onsdag den 21. december 2016

Pip

Vi er her endnu. Og landskabet, det mentale altså, er ganske smukt (rundt om alle de sorte huller). Vi er bare jule- og babyramte, og det er krævende men absolut ikke det værste at være ramt af. Tværtimod, faktisk. Her er årets marcipangris 2016, som vi lige lader stå, indtil der er lidt flere ord i fingrene.


fredag den 25. november 2016

Sønne

Sønne blev otte.
Sønne med det lange, gyldne hår og den lille rest sommerfregner på næsen.
Sønne der engang gemte sig under opvaskemaskine-lågen, fordi han ikke kunne tegne, men som nu tegner gravemaskiner og biler og både af egen fri vilje. Og næsten-læser.
Sønne der græd hver morgen, før han skulle i skole, men som jeg nu ikke engang må følge ned i klassen, fordi det er pinligt, mor.
Sønne der kunne skrue skruer i, før han kunne gå, og sige anhængertræk, før han kunne udtale sit eget navn.
Sønne der for et øjeblik siden var en lillebitte yoda-baby, der lå og kiggede på os på patienthotellet i Skejby med sine store, mørke, kloge øjne.
Sønne der hader at sove men elsker at blive nusset på ryggen, og som siger mmm du er en dejlig mor, når han et øjeblik glemmer at være sej.
Sønne der ikke har taget sin nye fødselsdags-Ronaldo-trøje af - hverken nat eller dag - siden han fik den i fødselsdagsgave af sin mormor og morfar.
Sønne der blev så oprigtigt glad for de brugte Harry Potter-bøger, hans økonomisk udfordrede forældre gav ham, at det var helt rørende.

Så vi kneb en lillebitte tåre og sang Happy Birthday to you og Vi har ikke sovet i OTTE år, det kan nemt ses på vores øj'n (for det har vi ikke, og det kan man nemt), og serverede saftevand og croissanter til morgenmad og wienerstang i stedet for lagkage. Og om få timer får vi besøg af 16 drenge til pizza og film, og min tynde, tynde, tynde is bliver lissom en lille smule tykkere, når han smiler med sine store, hvide tænder og siger jeg glæder mig mor, gør du ikke også det, vi skal se Krummerne 2!!

mandag den 21. november 2016

Drømme

I dag sørger jeg. Ikke over pengene i sig selv, men over alle de drømme, der ikke kan blive til noget, når man er i dundrende minus.
Det er ikke en tonstung, altoverskyggende, perspektivløs sorg uden taknemmelighed over alle de gode ting i vores liv. Selvfølgelig ikke. Men det er en sorg.
En sorg over at sige farvel til rejsedrømme for eksempel; drømmen om at hive nogle måneder ud af en kalender og vise vores børn det Stillehav, hvor vi fandt hinanden for ti år siden. Og en mindre drøm om en snarlig anti-vinterdepressions-rejse hen til et sted med lys og varme. Eller bare en uge i sommerhus.
Drømme om at arbejde mindre for at få det bedre.
Og drømme, som jeg ikke helt havde turdet sige højt, men som det alligevel gør ondt at sige farvel til. Som Gladiators Jyske Forfatterskole der koster nu helt ubetalelige 15.000 kroner.
Det sørger jeg over i dag.

torsdag den 17. november 2016

When it rains, it pours

Her er stille. Jeg er ikke så god til at svare på kommentarer, som jeg normalt er.

Sagen er denne:
Det har vist sig, at vores andelspris er i strid med loven. Den rigtige, lovlige pris er pt. - på grund af gælden i ejendommen og snirklede paragraffer, ingen kendte - 0 kroner.

0 kroner, ja.

Og ikke 600.000, som vi gav for den i sin tid.

Vi er med andre ord teknisk insolvente.
Vi skylder med andre ord hundredetusindvis af kroner væk i en andel, der intet er værd.
Vi har med andre ord fået et problem, der får dagpenge-miseren til at virke som en lille, fuldstændigt ubetydelig bøvs.

Det er tunge problemer for mennesker, der i forvejen opholder sig på tynd is.
Det er en spændende zigzag-rejse mellem sorte huller af bitterhed ("fuck de tidligere beboere, der har fået alt for mange penge med og efterladt os i gældshelvede!" "Vi arbejder os i sænk og pengene havner i INGENTING, fuck!")
Det er udbetalingen til vores fremtids-hus, der ryger.
Det er rejser, det er økonomisk sikkerhed, det er en sund hvilepuls, der ryger.
Det er, i hvert fald lige nu, en del i forvejen kostbar nattesøvn, der ryger.

Men samtidig så er det jo også sådan her:
Vi har hinanden.
Vi har vores i tiltagende grad gode helbred.
Vi har et dejligt bofællesskab, der tackler den nye, forfærdelige situation med så megen ynde og medmenneskelighed, man overhovedet kan mønstre, når man er helt hvid i hovedet.
Vi har et togvogns-kontor i baghaven og nogle naboer længere nede ad grusvejen, der lige kigger forbi med økologiske vingummibamser og rødvin.
Vi har en baby på fem en halv måned, der ser sådan her ud:


Det der gode liv, som en masse familier jagter over på DR1 ved at sælge hus og bil og tage til New York og rygsæk-Asien og Kreta og hvad ved jeg, det har vi jo stort set fundet... siger jeg helt ærligt og uden nogle falske ja-hatte. Altså ja, for helvede da, det ville være dejligt, hvis det var billigere og dermed mindre arbejdskrævende, det her bud på det gode liv. Og hvis folkeskolen var mindre folkeskole og mere børnevenlig. Men de helt store, fine linjer er jo for helvede på plads; vi har de fine, børnevenlige, livsvenlige rammer. Og det er sguda temmeligt priviligeret. Trods alt.

Vi har fået en sindssygt uheldig hånd i livets store, fede, fæle spil, og det er vi nogen, der græder en del stresstårer over. Men når vi er færdige med at græde og småpanikke, skal vi nok - som vi altid gør - rejse os igen og spille en mean, mean livspoker, mens vi siger platte vittigheder og drikker (billig) hvidvin.
Det håber jeg i hvert fald.

torsdag den 3. november 2016

Kristnet i smug #2

I tidernes morgen begyndte Liv, uvist af hvilken grund, at kræve salmer til godnatsang.

Den anden dag spurgte hun så:
"Mor, kender vi egentlig én, der hedder Maria?"
"Æh," sagde jeg og gav mig til at lede i bagest i hjernen.
"Nårh nej!" sagde barnet så.
"Jeg tænker jo på Jomfru Maria! Og hende kender I jo ikke, vel mor!?"

Og nej, det gør vi ikke. Ikke personligt i hvert fald.

Salmerne synger vi i øvrigt stadig, dog nu mest når hun sidder på toilettet (no offense, kristne venner).  Resten af tiden synger hun opera. Og nej, hun er ikke det næste wunderkind på den front, det er helt sikkert. Og nej, ligesom med salmerne er det ikke noget, hun er blevet eksponeret for herhjemme.

Ikke desto mindre danser hun rundt i stuen og udstøder de lyseste toner, hun kan, og hun bruger sine daglige, dyrebare iPad-minutter på at se opera-damer synge Ave Maria.

Hun er et mærkeligt, dejligt og måske kristent barn.

"Så synger jeg opera for Ellinor, så kan hun godt lide det!" Jamen jo, ok, det ser sådan ud.

søndag den 30. oktober 2016

Økonomiske øretæver. Det senmoderne menneskes nye, spændende ekstremsport. Eller: At ha det som man har det #3

Perspektiv er noget sjovt noget. Man kan prøve at fremmane det kunstigt ved at sige perspektivsætninger til sig selv, der starter med i det mindste, for eksempel:
I det mindste er vi sunde og raske!
I det mindste har vi begge to (en slags) arbejde!

Det virker bare ikke rigtigt, vel, når grundfølelsen nærmere er panik over den pludseligt skrantende økonomi. Så er det ikke perspektiv men... selvhad og bonus-lede. Det har jeg dyrket lidt, som I kan forestille jer. Hvorefter jeg besluttede mig for at gå helt ægte i gungrende panik et par dage og så være konstruktiv og perspektivrende bagefter.

Så jeg gik i panik, ægte gungrende panik med hvæsen og hyperventilering og tårer og stampen i jorden:
Skal Ellinor så tidligere i vuggestue?
Hvordan fanden i helvede kunne det ske?
Skal vi så leje et værelse ud og bo sammen med en eller anden idiot?
Hvordan i alverden er det her lort sket?
Skal jeg så arbejde endnu mere under min barsel og blive endnu mere vanvittig?
Hvordan fuck er det gået så galt?
Og hvordan får vi nogensinde råd til jul?!

Den slags.

Og da jeg så havde hvæset og hyperventileret og grædt og stampet, skete der noget fantastisk:

Perspektivet kom helt af sig selv.

