Af grunde, der fortaber sig i tågerne, forsøger vi at lære børnene at falde i søvn i egen seng. Uden voksenselskab.
Det går pænt dårligt.
For eksempel er klokken lige nu 22.01, og Livse sidder lysvågen i sin tremmeseng (hvortil hun er blevet forflyttet efter at have søvnterroriseret sin bror inde i køjesengen). Hun læser BR-katalog (aka "min putteblad") i noget dæmpet belysning og råber
DER VAR ENGANG EN RÆV
... og hvisker så noget, jeg ikke kan høre. Det lyder, som om hun læser højt, men det kan nu alligevel ikke passe, selvom hun tidligere under denne never-ending ikke-putning sagde "mig hedder Liv - L - I - V."
HVOR ER MIN DUDDI?!
råber hun nu. Det betyder sut, og hun finder den selv med det samme.
Sønne er en historie for sig. Men han faldt dog nu nok i søvn for noget tid siden (inshallah, knock on wood, salt over skulder) umiddelbart efter, at jeg med påtaget melisstemme havde skyld-hvislet noget i retning af: "kan du huske, at Alfons Åberg blev ved og ved at kalde, og til sidst blev hans far så træt, at han faldt i søvn på gulvet? Du er IKKE Alfons Åberg! Du er, æh, DYGTIG, og du KAN godt sove selv."
(Jeg har indskudt et "æh" for at det skal lyde mindre strengt og mere tøvende, end det måske i virkeligheden var. Under alle omstændigheder har jeg dulmet en begyndende dårlig mor-samvittighed med en halv plade hvid rittersport med nødder.)
Nu er der stille inde hos Livse. Tænk hvis hun selv falder i søvn? Omgivet af ræve, putteblade og duddier. Tænk hvis hun allerede sover!
Tænk hvis.
tirsdag den 28. januar 2014
mandag den 27. januar 2014
Livse & Pablo
Mens jeg bruger alle mine kræfter på lissom at surfe oven på bølgerne af kaos (syge børn i kombi med skypemøder med Kroatien i kombi med skypemøder med Tyskland i kombi med bagning i kombi med mand-sidder-fast-i-uvejr-på-vej-hjem-fra-Randers i kombi med almindeligt søvnunderskud) uden hverken at drukne eller komme til at råbe meget højt af uskyldige børn på min vej, finder Livse den store Pablo Neruda-bog.
Og slår op på Ode til vinteren. Og så er det bare vi må sige, at man simpelthen skulle tro, at Pablo havde hængt ud i Beder ved vintertide. Hør selv:
Men du er iskold, vinter,
og dine totter
af sort sne og vand
på taget
trænger gennem
husene
som nåle,
sårer
som rustne knive.
Ingen
kan standse dig.
Det sætter ind
med hosteanfald, med våde sko
går børnene hjemmefra
i sengene gløder feberen
som det brændende sejl
på et skib,
det de fattiges by
der driver døden,
den glatte kulmine,
vindens rasen i møde.
OK. Så vi har ikke kulminer i Beder (endnu) eller huller i taget (endnu). Men vi hoster i vores våde sko og synes godt nok, at vinteren er både nåle-agtig, kniv-agtig og meget deprimerende. Selvom den er pæn.
Og slår op på Ode til vinteren. Og så er det bare vi må sige, at man simpelthen skulle tro, at Pablo havde hængt ud i Beder ved vintertide. Hør selv:
Men du er iskold, vinter,
og dine totter
af sort sne og vand
på taget
trænger gennem
husene
som nåle,
sårer
som rustne knive.
Ingen
kan standse dig.
Det sætter ind
med hosteanfald, med våde sko
går børnene hjemmefra
i sengene gløder feberen
som det brændende sejl
på et skib,
det de fattiges by
der driver døden,
den glatte kulmine,
vindens rasen i møde.
