nu skal det sgu alligevel nok blive jul.

lørdag den 14. december 2013

Søvnintervention #2

"Tror du, det er et udviklingsspring?" spurgte bofællen, da jeg bistert hvislede noget om Sønne og søvn.

Og jeg svarede (stadig bistert) noget i retning af:

Er det et udviklingsspring?
Er det decembers daglige sukkerchok?
Er det vores opdragelse, der ultimativt har slået fejl?
Kræver vi for meget af ham?
Eller for lidt?
Sætter vi for få grænser? Eller for mange?
Mangler han nærvær? Eller gulerødder, eller motion eller opbyggelige historier fra gammeldags børnebøger?
Er det bare en dårlig vane? Og skal vi i givet fald lave sådan noget skema-haribo-intervention?
Er det en fase?
Er det vanvid?
Er det julestress eller vinterdepression?
Er han så oversød så meget af tiden, at han bliver nødt til at reagere? Er det min skyld?
Er det fordi, der er nogen, der strenge ved ham henne i børnehaven?
Er det? Er det, hva'?!?

Det værste er censureret væk, for det kan ikke tåle internettets evighed. But that's how I feel. Og det er meget, meget trættende.

(Bofællen kunne ikke svare på nogle af spørgsmålene. Det er forståeligt, synes jeg.)

fredag den 13. december 2013

Ingen jul uden søvnintervention

Vores liv er:

Intens julelykke med våde luciaøjne, gløgg, glade julebørn og kun moderat snue

skiftevis med

fuldstændigt afsindigt, vanvittigt afkom, der nægter at sove og optager timevis af dyrebar aften- og sovetid med at stædighedstorturere først den ene så den anden så begge desperate forældre. Med avancerede trusler, som kun en fem-årig kan fremsætte dem, og ubøjelighed stædighed, som den kun kan se ud hos en to-årig.

Det første er generelt for fesent at skrive om, det sidste gør mig så træt og tung, at jeg dårligt kan løfte armene op til tastaturet. Hvorfor er de så skøre? Hvad er det, jeg gør galt?

Og hvornår kommer Lola Jensen forbi (nej, ikke Erik Sigsgaard. Han er altid på børnenes side) og redder mig og børnene og aftenen og julen? Hva'?!

torsdag den 5. december 2013

Mælk i Midtjylland. Eller: Sammen redder vi verden

Når vi ikke lige juler eller slås med vores børn, så laver vi film. Manden og jeg. Vi har for eksempel lavet den her fødselsfilm, som efterhånden bliver set af alverdens højgravide damer.

Nu er vi så i gang med amningen (som går ad helvede til for forbløffende mange - for én ud af tre, hvis man skal tro på den seneste undersøgelse). 

Manden filmer allerede løs på nogle gode, nybagte forældremennesker, men vi vil gerne have nallerne i nogle flere.

Og det er her, I kommer ind i billedet.

For I kender selvfølgelig nogle midtjydske førstegangsgravide, som godt kan overveje at være med i en nydelig og lødig bette sag i stil med fødselsfilmen. Og som på den måde kan være med til at redde verden, eller i hvert fald fremtidens ammebøvlere (og os). I kan læse flere detaljer liiiige her neden for:


Det er i øvrigt er vor usædvanligt pæne bofælle Marlene, der er model. Sammen med bofællesskabsbebsen Vilfred - drengen, som alle Livses dukker er opkaldt efter. 

Det var et sidespor. 

Men: Kom glad med jeres førstegangsgravide venner og modtag evig taknemmelighed og god karma og øl (men det sidste byder vi nu som regel på alligevel).

onsdag den 4. december 2013

Grækerne og jyderne


“Det er da bare utroligt med Sønne. Så stor han er! Så meget fornuft man kan snakke med ham. Kan du huske, de vanvittige raserianfald, han havde engang? Det var så sindssygt. Det er lissom noget helt andet nu. He-elt andet. Han kan styre sig selv meget bedre. Sådan en stor og fornuftig dreng.”

Sagde jeg til Manden i går. Helt stolt og glad og lettet.

I morges kom jeg (i et inferno af hyl og skrig og trods og terror) i tanker om noget andet jeg engang sagde. Helt ung og klog og artig til studenteksamen i oldtidskundskab for mere end 13 år siden:

“Nemesis var noget helt naturligt for De Gamle Grækere. Man kunne godt lade være med at tro på hende, ikke, men det ville svare nogenlunde til at lade være med at tro på tyngdekraften.”

Det gælder så også for De Nye Jyder.

mandag den 2. december 2013

Det pynter det pynter!

For første gang siden jeg fik børn - nej, for første gang nogensinde, tror jeg - har jeg julet igennem på den voksne måde. Den overskudsagtige måde. Og før 20. december.

Juledekorationer (ja, i flertal), kalenderlys (ja, i flertal) gran på døren, strømper på søm, engle i vindueskarmen og glimmer udover det hele. De små i nissehuer og julemusik og ler- og grødfedtet tøj på den nuttede og ikke den klamme måde. Et selvfældet juletræ; et resultat af en lang og upylret gåtur over markerne. I Angulusfodtøj og nissehuer og sunde, røde kinder.

Liv der råber "det pynter, det pynter!" mens hun drysser lilla tryllestøv udover nogle grimpæne børnejulekort.

Liv der queerkorrekt siger "når mig blir voksen, mig være julemand. Så mig saver med motorsav! Og får en lille julebaby!"

Sønne der roser mit juleoutfit: "Jeg synes simpelthen bare, den kjole er så flot mor."
Og Livse: "Mors hue pynter!"

Her er endda delvist ryddet op. I stuen, i hvert fald.

Send bare damebladene og børnebladene og instagram og kreabloggerne forbi. I et ganske kort øjeblik, så de ikke hører begge mine børns konstante strøm bandeord (fækale, seksuelle og religiøse) og ser mig skælde ud, når ungerne hælder legoklodser udover det hele og forstyrrer den helt unikke og ryddelige juleidyl, jeg lige har fået stablet på benene. Eller overhører en putning efter en dag med julamok og sukkerchok, hvor der bliver sagt helt utroligt ujulede ting både af dem i køjesengen og af dem, der putter. 

Men ok. Overordnet set har vi satme fortjent mange julepoint.


fredag den 29. november 2013

Måske er det bare sjovere at fylde fem

Jeg blev 33.
Og fejret med en lystig blanding af bræk og tyndskid (de andres, dog) og almindelig søvnmangel og småsygdom (min egen).
Og selvom jeg altså nu har nået Jesu alder, er jeg ingenlunde blevet voksen og rummelig nok til den slags fødselsdag.

Sjældent har man set en fødselar i den grad surmule. Et utaknemmeligt skarn, som universet havde belønnet med nogenlunde helbred og en familie, der trods al dårligdommen sang "happy birthday" på det mest nuttede børneengelske længe hørt. Og som fik masser af naturligvis fremragende gaver.

Seriøwsly, kun lange indre samtaler med Cam fra Modern Family (der insisterer på at blive fejret RIGTIGT uden at have dårlig samvittighed over det) og lange ydre samtaler med min søster, fik mig nogenlunde gennem dagen.

Det er mig til venstre.
Det er svært at være ti år inden i og 33 år uden på.

Desværre tror jeg, at jeg har traumatiseret min familie sådan helt permanent ved at være så eddikkesur dagen lang.

Fedt nok.

Måske er jeg blevet rigtigt voksen, når jeg fylder 34. Selvom jeg tvivler.
 

onsdag den 27. november 2013

Nu med fotos...

... fordi andre menneskers feriebilleder will make your day. I hvert fald når de forestiller grise med julestjerner i numsen:


Eller hvad der simpelthen MÅ være ufolandingspladsarkitektur:


Og SOL:


Har I stadig ikke bestilt en flybillet til Barcelona!? Af sted med jer!

tirsdag den 26. november 2013

How to beat the Beder winter #1

Nåmen i øvrigt har jeg været tre dage i Barcelona med Maris aka min evige sambo i hjertet aka Viggos mor.

