mandag den 30. april 2012

Vuggestuesuk. Eller: Revolution, jatak

Nå. Skulle vi aldrig snakke om den der undersøgelse, der viser, at det går ad helvede til i vuggestuerne?

Jo.

Det bliver vi nødt til.

Eller: Vi kan starte med at snakke om den helt forudsigelige respons på gadeniveau - "ja, det lyder da ikke godt. Men lige præcis i MIT barns vuggestue, er personalet bare SÅ engageret og kompetent."

Hm. Betyder det, at undersøgelsen i virkeligheden skyder ved siden af? Eller betyder det snarere, at vi simpelthen ikke kan holde ud at tænke på, at vores egne unger engang i mellem bliver afvist og overset i kaoset? Jeg har længe tænkt, at mødres vuggestuefortællinger var et helt speciale værdigt. For hold da op hvor er mange af dem positive. Over-positive. Og det er først, når man (jeg, ondemor med de lange, spidse negle) kradser i den helt utroligt pæne overflade, at der kommer ting og sager frem om afleveringsgråd og langtids-lortebleer og personalesygdom. Og det viser sig (for mig, lommepsykologmor) at den fantastiske fortælling er et slags værn mod tanken om, at man måske ikke altid gør det allerbedste for sit 11 måneder gamle barn ved at aflevere det i maven på en stor, ressourcemangel-ramt instution.

"Men børn har brug for andre børn! MIT barn ELSKER at lege med de andre!" kan jeg høre nogen råbe. Jæs. Også mit barn. Men er en hektisk vuggestuehverdag virkeligt det bedste for helt små børn? Er det? Min meget kloge vuggestuepædagog-ven Motorikjulka siger det selv: "Det er i hvert fald ikke barnets behov, når det kommer i vuggestue, før det fylder halvandet. Det er et meget stressende miljø." Citeret frit efter hukommelsen, men pointen skulle være god nok. Børn har brug for andre børn, men det kan man jo altså også få på andre måder end i en vuggestue. Det er ikke enten eller.

"Men vil du så bare have damerne hjem til kødgryderne?" er der så nogen, der råber. Well. Så kender I mig ikke ret godt... Jeg vil hellere have revolution. Og alternativer. Flere alternativer - der er allerede mulighed for at få en deltids-børnepasser til nogenlunde samme pris som en vuggestueplads. Det kræver meget mere arbejde at få i stand. Men vi tjekker det ud. Og så må vi jo gå ind i politik og arbejde på flere ressourcer til institutionsområdet, på længere barsler og på de dersens flere alternativer...

"Men er det ikke bare pædagogerne, der skal tage sig sammen og SE børnene og være lidt mere læringsagtige?" er der så nogen, der siger. Jo, det kan godt være. Men jeg synes, vi overser noget vigtigt, som min ven skolelærer-Sille pointerede: "Stressede mennesker kan ikke være gode pædagoger." Jeg tror ikke, vi får ret meget ud af at pege fingre af pædagogerne her. Jeg tror heller ikke, at vi bare per default (kun...) skal råbe op om flere ressourcer.

Hm.

Når jeg tænker tilbage på Sønnes vuggestue, så var vi jo glade for den. Helt ærligt. Ikke mindst på grund af Maria, der krammede Sønne nonstop fra han kom, til vi hentede. Og som fik at vide af de andre pædagoger, at hun måtte holde med at SÅ godt at kunne lide ham. Altså: Jeg havde tillid til pædagogerne og deres engagement, de andre unger var ressourcestærke og ikke-krævende. Men jeg har også en mental rygsæk fyldt med episoder, jeg ikke ret gerne vil tænke på. Som dengang vi kom og hentede, og Sønne lå ude i krybben og græd. Eller dengang han stod alene i hjørnet på legepladsen og var ked af det.

