Livse & Pablo

Mens jeg bruger alle mine kræfter på lissom at surfe oven på bølgerne af kaos (syge børn i kombi med skypemøder med Kroatien i kombi med skypemøder med Tyskland i kombi med bagning i kombi med mand-sidder-fast-i-uvejr-på-vej-hjem-fra-Randers i kombi med almindeligt søvnunderskud) uden hverken at drukne eller komme til at råbe meget højt af uskyldige børn på min vej, finder Livse den store Pablo Neruda-bog.

Og slår op på Ode til vinteren. Og så er det bare vi må sige, at man simpelthen skulle tro, at Pablo havde hængt ud i Beder ved vintertide. Hør selv:

Men du er iskold, vinter,
og dine totter
af sort sne og vand
på taget
trænger gennem
husene 
som nåle,
sårer
som rustne knive.
Ingen
kan standse dig.
Det sætter ind
med hosteanfald, med våde sko
går børnene hjemmefra
i sengene gløder feberen
som det brændende sejl
på et skib,
det de fattiges by
der driver døden,
den glatte kulmine,
vindens rasen i møde.

OK. Så vi har ikke kulminer i Beder (endnu) eller huller i taget (endnu). Men vi hoster i vores våde sko og synes godt nok, at vinteren er både nåle-agtig, kniv-agtig og meget deprimerende. Selvom den er pæn.