OK. Så vi har ikke kulminer i Beder (endnu) eller huller i taget (endnu). Men vi hoster i vores våde sko og synes godt nok, at vinteren er både nåle-agtig, kniv-agtig og meget deprimerende. Selvom den er pæn.
onsdag den 22. januar 2014
Ode til gulerodsstænger og brødkrummer og nespresso
"Hun skal ha' lidt mere mad, iggå Livse," siger Sønne, faren, og drysser brødkrummer og gulerodsstænger udover dukkestolen og det halve stuegulv, mens Livse nikker, så hendes tykke kinder hopper op og ned.
Jeg kigger på på afstand og bliver et øjeblik så tung af taknemmelighed, at jeg dårligt kan løfte koppen med lunken nespresso op til munden. Og jeg tænker, at det her er meget mere Pablo Nerudas 'ode til livet' end Dan Turells 'hyldest til hverdagen' og må styre mig kraftigt for ikke at afbryde legen ved at overkysse begge mine søde, sjove, grydeklippede børn. Åhja.
Jeg kigger på på afstand og bliver et øjeblik så tung af taknemmelighed, at jeg dårligt kan løfte koppen med lunken nespresso op til munden. Og jeg tænker, at det her er meget mere Pablo Nerudas 'ode til livet' end Dan Turells 'hyldest til hverdagen' og må styre mig kraftigt for ikke at afbryde legen ved at overkysse begge mine søde, sjove, grydeklippede børn. Åhja.
mandag den 13. januar 2014
To-årig suttenarkoman på afvænning
En fredelig mor-datter-eftermiddag i sofaen. Og så denne samtale:
Liv: Mig ha' mine sutter!
Mig: Hvis du vil have dine sutter, må du gå ind i sengen. Det er derinde, du må have sutterne.
Liv: Mig ha' mine sutter. NU!
Mig: Du må gå ind i sengen...
Liv: Her! Nu!
Mig: Æh, kan du huske, vi snakkede om, at du skal LÆRE kun at bruge sutterne inde i sengen?
Liv: Mig! Ha! Sutter! Nu! Her!
Mig: Jeg ved... æh... du skal LÆRE -
Liv: MIG IKKE LÆRE NOGET BOM HELST! Pruttemor!
...
Og så trampede barnet ind til sin far. Som mente det samme, stakkels barn! Så overgav hun sig og klatrede op til fem salige sutteminutter i sin underkøje, før hun var klar til Kamp & Verden igen. Det bliver en sjov uge.
Liv: Mig ha' mine sutter!
Mig: Hvis du vil have dine sutter, må du gå ind i sengen. Det er derinde, du må have sutterne.
Liv: Mig ha' mine sutter. NU!
Mig: Du må gå ind i sengen...
Liv: Her! Nu!
Mig: Æh, kan du huske, vi snakkede om, at du skal LÆRE kun at bruge sutterne inde i sengen?
Liv: Mig! Ha! Sutter! Nu! Her!
Mig: Jeg ved... æh... du skal LÆRE -
Liv: MIG IKKE LÆRE NOGET BOM HELST! Pruttemor!
...
Og så trampede barnet ind til sin far. Som mente det samme, stakkels barn! Så overgav hun sig og klatrede op til fem salige sutteminutter i sin underkøje, før hun var klar til Kamp & Verden igen. Det bliver en sjov uge.
onsdag den 8. januar 2014
Empati og sympati. Eller: Jeg kender forbløffende mange, der bare står oppe på kanten af hullet og råber SANDWICH
Der sker triste og svære ting i den del af vores liv, som jeg aldrig blogger om. Derfor den usædvanligt lange tavshed. Måske går den over igen lige om lidt, tavsheden, måske gør den ikke.
Det eneste, der er at sige, bliver sagt i den her video om empati, som jeg så hos ovre hos altid empatiske Anna Skyggebjerg lige i rette tid:
Hvis I ikke allerede har set den, så sæt i gang. Og vær med til at gøre 2014 til et (meget) mere empati-fyldt år.
Det eneste, der er at sige, bliver sagt i den her video om empati, som jeg så hos ovre hos altid empatiske Anna Skyggebjerg lige i rette tid:
Hvis I ikke allerede har set den, så sæt i gang. Og vær med til at gøre 2014 til et (meget) mere empati-fyldt år.
Abonner på:
Opslag (Atom)