(Og ikke i Kina med helikopter og alle mine venner, som Livse bildte vuggestuepædagogerne ind.)

Og vi er jo de mest nonchelante globale damer og blablabla og har boet i Barcelona og what have we. Så vi var naturligvis hævet over almindelige dødelige turister og og turistattraktioner og kunne bruge tiden på dels at snakke om vores børn (...) og dels med at gå på jagt efter sol, rødvin, stegt mad fra det lokale køkken. Og gamle ufolandingspladser. Og grise med blomster i numsen.

Og så var der også lidt dødsdruk. Men det bliver jeg helt svimmel af at tænke på stadig væk, så den gemmer vi til en anden gang. Eller aldrig.

Og hvis min telefon aka mit kamera kunne snakke sammen med blogger, ville jeg spamme jer med billeder (af sol, ufoer og grisenumser), men det gemmer vi til en anden gang. Eller aldrig. Jeg har under alle omstændigheder fået nok af det hele (sol, ufoer etc.) til at holde vinterdepressionen stangen resten af året. Hep. Og spanske julegodter har jeg også med hjem!


mandag den 25. november 2013

"Var det ikke bare en fantastisk fødselsdag?"


“Jeg er bange for, jeg ikke kan holde fødselsdag!” sagde drengen i et klart øjeblik efter at have kastet op i stride strømme. Klokken fem om morgenen på sin fødselsdag.

Det kunne han godt, den lille store, men det foregik på langs og med rundstykker, gaver og film indtaget i en bunke sammen med sin bræksøster og et hav af (raske) gæster.

Med bræk hid og did fra begge børn.

Og alligevel: Det er det største i verden at blive fem år. På en måde er det også det største i verden at være mor til en, der bliver fem år. En delt førsteplads. Gaverne. Gæsterne. Kagerne, som man godt nok ikke kan spise noget af, hvis man har kvalme, men som man godt kan være glad for alligevel.

“Jeg har fået så meget lego, at det ikke engang kan være på mit værelse!” sagde han, og det var som om hans hår strittede ekstra meget af ren lykke og taknemmelighed. Han kunne næsten-næsten ikke tro sine egne ord. Så meget lego!

Og ængstelige mortyper behøver ikke være bange for, at fødselsdagen var en skuffelse på grund af lidt bræk. Næste morgen tidligt-tidligt kravlede den nu femårige i hvert fald ind på madrassen til sine bedsteforældre og sagde:
“Mormor! Var det ikke bare en fantastisk fødselsdag!”

Bemærk brækspanden i baggrunden. Og de store legokasser!

mandag den 18. november 2013

Man kan altid stole på bedstemødrene

Sønne: Nu er der kun FEM dage til min fødselsdag!

Liv: Også mig har bøssesdag!

Sønne: Nej, livse! (Og så lidt mere tøvende) ... har hun vel, mor?

Liv: Mig har stor bøssesdag! Julemanden kommer til mig, har gaver!! Faktisk!

Sønne (nu blid og pædagogisk): Prøv og hør, Livse, når storebroren har fødselsdag, får du nok OGSÅ en lille gave.

Liv (med begejstret accept): Julemanden kommer!

Sønne: Nej, det er mormor, der sørger for det. Eller Elsebeth (bonusbedstemor red.). Eller farmor. Det er dejligt, iggå Livse!

lørdag den 16. november 2013

Dagens tip

Hvis I taler i telefon med en god veninde i den fødedygtige alder, og hun siger...

... at det var hårdt at drikke så mange superlight-øl til sidste arbejds-komsammen

og

... at hun håber, jeg holder babytegn-foredrag i hendes hjemby til foråret

ja, så er det formentlig fordi hun prøver at hinte noget glædeligt. Som I - nu hvor I ved, hvad I skal kigge efter - måske bemærker og gratulerer.

I modsætning til mig. Som helt overhørte det om øllerne og tænkte, at det med babytegnene var et cue til at snakke meget lang tid om mig selv. Mig. Migmigmigmig.

torsdag den 7. november 2013

Ikke alverdens katte...

... kan gøre noget ved, at det er novembernovembernovember.

Oktober var fin og sprød og gul og rød og fuld af landlig landzoneidyl.

November er kold og mørk og fuld af forhåndsdeprimeret frygt for den kommende vinter. Og af tæv til vækkeure, der ringer alt alt for tidligt, mens vores del af planeten stadig er så langt fra solen, at det bure være forbudt at stå op.

Jeg havde tænkt mig at lægge en form for vinter-survival-PLAN (uden lyserøde blomster, med... dagslys, den slags). Men det er for koldt, og jeg er for træt.

Prust. Støn. Fordømte nordlige breddegrader.

(Ved siden af mig i sofaen sidder Sønne i øvrigt og ser Bumle. Han siger, han har for ondt i maven til at gå i børnehave. Jeg tænker, at han måske har arvet mine uheldige gener for vinterdepression.)

torsdag den 31. oktober 2013

Pels og store øjne. Den kendte terapiform for hele familien.

Vi talte så pænt til hinanden hele eftermiddagen. Endda mens vi bagte boller; børnene roste hinanden for at røre og hakke og blande.
Sønne støvsugede på eget initiativ og hjalp med at rydde op.
Vi krammede og legede og var totalt i nuet.

Da englebasse et og to til sidst sov sødt i køjesengen, begyndte jeg at lede efter svar: Hvad var det, der var gået så rigtigt? Var det bare et tilfælde? Havde jeg gjort noget andet, end jeg plejede? Havde jeg monstro gjort noget rigtigt i fire år og 11 måneder, og NU kom så belønningen (nej, vel...)? Havde de mon oplevet noget særligt dejligt i deres respektive institutioner?!

Det var først lige før, jeg selv gik i seng, at det gik op for mig: Det handlede om katte.

Katte, ja.


På vej hjem fra børnehaven svingede vi forbi legepladsen, hvor vi tilbragte en halv time i selskab med et kuld af verdens mest nuttede kattekillinger. Liv kyssede dem alle sammen (jæs, I know) og hvinede og hoppede af fryd og kunne næsten ikke være i sig selv. Sønne blev den blideste og mest stille version af sig selv, jeg nogensinde har mødt. Og jeg (den kendte dyrehader) blev selv helt blød og blid og rosende og katteskruk.

Vi havde simpelthen fået så meget katteblødhedsdejlighedssamvær, at vi alle tre blev medgørlige i hidtil uset grad.

Og jeg (den kendte dyrehader) har fået en helt, helt ny respekt for et folkefærd, jeg ellers aldrig har forstået: kæledyrsejerne. Hold. Nu. Op. Hvor var de søde. Vi skal simpelthen have noget mere kat i hverdagen.

tirsdag den 29. oktober 2013

Sådan en bilist bliver jeg ALDRIG. Selvom jeg har den perfekte stormbil.

Mig (i en skrattende mobiltelefon): Æhm, jeg ringede bare lige, fordi jeg ikke kan lide tanken om, at du måske kører rundt i stormen med to børn i en meget lille bil.

Manden: Det er helt fint! Vi kørte gennem skoven, jeg kunne simpelthen ikke lade være. Det var SÅ flot.

Mig: Æh - jamen hvis det nu bliver ved med at blæse sådan, vil I så ikke bare blive hos Farmor og Farfar, så kan I altid spise aftensmad senere? Lupoen er altså virkeligt ikke nogen stormbil.