Hvad tænker I?!

søndag den 29. april 2012

Den søvnløse optimist slår til igen

OK. Så jeg er måske gået lidt i selvsving over at skulle flytte på landet. Som oven i købet - hvilket et venligt læsermenneske pointerede - ikke rigtigt er landet, når det kommer til stykket. Selvom der, som en anden sagde (med en snert af skadefro mellem linjerne?) jævnligt lugter af gylle.

Anyway. Vi har været der i dag. Derude på landet. Og rullet os i græsset og leget og leget i gymnastiksalen (!) og sprunget på trampolinen og smagt lidt på sten, pinde og planter (mest dem af os, der endnu ikke er fyldt et år) og kigget efter hestelorte (mest dem på tre) og forbifartssludret med rare fremtidssamboer.


"Det er mange nye venner, tror I dét!?" siger Sønne begejstret og sukker - vel hjemme på fjerde sal - at han bare ikke KAN vente, til vi skal flytte til Beijer.

Og BetteLiv griner og vinker royalt og ved ikke, hvor heldig hun er. Eller at vi i sensommeren endelig, endelig, endelig skal holde navnefest for hende. For til den tid er vi jo de glade andelshavere af en hel spisesal med klaver og det hele, og så skulle man da være nogle skarn, hvis man ikke holdt en bette fest for det bette liv.


Ajmen altså. Det skal nok gå det hele. Også selvom der lugter af gylle ind i mellem. Og selvom listen over fælles arbejdsopgaver mest handler om høns og håndværkerting og regnskab og gør mig meget angst på jeg-er-slet-ikke-voksen-nok-måden. Jeg gemmer mig bag mine lykkelige børn og håber, jeg kan sylte og bage og smile mig fra gyllelugt og fællesforpligtigelser, ja?

lørdag den 28. april 2012

Lårt. Ugh.

Hvis Sønne havde et indianernavn, ville det uden nogen som helst tvivl være: Skider om natten.

Som en slags back-up (eller mellemnavn, hvis man må have det som indianer) kunne vi tilføje Vækker søster klokken 05.15.

Kombien af hyppig nattelort og lige lovligt årle morgener er farlig for mit mentale helbred. Som I måske fornemmer.

torsdag den 26. april 2012

Noget institutions-selvsving og rundhåndede forstadsfornærmelser


Selvom jeg ikke er meget for det, så skal BetteLiv - aka den lille Machu Picchu-indianer - før eller siden i vuggestue. I Beder. Og Beder er, modsat hvad man måske skulle tro, propfyldt med daginstitutioner, så vi måtte jo ud og snuse og tjekke og snakke for at finde det bedste... Afsted afsted. Med bus, i regn og med maven fyldt med forstads- og landzonefordomme, jeg slet ikke tør skrive her.

Og hvad kom vi ud til? Børn der allesammen hed Karla My og Elise Marie og Kalle og Anton og hvad de bybørn, vi kender, også render rundt og hedder. Nul-sukker-politik. Og pædagoger der kunne noget og ville noget, og som havde tid til snakke med os på institutionernes helt utroligt mange kvadratmeter og store, grønne legepladser.

Vi er med andre ord ude i noget velkendt by-stemning og noget håb om at genfinde fragmenter af den speltghetto, vi selv tilhører, derude på markerne - i lækker kombi med plads og frisk luft og den slags, som skulle være så sundt. OK. En af de tre insitutioner, vi så, var ringe. Men de andre to var, ja, så fantastiske som man nu kan være med normeringen og ressourcerne og alt det der, som vi ikke behøver diskutere nu, hvor vi lige er så glade.

Altså, jeg har jo ikke lyst at sende Bette i vuggestue, før hun... skal i børnehave. Eller konfirmeres. Og jeg er noget angst ved det der flytten fra midtbyen og sårn. Men når det nu skal være, så er jeg saftsusemig glad for, at hun skal gå et sted, hvor halvdelen af ungerne hedder Karla. Ikke for Livs skyld, forstås, men for min. Det øger lissom sandsynligheden for, at deres forældre kan forstå min kaffebar-længsler og ae mig på håret i stedet for at, æh, invitere mig ud og ridde en tur eller fodre grise eller hvad man nu normalt foretager sig på landet... Der var sågar en mor på en nihola-cykel. Meget, meget trygt.

