søndag den 29. april 2012

Den søvnløse optimist slår til igen

OK. Så jeg er måske gået lidt i selvsving over at skulle flytte på landet. Som oven i købet - hvilket et venligt læsermenneske pointerede - ikke rigtigt er landet, når det kommer til stykket. Selvom der, som en anden sagde (med en snert af skadefro mellem linjerne?) jævnligt lugter af gylle.

Anyway. Vi har været der i dag. Derude på landet. Og rullet os i græsset og leget og leget i gymnastiksalen (!) og sprunget på trampolinen og smagt lidt på sten, pinde og planter (mest dem af os, der endnu ikke er fyldt et år) og kigget efter hestelorte (mest dem på tre) og forbifartssludret med rare fremtidssamboer.


"Det er mange nye venner, tror I dét!?" siger Sønne begejstret og sukker - vel hjemme på fjerde sal - at han bare ikke KAN vente, til vi skal flytte til Beijer.

Og BetteLiv griner og vinker royalt og ved ikke, hvor heldig hun er. Eller at vi i sensommeren endelig, endelig, endelig skal holde navnefest for hende. For til den tid er vi jo de glade andelshavere af en hel spisesal med klaver og det hele, og så skulle man da være nogle skarn, hvis man ikke holdt en bette fest for det bette liv.


Ajmen altså. Det skal nok gå det hele. Også selvom der lugter af gylle ind i mellem. Og selvom listen over fælles arbejdsopgaver mest handler om høns og håndværkerting og regnskab og gør mig meget angst på jeg-er-slet-ikke-voksen-nok-måden. Jeg gemmer mig bag mine lykkelige børn og håber, jeg kan sylte og bage og smile mig fra gyllelugt og fællesforpligtigelser, ja?

3 kommentarer:

  1. Ja så er det igen hende med Jul i provinsen (som osse er hende med det lange indlæg i kønsdiskussionen - måske sku jeg snart kalde mig et navn her): Jeg kan ikke lade være med at synes at det lyder ret vidunderligt, det der Beijer-projekt - mellem alle dine forbeholdslinjer. Må bare spørge: Hvad hedder det bofællesskab i flytter ind i? Er det ejerboliger? Er de større end 80 kvm?

    SvarSlet
  2. Andelsboliger på cirka 115 kvadratmeter! Skriv evt til carportognoia@gmail.com, så kan jeg fortælle mere.

    SvarSlet
  3. Bare rolig, gyllelugten er helt sikkert ikke så slem når man kan se, at ungerne hygger sig helt vildt. Og man lærer hurtigt ikke at hænge vasketøjet til tørre udenfor de dage bondemanden gøder markerne. ;-)
    Og der var helt sikkert ikke noget ondt mellem linierne - blot en konstatering. Når det kommer til stykket er gyllelugten nok ikke værre end når der stinker nede fra oliemøllen på havnen.

    SvarSlet