30.000 kroner er så mange penge, at vi virkeligt kan mærke det, iggå, på den dårlige måde. At vi virkeligt bliver rusket i. Men når der bliver rusket hårdt nok, bobler de gode ting sjovt nok op til overfladen. Ikke kun det sure, også det søde. Ikke kun panikken, også perspektivet:
Vi er (nogenlunde) sunde og raske.
Vores børn er pissesøde. Og glade.
Vi bor et dejligt sted med dejlige mennesker.
Det er bare penge, og ikke nogen livstruende sygdom.
Og vi har satme meget at være taknemmelige for.

Så der gik jeg i min træthedshavregrøds-halvdepression og kunne ikke rigtigt mærke det helt store og voldsomme. Så fik vi så mange økonomiske tæsk, at det næsten ikke var til at bære.
Så gik der et par døgn... og så blev vi i meget bedre humør end før?!
Satme skørt.
Prøv selv at gi' 30.000 (eller hvor meget I nu virkeligt ikke har råd til at miste) bort til et moderat dårligt formål - og få det meget bedre. Agtigt.


torsdag den 27. oktober 2016

Det er ikke en god dag

Nåmen jeg har lige fundet ud af
at på grund af vilde dagpenge-barsels-regler
som selv ikke revisoren havde forstået
får jeg 4000 mindre om måneden
det næste halve år
end forventet
Det dårlige (udover det dårlige i sig selv)
er jeg i forvejen var maxet næsten helt ud på økonomisk stress
Det gode
har jeg tænkt mig at kigge efter
når jeg er færdig med at sparke til ting, hårdt
(og har solgt bilen og min ene nyre)

UPDATE: Det var så endnu flere penge, end vi først troede. Til gengæld har jeg trukket vejret dybt og indset, at jeg ikke bliver nødt til at sælge en nyre. Ikke endnu i hvert fald.

søndag den 23. oktober 2016

Sønne anbefaler: FC Fodboldvenner

Sønne gider ikke skønlitteratur. Jeg lokker og smisker og laver Ronja Røverdatter- og Harry Potter-højtlæsnings-aktioner, men han ryster på hovedet og kræver fakta-bøger eller Anders And-blade.

Med én eneste undtagelse: Serien FC Fodboldvenner af Lars Bøgeholt Pedersen.


Bøgerne handler om drengen Ronaldo, der lever i en verden af fodbold, fodbold, fodbold og ind i mellem nogle hurtige biler. Det er ikke magisk realisme, vel, men alligevel tæt på, når man er en snart otte-årig fodbold- og bil-nørd: Ronaldo får tilfældigvis billetter til El Clasico, kampen over dem alle. Ronaldo møder tilfældigvis en dreng, der forærer ham de nyeste, sejeste fodboldstøvler og viser sig at være stenrig og kan sponsorere spillerbus, spillertøj og evige ture i seje biler. Og Ronaldo får tilfældigvis en anden ny ven, der tilfældigvis har en have, der kan forvandles til en privat fodboldbane. Og så videre. Det lyder måske fesent, men det virker på Sønne. Virkeligt. 

Og al denne wauw-bare-jeg-var-Ronaldo-stemning gør faktisk, at Sønne - det følsomme væsen - også sluger de konflikter, bøgerne selvfølgelig præsenterer. I særdeleshed den nyeste: I bog nummer otte (!) bliver Ronaldo sat til at konkurrere lige lovligt meget med sin bedste ven Valde, og det er næsten for meget for Sønne, der bedre kan tåle lutter turneringssejre og high-fives og evige smil. Men kun næsten. 

Bøgerne her er skrevet til følsomme, nørdede fodboldtyper. Og de virker. 

Og så må typernes mødre glæde sig over, at nørde-litteratur trods alt stadig er litteratur og i øvrigt væbne sig med tålmodighed, indtil der bliver givet grønt lys for Ronja Røverdatter og andre klassikere.

Vi har fået det seneste bind i serien af Gyldendal, så vi er ude i en art sponsoreret indlæg her... hvilket dog ikke lægger en dæmper på hverken Sønnes eller min ærlighed.

torsdag den 13. oktober 2016

Dessertbaby

OK OK, vi er trætte og sundhedsplejerske-ramte og tyndisede og pjevsede og pressede og alt dét. Men neden under det hele er vi glade: Tænk engang at have en baby! At ligge dér, næse mod næse, og indsnuse blandingen af babyness og syrlig mælkelugt, mens hun gurgler og snakker og griner. At kramme hende, til hun falder i søvn, og til hun vågner igen med et smil, man kan mærke i hele kroppen, og alting bliver en boble af kærlighed og nærhed og tis og bøvser og babylykke. Tænk engang! Tænk engang at vi fik lov én gang til. Tænk engang, at vi har prøvet det så mange gange nu, at skyldfølelsen og den evige senmoderne forældretvivl som regel holder sig nogenlunde i baggrunden og lader den store, bløde glæde fylde hele hytten. Det var aldrig givet, at vi skulle have et barn til. Og at det barn skulle blive så fint og særligt og sjovt og helt perfekt. Men det fik vi. Og det er hun. Børnefamiliens dessertbaby, som vi nyder, nyder, nyder.

Sønne nyder det mest, når han ikke bliver hevet i håret.

mandag den 10. oktober 2016

Husk hvad psykiateren sagde

Min overbo er psykiater. Hun siger, at folk i krise ikke kan opfatte ret mange nuancer eller ret meget i det hele taget. Derfor skal man tale til dem i gajolvisdom og gentagelser:
"Du gjorde det rigtige!" (hvis de gjorde det)
eller:
"Din medicin hjælper!" (hvis den gør det)
eller:
"Det skal nok blive bedre med tiden!" (hvis man tror på, at det gør dét)

Jeg tror, at det samme gælder meget trætte folk. Fx mig. For mange nuancer og for meget information giver mig øjeblikkelig hjertebanken og klammosved på panden.

Som da min sundhedsplejerske var forbi og spurgte til, hvad der var svært i mit liv. Og jeg ærligt snakkede om at være ved at gå helt ned over at hente børn - men også (stolt!) om, hvordan jeg med jeres hjælp havde fundet på at lade storebroren sidde i bilen med sin babysøster, mens jeg løb ind i børnehaven og hentede mellembarnet.
Måske roste hun mig. Måske sagde hun, at det var fint, at jeg havde fundet en løsning. Men jeg er træt, træt, træt, og sundhedsplejersken kendte ikke psykiaterens regel om at tale i simple budskaber, så det, jeg husker bedst, er, at hun sagde HELT utroligt meget. Og af alt det hun sagde, husker jeg kun:
"Det er også vigtigt at have respekt for børnehavebarnet og ikke hive hende ud midt i en leg."
Og:
"Det er virkeligt vigtigt ikke at drive rovdrift på det store barns villighed til at hjælpe."

Jeg bliver helt ked af det, nu her hvor jeg gentager det. Mangel på respekt og rovdrift. That's me.
Løs lige den på en almindelig afhentningshverdag, hva'!
Klammosved og hjertebanken.
Men jeg er virkeligt også meget træt.

mandag den 3. oktober 2016

At ha det som man har det #2

Hvad vil I gerne lære jeres børn?

Jeg vil gerne lære dem 10.000 ting men allerallerallerhelst det her: At det er ok at ha det, som man har det. At alle følelser er ok. At man godt må være sur og gal og trist og jaloux og bøvlet uden at føle nogen skyld, skam eller hjertebanken. Man må ikke være væmmelig mod andre, men man må godt have væmmelige følelser og lyst til at dunke nogen i hovedet med en skovl. Den slags. Jeg øver mig selv hver dag i at rumme mine egne væmmelige følelser og skovl-dunke-lyst uden skyld, skam og hjertebanken, men jeg er mildest talt ikke ret god til det.

Men altså... Jeg gad virkeligt godt, allerhelst, at mine børn blev gode til det og ikke skulle gå rundt og bøvle som 35-årige eller bare fem-årige og syv-årige. Og jeg er dagligt bekymret for, om en bøvlet 35-årig overhovedet kan lære sine børn at blive mindre bøvlede.

Og så i går: Jeg fortalte Sønne, at han gerne måtte få den brugte-nye cykel med syv gear, han havde forelsket sig i, hvis vi solgte hans nuværende cykel, og han i øvrigt selv satte den nye i stand. Oij, han blev i godt humør: "Jeg er så glad, meget glad! Det er min drømmecykel!"

Søsteren blev, forståeligt, mindre glad: "Jeg vil også bytte MIN cykel! Jeg vil, jeg vil, jeg vil!" Tårer og det hele.

Og før jeg kunne nå at komme med nogle af mine på forhånd konstruerede vi-rummer-alle-sammen-dine-følelser-men-det-er-sådan-det-er-lilleskat-svar, overtog Sønne ordet:

"Jeg kan godt forstå, du bliver misundelig, Livse. Det er helt ok. Kan du ikke godt forstå det, mor, at hun bliver misundelig?"

Det kunne jeg godt, med helt blanke øjne, og Livse kravlede op på mit skød og var misundelig i 30 sekunder, før hun gik helt ubøvlet og misundelsesfri ud i verden igen, og jeg sagde til mig selv, at alting nok skal gå. At det satme allerede går.

torsdag den 29. september 2016

Tryllehjelm

Sønne har en motocross-hjelm. Den er stor og tung og flot, og han har selv sparet sammen til den af pant-penge og tyvere fra tandfeen.

