tirsdag den 17. februar 2015

Efter ørådet

Nåmen det blev ikke vores gode-gode venner, der skulle flyt ind i Paradise-Hotel-nå-nej-bofællesskabet. Og alt det, der skal siges om den sag, må jeg hellere sige til de venner selv.

søndag den 15. februar 2015

Det fjerne, det nære og det allernærmeste. Eller: Noget om terror og bofællesskaber

For snart ti år siden var jeg nogle måneder på en elsalvadoriansk avis, og der var parlamentsvalg med købte stemmer og dødstrusler og skyderier og 'EL PUEBLE UNIDO' og kasten med sten, og der var lig foran stambaren, og der var tåregas, som jeg måtte gemme mig for på et toilet.

Og mens jeg sad der og rystede sammen med nogle journalister, hvis universitet by the way var blevet opslugt i et jordskælv, og hvoraf mindst én by the way vist nok havde en fortid som børnesoldat, pippede jeg noget om, at jeg nu nok alligevel glædede mig lidt til at komme hjem. Hvortil én af dem (by the way, en tidligere Irak-korrespondent, by-the-way-by-the-way bror til en anden journalist, der havde været ude for 13 (13!) hold-ups på offentlige steder) tørt svarede:

- Hvor mange jordskælv er der egentlig om året i dit land? Hvor mange mord, egentlig? Hvad vil du egentlig skrive om? Du er jo journalist!

Og på sin vis havde manden jo ret. Ret ret.

Indtil i dag.

Lige pludselig er der alt for meget at skrive om i Danmark, og bare vent, om et øjeblik sender den elsalvadorianske avis (fra landet, der nu ikke længere er nummer et på listen over verdens farligste) sikkert en korrespondent til København... (i øvrigt faldt mit El Salvador-ophold dengang fuldstændig sammen med en vis Muhammed-krise, og danske flag var i brand på alle fjernsynsskærme. The circle of life and ytringsfrihed and så videre).

Men. Pointen med alt det her er, at selvom der sker forfærdelige ting i Min By (ikke Beder, København) og i Mit Land (Danmark, ikke El Salvador), og selvom jeg kan mærke ægte bekymring over al den splittelse og Islam-frygt, der allerede er ved at opstå i kølvandet på det her - ja, på trods af alt det, så er det dét, der ligger for mine egne fødder, der for alvor fylder noget i hovedet:

Vi skal vælge en ny familie til at flytte ind i bofællesskabet. Der er lutter søde, smukke, intelligente kandidater, og der er mange af dem. True story. Men: Nogle af mine bedste venner er i blandt. Og vi holder møder (delvis iført fastelavnstøj) og diskuterer stolpe op og stolpe med, og sådan skal og må det være... og jeg kan simpelthen ikke holde det ud. At jeg ikke bare kan svinge en tryllestav og få dem til God Bedre, de venner dér.

Det kan godt være, de kaster med tåregas i El Salvador, og 20-årige mænd stikker hinanden ned på gaden. Det kan godt være, at terroren er kommet til Danmark for at blive. Det kan godt være, at det alt sammen burde give noget perspektiv. Eller - et eller andet, iggå. Det gør det bare ikke rigtigt. Mit hoved er fyldt med husmøde og med stiltiende men forbitrede bønner til universet: Prøv lige at forestil dig engang, mand, hvad det ville betyde for mit forhold til forstæderne (noget godt, noget virkeligt godt!), hvis jeg kunne få lov at bo sammen med liiige præcis den familie, jeg gerne vil bo sammen med... Tænk engang hvor helt utroligt fantastisk dejligt det ville være!

torsdag den 12. februar 2015

Gustav. England. Slut. Eller: Nogle har større udlængsel end andre.

- Gustav fra min børnehave er taget til England. Han skal være der fire måneder.

- TIL ENGLAND!? NEJ HVOR SPÆNDENDE! HVORHENNE?

- Det ved jeg ikke, mor.

- JAMEN ALTSÅ, HVOR ER DET SPÆNDENDE! SKAL HAN GÅ I ENGELSK BØRNEHAVE?

- Det ved jeg ikke, mor.

- SKAL HANS MOR OG FAR SÅ ARBEJDE I ENGLAND ELLER HVAD?

- Det ved jeg ikke, mor.

- JAMEN... TROR DU MÅSKE HAN GÅR I ENGELSK SKOLE?! Og hvor TROR du, det er? Har han sagt noget om det? Og skal hans lillesøster gå i engelsk vuggestue? Og har han givet børnehaven sin nye adresse?

- Det VED jeg ikke, mor.

- Jamen, hvad ved du egentlig?

- Gustav. England. Slut.

