- Gustav fra min børnehave er taget til England. Han skal være der fire måneder.
- TIL ENGLAND!? NEJ HVOR SPÆNDENDE! HVORHENNE?
- Det ved jeg ikke, mor.
- JAMEN ALTSÅ, HVOR ER DET SPÆNDENDE! SKAL HAN GÅ I ENGELSK BØRNEHAVE?
- Det ved jeg ikke, mor.
- SKAL HANS MOR OG FAR SÅ ARBEJDE I ENGLAND ELLER HVAD?
- Det ved jeg ikke, mor.
- JAMEN... TROR DU MÅSKE HAN GÅR I ENGELSK SKOLE?! Og hvor TROR du, det er? Har han sagt noget om det? Og skal hans lillesøster gå i engelsk vuggestue? Og har han givet børnehaven sin nye adresse?
- Det VED jeg ikke, mor.
- Jamen, hvad ved du egentlig?
- Gustav. England. Slut.
***
Slut, ja. Sønne gik, og jeg stod alene tilbage med en ud-af-kroppen-oplevelse af slet ikke at kunne styre min egen urimeligt irriterende talestrøm. Sønne var teenageren, jeg var moren, alle ville flygte fra.
(Nu har jeg tænkt mig at spørge børnehaven i stedet for. For hvad mon Gustav egentlig laver i England? Og hvad med hans forældre? Og hans lillesøster?!)
Hahaha - det kunne SÅ meget have været mig. Og var det faktisk også for nogle måneder siden, hvor en fra børnehaven også skulle til England. I 2 år. Jeg fik det heldigvis at vide på forkant, så jeg kunne overfalde de stakkels forældre med alle mine spørgsmål :-)
SvarSletJeg har tænkt mig at a) få adressen ud af børnehaven og b) skrive til dem og overfalde dem med spørgsmål... hvad laver alle de børnehavebørn i England, spørger jeg bare?! Og hvorfor er det ikke os, der skal ud og rejse?
Slet