Hans største ønske er at køre motocross, men hans trætte forældre kan ikke overskue at lade ham gå til en fritidsaktivitet, hvor man skal køre halvanden times tid (!) hver vej.

Det lader han sig dog ikke slå ud af. Han trækker bare i hjelmen og de motocross-handsker, han har fået i storebrorgave af mormor og morfar, og kaster sig ud på cyklen. En helt almindelig mountainbike, der straks bliver til en motocross-cykel, når man har det rigtige udstyr på. Afsindigt hurtigt kører han. Rundt og rundt på grusvejen, stående i pedalerne, og op og ned af stentrapperne omkring huset. Ned til supermarkedet, hurtigere hurtigere, ned til biblioteket, endnu hurtigere. Henover kantsten og bump. 45 kilometer ned ad bakke, siger hans cykelcomputer. Hans lyse hjelm-hår klistrer til panden bagefter, og det er svært at få de stramme handsker af.

Der er ikke så meget cykling for mit vedkommende. Baby and all. Jeg savner at cykle med Sønne.

torsdag den 22. september 2016

Healeren, katteejeren og de andre københavnere på tur

Efter små ti år i Jylland kom mine københavner-homies endelig forbi. Nogle af dem har været her før, selvfølgelig, men ikke alle og ikke i flok. Gymnasieflokken, mine damer, mine gode venner.
Én lavede røræg med flødehavarti og kaldte mig ved gamle kælenavne.
En anden fodrede mig med kinesiske urter og forsøgte at heale min livmoder ved at trykke (oh så dejligt!) på mine lægge og føder.
En sad i sofaen og græd, så jeg selv fik våde øjne.
En sørgede for at genne mig i seng, da jeg begyndte at se dobbelt og et øjeblik blev ramt af værtindestress og rykkede siden festen ud i den til lejligheden lånte campingvogn, så jeg kunne sove i fred.
En fortalte Sønne historier om sin tykke kat og grinede kærligt af hans gennem-århusianske.
En sørgede for at tjekke, om jeg mon følte mig stødt over den kærlige latter og den stadige strøm af Århus-vittigheder (det blev jeg ikke).

Og nu er de kørt hjem igen, og jeg er mildt overstimuleret og meget taknemmelig: Det er som om, mine to verdener er rykket tættere på hinanden. Københavnerverdenen og jydeverdenen. Jeg er mindre splittet og mere... hel.

Iggå.

Ikk'.

Men det kan selvfølgelig også skyldes urterne og healingen (og hvidvinen og de økologiske snacks og den evige kærligt-fordrukne psykoanalyse af vores barndomme).

Jeg kan virkeligt god lide mine københavner-homies, også selvom de kun kommer til Jylland i flok cirka hvert tiende år.

onsdag den 21. september 2016

Men så kan vi da sætte flueben ved den første af efterårets 10.000 sygedage

OK, jeg græd en lille smule af raseri her til morgen, da Sønne hostede og snottede så meget, at det blev klart, at han skulle blive hjemme. Diskret raserigråd, selvfølgeilg, men alligevel.

Jeg skulle jo sove en formiddagslur! Jeg skulle jo sidde og glo ind i væggen efter nogle dage med lidt for meget gang i den! Stakkels mig (og lidt stakkels Sønne også). Og jeg kunne kun alt for godt huske, hvordan det var at være hjemme med Baby-Livse og Lille-Sønne, sidst jeg var på barsel.

Men så viste det sig - helt overraskende - at det er nemmere at være hjemme med en baby og en snart otte-årig end med en baby og en snart tre-årig. Helt utroligt meget nemmere faktisk.

Det er også helt utroligt meget nemmere at hænge ud med to børn end med tre, som jeg plejer.

(Og før alle tobørns-læsere stener mig for min arrogance, fordi to børn for helvede da kan være en stor nok mundfuld - eller værre endnu, stener sig selv, fordi hvordan kan jeg overskue tre, når to er vildt nok - vil jeg bare lige nævne den evige regel: Det er altid MEGET nemmere at have præcis ét barn mindre, end man egentlig har.)

Åhja. Vi overlevede altså og endda med moderat hygge. I morgen satser jeg meget stærkt på at sove en formiddagslur og glo ind i en væg.

Billedteksterne står jo nærmest i kø: Sygere er de heller ikke. Eller hvad med: De passer jo nærmest sig selv. Eller hvad med: Nogle gange er det bare så hyggeligt med en hjemmedag (ok, den sidste giver mig lidt ticks ved venstre øje...)

torsdag den 15. september 2016

Sønne og Liv anbefaler: Vovehalse

Næsten hver eftermiddag sidder vi alle fire dér i gyngesofaen: Ellinor der gerne vil være tæt på et bryst. Liv der gerne vil have sin mor OG sin lillesøster for sig selv, og som aldrig viger fra min side, så længe jeg har Ellinor. Og Sønne der er små-splattet-bøvlet efter en lang skoledag, og som i øvrigt godt vil markere over for sin største søster, at han altså også har ret til at være tæt på sin mindste søster. Det er med andre ord festligt.

Det er fristende at stoppe skænderierne med en iPad, men som de strikse-urtede forældre, vi er, hedder det max 30 minutters skærm pr barn pr dag. Hvad gør man så? Ofte tilbyder jeg at læse noget, men der er rimeligt stor uenighed på den front: Sønne vil helst læse bilblade og teknik-bøger om motocross. Liv vil helst læse min gamle My Little Pony-bog fra 80'erne. Det er svært at blive enige, og svært for mig at holde ud og læse noget, der er så kedeligt...

Jeg er med andre ord på jagt efter noget sid-så-stille-og-hold-op-med-at-skændes-litteratur. Som vel at mærke duer både til fem-årige og snart-otte-årige. Lidt har jeg da fundet, fx denne her:


Sønne fik den i julegave for to år siden, og vi har - slag på tasken - læst den omkring 150 gange siden. Vi er ude i noget læs-let her (lix på 19), men eftersom jeg er den eneste, der læser (let eller ej), er det mig, der er højtlæseren. Og jeg finder en sær glæde i den næsten lyrik-agtige kvalitet, der kommer, når meget indhold skal formidles på kort plads og med lav lix:
John fra Danmark fik arbejde i et cirkus.
Han ville finde på noget nyt.
Derfor købte han en kanon.

Den slags.

Måske er det samme kvalitet (eller også er det bare de 150 højtlæsninger), der gør, at begge børn citerer lystigt og ordret fra bogen, når de gerne vil imponere fx en farmor og farfar.
"To mænd roede fra Amerika til England. Det er en tur på 5000 kilometer," siger Sønne.
Og Liv skynder sig at tilføje:
"De lagde togskinner i bunden. Bølgerne blev så høje, at båden væltede."
Og farmor og farfar undrer sig over, hvor al denne viden kommer fra, og alle er glade. Jeg er i hvert fald, for jeg ved, jeg kan hale bogen frem igen-igen-igen, når skærm-tiden er brugt, og alle er ved at ryge i totterne på hinanden.

Den er skrevet af Tommy Heisz (som er gift med en af mine gode veninder, men jeg lover: her er ingen bias, bare god læsning) og udgivet på Forlaget Turbine.

onsdag den 14. september 2016

Ammelitteratur: Alt det lys vi ikke ser

Jeg er den sidste i verden der har læst den her bog og ville derfor ikke skrive noget om den for ikke at afsløre min lastmover-hed.

Så fortalte jeg alle mine (ok belæste) bofæller om, hvor vild en oplevelse det havde været at læse den, og det vidste sig at ingen - ingen - havde læst den. Så nu skriver jeg alligevel for det tilfældes skyld, at I heller ikke har læst den.

Læs den nu!

Det er den mest velskrevne, veloversatte spændingsfilm-som-bog, jeg længe har læst. En pageturner om en tysk dreng og en fransk pige under anden verdenskrig skrevet af en amerikaner... Det er en græd-uden-at-føle-dig-deprimeret-bog og en jeg-bliver-nødt-til-at-læse-videre-selvom-min-baby-er-vågen-og-jeg-normalt-ikke-gør-den-slags-bog. Det er en bog, der giver én lyst til at blive et bedre menneske i en grad, så man fluks skriver til en ukendt syrer inde på Venligboernes lokale facebook-gruppe, at man da godt kan hjælpe lidt med dansklektierne (selvom man aldrig sover). Den slags bog.

Yes. Sæt i gang. Den er skrevet af Anthony Doerr og udgivet på Politikens Forlag.


torsdag den 8. september 2016

Træthed. Smålighed. Kærlighed.

I dag fylder Ellinor tre måneder. Et kvart år.

Og jeg er så træt, at jeg startede med at skrive: I dag bliver Liv tre måneder. Flot. Vi snakker Niveau-tre-dødstræthed. Så meget træthed, at jeg startede dagen med at blive indestængt rasende over, at Manden tog et bad, når nu jeg havde været oppe den halve nat og i timevis allerede og skulle være hjemme med baby og vasketøj og hvad ved jeg dagen lang.

