I fredags var jeg ude og undervise på noget handelsskole udenfor Ølby, der ligger udenfor Køge, der i sig selv ligger udenfor (min) alfarvej. Meget eksotisk. Og da jeg havde snakket og spillet klog-klog-klog i et par timer, stillede jeg mig ud til busstoppestedet der, midt ude i ingenting, og måtte sande, at den næste bus til stationen kørte mere end en halv time senere.
Bittert. Min timeløn var i forvejen til den lave side, og der var absolut ingen steder at sætte sig og meditere og nyde en halv times (børne)frihed. Men: Nu er folk derude på landet jo generelt flinke - eller også er jeg bare hæmningsløs, når jeg er utålmodig nok. I hvert fald fik jeg mast mig ind i en bil med to flinke, ret afblegede, meget midtsjællandsk-talenede damer, der netop var ved at bakke ud af parkeringspladsen. Og som slet ikke skulle til stationen - før jeg altså satte mig ind. Måske gjorde de mig bare en tjeneste, fordi folk dér i omegnen som sagt generelt er flinke. Men måske var deres motiver mere starfucker-agtige. I hvert fald blev den ene ved med at spørge mig, om jeg ikke var kendt, og hvor hun havde set mig før, og havde jeg da ikke været i fjernsynet?
Jeg benægtede. Som jeg altid gør, når jeg bliver spurgt om den slags, og det gør jeg tit. Og jeg undlod at forklare, hvem det (formentlig) var, jeg mindede hende om:
Ohyes. Titanic er i biografen igen, og igen tror alverden, at jeg er kendt. Nogle udpeger ligheden direkte: "Næææh hvor du ligner Leonardo DiCaprio!" Med bedre hår og dårligere kulør, kan jeg tilføje, men ellers er der så mange, der har sagt det, at den vist må være god nok.
Sidst, Titanic var i biffen, rendte jeg i øvrigt ind i syv irske bøsser, der syntes, jeg lignede Kate Winslet. Dejligt, til en afveksling. Og udover, at jeg saftsusemig hellere vil ligne Kate end Leo, så er der et eller andet smukt ved tanken om, at jeg ene kvinde kunne klare hovedrollerne i en mega-blockbuster. Se, dét er helt sikkert virkeligt godt betalt.
Jakob hører, så vidt jeg husker, med i koret...
SvarSletHagemannHagemann
Jamen han har sguda også et mere passende køn. Jeg vil hellere ligne Kate! Eller hende der fra den tv-serie, som Jakob engang sammenlignede mig med...
SvarSlet