Manden: Lupoen er den perfekte stormbil! Alle de andre biler kunne ikke komme forbi det væltede træ, men Lupoen er så lille, at vi faktisk godt kunne. Intet problem.
Mig: ...

mandag den 28. oktober 2013

Hvad vi råber for at overdøve stormen

Det skal nok gå!
Kom mørke, kom blæst, kom regn
Kom vanvittige efterårs(medie)storme og våde, brune marker
Vi har vores løbecykler, vores flyverdragter og vores bibliotek lige om hjørnet
Vi har en høj, rå latter, som vi griner, når vi overhaler nogle på den våde cykelsti
Vi har stearinlys, og vi har hinanden
Det her efterår SKAL blive til en bedre vinter, end den sidste
Det skal nok gå!

fredag den 25. oktober 2013

Ballade og ballade

I fællesrummet nede i Bettes institution hænger lange rækker af malerier. På den ene væg: Lutter grå elefanter på orange baggrund. På den anden væg: Lutter gule giraffer med brune prikker på lilla baggrund.

Det ser ret flot ud, egentlig.

Men det giver mig the creeps. Hvorfor er der ingen af børnene - for det er børnehavebørn, der har malet kunstværkerne, forstås - der har malet baggrunden gul og giraffen lilla? Hvorfor er der ingen, der har malet store orange pletter på elefanterne?

Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg skal lade være med at være så snævertsynet. Skal kreativitet måske absolut være noget med total fri klatmaling? Nej, vel. Måske har de fået et eller andet herligt og pædagogisk og kunstnerisk ud af at have en meget styret opgave. Siger jeg til mig selv.

Jeg siger også: Det her er en integreret institution. Når vuggestuen er så pissehamrende god - og det er den - så må børnehaven sguda også være det.

Alligevel har jeg the creeps og hovedet fyldt med billeder af små kinesere, der gør nøjagtigt, hvad de voksne siger.

Og på væggen i institutionens gang hænger en trin-for-trin-plakat, der viser, hvilke trin de små skal igennem, før de skal i skole. Trin nummer to er: DU MÅ IKKE LAVE BALLADE.

Hvad er ballade? Er det at male elefanten gul og giraffen grå? Eller at have lyst til larme og hoppe i stedet for at SIDDE STILLE PÅ NUMSEN OG RÆKKE FINGEREN OP (trin nummer tre og fire, så vidt jeg husker).

("Gustav, kan du huske, hvad vi gør, når nogen siger STOP!" som en damepædagog hvisler med tiltvunget pædagogik i en alt for stram stemme - til en dreng, hvis ben og arme hopper og danser og bokser af fire-års-krudt.)

Igen: Der er principielt ikke noget i vejen med at øve sig på at tage hensyn til de andre. Siger jeg til mig selv.

Alligevel bliver jeg glad helt ned i maven, når jeg - efter at have afleveret Livse under rækkerne af ens malerier - kører Sønne ud i kæmpebørnehaven og i armene på pædagoggitte, der griner og siger:

Nu står vi bare her og vinker til mor et øjeblik, og SÅ er det altså ud og lave ballede med de andre, iggå!

Sønne og Bette laver ballade i kæmpebørnehaven, hvor den slags er tilladt. Også for medbragte søstre.

onsdag den 23. oktober 2013

NEJ vi skal ikke

Sønne: Moah, skal vi ikke nok have en baby i vores familie?

Mig: Æh... nej.

Sønne: Mo-ah, skal vi ikke nok!? Hvorfor ikke?

Mig: Æhm, det skal vi bare ikke lige -

Sønne (der tydeligvis har fået en form for aha-oplevelse): Mor! Hvordan FÅR man egentlig en baby ind i maven?

Mig (synker noget og blinker meget hurtigt med øjnene): Jo, altså... Man starter med at, æh, finde en far...

(og det er så her, jeg kommer i tanker om Sønnes ven, hvis mor er selvvalgt enlig, og retter mig selv)

... de FLESTE starter med at finde en far, og så, æh, så -

Sønne (har fået endnu en aha-oplevelse og afbryder - heldigvis - glædestrålende sin stammende mor): Men mor, vi HAR jo allereje en far! Så kan vi godt få en baby i familien! YES! Så bliver jeg storebror til TO, og Livse bliver lillesøster til TO!

Liv: YES! Mig ha lille baby!

Mig: ...

søndag den 20. oktober 2013

Efterår. Arbejde. Nervøst vrøvl på engelsk.

Det er det dejligste efterår nogensinde. Jeg er den mest arbejdende og mindst bloggende mor længe.

Til gengæld kører jeg meget i bil.

Og gør min have vinterklar. Who would have thought.

En del af mit pludselige omfangsrige arbejde er at være redaktør for nogle unge, smukke og meget, meget ambitiøse journalister fra hele verden. Jeg føler mig grumme priviligeret (og bange. og gammel). Og jeg tager mig selv i at sige ting som "well, you know, I used to live all over the world, and now I live in the suburbs and have a really dull life, hahaha, so you're like the exotic thing for me. That's so great!"

Den slags bemærkninger falder fuldstændig til jorden. Også hos mig selv.

I øvrigt er det også løgn, for mit bofællesskab er saftsusemig alt andet end dull. Men det kan jeg jo eventuelt viste de unge & smukke ved lejlighed. Når jeg lige har arbejdet lidt mere.

God søndag aften til jer.


tirsdag den 8. oktober 2013

Amager gennem Sønnebriller

En gruppe kvinder sidder og snakker i en krog af legepladsen

Sønne går forbi dem og kan ikke slippe dem med øjnene. Han nærmest bakker, mens han kigger på dem, og så hiver han mig i ærmet:

"Mor," fire-års-hvisker han, så alle omkring ham kan høre det.
"Er de HEKSE de der ovre, er de?"

De har sorte jakker og tørklæder om håret. De er kurdere, er jeg ret sikker på. Helt bestemt ikke hekse, min lille ven fra den tørklædefri jydske provins.

mandag den 7. oktober 2013

Amager gennem Livsebriller

Man kan lære meget om både Beder og Amager, hvis man vandrer 500 meter op og ned ad Amagerbrogade med Liv i hånden:

"Hvem er det?" spørger hun oprigtigt undrende og peger, når vi omtrent hvert femte sekund passerer nogle nye mennesker.

Hun trykker sin lille næse flad mod alle butiksruder og vinker til frisøren, der går og gør rent efter lukketid. Han vinker igen.

Hun peger på alle motorcykler og scootere og råber begejstret: "LØBECYKEL, lissom mig har!" Og hun insisterer (uden held) på at prøve en Harley Davidson, der står parkeret foran en tatoobiks.

Hun tæller cyklerne, men må give op: "Tretten, fjårten, femten, atten, tyve... så mange! Hvorfor mange? Hvorhen?"

Og hun kan ingenlunde forstå, at jeg ikke kender navnet på den lille tynde Amagerbaby, vi kan se gennem vinduerne ved McDonalds.
"Men hvad HEDDER hun, mor?!"

Åhja, og skraldet: "Hvem har tabt det, mor? Hvorfor?"

Og hundene!
"Mig godt ae den? Mig hedder Liv!"
Og vupti befriender hun halvdelen af Amagers hundejere, der kalder hende nuttet, og jeg bider min hundeskræk i mig og tænker, at aldrig før har Amagerbrogade været så helt utroligt eksotisk.

fredag den 27. september 2013

Gode venner

Vi står i børnehavens morgenkaos, og jeg forbereder mig mentalt på at lave store runde mor-øjne og sige "nu skal jeg gå, iggå, og selvom det er svært lige nu, skal du nok få en god dag, det er jeg sikker på."

For han FÅR en god dag. Det er bare så svært at sige farvel: Ingen tårer, bare en sammenbidt snart fem-årig, der ikke vil, og som holder fast i min arm med imponerende styrke. Det sværeste er, når jeg lissom skal vriste ham fri. Eller når han resignerer og står med armene helt slapt ned langs siden. Han kan være omgivet af buddies og yndlingsvoksne, og alligevel kan han synes, at det er verdens dårligste ide, at jeg går min vej.