(Undskyld landfolk. Undskyld forstadsfolk. Jeg vil virkeligt gerne være jeres ven. Jeg skal nok bare lige have lidt hjælp. Hvis det er en slags formildende omstændighed, kan jeg fortælle, at jeg er opvokset op på Amager, som dels er fyldt med sten og rimeligt blottet for dyr (undtagen rotter), og som dels plejer at udløse en sand kaskade af fordomme fra jyderne på min vej...)

(I øvrigt har jeg en fornemmelse af, at det her indlæg er blevet rimeligt sært. Men jeg HAR jo sagt, at jeg pt. er bedst til at sidde i sofae og pille ved savsmuldstapetet. Iggå.)

onsdag den 25. april 2012

Dagens traktorspørgsmål fra indsatslederen

1) "MOAH - hvorfor putter de gødning i jorden?"

2) "MOAH - hvorfor har den tohjulstrukne traktor ikke noget groft mønster på de der dæk foran?" (Seriøst. Det sagde han. Han er tre år! Har I selv prøvet at udtale tohjulstrukne traktor?! Det er pissesvært.)

3) "MOAH - hvorfor har den lille havetraktor sådan nogle anderleijes dæk? Uden groft mønster?"

Jæs. Vi har læst traktorbog. Der står "groft mønster" mange gange. Det er godt, vi snart flytter på landet, så Sønne kan få svar på Store Vigtige Landbrugsspørgsmål. Fra andre end mig.


Kunne man måske få tilværelsen i en størrelse større?

Der er lidt mere stille, end her plejer. På bloggen altså - på fjerde sal er der stadig børn, der råber, og børnemusik, der spiller, og gryder, der koger over.

Men når børnene sover, og musikken er slukket, og gryderne står i opvaskemaskinen, har jeg meget travlt med at sidde i sofaen og kigge ud i luften. Og mærke efter, om tilværelsen klemmer nogen steder og med at tænke store tanker, der aldrig kommer helt i mål, og som er så eksistentiella, at jeg slet ikke rigtigt kan sætte ordentlige blogord på dem.

Det føles højst usædvanligt. Hvis der er noget jeg kan, er det lissom at sætte ord på ting. Iggå.

Well. Det handler om suge maven ind på min københavner-krop, så den kan være i et Beder-liv. Eller i hvert fald om at tænketænketænke over, hvordan man både kan være københavner-by-heart med mange ting og folk, man elsker på den anden side af Storebælt, og samtidig sige "nu skal vi bo på Jyllandet. Sådan er det." Og det handler om at trække vejret meget dybt for at undgå den indbyggede skizofreni i en tilværelse, hvor man den ene dag er iført stramt tøj og nakkeknold, mens man pressetræner nogle fremtidige ledere, og den næste dag kravler rundt i joggingtøj og siger "dadada" til BetteLiv. Og det handler om at gå i selvsving over, hvor meget man på den ene side drømmer om at arbejde (og rejse og date og hænge ud) og på den anden side hvor gerne man vil være sammen med sine småbitte børn HELE tiden. Åhja, og det handler vel også om at føle sig som en rejselysten 21-årig fanget i en 31-årigs krop med børn og Mand og snarligt lån og, Gud nåde og trøste mig, sikkert også en bil en dag.