Det er svært at være træt og smålig og godt vide, man er dybt urimelig, så man ikke rigtigt kan ventilere træthed og smålighed men bare sidde og pruste, rasende og småligt med en baby i favnen. Men altså. Manden blev ren. Jeg drak kaffe og krammede Ellinor. Og allervigtigst: Jeg kom i tanker om, hvor rasende osv. jeg ville blive, hvis det var omvendt; hvis det var mig, der skulle på arbejde, mens han blev hjemme med verdens fineste baby (og verdens største bunke vasketøj). Og Elli smilede til mig med sutten i den ene mundvig a la cigar, og mit hjerte flød helt over med taknemmelighed over, at hun er min.

Hver dag er en gave står der på vores køleskab, og det er rigtigt. Også selvom den er pakket ind i trætheds-smålighed nogle gange, gaven.

onsdag den 7. september 2016

Shanghai baby. Beder baby.

Da Sønne var på Ellinors alder, var vi lige kommet til Shanghai. Vinter-shanghai. Til en utæt lejlighed på 24. etage, hvor vinden fik de tunge gardiner til at blafre (selv med lukkede vinduer), og en hel del af møblerne var formet som svaner. Dér boede vi i tre måneder, midt i et lige lovligt lokalt kvarter med levende dyr på mad-markedet, prostituerede i udstillingsvinduerne (!) og metervis af vasketøj på bambuspinde over det hele.

Jeg blev - som jeg tilsyneladende har for vane - lettere vanvittig. I Danmark var vi flyttet stort set lige midt i fødslen, som jo (også) endte i noget blodtab, og så huhej pakke-lejlighed-ud og huhej fremleje-lejlighed og huhej sygdom i Mandens nærmeste familie. Og SÅ altså af sted til Crazy Kina i tre måneder - en obligatorisk del af Mandens uddannelse og den lige vej til eksotisk ensomhed og kulturchok for mit vedkommende. Også selvom jeg fandt det meget passende, at Sønne havde stjernestatus på linje med Michael Learns to Rock (eller hvem der nu er store i Asien). Det var lige før, trafikken stoppede, når vi bevægede os ud på gaden og der var ingen ende på begejstringen over hans blå øjne og hvide hud (og ingen ende på fordømmelsen over, at jeg sjældent iklædte ham fire til seks lag fleece, som var de lokale babyers obligatoriske outfits).

Når jeg prøvede at bestille ris på restauranterne, kom de med øl. Når jeg prøvede at få Sønne til at sove, blev han vækket af sine fans, uendelige horder af højlydte kinesiske fans. Og jeg havde en kinesisklærer der foreslog, at mit Kina-navn skulle være Panda-bamse-bjørn. Vandhane-vandet gav os udslæt, og det lokale gadekøkken gav Manden en infektion, han var ved at krepere af. Åhja. Ak ja.

Der er ikke nogen pointe. Udover denne: Beder er det modsatte af Shanghai. Luften er ren, husene lave, og der er en hel del, der er grønt. Vandet er så rent, at det kan drikkes. Alle forstår, hvad jeg siger. Her sker ikke noget som helst. Jeg er meget, meget glad for at være i Beder i stedet for i Shanghai.


tirsdag den 6. september 2016

Ammelitteratur: Og vejret skiftede, og det blev sommer og så videre

Jeg læser. Virkeligt, virkeligt meget. Det har noget at gøre med, at vi er bedst til liggende-krammende amning, Ellinor og mig, og at jeg på et tidspunkt mere eller mindre tabte iPad'en ned i hovedet på hende, da jeg lå og så noget Netflix... Jeg havde dårlig samvittighed i dagevis. Så nu læser jeg i stedet for. Og helst lette paperback-bøger, som jeg ikke behøver at være så bange for at tabe.

Senest har jeg læst Og vejret skiftede, og det blev sommer og så videre. Selvom den var tynd og let, sådan tykkelses- og vægt-wise, var den dælme tung. Jeg troede en kort overgang, jeg havde fået en depression, til jeg kom i tanker om, at jeg a) aldrig sover og b) var i gang med en bog om to små piger, der dør, og to forældre, der bliver pænt vanvittige af sorg. Ikke verdens bedste bog at læse, hvis man er et træt-følsomt menneske, der ligger og ammer en lille pige, kan man mene. Lidt a la dengang jeg så Changeling i babybio med Sønne...

Ikke umiddelbart verdens bedste valg af ammelitteratur. Og så alligevel. For der står fantastiske ting som det her: "Kari løfter barnet op, selvom armene er lige ved at give efter, selvom trætheden er en bjørn, der lægger sin fulde vægt oven på hende." Den bjørn ligger også på mig! Det er dejligt sådan at blive set og mødt af en bog, mens man ligger gemt af vejen på et halvmørkt værelse i en fjern forstad. Det er ikke så dejligt at blive momentant deprimeret, men det går jo over igen. Og bogen er fyldt med træthedsbjørne og lykkens blå himmel, sorg der sidder i porerne og fremtid der lugter på samme måde som gamle træer - og andre billeder, der glider lige ind i læsesjælen uden at virke skabede eller forcerede. Og den har lidt samme heldige effekt, som nogle oplever ved at se De unge mødre: Man føler sig som en bedre forælder bagefter, ene og alene fordi man ikke putter cola i sutteflasken/håndterer sine psykiske vanskeligheder fuldstændigt vanvittigt og alkoholisk. Ohyes.

Den er i øvrigt skrevet af en nordmand med det meget norske navn Pedro Carmona-Alvarez og udgivet af Turbine. Læs den!

tirsdag den 30. august 2016

Gyngesofa

Jeg snakkede med Ellinor, der lå i mit skød og pludrede, mens jeg hjalp meget modvillige Sønne med dansklektierne og smålegede lidt med Liv ind i mellem ("ja, vi er i Spanien, ja, hold da op, hvor er du dygtig til at danse flamenco"), og det gik sådan set pretty damn good, indtil sofaen begyndte at gynge en lille smule. Ikke voldsomt ubehageligt, bare sådan lidt gyngesofa-stemning a la veranda i New Orleans. Og jeg tænkte, at jeg burde gøre et eller andet for at få den til at holde op med at gynge igen - drikke noget saft, lægge mig ned, bede om en pause - mens jeg fortsatte med at snakke og hjælpe og smålege. Fordi det er svært at tænke helt klart, når man sidder i en gyngesofa med ansvar for tre børn. Og fordi en del af min grund-programmering er en indre stemme, der nonstop fortæller mig, at jeg skal tage mig sammen. Også når sofaen gynger, og jeg er stået op klokken halv seks efter at have ammet en fire-fem gange om natten og i øvrigt er blevet vækket flere gange af bunker af større børn med vokseværk og tissetrang.

Så begyndte sofaen at gynge kraftigere, uforudsigeligt og i flere retninger. Ikke helt hurricane Kathrina, men i hvert fald gyngesofa i stiv kuling. Så jeg holdt lidt bedre fast på alle mine unger og bed tænderne sammen og håbede på det bedste. Inklusive at deres grundprogrammering bliver anderledes end min, så de godt kan finde ud af at lægge sig lidt, når deres fremtidssofaer begynder at vippe.

For helvede altså. Det er ikke nok, at en teenager henter Sønne to gange om ugen (tak til Lotte for den glimrende ide!). Det er ikke nok, at Sønne bliver siddende i bilen og passer Elli, mens jeg løber ind og henter Liv de øvrige dage (tak til en anonym for denne ligeledes glimrende ide). Det er ikke nok at sove så lidt og stå så tidligt op. Something's gotta give.

tirsdag den 23. august 2016

Uden Ellinor. En slags epilog.

"Hvordan går det?" spurgte en mor til en af Livs veninder (I ved, sådan en mor, man ikke HELT er blevet venner med endnu, men hvor man arbejder på sagen). Hun var netop kommet ind af døren for at hente sit barn, og jeg stod overfor hende med Ellinor på armen.

Og jeg brød som det mest selvfølgelige ud i sang:

"Det går bedre," sang jeg.

"Meget bedre-ee, nu-uuuuh."

Jeg tror endda, jeg lavede et enkelt lille dansetrin.

Hun stirrede tomt på mig, helt tomt. Tilsyneladende ser de ikke Doctor McStuffins hjemme hos dem. Og vi sagde hej-hej på en underligt flad måde, og jeg har ikke set hende siden.

Herligt.

Det jeg burde have sagt til hende, var nogenlunde det her:

Først fødte jeg Ellinor, fint og fredeligt i vand med markudsigt.
(Fødselsberetningen kan læses her.)