Rundt om os løber tre-årige med grisetæer i hjemmeskoene og fire-fem-årige på morgenspeed. Jeg tager en dyb farvel-indånding.

Og så kommer Villads, Sønnes ven. Og Sønne kigger på ham, HAM, og ikke mig. Og de to drenge går helt tæt på hinanden, og jeg kigger ned på to næsten ens lyse manker, og de griner og fniser og rykker helt, helt tæt sammen.

"Gode venner! Rigtigt gode venner!" siger yndlingspædagogen, der går forbi i det samme, og han kigger på mig med et helt bestemt blik, der betyder: Jeg ved, hvor svært det har været. Det skal nok gå alt sammen.

Og jeg bliver slap og blød og varm i hele kroppen og ved ikke helt, om jeg skal grine eller græde. Så jeg gør ingen af delene, men siger bare helt udramatisk farvel, og fem-seks glade børn vinker alle sammen til mig ud af vinduet.

Og jeg bliver først en lille smule våd i øjnene da jeg tænder for noget radiopop ude i bilen. Det er lissom lidt lettere at trække vejret, end det plejer at være.

mandag den 23. september 2013

Og jeg kan ellers godt lide efterår

Ude på landet er det virkeligt, virkeligt, virkeligt mørkt om aftenen nu.

Det gode er, at man kan sige til børn med senge-vægring: Jamen du HAR fået lov at være meget længe oppe nu, se selv hvor mørkt det er!

Det dårlige er, at det er virkeligt, virkeligt, virkeligt er mørkt. Virkeligt mørkt. Og at det kun bliver værre fra nu af.

I går ved otte-tiden famlede jeg mig gennem helt tæt mørke fra hoveddøren hen til bilen for at komme i Netto og hente noget livsvigtig søndagslakrids. Ved otte-tiden! Jeg havde egentlig tænkt at cykle, men indså så, at mod-mørke er værre end selv mod-vind, og at der trods alt var kraftigere lys på Lupoen end på cyklen.

Og jeg tænkte: Hvordan får folk, der lever sådan rigtigt permanent herude på grænsen mellem forstæderne og landet, nogensinde motion om vinteren?
Det er for sindssygt at cykle frem og tilbage til byen hver dag, især når det blæser og regner og bakker ekstra meget.
Det er for mørkt at cykle - eller for den sags skyld gå - nogen som helst steder efter mørkets frembrud.
Er det derfor, folk køber en elcykel?
Er det derfor, de går i fitnesscenter?
Og hvornår er det egentlig, de har tid til det?
Og tager de bilen derhen, når det er, og er det ikke en anelse selvmodsigende, egentlig?!

Måske bliver land-forstads-folket mere vinterdeprimerede end byfolket, simpelthen fordi de ikke rører sig nok om vinteren?! Endorfiner and all that jazz. Måske generaliserer jeg fra eget sølle eksempel. Undskyld forstads-land-folk med fitness-abonnementer. You win.

I hvert fald bliver jeg selv grumme sur og trist om forstadslandvinteren. Mens jeg sidder helt stille og aldrig får motion. Dér er en korrelation, nogle burde kigge nærmere på.

Eventuelt mig selv.

Og nej, det her handler ikke om, at jeg på nippet til at melde mig ind i et fitnesscenter. Ingen-ingenlunde. Det er ren vinterpanik i sludreform. This it what the darkness does to me.

torsdag den 19. september 2013

Top 5 over hverdagssvedtyper

#1 Koffeinsved
Særligt udtalt om eftermiddagen, og særligt på dage med et kaffeindtag på over tre kopper. Hænger ofte sammen med træthedssveden, der igen ofte hænger sammen med vokseværk og projekt sov-i-egen-seng. Kommer særligt til udtryk på næseryggen (som er et virkeligt mærkeligt og uklædeligt sted at svede) og i håndfladerne og lugter ganske ilde.

#2 Regntøjssved
Særligt udtalt på efterårsdage med ubeslutsomt regn-skybrud-høj-solskins-mere-regn-vejr. Kan mærkes over hele kroppen og forstærkes tydeligt ved kontakt mellem løst hår og lynlåse/velcrolukninger/elastikker/o.a. på enten én selv eller småbørn.

#3 Bilsved
Udtalt i alle situationer, der medfører (oplevet eller reel) risiko for eget liv/andres liv/buler/pinlighed/utålmodige børn/utålmodige medtrafikanter/politi-opmærksomhed/ukendte parkeringsforhold/motorveje/nye veje/halvnye veje/venstresving med flere spor/vognbaneskift/lignende. Mærkes særligt i håndflader, armhuler og ansigt og udmærker sig ved at kunne dukke frem på store hudarealer fra det ene øjeblik til det andet.

#4 Cykelsved
Særligt udtalt på bjergene omkring God Bedre Beder og/eller i kombination med regntøjssved. Er særligt udtalt på ryggen og lugter uretfærdigt nok stort set ligeså dårligt som alle de andre slags sved. Giver en fornemmelse af at måtte indtage ubegrænsede mængder chokolade.

#5 Trodsaldersved
Fremkaldes ikke udelukkende af afkom i trodsalderen; kræver ofte opbakning fra en indre stemme, der med stor lydstyrke og skarphed siger ting som: Du burde ikke kalde det trodsalderen! Kom nu, ikke bøvle! Vi skal være ude af døren om fem minutter!! FEM! Hvis du ikke handler helt korrekt (og der ER en opskrift), knækker du barnet for evigt! Manifesterer sig over hele kroppen og kan nærmest mærkes i hjernen.

Har jeg glemt noget?!

onsdag den 18. september 2013

En opbyggelig historie og en slags fif til de bilangste

Har jeg fortalt om den gang, jeg prøvede at parallelparkere? Nå, ikke?

Forklaring: Det var så håbløst, at jeg ikke engang ville sige noget om det her. Hvor jeg ellers gerne indrømmer, at venstresving får mig til at svedstinke og blive angst.

Nå, men det gik sådan her: Jeg var for sent på den til et møde i mitbyen. I sig selv scary. Og hvad værre var: Jeg havde ikke haft tid til, langsomt og grundigt, at sidde og tjekke parkeringsmuligheder og lave en plan hjemmefra

Så jeg kørte hen til det eneste sted, jeg kunne komme i tanker om, hvor man sårn lige måtte parkere mere end to timer: Toppen af Sjællandsgade.

Stejle, smalle, nasty, tætpakkede Sjællandsgade.

Jeg havde syv minutter til både at parkere og vandre en lille kilometer.

Efter 20 minutter SMS'ede min mødedate og spurgte, hvor i helvede jeg blev af. På det tidspunkt havde jeg (i parkeringsforsøg nummer cirka 23) fået møflet Lupoen delvis op på fortovet og holdt med snuden på skrå mellem to biler, der helt sikkert ikke havde mere plads i mellem sig end til en cykel. Og jeg sad fast.

Ligegyldigt hvad jeg gjorde, var jeg lige ved at ramle ind i de andre biler, og jeg blokerede fuldstændigt det smalle fortov.

Et øjeblik overvejede simpelthen at gå ud og lissom løfte Lupoen ned. Hvor tung kan sådan en måske være? Og har man ikke rimeligt mange adrenalinkræfter, når man er fuldstændig desperat?

På en eller anden måde lykkedes det - både at komme væk fra fortovet og over på den anden side af vejen, hvor jeg fik lavet noget, der rent faktisk kunne kaldes en parallelparkering.

Jeg har ingen anelse om, hvordan det gik til. Jeg lærte på ingen måde noget af oplevelsen (udover at jeg er håbløs til at parkere). Og jeg kom mere end en halv time for sent til mit møde.

Well. Så brugte jeg nogle måneder på at gå og græmme mig.