Og det handler om at læse og spekulere over den berømte mening med alting og i den forbindelse især på, hvordan man bedst muligt kan inhalere mest mulig småbørnslykke, mens tid er, i stedet for - som det alt, alt, alt ofte sker - at dagdrømme sig væk fra unger og frem til sofa og fjernsyn. Som Astrid meget, meget fint skriver: "Jeg øver mig på at snuse den ind, hverdagen. Og tiden. Så man ikke glemmer at se den og kommer til at glæde sig alt for meget til dagen er slut, ungerne puttet, så man kan se fjernsyn, så man kan komme i seng, så det kan blive weekend, så det kan blive hverdag, så børnene kan blive store, så man kan blive gammel, så man kan dø. Hvad er det nu man skal nå?"

Det er ikke på krisekrisemåden. Det er mere sådan på: Nåmen-hvem-er-jeg-så-nu-og-hvordan-kan-jeg-blive-ved-med-at-være-mange-ting-på-en-gang-uden-at-krepere-af-stress-måden.

Og det er svært at sige noget rigtigt klogt om, ikke bare her men også til mig selv henne i sofaen.

mandag den 23. april 2012

Jeg er Leo

I fredags var jeg ude og undervise på noget handelsskole udenfor Ølby, der ligger udenfor Køge, der i sig selv ligger udenfor (min) alfarvej. Meget eksotisk. Og da jeg havde snakket og spillet klog-klog-klog i et par timer, stillede jeg mig ud til busstoppestedet der, midt ude i ingenting, og måtte sande, at den næste bus til stationen kørte mere end en halv time senere.

Bittert. Min timeløn var i forvejen til den lave side, og der var absolut ingen steder at sætte sig og meditere og nyde en halv times (børne)frihed. Men: Nu er folk derude på landet jo generelt flinke - eller også er jeg bare hæmningsløs, når jeg er utålmodig nok. I hvert fald fik jeg mast mig ind i en bil med to flinke, ret afblegede, meget midtsjællandsk-talenede damer, der netop var ved at bakke ud af parkeringspladsen. Og som slet ikke skulle til stationen - før jeg altså satte mig ind. Måske gjorde de mig bare en tjeneste, fordi folk dér i omegnen som sagt generelt er flinke. Men måske var deres motiver mere starfucker-agtige. I hvert fald blev den ene ved med at spørge mig, om jeg ikke var kendt, og hvor hun havde set mig før, og havde jeg da ikke været i fjernsynet?

Jeg benægtede. Som jeg altid gør, når jeg bliver spurgt om den slags, og det gør jeg tit. Og jeg undlod at forklare, hvem det (formentlig) var, jeg mindede hende om:


Ohyes. Titanic er i biografen igen, og igen tror alverden, at jeg er kendt. Nogle udpeger ligheden direkte: "Næææh hvor du ligner Leonardo DiCaprio!" Med bedre hår og dårligere kulør, kan jeg tilføje, men ellers er der så mange, der har sagt det, at den vist må være god nok.

Sidst, Titanic var i biffen, rendte jeg i øvrigt ind i syv irske bøsser, der syntes, jeg lignede Kate Winslet. Dejligt, til en afveksling. Og udover, at jeg saftsusemig hellere vil ligne Kate end Leo, så er der et eller andet smukt ved tanken om, at jeg ene kvinde kunne klare hovedrollerne i en mega-blockbuster. Se, dét er helt sikkert virkeligt godt betalt.

torsdag den 19. april 2012

Bøsser og baller

Når man har det med at kalde sine børn BØLLE (som i "nååårh min lille bølle) og BASSE (som i "nååårh mors lille basse"), kan der meget hurtigt gå kludder i det. Og pludselig hører man sig selv halvråbe midt i noget offentlighed - fx i et fyldt IC3 tog til København - "Nåårh, mors lille bøsse! Mors lille balle!"

Flot. Især når man gik rundt og troede, man slet ikke var sådan en, der talte pattesprog til sine børn.

UPDATE: Det kunne faktisk godt blive værre... som da min søster krammede Bette og glad sagde: "nåårh, Mosters lille Livsefisse... Æh, ah - LivseFIS, mener jeg!"

tirsdag den 17. april 2012

JEG kan sguda også løfte en Smartcar. Eller... æh. OK.