***

Slut, ja. Sønne gik, og jeg stod alene tilbage med en ud-af-kroppen-oplevelse af slet ikke at kunne styre min egen urimeligt irriterende talestrøm. Sønne var teenageren, jeg var moren, alle ville flygte fra.

(Nu har jeg tænkt mig at spørge børnehaven i stedet for. For hvad mon Gustav egentlig laver i England? Og hvad med hans forældre? Og hans lillesøster?!)

onsdag den 11. februar 2015

Sædernes forfald, sygdommenes komme. Måske forudser min underbevidsthed noget om udfaldet af næste Folketingsvalg

Drømmen:

Hitler - under navnet fritz-laban - til halvnøgen tovtrækning i en gymnastiksal. Mod et hold stærke, sorte mænd. Og der var konstant bombetrussel.

Mary fra Downton Abbey i slåbrok, løbende forvildet rundt i nærheden af Lillebæltsbroen.

En deal med min læge om, at jeg ikke længere behøvede recept på medicin for børneorm - jeg kunne nøjes med at sende en SMS.

Og nu er det morgen, og det er sguda ikke til at arbejde, med resterne af sådan nogle voldelige, forvirrede, halvhistoriske drømme hængende i hjernen.

(I øvrigt bar fritz-laban en rustrød strikket underdel, og han var uhyggeligt stærk.)

Lillebæltsbroen? I slåbrok? Really?!

lørdag den 7. februar 2015

Så i det stor hele går det faktisk OK

Jeg er her stadig. Stadig-agtigt og selvfølgelig. Jeg har bare så frygteligt travlt på den måde, jeg altid har frygteligt travlt her lige midt på vinteren: Med at bære min vinterdepression og min tunge vinterkrop. Det er ikke jule/forstads-flæsk (selvom det er der nok også noget af), det er ligesom knoglerne bliver tungere om vinteren. Markerne er brune, knoglerne er tunge, bofællesskabets vinterkulrede børn larmer afsindigt i spisesalen hver aften. Kyndelmisse-tunghed.

Og jeg har travlt med at fange mus. Danmarks største. Den blev fanget i et rottefælde, og én til og én til.

(I virkeligheden har jeg travlt med at få andre til at fange de mus. Min modige børn for eksempel. De synes, at mus er "fucking nice.")

Og jeg har dejlig-travlt med cykle frem og tilbage til byen, gennem byen, på min elcykel ellie. På den er jeg lettest, og bakkerne er fladest. Forbløffende som jeg er ligeglad med, at jeg ligner en dame på 70. I regntøj og med cykelhjelm. Fuldstændig flintrende lykkeligt ligeglad.

Og med det arbejde. Jeg gider ikke skrive om det. Det er forfærdeligt og fantastisk, vi må snakke om det en anden dag.

Og med at nyde, at mine børn er så kæmpestore, at vi ind i mellem kan sove, drikke, læse; at der er tid til at tænke alle de her alt for mange tanker.

Og med skiftevis at hyperventilere over, at Sønne starter i skole om lidt (og at vi således er bundet til forstæderne for evigt-og-evigt) og med at ikke-forstå, at børn overhovedet kan bo i byen. At prise mig ægte lykkelig for de marker og de kælkebakker og de lykkelige unger, der står på ski og har røde kinder ("og PINK skistave mor, husk det nu, husk det nu!").

Og med at stresse over samfundet, nutiden, systemet, klimaforandringerne, krigene. Den slags. Måske er det et udslag af de vinterdepressive tendenser, måske læser jeg for mange Andrea Hejlskov-agtige blogs. Eller måske ligger der en ægte erkendelse og bobler og kræver handling, revolution, action. Både makro-action og mikro-action:
Skal min seks-årige virkeligt se X-Faktor?!
Skal han virkeligt snart skolereformsheldagsskole?!

(I virkeligheden er det ikke en pludselig erkendelse eller noget med at læse for mange ekstreme blogs. Jeg har altid været sådan. Som barn stod jeg i en periode og lod vandet løbe direkte fra hanen og ned i afløbet for at fortynde det forurenede vand, jeg havde hørt, fiskene svømmede rundt i i havene. Sådan har jeg det med at gøre forkerte ting med de allerbedste intentioner og i øvrigt stresse over ting, jeg ikke ved ret meget om. Det bliver bare værre(-bedre) om vinteren og forstærkes af  børne-husleje-betinget travlhed...)

Og med at høre Agnes Obel, som ophøjer almindelig vinterbrun melankoli til poetisk eksistentialismus.

Og med at snakke med mine melankolske venner og mine glade venner, og med at huske-huske-huske mig selv på to ting:

1) Det bliver snart forår.

2) Vi skal snart på Ægte Solferie. Bestilt af mit sommerjeg, der udmærket kender mit vinterjeg og derfor kan tage sine forholdsregler.