Og så snakkede jeg med en veninde, som er god til biler. Virkelig-virkelig god. Som parkerer sin meget store og meget dyre bil parallelt på skræmmende trange steder midt i København. Jeg hviskede et resume af ovenstående skrækhistorie og fortalte, at jeg ingen-ingen-ingenting kan huske af min kørelærers viise ord om parallelparkeringer.

"Jeg begynder at dreje, når jeg kan se den anden bils bakspejl ud af mit bageste passagervindue," sagde hun roligt.

Og jeg tænkte "jaja, den er god med dig, jeg parallelparkerer aldrig nogensinde igen."

Lige indtil i går, hvor jeg blev nødt til det, fordi jeg var for sent på den (igen) og blahblah. Og ved I hvad? Da jeg så den anden bils bakspejl ud af mit bageste passagervindue, drejede jeg.

Og parallelparkerede.


Og jæsjæsjæs, jeg ved, hvad I tænker (jo jeg gør!): "Du kunne sguda bare have kørt forlæns ind" og "der er plads til mindst halvanden Lupo til i det enorme mellemrum."

Men jeg er ligeglad. Thi verden ligger for mine fødder og Lupoens (forbløffende små) hjul. Nu kan alt i sandhed lade sig gøre.

tirsdag den 17. september 2013

Der er ikke noget bøvl med far

Det er morgen.

Alt er idyl og nuttet-uglet børnemorgenhår, lige indtil BetteLiv aka det pludselige trodsaldermonster ikke kan få sin madpakke møflet ned i den håndtaske, hun har fundet frem til lejligheden. Hun er på én gang rasende og dybt ulykkelig. Og vil under ingen-ingen-ingen omstændigheder hjælpes.

Så jeg skiftesvis lokker og truer og taler med blød og bestemt stemme. Vi skal ud af døren, iggå. Barnet. Vil. Ikke. Hjælpes. Men jeg synes selv, jeg klarer det temmeligt godt, alt taget i betragtning. Jeg skælder ikke ud, jeg bestikker ikke med vingummibamser, jeg giver ikke op.

Men intet nytter. Den bette er højrød i hovedet og sprutter og skriger, mens hun tramper huset rundt i de alt for små uldstrømper, hun har iført sig kort forinden.

Så lyder det med blid stemme fra Sønnes værelse:

"Mor? Mo-or?"

Jeg iler til, forundret over denne blidhed midt i kaos.

"Skal vi ikke ringe efter far?" spørger han så og kigger alvorligt på mig med sine temmeligt store blå øjne.

Livse skriger. Sønne kigger. Jeg siger ingenting.

Så tager jeg mig sammen:

"Hvorfor vil du ringe efter far?"

"Så han kan ordne det med Livse," svarer han, stadig alvorligt.

Jeg kan næsten mærke det fysisk, men det bliver værre endnu. For jeg spørger:

"Men... hvorfor tror du, at far bedre kan ordne det end mig?!"

Og han svarer:

"Med mor er der bøvl. Med far er der ikke noget bøvl."

Hej mavepuster. Hej blide mor-smil, der camouflerer trangen til bare at gå ind og lave kaffe og holde sig for ørerne og lade dem klare madpakkerne selv - og frygten for, at Sønne har ret. Tænk, hvis han har ret!

"Jeg skal nok ordne det," forsikrer jeg falsk-smilende og smuglister madpakken delvis ned i håndtasken mens det grådkvalte mindstebarn kigger den anden vej et nanosekund. Så klarer hun selv resten men tror, hun har gjort det selv. Win. Opdragelse by fooling.

Og da Liv ikke vil have hverken gummistøvler eller overtøj på, svinger jeg hende da bare på armen sammen med tre tasker (og en lille håndtaske med en madpakke) og vandrer af sted til bilen.

Der er ikke noget bøvl med mor. Mor klarer ærterne. Mor er stor og stærk og tålmodigheden selv. Fuck.

mandag den 2. september 2013

Post-deadline-efterårs-land-idyl

Jeg nåede min deadline. Og selvom det er en særlig træls en af slagsen, fordi den ikke i sig selv udløser nogen (meget, meget tiltrængte) penge men bare en ordentlig mundfuld af en fondsansøgning, synes jeg alligevel godt, at jeg kunne tillade mig at lukke computeren og løbe ud i efteråret.

Og se hvor fint det er, efteråret, herude på landet, set gennem kameraet på min telefon:


 

lørdag den 31. august 2013

Fattigdomsangst, din bitch

Jeg har som den sidste dame i verden læst den her bog:

Og ja, der er rigeligt med Østerbrostress og tøjstress og min-mand-er-succesfuld-stress. Men hvis man kan leve med det (og det kan jeg, hvis jeg kniber øjnene sammen og lissom bare skimmer henover passagerne, hvor vi hører om halvkändissers kedelige sexliv bare fordi ha-ha, de er halvkändisser og om drømmen om jeans til 2000 kroner), og hvis man er en stresset freelancer med vel høje mor-ambitioner (og det er man), så er den dælme tiden værd. Af alle mulige grunde men ikke mindst fordi den bruger det fantastiske ord fattigdomsangst.

Jeg har gået og ledt efter det ord, rodet rundt efter det i mit eget ordforråd længe, for at beskrive, hvordan jeg har det. Og der var det så, ordet, og jeg er pissehamrende fattigdomsangst. Så jeg siger ja til 1000 opgaver og skriver 1000 fondsansøgninger (det er det værste!) og vågner med hjertebanken og håber, at vi har penge nok til at købe vintersko til vinter, og hvad skal jeg have på til næste møde, når jeg ikke har flere strømpebukser tilbage uden huller, og der ikke er råd til at købe nye?

Lige nu er der ikke råd til at købe nye. Eller: Sådan føles det i hvert fald. Om en måned eller to er der måske råd til alting igen.

Bogen påstår, at fattigdomstangst ikke rammer os, der er født i 1980 - eller derefter - men det er en stor, fed løgn. Alligevel er Julia Lahme min buddy i ånden, fordi hun også vågner med hjertebanken, og fordi hun også alligevel står op og smiler og tjener penge og smiler lidt mere og godt ved, hvor taknemmelig hun burde være for alting, og jeg føler mig helt hørt og forstået og normaliseret, fordi hun sætter ord på, hvordan det er hele tiden at prøve at jonglere alting og sætte pris på sin lykke og i virkeligheden bare ønske sig noget ferie og noget økonomisk stabilitet og noget mere rødvin og ikke helt vide, hvordan hulan man får et liv uden helt så høj puls.

Julia Lahme finder lissom løsningen og lykken, happy end, uden at jeg helt kan gennemskue hvordan. Jeg har ikke fundet min endnu.

But I will.

Bare vent. Og jeg skal nok lade være med at udgive en bog om det, når det sker. Med mindre det bliver virkeligt spektakulært.

fredag den 30. august 2013

Set fra musehullet

Jeg sidder midt inde i en ondskabsfuld deadline og kigger ud på verden:

I Syrien går de store tilsyneladende amok på de små, og hvad skal vi gøre?
I Nordkorea får leder-Kim sin popstjerne-ekskæreste henrettet (smart!), sine eks-svigerforældre sendt i arbejdslejr og sin befolkning udsultet.
I Danmark går mine venner amok over lakridspiber, og jeg går med-amok, for det er sguda sjovt, og må vi måske ikke have det sjovt, bare fordi det går ad helvede til i resten af verden?
Og kære familiemedlemmer er alvorligt syge, og gode venner er i deres livs krise.
Og på et tacky værtshus drikker jeg en alt for sjælden torsdagsøl med en god ven, og vi snakker om den fysiske stresskvalme, vi føler, når vi åbner den bærbare computer for at arbejde og arbejde og arbejde, som om: Sådan er verden bare. Sådan er livet bare. Vi lever med det. Videre, videre.