"FLYT DIG, HER KOMMER INDSATSLEDEREN!" råber Sønne og maser sig forbi sin søster for at reparere hele huset.

Søsteren er ligeglad, for hun har spist et helt hårdkogt æg (minus blomme) og en halv karrysild til aftensmad, og hun er vældigt glad.

Og børnenes mor, mig, kigger på dem med stor undren og forstår ikke, hvor de har deres sære præferencer fra. Men jeg er jo også bare en ussel morblogger, og så kan jeg ikke engang løfte en Smartcar. Siger Sønne, og tilføjer "min egen far kan løfte en Smartcar. Det kan han!"

Suk.

mandag den 16. april 2012

Haves: Planer. Haves ikke: Tid.

Jeg sidder i et opryddet køkken, eneste vågne og eneste voksne i lejligheden. I Agenda på P1 snakker kloge mennesker om tidskamp og tidstyranni og tempokrati og den store, stygge moderne verden. Under en gravko-formet køleskabsmagnet hænger vores eget våben mod tidspresset og tidsmanglen og moders evige høje puls: PLANEN.

Planen som fortæller, hvem der afleverer og henter hvornår, hvem der tager sig af BetteLiv på hvilke tidspunkter på hvilke dage, hvem der går til møder hvor og hvornår, hvem der arbejder med hvad på hvilke klokkeslet... og hvad vi skal have til aftensmad på hvilke dage.

Vi har prøvet at klare dagligdagen uden planer. I årevis, nærmest. For er det måske ikke bedre at tage det sådan lidt ad hoc og spontant og "jeg er træt, så gider du ikke aflevere i dag"? Bliver man måske ikke helt mast og kvast og klaustrofobi-ramt i sådan plan, der skærer tiden og dagen og ugen i bittesmå stykker med min grimme håndskrift?

Well.

Personligt bliver jeg kvast og mast af kombinationen børneliv og ad hoc. Og jeg har brugt lang tid på at slå mig selv i hovedet over, at jeg lissåm ikke svævede lidt lettere over vandene og smilede sødt, hvis jeg pludselig fik stukket en vuggestue-aflevering i hænderne eller skulle finde på aftensmad i sidste øjeblik. Jeg svævede aldrig let. Jeg smilede aldrig sødt; jeg spyede ild og prøvede at slå mennesker ihjel med øjnene.

I need them plans. Og jeg er først holdt op med at slå mig selv hårdt og længe i hovedet over dét, efter jeg begyndte at læse sårn lidt on-off med ovre hos Anna Skyggebjerg. Hun siger nemlig, at det slet ikke er et spørgsmål om, at jeg er underskudsagtig eller dårlig til at svæve eller smile. Det handler om, at en mutti uden planer er en mutti, der løber meget hurtigt rundt og opfylder alle andres spontane behov og ender med at ligge i fosterstilling i et hjørne i stuen, fordi hendes egne behov på en eller anden måde kommer sidst på listen. Jeg er altså ikke mærkelig, fordi jeg har brug for en plan. Siger fru Skyggebjerg i hvert fald.

Man kunne spørge, om ikke det samme gælder for faren, som - i hvert fald her i huset - også er særdeles behovsopfyldende, men han ender altså ikke i fosterstilling. Og har måske af samme grund svært ved helt at forstå, hvorfor han ikke må lave spontane ændringer i programmet uden seriøs varsel. Eller måske forstår han det nu, efter jeg den anden morgen brølede noget i retning af DEN PLAN ER MIN LIVSFORSIKRING! DU MÅ IKKEIKKEIKKE BARE ÆNDRE DEN!

Hm. Hej stressede drama-mor.

But it's true.

