Kunne man måske få tilværelsen i en størrelse større?

Der er lidt mere stille, end her plejer. På bloggen altså - på fjerde sal er der stadig børn, der råber, og børnemusik, der spiller, og gryder, der koger over.

Men når børnene sover, og musikken er slukket, og gryderne står i opvaskemaskinen, har jeg meget travlt med at sidde i sofaen og kigge ud i luften. Og mærke efter, om tilværelsen klemmer nogen steder og med at tænke store tanker, der aldrig kommer helt i mål, og som er så eksistentiella, at jeg slet ikke rigtigt kan sætte ordentlige blogord på dem.

Det føles højst usædvanligt. Hvis der er noget jeg kan, er det lissom at sætte ord på ting. Iggå.

Well. Det handler om suge maven ind på min københavner-krop, så den kan være i et Beder-liv. Eller i hvert fald om at tænketænketænke over, hvordan man både kan være københavner-by-heart med mange ting og folk, man elsker på den anden side af Storebælt, og samtidig sige "nu skal vi bo på Jyllandet. Sådan er det." Og det handler om at trække vejret meget dybt for at undgå den indbyggede skizofreni i en tilværelse, hvor man den ene dag er iført stramt tøj og nakkeknold, mens man pressetræner nogle fremtidige ledere, og den næste dag kravler rundt i joggingtøj og siger "dadada" til BetteLiv. Og det handler om at gå i selvsving over, hvor meget man på den ene side drømmer om at arbejde (og rejse og date og hænge ud) og på den anden side hvor gerne man vil være sammen med sine småbitte børn HELE tiden. Åhja, og det handler vel også om at føle sig som en rejselysten 21-årig fanget i en 31-årigs krop med børn og Mand og snarligt lån og, Gud nåde og trøste mig, sikkert også en bil en dag.

Og det handler om at læse og spekulere over den berømte mening med alting og i den forbindelse især på, hvordan man bedst muligt kan inhalere mest mulig småbørnslykke, mens tid er, i stedet for - som det alt, alt, alt ofte sker - at dagdrømme sig væk fra unger og frem til sofa og fjernsyn. Som Astrid meget, meget fint skriver: "Jeg øver mig på at snuse den ind, hverdagen. Og tiden. Så man ikke glemmer at se den og kommer til at glæde sig alt for meget til dagen er slut, ungerne puttet, så man kan se fjernsyn, så man kan komme i seng, så det kan blive weekend, så det kan blive hverdag, så børnene kan blive store, så man kan blive gammel, så man kan dø. Hvad er det nu man skal nå?"

Det er ikke på krisekrisemåden. Det er mere sådan på: Nåmen-hvem-er-jeg-så-nu-og-hvordan-kan-jeg-blive-ved-med-at-være-mange-ting-på-en-gang-uden-at-krepere-af-stress-måden.

Og det er svært at sige noget rigtigt klogt om, ikke bare her men også til mig selv henne i sofaen.