Med det samme begyndte jeg at bløde, bare en lille smule.
(Mere om det i #1 Uden Ellinor)

Så blødte jeg mere og mere og fik det skidt, og jordemoderen blev bange.
(Mere om det i #2 Uden Ellinor)

Så blev det hele lidt tåget og meget ubehageligt, og Ellinor forsvandt ud af mine arme.
(Mere om det i #3 Uden Ellinor)

Endelig kom en ambulance, men der var råben og skrigen og gamle traumer og ingen Ellinor og ingen ambulancereddere i sigte.
(Mere om det i #4 Uden Ellinor)

Og endelig kom en redder - sammen med en nabo - og fik bugseret mig over på båren, og der var blod og ubehag og ingen Ellinor.
(Mere om det i #5 Uden Ellinor)

Så kørte ambulancen med mig på kanten af bevidstløshed - uden Manden, uden Ellinor. Det var det værste, det allerværste.
(Mere om det i #6 Uden Ellinor)

De var heldigvis på opvågningen, Manden og Ellinor, og efter tre hospitalsdage og fire poser blod kom vi hjem, sammen og i live, med solskin og tårer og kærlighed. En ret lykkelig slutning, ikke sandt.
(Mere om det i #7 Uden Ellinor)

Og hvad skete der så? Fysisk tog det i hvert fald en halvanden måneds tid at komme nogenlunde oven på igen. Jeg var træt, som jeg ikke har været det hverken før eller siden (og det siger ikke så lidt), og jeg blev svimmel hver gang, jeg gik bare 100 meter. Og der sad stadig nerver i klemme underlige steder. Men altså: Ikke noget der ikke kunne klares eller i hvert fald udholdes, ved at Manden holdt fri og bar på babyen, ved at spise heavy smertestillende og få noget massage. En kropsterapeut hjalp mig af med den generelle fornemmelse af ubehag, fremmedhed ved min krop og hjalp. I lang tid havde jeg simpelthen svært ved at rejse mig op. Men det går også bedre - meget bedre - nu.

Og hvad så psykisk - i det omfang, tingene overhovedet kan skilles ad? Jo, det går også bedre, meget bedre. Jeg begynder fx ikke længere at ryste, når jeg hører lyden af en ambulance. Men: De par timer, jeg missede med Ellinor lige efter fødslen, har taget lang tid at indhente. Tager lang tid at indhente. Jeg har endnu ikke brugt en babyalarm, for hun er hele tiden lige i nærheden. Men lige nu sidder jeg i stuen og skriver, mens hun ligger nogle meter væk og sover på soveværelset. Det er en forbedring. For bare en måned siden skulle hun helst være LIGE ved siden af hele tiden. Hvilket er rimeligt svært, når man har rimeligt mange børn i forvejen. Hun kan også godt græde (lidt) nu, uden jeg selv begynder at græde. Om natten sover vi stadig mave mod mave i så ypperlig en samsovning, at selv de vildeste attachment parenting-typer blegner ved siden af - og sådan bliver det nok ved med at være et stykke tid.

I starten var jeg seriøst bange for at blive sindssyg. For at få kronisk posttraumatisk stress syndrom. Første gang jeg skulle ind i rummet, hvor jeg havde født og blødt, brød jeg helt sammen. Første gang jeg så fødekarret, brød jeg helt sammen. Men jeg fik hjælp - først af en doula-coach-type og siden af en jordemoder-psykolog. Og jeg berettede alting så detaljeret, jeg kunne, herinde. Alt det holdt sindssygen fra døren, og sådan traume-wise tænker jeg virkeligt, at jeg er ovre det værste; at den akutte fare for vanvid og varige psykiske men er nogenlunde overstået. Jeg har i øvrigt - selvfølgelig - også prøvet at få fat i fødselsjordemoderen, men hun tør tilsyneladende ikke snakke med os igen...

Så hvordan går det LIGE nu? Det kunne jeg selvfølgelig også have svaret på, i stedet for at synge eller i stedet for den her kilometerlange fortælling.

Det går OK. Isen er tynd, tynd, tynd, og når den krakelerer - hvis jeg er for træt, hvis Ellinor har grædt særligt meget under en af vores helvedes-afhentninger, hvis folk bliver irriteret over min Ellinor-seperationsangst, hvis vi har alt for travlt - så synker jeg dybt, dybt ned. Sårbar tror jeg ordet er. Jeg er stadig sårbar. Og det bliver stadig sværere at være sårbar, fordi tiden går, jeg ser almindelig (omen lidt træt og buttet) ud, og verden forventer, at jeg opfører mig nogenlunde almindeligt. Eller måske er det bare mig selv, der forventer det. Ind i mellem kommer sundhedsplejersken forbi og siger, at det er OK, at jeg har det, som jeg har det. Ind i mellem siger I det. Så går det sjovt nok straks bedre.

Og: det meste af tiden skøjter jeg taknemmelig af sted på den tynde is med Ellinor i favnen og de to store i skørterne. Jeg er i live! Hver dag med alle mine børn er en goddamn gave! Det går bedre, meget bedre nu! Det gør det virkeligt.

onsdag den 17. august 2016

Folkeskolen is back

Skolen er startet igen, og det går sguda meget godt, ikke, men vi husker med gru tilbage på sidste år.

Og selvom Sønne nu insisterer på at lave matematik i stedet for at høre godnathistorie, selvom han fortæller stolt om sin nye danskbog, selvom han spiller fodbold i alle frikvarterer, selvom han - i følge pædagogerne - er blevet så stor og god og fræk i sommerferien, og selvom han er glad-glad om eftermiddagen... ja, så er det som om, han også husker. I hvert fald har han ondt over det hele om morgenen; så er det armen, så er det foden og så "hvorfor fanden skal jeg i skole, når det gør så ondt?!"

Og vi øver os på at lade ham have det, som han har det (åhja), men hold nu op hvor er det svært. Svært og upraktisk. Uhyre fristende at råbe tag dig nu sammen! (eller hvisle det), uhyre svært ikke (kun) at komme med trusler men også vise noget, der ligner forståelse. Fem minutter efter, at man skulle have kørt, hvis man skulle være kommet til tiden.

Det er helt sikkert overstået lige om lidt, siger vi til hinanden, og jeg snuser til min baby og skiftevis frygter og håber, at der slet ikke er noget, der hedder folkeskole, når det bliver hendes tur om seks år.

mandag den 15. august 2016

At ha det som man har det

En af de største gaver, man kan give til folk, er at lade dem have det, som de har det. Ikke noget med underliggende dagsordener om, at de skal tage sig sammen; ikke noget med at indlede trøste-sætninger med "men i det mindste..."

Det kan godt være svært.

Det kan godt være endnu sværere at give sig selv den gave.

Hvis man fx har det meget, meget ringe med at hente to børn på bekostning af en baby, kan man fx godt få lyst til at sige til sig selv, at man skal være glad for, at man i det mindste har tre fantastiske børn. Og en bil. Og en barselsorlov. At man skal tage sig lidt sammen og suck it up.

Hvis man så trækker vejret VIRKELIGT dybt og livsklogt, kan man måske sige noget i den her retning til sig selv: Du er sårbar og pjevset og kan ikke tage ret meget, men det nytter ikke noget, at du skælder dig selv ud. Det ændrer ingenting. GØR noget i stedet for. Find en løsning.

Hvis man så skriver om det på sin blog (eventuelt mens alle ens indre brokke-alarmer bimler og bamler), regner man med, i bedste fald, at blive bestyrket i sin autopeptalk. Altså at nogen siger: Du er sårbar og pjevset og kan ikke tage ret meget, men det nytter ikke noget, at du skælder dig selv ud. Det ændrer ingenting. GØR noget i stedet for. Find en løsning.

Og når der så sker noget andet - når alle hurtige og kloge kommentarer oser af "fuck det lyder ægte hårdt, det ville vi også synes" - ja, så føles det... fantastisk. Som om man godt må have det, som man har det, uden at kalde sig selv sårbar eller pjevset.
Som en gave.
Som en art syndsforladelse. 

Tak.

lørdag den 13. august 2016

Tynd is, tung autostol, fanden på væggen og i afhentningen

Jeg er typen, der holder meget af at male fanden på væggen. Så kan han lissom hænge der og kigge ned på en virkelighed, der endte med at blive meget finere og bedre, i hvert fald i sammenligning med forventningen.

Derfor brugte jeg også en masse energi på at forhåndsstresse over den daglige hentning. Både over det manuelle gear, naturligvis, men også over hvordan mig og Ellinor skulle bære os ad med at komme ind i bilen, ud i børnehaven, ind i bilen igen, ud i skolen, ind i bilen igen... uden at bryde sammen i sind, bækkener og babyhjerter.

Nu har vi så hentet, Ellinor og jeg, i over en uge. Og problemet er, at virkeligheden er værre end selv mine mest pessimistiske fantasier om den. Altså: For det første må jeg stoppe bilen flere gange og finde en sut frem og trøste, før vi overhovedet forlader matriklen. Når vi når til børnehaven, er Bette E næsten faldet i søvn, men vågner selvfølgelig, så snart jeg parkerer. Så hun kommer i bæreselen, mens jeg traver den vidunderligt, hæsligt kæmpestore naturbørnehave rundt for at lokalisere en fem-årig og derefter traver op og ned ad nogle trapper for at krydse ud og tage mudret tøj med og den slags. Nu er Bette E igen stort set faldet i søvn - men vågner naturligvis, når hun skal i autostolen. Eventuelt bliver hun ammet lidt på forsædet, mens Liv kravler rundt skiftevis på hende og mig og aer os i ansigterne med sine vidunderligt, hæsligt sorte fingre og råbesynger ELLI ELLI ELLI ER SÅ SØØØØØØD. Efter mælk, gråd og sutte-terapi kommer Bette E i autostolen en gang til og klynker på vej til skolen.