Måske var jeg på vej hen i mod en eller anden pointe, men jeg har glemt den igen. Og radioprogrammet er slut. Hvis I har tid (jæs, I know),  kan I høre det her. Det er spændende, selvom der bliver snakket lidt vel meget tysk. Og radio kan man jo altså sagtens høre, mens man går og streger ting fra to-do-lister og sætter flueben i planerne på køleskabet.

torsdag den 12. april 2012

Walla og hverdagslykke


"Hvis Livse vil, så må hun gerne bo i min butik!" Siger drengen, og sælger mig en blanding af mælk, saftevand og kødsovs (tilberedt i lege-ovn) for to kroner.

Det er sjovt på lattermåden at have børn. Nogle gange i 30 sekunder ad gangen, før alt er rabalder og søvnmangelsbetinget suremor. Men i dag holdt suremor kæft og drak artigt sit imaginære mælkesaftevand, skubbede en gynge (der - helt overraskende - kunne gynge, SELVOM den var orange) og så på store brødre, der lærte små søstre at køre traktor... i lang, lattermild tid.

onsdag den 11. april 2012

Eventyr i baghaven #1: Kold og nøgen...


Voila: Her er mine vinter-lyserøde fødder på vej på nye eventyr.

Fordi min ven, Den Norske Coach, havde overbevist mig om, at hverdag ikke (nødvendigvis) er lig hamsterhjul og rutinehelvede. Og om at spænding og den slags ikke (nødvendigvis) er forbeholdt udlandsrejser. Og så fordi hun er medlem af Den Permanente, Århus' legendariske vinterbaderklub...

You get the picture.

Hvis ikke, kommer det her: Mig og Norsk Coach i sauna fyldt med mænd af varierende alder og blufærdighedsgrad. Og derefter i havvand, igen og igen og igen. Koldt, koldt forårs-havvand. Jeg har vinterbadet før (også om vinteren...), men det var for 10.000 år siden i et andet, barnløst liv.

For hulan hvor var det herligt! Hej krop, hej sanser, hej ekstremsportstilfredsstillelse. Dog skal jeg helt  klart arbejde på min vinterbade-appearance... med udsigt til garvede vinterbadere, der svømmede og svømmede rundt i den kolde bugt og derefter lagde sig til vindtørring udendørs, var jeg selv kun liiige under hver gang - og måtte råbe bagefter. Højt. A la FUCKFUCKHVORERDETKOLDTFUCK. Og den slags. Den Norske Coach smilede anstrengt. Men lovede at tage mig med igen snarest.

Og for nu at stryge min udelængsel yderligere med håret - i stedet for at undertrykke den med en formaning om, at vi kan få eventyr igen, når børnene er flyttet hjemmefra - investerede jeg ti bogudsalgskroner i denne her guidebog:


Det tangerer selvplagning og er næsten en slags ekstremsport eller psykisk, russisk roulette i sig selv: FÅR jeg en udelængsels-induceret depression af at bladre i billeder af koraller og Ædle Vilde?

I'll keep you posted.

tirsdag den 10. april 2012

Gode gæster og Sønne og Liv og glade dage

BetteLiv lærer gæsterne (her Viggo), at bruge et målebånd.
Vi har påsketømmermænd.

Som i: Vi har haft dejlige dage med dejlige gæster og prøver nu at fortrænge, hvor uhyggeligt lidt vi ser til hinanden i dagligdagen. Fordi København er forbandet langt væk, fordi togbilletterne er hulens dyre, og fordi vi (næsten) allesammen har en hel masse børn, der hele tiden skal have skiftet ble og fodres og trilles og aes.


Well. Jeg ligger i mental fosterstilling og tænker på søstre og mødre og veninder. Sønne spørger efter sin Moster. Manden går rundt i de udtrådte hjemmesko, min far glemte, da han var her. Kun Livse, den glade grødgris, har ikke forstået konceptet geografisk afstand og hviner lykkeligt, når Sønne er i rummet - og når hun får lov at låne en eller flere af hans motorsave...