Haves: Planer. Haves ikke: Tid.

Jeg sidder i et opryddet køkken, eneste vågne og eneste voksne i lejligheden. I Agenda på P1 snakker kloge mennesker om tidskamp og tidstyranni og tempokrati og den store, stygge moderne verden. Under en gravko-formet køleskabsmagnet hænger vores eget våben mod tidspresset og tidsmanglen og moders evige høje puls: PLANEN.

Planen som fortæller, hvem der afleverer og henter hvornår, hvem der tager sig af BetteLiv på hvilke tidspunkter på hvilke dage, hvem der går til møder hvor og hvornår, hvem der arbejder med hvad på hvilke klokkeslet... og hvad vi skal have til aftensmad på hvilke dage.

Vi har prøvet at klare dagligdagen uden planer. I årevis, nærmest. For er det måske ikke bedre at tage det sådan lidt ad hoc og spontant og "jeg er træt, så gider du ikke aflevere i dag"? Bliver man måske ikke helt mast og kvast og klaustrofobi-ramt i sådan plan, der skærer tiden og dagen og ugen i bittesmå stykker med min grimme håndskrift?

Well.

Personligt bliver jeg kvast og mast af kombinationen børneliv og ad hoc. Og jeg har brugt lang tid på at slå mig selv i hovedet over, at jeg lissåm ikke svævede lidt lettere over vandene og smilede sødt, hvis jeg pludselig fik stukket en vuggestue-aflevering i hænderne eller skulle finde på aftensmad i sidste øjeblik. Jeg svævede aldrig let. Jeg smilede aldrig sødt; jeg spyede ild og prøvede at slå mennesker ihjel med øjnene.

I need them plans. Og jeg er først holdt op med at slå mig selv hårdt og længe i hovedet over dét, efter jeg begyndte at læse sårn lidt on-off med ovre hos Anna Skyggebjerg. Hun siger nemlig, at det slet ikke er et spørgsmål om, at jeg er underskudsagtig eller dårlig til at svæve eller smile. Det handler om, at en mutti uden planer er en mutti, der løber meget hurtigt rundt og opfylder alle andres spontane behov og ender med at ligge i fosterstilling i et hjørne i stuen, fordi hendes egne behov på en eller anden måde kommer sidst på listen. Jeg er altså ikke mærkelig, fordi jeg har brug for en plan. Siger fru Skyggebjerg i hvert fald.

Man kunne spørge, om ikke det samme gælder for faren, som - i hvert fald her i huset - også er særdeles behovsopfyldende, men han ender altså ikke i fosterstilling. Og har måske af samme grund svært ved helt at forstå, hvorfor han ikke må lave spontane ændringer i programmet uden seriøs varsel. Eller måske forstår han det nu, efter jeg den anden morgen brølede noget i retning af DEN PLAN ER MIN LIVSFORSIKRING! DU MÅ IKKEIKKEIKKE BARE ÆNDRE DEN!

Hm. Hej stressede drama-mor.

But it's true.

Måske var jeg på vej hen i mod en eller anden pointe, men jeg har glemt den igen. Og radioprogrammet er slut. Hvis I har tid (jæs, I know),  kan I høre det her. Det er spændende, selvom der bliver snakket lidt vel meget tysk. Og radio kan man jo altså sagtens høre, mens man går og streger ting fra to-do-lister og sætter flueben i planerne på køleskabet.