Og jeg putter mig i min deadline og mit arbejde og tænker, at set fra mit eget lille og principielt utroligt priviligerede musehul virker det hele fuldstændig lige vanvittigt, ja, også de priviligerede mødres stress, og hvordan kan vi bare blive ved med at snakke om det hele på sådan en nå-sådan-er-det-bare-måde?

Måske overspringstænker jeg bare. Men jeg orker simpelthen bare ikke, at verden skal være så åndssvag (jo, det med lakridspiberne orker jeg godt. Men ikke resten).

Heldigvis har jeg en søn, der kun er sindssyg halvdelen af tiden. Den anden halvdel af tiden flyver han lavt over Beder, og det er virkeligt en trøst:


Og Mumford & Sons overdøver mine momentvis flyvende børn, der skriger og griner og sidder på gardinerne etc., så jeg kan nå den der deadline. Det er også en ægte trøst.


onsdag den 28. august 2013

Dagens trusler fra den fire-trekrekvart-årige

1: Jeg saver dit hoved af, mor!

2: Jeg sætter mig på gardinet!

3: Jeg kravler ud af vinduet!

4: Jeg bokser dig i maven!

5: Jeg spiser cornflakesene, selvom det ikke er lørdag!

6: Jeg dypper mit hoved i mælk!

7: Jeg går udenfor uden sko!

(Sjovt nok var det det med cornflakes, jeg reagerede kraftigst på. Onsdag er havregrynsdag! Til gengæld må man gerne hoppe ud af vinduerne og sidde på gardinerne. Det sidste var i øvrigt det eneste, han rent faktisk gjorde alvor af, den bette-store farlige dreng.)

tirsdag den 27. august 2013

Hjerte hjerte brist nu ikke


"Såh dukke, tung tisseble af, mig skifter. Kun far hjemme, ikke mor hjemme. Kun far, mor arbejde. Nå-årh, lidt ked af det, dukke, savner mor! Mig trøster, giver knuser, ae-ae."

Lillebitte ven! Mor er ude og tjene penge til bleer og husleje og hvad ved jeg, men overvejer nu at flytte til et sted med MEGET billig husleje (Lolland? Nordnorge? Afrika?) og/eller vinde i Lotto, så jeg kan være hjemme noget mere... Jeg skal bare lige feje mit bristede hjerte op fra gulvet først.

torsdag den 22. august 2013

Jatak, jeg vil gerne have alt. Undtagen geografisk skizofreni.

Jeg er i København
Med venner og familie og hipsterøl og Vesterbro og Nørrebro og Amager
med søerne og planetariet og 10.000 cafeer
Og det er klart, at man ikke kan leve andre steder end her, lige her, at jeg trækker vejret med by og by og by. Elskede, savnede by.
Mine lunger har ligesom mere plads, og min hjerne
og se, der er mennesker i andre farver end hvid!

Jeg er i Beder
Og kornmarkerne bølger, helt seriøst, og vi cruiser på snoede landeveje og griner
Og hilser på rare naboer, vi kender godt 
fra hverdagslykkelig rødvinsdruk
Og børnene leger og leger og leger
i fri dressur i fri natur og frisk luft
mens jeg drikker min hjemmebryggede solbærsaft og tænker, at man da vitterligt ikke kan bo andre steder end lige præcis lige her.

onsdag den 21. august 2013

Chris er min nye helt. Eller: Ode til automatgearet

Ind i mellem ser vi Topgear på Netflix. Manden er glad for biler, jeg er glad for briter. Win-win.

Et fast indslag er kändis-kørsel på tid: En berømt brite kører en racerbanerunde så hurtigt som muligt og forsøger at køre hurtigere end de andre berømte briter, der tidligere har kørt samme runde.

I det seneste afsnit, vi så, var det Christopher Eccleston (som blandt andet var den farlige og attråværdige russer i "Jeg er Dina"). Og ved I hvad? Manden kunne simpelthen kun køre med automatgear, så Topgear-menneskerne for første gang nogensinde måtte ud og finde sådan én. Det fik selvfølgelig værterne til at grine højt og længe - og mig til at juble højt og hæmningsløst i sofaen. Thi: I am not alone. Mig og Chris kan kun køre med automatgear, og vi er udmærkede mennesker alligevel...


Det her giver alt sammen muligvis kun mening, hvis man har set mig drypsvede ved tanken om at skulle køre ind til byen. Eller svinge til venstre. I min lillebitte bil med automatgear. Jeg elsker (pludselig) Christopher Eccleston.

lørdag den 17. august 2013

Noget om morgener og roadkill og cykling og gomore

For at være ved Århus Havn klokken kvart i syv, skal man - ifølge rejseplanen - gå fra min bopæl i God Bedre Beder klokken 02.23.

Klokken 02.23!

Man kan selvfølgelig være imponeret over, at der faktisk kører busser rundt i Beder midt om natten. Man kan egentlig også være imponeret over, at jeg efter mere end et år som bederianer (bederske? bede(r)mand?) stadig planlægger som om, at jeg bor fem minutter fra alting.

Jeg var dog ikke ret imponeret, men reagerede i stedet ved at skælde ud på både rejseplanen og Beder. Højt. Så tog jeg mig sammen, trak vejret dybt og hoppede på cyklen. Meget meget tidligt i morges. Er I klar over, hvor få cyklister, der er på færde på derude landet før klokken seks om morgenen? Og biler? Mutters alene på Oddervej var jeg, dog med adskillige dræbersnegle og noget roadkill og - da vi nærmede os byen - fredagsbranderter der sov den ud på trapper og ved busstoppesteder.

Det var fint, faktisk. Og jeg kunne synge højt på vej ned ad bakkerne, uden nogen hørte det. Håber jeg virkeligt.

Nu sidder jeg på færgen med kaffe og et gomore-lift og den her udsigt:


Det er også fint. Selvom jeg er lidt usikker på, hvor meget det er meningen, jeg skal konversere gomore-menneskerne omkring mig. Er jeg forpligtet til at snakke, ligesom dengang jeg altid blaffede mellem Århus og København? Eller har mine 150 kroner købt mig ret til at sidde og glo ud af vinduet storby-taxa-style?

Hvis der var en pointe med det her indlæg (udover: se mig, jeg er stået op klokken fem), har jeg glemt det. Men jeg er jo også stået op klokken fem, og nu har vi Samsø om styrbord.

fredag den 16. august 2013

Sommerferietømmermænd

Nu har der vist været blogsommerferie (slash -tørke) længe nok.
Så: Hej!

Vi har holdt ferie og spist is og fået enorme mængder luft til hjernen. Og mens alle andre havde travlt med at kvæle Instagram i billeder af jordbærspisende englebørn i bølgende kornmarker, sørgede vi for at fylde op i stenbro-depoterne:


Summer in the city, ikke.
Og derefter i noget sommerhus og noget telt. Det er efterhånden så længe siden, at det er svært at huske detaljerne, men dejligt var det. Og der var hoppepuder:


Nu er vi tilbage i hverdagen og God Bedre Beder, hvor bugnende solbærbuske og rødvinsserverende bofæller dog gør, hvad de kan, for lissom at strække sommeren mest muligt. De er søde, bærene og bofællerne, men vi er alligevel lidt sløve i det.

"Mig ikke vuggestue, mig ikke vil!" siger Bette, måske fordi hun har indset, at livet også kan være telt og hoppepuder og familie full time. Hun klarer nu vuggestuen meget godt alligevel, den lille. Sønne bliver til gengæld gal over alting og hælder havregrøden ud på bordet og skriger af os. Måske det er hans måde at savne soveposer og sommerdage og bedsteforældre ad libitum? Jeg håber i hvert fald, at det går over lige om lidt.
Og at vi får mere ferie lige om lidt.
Og mere rødvin og flere solbær.

onsdag den 3. juli 2013

Dagslyslamper? Rødvin? Charterrejser? Eller lyserøde blomster!?