Nogle dage når hun at falde i søvn, og jeg lister autostolen diskret ud og marcherer SFO'en rundt for at lokalisere en syv-årig... trapper og larm og flyvende klodser og en baby, der selvfølgelig vågner i den sygt tunge autostol, nu den ikke længere befinder sig i en bil. Og jeg har ondt-ondt af Elli, der på den måde betaler prisen for det rigtige børnehavevalg og det rigtige skolevalg (de kunne jo også have gået lige på den anden side af vejen) og måske også en lillebitte smule ondt af mig selv, så jeg slår nogle indre handler af: Hvis vi kommer helskindet igennem det her i dag, må jeg drikke to kopper kaffe, når vi kommer hjem. Den slags.

Andre dage vågner hun, så snart jeg har parkeret på skolens p-plads og kommer - nu helt klatøjet og pylret af alt den søvn-tortur - i bæreselen en gang til, før vi vandrer ind og forsøger at lokalisere Sønne.

Og nårhja, så skal vi jo ud i bilen en gang til, og autostol og ELLI ELLI ELLI ER SÅ SØØØØØØD, og jeg forsøger at være max nærværende og spørgende overfor mine to store børn, mens mine hænder sætter sved-aftryk på rattet.

Heldigvis bruger de deres hellige halv times daglige skærmtid, så snart vi kommer hjem, de to store, så Bette E og mig kan ligge i ske og spise lidt (hende), græde lidt (hende, evt os begge to) og sove lidt (absolut kun hende).

Og inde i hovedet er der naturligvis stemmer, der råber, at jeg bør tage mig sammen, og at alle andre har det meget hårdere, og kom nu for fanden, og hvor svært kan det være. Men jeg nægter at lytte til dem, stemmerne. Jeg er for gammel og for børne-rig og har saftsusemig tænkt mig at GØRE noget. I stedet for at skælde mig selv ud. Jeg skal bare lige finde ud af, hvad det er.

tirsdag den 9. august 2016

Kærlighed. Træthed.

Jeg havde glemt, hvordan den føles: Den altoverskyggende kærlighed, der får hele kroppen til at snurre og prikke af lykke, hver gang man ser bare antydningen af en tandløst gumme-smil, og når man kigger ind i runde, store baby-øjne.

Jeg havde også glemt den altoverskyggende træthed, følger med sådan en baby. I hvert fald den baby-model, vi producerer herhjemme. Den kommer i tre væmmelige grader, trætheden:

Den let til moderate træthed, der viser sig som små grå prikker for øjnene og en søsyge-agtig fornemmelse af, at hele verden ligesom gynger lidt. Og som en følelse af, at hjernen ligesom er blevet til en art grålig grød. Det er der, jeg er nu, fordi jeg gik i seng allerede 22.30 og kun har ammet en tre-fire gange i nat. Win.

Den moderate til svære træthed, der - udover at give symptomerne beskrevet oven for - viser sig som en generel vrissenhed og/eller vrede på verden. Inklusive alle børn, der er ældre end ét år.
Det er der, jeg var, under stort set hele min barsel med Sønne. (Da han var otte måneder, kom jeg begejstret hjem fra mødregruppen og sagde til Manden "jeg ved simpelthen ikke, hvad der skete i dag - de var bare SÅ meget sødere, end de plejer! Og sjovere og mere intelligente! Og jeg kan i øvrigt også bedre lide Aarhus, end jeg plejer, og kaffen var god og..." Hvortil han svarede: "I nat sov du fem timer i streg for første gang i otte måneder. Tror du måske, det kunne have noget med det at gøre?" Which it had, selvfølgelig.)

Dødstrætheden, der føles som en depression. Der var jeg også under en del af Sønne-barslen. Jeg forsøger at powernappe mig uden om det sorte trætheds-hul denne her gang men frygter (som altid, for en sikkerheds skyld) det værste. Jeg har altid været bedre til blog og kaffe end til pludselige lure midt på dagen. Og har altid været bedre til at lave små powernapping-børn end de der typer, der sover forudsigeligt og i timevis.

Træthed, sødhed, kærlighed, kækhed.

søndag den 7. august 2016

Så vil jeg alligevel hellere være dårlig til tysk

På min efterskole gik jeg i klasse med Jeannette. Jeannette var sød og ok kvik - men især det sidste glemte hun, når vi havde tysk. Tysklæreren behøvede bare at kigge på hende, så blev hendes meget lyse hud en meget mørk nuance af rød, og hvis han spurgte hende om noget, fik hun tårer i øjnene og kunne ikke rigtigt tale.

Jeg forstod det ikke, men gik ud fra, at hun måtte være meget dårlig til tysk. Op til eksamen læste vi en lille bitte smule sammen, og nej - det var hun ikke. Hun var ikke flydende eller fantastisk eller noget, men hun var langt fra det tyskvrag, hun havde givet indtryk af i timerne.

Min undren voksede, Jeannette fik (vistnok) et gammeldags 5-tal til eksamen, og mit-teenage konkluderede formentlig noget i retning af, at hun var et grundlæggende lidt anderledes menneske end mig selv.

Jeg fattede det stadig overhovedet ikke. Skolepres har altid udelukkende gjort mig skolebedre. Og jeg har ikke rigtigt skænket det en tanke, Jeannettes uforståelige tysk-panik, før i fredags, hvor jeg havde mit eget panik-moment midt i Beders eneste lyskryds. Selvom jeg jo altså for helvede godt kan finde det koblingspunkt og starte den bil. Og nu er jeg så for alvor ræd og har helt røde kinder, bare jeg tænker på lyskrydset.

Så ja, nu forstår jeg bedre Jeannette. Og jeg er nærmest lidt misundelig: Jeg ved ikke, hvordan hendes liv ser ud i dag, men jeg kan ikke forestille mig, at hun har brug for tysk i noget nær samme grad, som jeg har brug for at kunne køre bil.

Jeannette vinder i det lange løb. Det gør hun virkeligt.

fredag den 5. august 2016

Voksenpoint: 0

Øj, hvor jeg fantaserede om at blive fulgt at et helt TV-hold eller et heppekor eller nogle andre, der lissom kunne anerkende, hvor sygt voksen jeg var i morges: Tre børn i bilen, alle mætte og ingen nævneværdig gråd. Og vel at mærke i KÆMPEbilen, den nye stationcar med ægte manuelt gear (IKKE tidligere tiders automatgear), som jeg styrede like a boss. Koblingspunkt, min nye ven. Af sted af sted til børnehave, videre videre til skole, svinge ind langs kantstenen og parkere blødt som en pro. Sjældent har jeg følt mig kompetent og voksen.

Følelsen blegnede en anelse, da Sønne med hovedet på skrå og sin mest pædagogiske stemme sagde: Flot mor, du gik ikke engang i stå i dag!

Men den kom igen, følelsen, og varede lige til hentetid. Hvor jeg formåede at gå i stå FIRE gange - mens jeg holdt midt i Beders eneste og meget lille lyskryds og ventede på at svinge til (fucking) venstre. Der blev rødt og grønt og rødt igen, mens bilen hoppede op og ned og Bette E formentlig pådrog sig varigt piskesmæld, mens det halve Beder fægtede med armene i deres biler og ikke kunne komme nogen vegne, fordi vores kæmpe tank blokerede hele krydset. For fanden i helvede og stress-sved-dryp på rattet. Vi har byens mest genkendelige bil, men forhåbentlig var jeg inkognito bag min Pernille Skipper kører-brille.

Jeg svedte stadig efter at have hentet barn et og to men formåede at komme næsten hjem, før jeg gik i stå igen med et ordentligt hop, midt i et helt uskyldigt trafiklys-løst venstresving. Hvortil Liv, det optimistiske barn, muntert sagde: Og det er jo lige præcis DERFOR, at man altid skal huske sin sikkerhedssele, iggås mor!

Jeg føler, jeg har tabt den leg, der hedder voksen. Men i det mindste er det lykkedes mig at opfostre nogle pænt anerkendende børn.

torsdag den 4. august 2016

Kender du den nye Anne-Anne? Så send hende (m/k) til Beder...

I går skrev jeg det mindste af de her to yndige mennesker op til vuggestue. Endda helt uden at græde. Ikke fordi jeg er blevet cool eller pludselig ser på institutionslivet med håb eller optimisme - men fordi jeg simpelthen satser på, at der melder sig et mirakel inden næste sommer. Et ung-pige-hjemmepasnings-mirakel, så Ellinor kan få samme vidunderlige start på livet som sin storesøster. Først og fremmest beder jeg naturligvis til, at Anne-Anne pludselig hiver et halvt år ud af kalenderen til at passe en af mine døtre. Igen.

(Og hvem er så Anne-Anne, spørger I måske. Anne-Anne er en speltet lykketing, en vuggestue-udskyder og en søvn-magiker. Og så passede hun BetteLiv da hun var ægte bette - tre dage om ugen fra hun var et år til hun var halvandet. Fandme en god start på tilværelsen væk fra forældrene.)

onsdag den 3. august 2016

#7 Uden Ellinor. Noget om et traume.