Jeg er landet i sommeren (eller hvad vi nu skal kalde den her mærkelige on-off regnvejrsårstid). Med andre ord: Mit vanskelige sind er holdt op med hele tiden at tænke ting a la "ja, det kan godt være, at her er pænt/varmt/dejligt/paradisagtigt lige NU, men om et øjeblik er markerne og Beder og alting sort og grumt og koldt igen, så glæd dig ikke for meget."

Et mildt vintertraume, ja, som jeg er kommet mig nogenlunde over nu. Så meget, at jeg har overskud til at tænke over, hvordan jeg overlever næste vinter. Uden traumer.

Jeg har ikke regnet den ud endnu. Men jeg har lånt en bog der hedder Sommer hele året, og det lyder jo grumme lovende. Også selvom der er mistænkeligt livstilsagtige lyserøde blomster på forsiden.

fredag den 28. juni 2013

Hvis du har børn, der bare sådan sover uden videre, er det her muligvis det mest kedelige blogindlæg, du nogensinde har læst

I forgårs sagde mit yngste barn disse utrolige ord:

Mig sove i MIN seng

I har ganske givet alle sammen børn, der sover i deres egne senge som det naturligste i verden og tænker derfor ikke noget videre om dét.

Men jeg er jo mor til Sønne, drengen der aldrig sov. Aldrig, aldrig, aldrig, aldrig. Læs bare samtlige indlæg fra 2010. Det har på den ene side gjort mig til benhård søvnpragmatiker (sov i min seng - bare du sover!) og på den anden side traumatiseret mig grumme i forhold til alt, der har med putninger og søvnkonsekvens at gøre.

Så Bette har indtil videre sovet hos os - ligesom hendes storebror fra en gang sådan cirka midt på natten også gør det. Helt fint. Hyggeligt nærmest, hun er så blød og lille.

Indtil i forgårs, hvor hun skulle passes af sin højt elskede Anne-Anne. Og hvor hun altså insisterede på at blive puttet i sin egen seng.

Det blev hun så, uden problemer.

Og igen i går. Igen på eget initiativ.

Manden, Kaospiloten med det evigt lyse sind, er noget trist. Så stor hun er! Som vi dog mangler hendes små buttede kinder at ae om morgenen! Han tror heller ikke på projektets holdbarhed.

Det gør jeg. Og jeg tager det her som et tegn på, at miraklernes tid virkeligt ikke er forbi. At det kan betale sig at udskyde ting, man frygter (som: nu skal du lære at sove i egen seng, lille ven) og håbe på, de bare lissom fikser sig selv. Det KAN ske. Det ER sket. Og i morges var der kun et barn i vores seng - det andet lå her og havde sovet trygt og godt og fint og alene hele natten:

PS Ja, jeg mistænker, at det er Anne-Annes uendeligt positive indflydelse, der har en finger med i spillet. Hun er verdens bedste barnepige slash moster-i-ånden. Og hun flytter til København om et lillebitte øjeblik. Prust.

onsdag den 26. juni 2013

Liv og lykke. Nu til hest.

Se, hvem der er fyldt to år:


Det er verdens bedste Livse. BØTTESDAG MIG, siger hun selv, råber nærmest, begejstret.
Og en-to-tre hold bedsteforældre og adskillige onkler og tanter af blod og ånd samt en enkelt lillebitte kusine lader det regne med pakker, også på storebroren.
Og jeg har overgået mig selv og rent faktisk lavet noget kage. Helt upåvirket er jeg måske ikke af Beders housewife-bagekonkurrencer, trods alt.
Og bofællesskabet synger, mens det lykkelige fødselsdagsbarn hopper begejstret op og ned i sofaen og råber igen: BØTTESDAG MIG!
Dagene omkring hendes fødsel står måske nok en anelse tågede i min erindring. Jeg husker ikke så mange ting om hendes babyness og blødhed som med Sønne, den første og enbårne søn. Jo, hun var rød og spættet og knoppet, og jeg tænkte: Skal hun mon se sådan her ud altid? (Det skulle hun ikke.) Men jeg kan se og mærke hende lige nu, og jeg er taknemmelig for at have Liv i mit liv, hver eneste dag. Uden pis.
Også når det ikke er bøttesdag.

torsdag den 20. juni 2013

Ikke at der er noget i vejen med kage, vel. Men alligevel.

Jeg kører mine børn rundt i bil. Legeaftaler og kaffeaftaler, børnefødselsdage og barselsbesøg.
Jeg pakker tasker med regntøj og bleer og uendelige mængder snacks.
Jeg smører madpakker.
Jeg luger ukrudt.
Jeg tager til sommerfest i vuggestuen og kigger med undren og morskab på 24 ansigtsmalede småbørn og dobbelt så mange fondantdækkede, legetøjspyntede, slots-, bil- og fodboldbaneformede fuldstændig hysterisk over-the-top mødrene-har-taget-MINDST-en-fridag-for-at-bage-dem kager, der deltager i den ellers meget speltramte institutions årlige kagekonkurrence.
Jeg luger mere ukrudt og smører flere madpakker og kører mere i bil.
Jeg taler med melisdrysset stemme til mine børns legekammerater, selv når de er mest urimelige.
Jeg smiler mit sundeste forstadssmil, når folk omkring mig snakker om lån og græsplæner og trailere og mælkebøttejern og tilbud på havemøbler.

Og indeni mig selv tænker jeg: Har de andre mon også den her følelse af, at det er noget vi leger? En slags far, mor og børn for dem plus 30: Så sagde vi, at vi kørte vores børn rundt i biler, ikke, og at vi brugte helt sindssygt lang tid på at konkurrere med hinanden om nogle kager.
Eller er det bare mig?

På en dårlig dag er det træls.
På en god dag er jeg en nysgerrig antropolog i det underlige land, der hedder voksenliv i forstæderne. Jeg går rundt og noterer de indfødtes adfærd på min mentale notesblok og forsøger at drage konklusioner til den videnskabelige artikel, jeg formentlig skal skrive om det på et tidspunkt. Farlig akademisk distance, siger du nok. Eventyr i hverdagen, siger jeg.
Beder er simpelthen sygt eksotisk.

tirsdag den 18. juni 2013

En slags syndsforladelse over opvasken. Eller: Fuck det hele menneske

Vi kom til at snakke lidt om livet og angsten og om at udvikle sig som menneske, min bofælle og jeg.

Bofællen forklarede, hvordan han engang havde tænkt, at han skulle udvikle sig til et mere helt menneske ved at kaste sig ud i de ting, han var dårlig til. Det boglige, for hans vedkommende.

Selvudvikling, ikke. Face your fears and all that jazz.

Og han forklarede, at han stort set havde droppet det igen. Fordi det er for hårdt hele tiden at skulle gøre noget, man ikke er god til. Fordi det også giver mening (og selvudvikling og fearfacing og jazz) at gøre noget, man er rigtigt, rigtigt god til. At blive endnu bedre.

Så jeg fortalte, lettet, om hvordan jeg faktisk synes det er ganske hårdt hele tiden at køre bil (selvom jeg er bange for det) og fodre høns (selvom jeg er bange for... dem), men at jeg råber KOM SÅ DU UDVIKLER DIG SOM MENNESKE HEPHEPHEP af mig selv.

Den slags fortæller jeg ellers ganske sjældent, især til mænd, især til mænd fra provinsen, fordi de bliver så underligt flakkende i blikket. Som om de et øjeblik overvejer at køre mig - i bil - til den psykiatriske skadestue, fordi jeg jo må være fuldstændig vanvittig. Men denne provinsmand svarede noget i retning af:

Ja! Måske skal du gøre det, du er rigtigt god til, og blive endnu bedre. En bedre journalist. Det er også OK.

(Indsæt selv Danske Banks gamle slogan og eventuelt noget amerikansk underlægningsmusik.)