Jeg tror, det her er sidste kapitel – væmmeligheden, traumet, det dramatiske højdepunkt er overstået, alt andet er i sammenligning små bump på vej hen mod den lykkelige slutning og rulleteksterne.

Nuvel: Jeg vågnede i et lille, halvmørkt rum uden nogen vinduer ud til verden. Og se – dér ved siden af sengen sad jo Manden og Ellinor! Alting flød lidt sammen, på grund af bedøvelsen og blodprocenten, men hun kom endelig over i sengen til mig, den lille, og fik endelig endelig endelig lov at spise.
Manden ringede som det første til fødselshjælper-veninden, der stadig gik rundt derhjemme, bange for at vi havde set hinanden for sidste gang, mens en sygeplejerske og vist nok også en læge tjekkede op på tingenes tilstand. Al god medicin og bedøvelse i min krop virkede stadig så fint, at jeg ikke kunne mærke min krop, kun at jeg var sulten som en ulv. Nogen sørgede for det obligatoriske ristede brød, og både jordemoderen og den jordemoderstuderende kom ind og snakkede om forløbet – nærmest høje over, at det var gået godt.
Jeg græd og spiste og græd noget mere. Jordemoderen beklagede meget, at jeg intet blod havde fået. Hun var kommet op at skændes med den gamle kvindelige overlæge, og hun havde jo lovet… Men selvom jeg godt vidste, jeg stadig havde brug for det, det forbandede blod, var jeg tryg. Vi VAR på hospitalet. Vi VAR i nærheden af en hær af læger. Ellinor var der. Manden var der. Jeg skulle ikke være alene igen.
Mandens faster, der er jordemoder, kiggede også forbi, og det var rart med én, der holdt ægte af os, både til at begejstres over Ellinor og til at ae mig over håret, mens jeg græd og græd. På et tidspunkt blev Manden nødt til at gå for at finde noget mad til sig selv, og så gik jeg nærmest i panik: Under ingen omstændigheder skulle jeg være alene hverken med eller uden Ellinor. Den jordemoderstuderende blev hos mig og sad helt tæt op ad sengen og holdt mig i hånden, mens jeg græd og græd noget mere.
Gråden fortsatte on-off op på mor-barn-afsnittet. Selvom min erindring om rækkefølge, og hvad der egentlig foregik, er pænt tåget, husker jeg, at vi blev mødt af det sødeste, mest forstående menneske, sundhedssystemet har budt os indtil videre: En ældre sygeplejerske, der havde læst min journal og selv gennemskuet, hvor ekstra-traumatiserende det hele måtte have været for os. Hun rummede alle tårerne, og hun håndfodrede mig med stærk smertestillende, da jeg begyndte at kunne mærke min krop.
”Du har båret den ambulance hele vejen fra Beder til Skejby,” sagde hun.
”Det er ikke mærkeligt, at du har nerver i klemme, og at dine muskler gør så ondt.”
Jeg græd noget mere. Og lå fladt på ryggen, helt ude af stand til at hæve hovedgærdet på sengen det mindste uden at være ved at besvime. Sådan er det jo, når man ikke har ret meget blod tilbage…

Og her må vi lige tage en hurtig mellemregning, for hvorfor hulen havde jeg ikke fået noget blod, når jeg sådan havde brug for det? Så vidt jeg kan gennemskue skyldes det en langt ude fejl i retningslinjerne: Man må kun få blod, når ens blodprocent er under 4.3. Men efter store blodtab (eller store blodtransfusioner for den sags skyld) har blodprocenten det med at tage flere dage om at stabilisere sig. Bløder man for øjnene af en masse læger, får man som regel det blod, man skal have. Bløder man i stedet for øjnene af sin mand eller sin jordemoder, udløser det ingen transfusioner. Heller ikke selvom man ikke kan sidde op eller holde sit barn, man har det skidt, og hele verden ligesom flyder lidt sammen.
Allerede på opvågningen begyndte vi at kæmpe: ”Kig på klinikken, IKKE på blodprocenten,” sagde jeg – men uden resultat.
Så jeg lå stadig helt fladt på ryggen, da Sønne og Liv kiggede forbi i en sværm af bedsteforældre. Jeg smilede så godt jeg kunne, mens jeg skældte mig selv ud over slet ikke at kunne holde ud, at de var der. Jeg var træt og forkvalmet, og Liv kom hele tiden til at bumpe ind i slangen til katederet. Men de var begejstrede, de store børn, for deres nye søster, og især Sønne havde fornemmet dramaet og stor brug for at se sin mor.

Ved midnat kom den vidunderlige sygeplejerske for at sige godnat og så panikken i mine øjne. Og fordi hun havde forstået alting, som den eneste, ringede hun til den læge, hun mente ville være mest tilbøjelig til at fravige 4.3-reglen (en ganske ung kvinde…). Og ganske rigtigt: Jeg fik endelig tilkendt en pose blod! Den ankom midt om natten, og jeg kunne stadig ikke sidde op bagefter, men lidt af forkvalmetheden forsvandt.

Og så gik tiden på hospitalet ellers. På den ene side forfærdelig: Jeg havde det dårligt, smerter over det hele, kunne ikke løfte Ellinor selv overhovedet, og vi var i konstant kamp-modus for at få lægerne til at kigge på, hvordan jeg havde det i stedet for på den kunstigt høje blodprocent. Ellinor der pludselig var en sag på børneafdelingen og skulle have taget en million blodprøver, fordi mine blodprøver viste, at jeg måske havde dannet antistoffer mod hende og givet hende en art blodsygdom, så hun skulle have blodtransfusioner. På den anden side var det… så fint, så fint på en skrøbelig måde. Ellinor der lå dér os sov på Mandens nøgne bryst. Hendes små lyde. Hendes mørke, nyfødte blik. En barselsbobble med Manden, Ellinor og mig selv; lidt tid til at lappe på den tid, vi tabte, lige da hun var kommet til verden. Uendelige samtaler i stil med den her:
”Er hun ikke bare fin?”
”Jo, hun er den fineste. Hvor er det synd for alle de mennesker, der ikke får lov at prøve at være hendes forældre!”
Mange tårer, både af den gode og den dårlige slags. Utrolig stærk medicin. Et kateder, der sad ad helvede til, og et konstant flow af saltvand ind i min slunkne blodårer. Besøg. Søde sygeplejersker. Manden i den samme skjorte nat og dag, mit hår i én stor dreadlock, ikke redt efter fødekarret. Og så én til ung læge, der havde forstået pointen:
”Du har det jo ad helvede til. Jeg har givet blodbanken besked om at forberede to portioner blod til.”
Efter tredje portion kunne jeg ganske langsomt gå ud af sengen og trisse de 15 meter hen til toilettet. På vejen så jeg dét, man nok altid ser på sådan en afdeling: Mænd der er nogenlunde velklædte og ser nogenlunde normale ud, og kvinder med store slaskede maver i store slaskede hospitalsskjorter, vilde i blikket. Jeg var én af de kvinder. Den blufærdighed, jeg havde følt derhjemme på sengen, var helt væk, og det meste af tiden lå jeg med åben skjorte og bryster og mælk og tårer ud over det hele.
Efter tredje portion blod holdt vi op med at kæmpe, sikre på at vi ikke ville få mere – med Sønne, hvor jeg givetvis mistede mere blod, fik jeg kun to. Men så: En læge kiggede forbi og sagde, at jeg simpelthen ikke kunne blive udskrevet, når jeg havde det så dårligt, og vupti fik jeg en fjerde portion. Halleluja! Efter den blev jeg så frisk, at jeg fik lov at låse døren, når jeg gik på toilettet. Så frisk, at jeg insisterede på at blive udskrevet, selvom de vist nok gerne ville have beholdt os en dag eller to yderligere. På dét tidspunkt havde vi været indlagt i tre dage, og jeg havde massiv dårlig samvittighed overfor de store børn – og en underlig forestilling om, at hvis bare jeg kom HJEM, ville jeg blive helt frisk med det samme. Så vi krammede alle sygeplejerskerne farvel, satte Ellinor i autostolen og kørte hjem til Beder. Solen skinnede, og hele verden var grøn og fin. Der var ikke et øje hjemme i bofællesskabet, bare os og verdens dejligste baby.
Det var en lørdag, og lige præcis den lørdag, hvor Manden og jeg havde været kærester i ti år. Vi havde snakket en del om, hvordan vi skulle fejre det, men det var naturligt ikke blevet til noget som helst… Jeg græd, da jeg trådte ind i lejligheden og så det værelse, hvor det hele gik så galt. Bagefter græd jeg af taknemmelighed over, at det alligevel gik godt. At vi endelig var hjemme.

Og jeg tror, vi lader filmen om Ellinor og traumet slutte lige her, MED Ellinor hjemme i stuen, de voksne med armene om hinanden og med sol ind gennem alle vinduer og med gode tårer i øjnene – og med lyden af de store børn, der ruller ind på parkeringspladsen med flag og bedsteforældre.
”Måske er det her en ok måde at fejre den ti-års-dag,” sagde én af os.
”Ja. At komme hjem med nummer tre," sagde den anden.
"At være i live. At elske hinanden.”

søndag den 24. juli 2016

Mellemtid og tak

Ind i mellem er sommeren sådan her: Solskin og sovende baby. Pæn mand ved pænt vand.