Altså.

Det er jo ikke fordi, jeg kan undvære bilen eller har tænkt mig at sulte hønsene eller noget andet radikalt. Men jeg blev alligevel helt blød... fordi der var én der forstod, at det er pissehårdt altid at være på udebane.
Og det er det, jeg er.

Så fjernede vi madrester fra håndvaskene (der er fire) og hængte viskestykker til tørre og snakkede lidt om vejret. Og jeg tænkte, at selvom jeg ikke har ret mange skriveopgaver for tiden, kunne jeg da i det mindste bloggeskrive lidt, før jeg igen skulle ud og køre bil (langt!).

Done.

torsdag den 13. juni 2013

Næste år fejrer vi med druk og søvn og fri

I går havde Manden og jeg været kærester i syv år.
Jeg gav ham chokolade og spiste selv halvdelen.
Han gav mig en burger.
Vi skulle også skåle i noget med bobler, når børnene sov, men endte med at arbejde natten lang i stedet. (Undtaget en powernap op ad monsterprinteren, der larmer som en russisk motorvej, men som man altså godt kan sove fra).

Så vi udskød boblerne til i aften. Hvor Sønne så besluttede sig for ikke at sove. Vistnok fordi hans solsikke i vindueskarmen var knækket. Knæ-hæ-hæ-hækket.

Nu er klokken kvart i ti, og Manden arbejder igen.

Men det er OK. For vi er mindre trætte end sidste år og forrige år og året før dét, hvor ingen af os havde overskud til at købe nogen former for bobler. Det går fremad, ikke.

Og vi når det nok i morgen.

torsdag den 6. juni 2013

Sur-sød forstadsdame

Jeg savner (stadig) byen.
Jeg har (stadig) svært ved at pendle med et smil i stedet for et hvislende fuck-hvor-kunne-jeg-have-brugt-denne-dyrebare-tid-bedre-fx-til-at-sove.

Det er (stadig) ret haram at have det sådan, når fuglene kvidrer og sommersolen får God Bedre Beders parcelhuse til at se mere skinnende gule ud end nogensinde. Så jeg nøjes med at sige det til jer.

Men ret skal være ret. Ind i mellem er der virkeligt helt fantastisk herude i forstæderne. Se selv:



torsdag den 30. maj 2013

Apropos den gamle hund og de nye forstadstricks...

... så drak jeg for nyligt 10.000 shots tequila til en fest i Viby J, før jeg kom i tanker om, at jeg skulle op og passe børn klokken halv syv.

På det tidspunkt var klokken halvto om natten, og Rejseplanen påstod hårdnakket, at næste forbindelse til God Bedre Beder var fire timer senere. Det vil sige sådan cirka lige præcis dér, jeg burde springe frisk og veludhvilet ud af sengen sammen med mine friske og veludhvilede børn.

Så jeg gik. Det har jeg nemlig altid gjort, når jeg skulle hjem fra byen. Især hvis min cykel var flad.

Og jeg gik og jeg gik og jeg gik og jeg gik gennem Viby by night, og først da jeg havde gået en time, og der stadig var ti kilomenter hjem, gik det op for min ganske berusede hjerne: Jeg bor ikke et sted, som jeg uden videre kan komme hjem til. Uden hjul og med en høj promille i hvert fald.

Så jeg overgav mig og ringede efter en taxa, hvis chauffør snakkede nonstop hele vejen til Beder:
Og ved du så hvad, hende min kone, hun laver stegt flæsk med persillesovs, men ved du hvad, torsk du, det vil hun simpelthen ikke lave, det er utroligt, men hendes stegte flæsk, og derinde i det hus, der boede min kammerat, indtil han kvalte sig selv med sådan en kabelstrip, ved du, hvad dét er, sådan en strip, ikke, nå men konen, hun vil faktisk heller ikke lave andre fisk, hun siger, det lugter.

Det blev 254 kroner. Men jeg var hjemme i god tid til at kravlevælte ud af sengen og lave havregrød til mine sultne børn. Win.

onsdag den 29. maj 2013

Tema: Alvorlig onsdag

Da vi boede inde i Århus savnede jeg en have og noget jordhøjde. Jeg skældte ud på universet og råbte, at det eneste gode ved byen-livet-tilværelsen-alting var Streetcoffee og Skanseparken og Aros.

(Nu har jeg have og jordhøjde og børn, der tumler lykkeligt rundt på en hel hektar land, og jeg ved godt, jeg skal prise min lykke. Jeg gør det også ganske tit.)

Og i weekenden nåede vi endda forbi Skanseparken og Streetcoffee og et enkelt loppemarked, for længere væk er det jo heller ikke, vel. Det kan man også prise sig lykkelig for.

Men.

Jeg indså noget derinde i byen i weekenden: Jeg havde manglet det SÅ meget - det kaffe, de mennesker, den trafik, den by, hvad ved jeg - at det var helt scary så glad jeg blev af at få mit fix. Mine skuldre faldt ned. Min stemme blev normal.

Og nej, jeg idylliserer ikke vores fjerdesalsfortid. Men på nogle måder er det altså svært for en gammel Amagerhund at lære nye, jydske forstadstricks. Det er så nemt at sidde med udsigt til de lykkelige børn og all that jazz og holde små farlige peptalks for sig selv:
Se mig, jeg priser min lykke.
Se mine lykkelige børn, se, se det bløde eftermiddagslys over markerne, se køkkenhaven, mand!
Fuck cafeer, det er dyrt og overfladisk, jeg har min Nespresso og mine gode værdier og mine smukke bofæller, på hvis terasser jeg altid er velkommen til kaffe.
Fuck parker, jeg har en hel hektar land.
Fuck short-distance-cykling.
Fuck visheden om, at alting er lige om hjørnet.
Fuck ParadIs.
Fuck byen.
Fuck kunst.
Fuck.

I hele nej-man-kan-ikke-få-alt-og-vi-må-prioritere-og-lave-kompromiser-og-halløj-spillet har vi klaret os ret godt. Virkeligt godt, faktisk. Alligevel er det farligt at sidde herude i forstaden og dekonstruere alt dét, der (ja, og undskyld højstemtheden denne onsdag morgen) er en del af min selvforståelse og identitet og livskvalitet og halløj. Det bliver nødt at være ok at savne parker og cafeer og den der flygtige fornemmelse af byens muligheder - selvom det er svært at forklare, hvorfor de ting der nu lige skulle være så vigtige.

Jeg har brugt årevis på at lave samme nasty finte med København: Jamen hvor vigtigt er det lige at bo tæt på alle sine gymnasievenner? Jamen det skal da heller ikke alene være jobmuligheder, der styrer, hvor vi bor, vel?

Det går simpelthen ikke at gøre det samme igen, nu bare med byer generelt. Det går ikke pege på det, der er vigtigt for mig, og råbe: DET ER I VIRKELIGHEDEN SLET IKKE VIGTIGT, bare se på resten af din lille familie, den er sguda ligeglad med cafekaffe og kunstmuseer!

Så bliver jeg lillebitte inden i og føler mig forkert. Over ikke at prise min lykke nok. Så glemmer jeg, hvem jeg er, og hvad der gør mig glad.

Ja, det blev en alvorlig onsdag. Men jeg kan ikke sparke mig frem for venner og bekendte og blogs, hvor by-have-forstad-land-overvejelserne fylder, og hvor jeg (tit fra damerne, faktisk) hører nogle af de her argumenter. Så det virker vigtigt-agtigt at snakke om det her. Og nej, jeg argumenterer ikke for at holde sig fra God Bedre Beder eller smukke marker i blødt i eftermiddagslys. Når jeg ved præcis, hvad det egentlig er, jeg argumenterer for, skal jeg nok sige til...

BetteLiv i den helt og aldeles udmærkede Skansepark, som det er OK at savne... Blev der sagt.