Og den er sådan her: Søskende der lærer hinanden at kende og siger ting som hun KAN ikke blive bedre, kan hun vel mor? og hun er den sødeste baby i verden.


Og ind i mellem skriver jeg ting på bloggen, der er så vilde og svære og personlige, at jeg bliver i tvivl (igen og igen): Burde det her ikke bare blive skrevet i en dagbog? Og igen og igen bekræfter I mig i, at bloggen er det helt rigtige sted at skrive alting. Det bedste man kan sige til nogen, der har det svært er: hold da op, vi kan godt forstå, du har det svært! Og det siger I, igen og igen. Det er svært at forklare, hvor stor en forskel dét gør. Tak og tak og tak. Må jeres sommer være fyldt med pæne mænd og søde babyer og sol (eller hvad I nu måtte crave).

torsdag den 21. juli 2016

#6 Uden Ellinor. Noget om et traume.

De kloge siger, at man skal skrive det ned. Sit traumatiske forløb. Så det ikke sætter sig i kroppen og nervesystemet og kradser og skurrer og bliver til depression eller PTSD eller hvad ved jeg. Så jeg prøver at skrive, i småbitte bidder. Én bid ad gangen. Læs med et andet sted, hvis I har brug for noget muntert, noget opbyggeligt eller en bekræftelse af, at det er en god idé at føde hjemme.

Det her er det, der er sværest at skrive. Fordi det var det, der var værst. Og jeg ved ikke engang rigtigt hvorfor. I filmene ligger det dramatiske højdepunkt altid inden, at ambulancedørene smækker. Men i min indre film er ambulanceturens 25 minutter ikke bare uendeligt lange, de er også de mest dramatiske. Helt klart. Mine flash-backs handler primært om den forbandede tur. Selvom jeg jo var i trygge hænder-agtigt. Selvom vi var på vej på hospitalet og seriøs hjælp så hurtigt, som det overhovedet kunne lade sig gøre – op over kantsten og i zig-zag gennem trafik med max udrykning. Hvorfor var det så slemt, når folk nu kører alene i ambulancer hele tiden (gør de ikke?) og tager det max godt og utraumatiseret og tappert (gør de ikke?!)?

Nuvel, nu prøver jeg – altså at beskrive turen og måske endda forklare, hvorfor det var så væmmeligt: Jeg lå på båren midt i den skrumplende, meget meget hurtigt kørende ambulance med den jordemoderstuderendes hænder presset hårdt, hårdt ned i min smadrede mave og en redder og jordemoderen i fuld aktivitet omkring mig. Der var et saltvandsdrop, der skulle sidde det rigtige sted, og et forlig, der skulle tages – sådan en blodprøve man skal bruge for at kunne finde den rigtige blodtype til en transfusion, og sikkert også en masse andet, jeg ikke husker tydeligt. Jordemoderen befandt sig ved bårens hovedende, ind i mellem med en hånd på min arm. Hun var stadig bekymret, men ikke panisk – hun har nok følt sig sikrere på, det nok skulle gå, nu hvor vi var i ambulancen. Også selvom der ikke var en læge med, som hun havde bedt om i telefonen. Hun var mit anker på den tur, jordemoderen. Nå jeg ikke lå og kiggede op i luften, højlydt jamrende, kiggede jeg på hende så godt jeg kunne og snakkede så meget jeg kunne. Noget i retning af:

Om lidt har jeg mistet tre liter blod, jeg kan mærke det, og så bliver jeg bevidstløs, det ved jeg, du må love mig, du ikke går, lover du det, det er dig, der skal passe på mig, du skal love mig, jeg får blod, lover du det? Lover du det? Lover du det? De vil ikke give mig blod, når jeg kommer frem, det får man ikke bare sådan, men du skal LOVE mig, jeg får blod, lover du det? Om lidt mister jeg bevidstheden, det er DIG, der skal passe på mig, lover du, du gør det? DU skal sørge for, jeg får blod, du er med mig, ikke? Lover du det? Jeg skal have blod, ellers dør jeg, lover du, at du sørger for, jeg får det? Når jeg har mistet tre liter, mister jeg bevidstheden, så skal DU sørge for, jeg får blod, lover du det? Ellers går det ikke. Du bliver her. Du bliver her, du bliver her, lover du det?

Hun nikkede og lovede, jordemoderen, og jeg snakkede og jamrede. Et klogt menneske har siden sagt, at jeg ved hjælp af ren og skær vilje (og adrenalin og angst, kunne jeg tilføje) holdt mig ved bevidsthed i ambulancen i en situation, hvor jeg egentlig havde mistet så meget blod, at det ikke kunne lade sig gøre. Den forklaring kan jeg godt lide. Og jeg tror, den passer. Jeg var bange for, at hvis jeg først mistede bevidstheden, ville jeg aldrig vågne op igen. Enormt fysisk ubehag, skarpe hænder i maven, skrumplende ambulance. Måske kan jeg alligevel godt forstå, hvorfor turen var så hæslig. Endnu en forklaring: Manden var der ikke. Ellinor var der ikke. Jeg gjorde jordemoderen til min livs-advokat, så godt jeg kunne, men følte mig alligevel mutters alene. Og gungrende dødsangst. Det er en dårlig kombination. Også selvom jeg husker følelsen af lettelse undervejs: Hvor ER det godt, at Ellinor ikke er med! Hun ville slet ikke kunne tåle sådan en bumplende, skrumplende helvedestur.

Ved min mave stod den studerende og peptalkede fortsat – ligesom hun så irriterende havde gjort under fødslen. Nu var det bare ikke irriterende mere, men virkeligt godt: Du er så sej, du klarer det her, du er så sej… Mens jeg jamrede og pev og ingenlunde følte mig det mindste sej. Hvad husker jeg ellers? Jeg husker, at jeg udover at være bange for at dø, var bange for den operation, jeg var på vej til. Som jeg har beskrevet tidligere, var operationen efter Sønnes fødsel forfærdelig, forfærdelig, og jeg kunne ikke overskue at skulle igennem det igen. Jeg husker, at jeg havde det fysisk fuldstændig afsindigt ringe. Jeg husker, at jordemoderen og redderen undrede sig over, hvorfor chauffør-redderen (ham der tidligere gik i panik…) kørte gennem midtbyen for at komme til hospitalet – en helt langtude vej. Jeg husker, at jeg spændte i hele kroppen, og at jeg forsøgte at kigge ud af vinduessprækken under ambulancens loft for at lure, hvor vi var, om vi mon ikke snart var der. Det kunne jeg ikke.

Men til sidst, efter 1000 år, kom vi endelig frem til hospitalet. Og jordemoderen fik guidet den uduelige chauffør frem til den rigtige indgang. Og ud med båren, direkte ind i en elevator, ”du er med mig du er med mig du er med mig” til jordemoderen, jordemoderens ”jeg er med dig!”, jordemoderens lettede stemme: "vi er her!", den studerendes hårde, nu rystende hænder i min ømme mave, det fysiske ubehag, tåget, væmmeligt, den studerende næsten i klemme i elevatordøren, direkte ind på OP, så hurtigt det gik, løb løb, jordemoderens ”vi skal med – skal vi have noget om håret?”, lægens ”der er ikke tid”, hurtigt hurtigt, ind på briksen, så mange mennesker der var, ti måske, tre læger sagde hej, iltmasken over mit ansigt, narkoselægens ansigt tæt ved mit, han havde briller: ”Det her er ilt. Træk vejret dybt. Se hvor mange mennesker, der er. Vi er her alle sammen for at passe på dig, for at redde dig. Hvad vejer du?”
”Jeg ved det ikke!”
”Hvad har du spist?”
”Ikke noget, tror jeg. En banan i nat.”
Og jordemoderen, nu med hat og mundbind:
”Jeg er her, se, jeg er her også.”
Og narkoselægen igen: ”Nu lægger vi dig i narkose. Bare træk vejret dybt.”
Jeg skulle IKKE være ved bevidsthed! Jeg behøvede IKKE have det fysisk dårligt mere, de ville slukke, de ville redde mig, der var tre læger!

Dyb indånding. Salig, taknemmelig søvn.

søndag den 17. juli 2016

#5 Uden Ellinor. Noget om et traume.

De kloge siger, at man skal skrive det ned. Sit traumatiske forløb. Så det ikke sætter sig i kroppen og nervesystemet og kradser og skurrer og bliver til depression eller PTSD eller hvad ved jeg. Så jeg prøver at skrive, i småbitte bidder. Én bid ad gangen. Læs med et andet sted, hvis I har brug for noget muntert, noget opbyggeligt eller en bekræftelse af, at det er en god idé at føde hjemme. 

Uden for løb Manden rundt med Ellinor og råbte. Bofællerne var begyndt at dukke op for at se, hvad der foregik. Bag rattet i ambulancen sad én forstenet redder, den anden begyndte – vist nok – at kommandere med bofællerne.
Alt det her vidste jeg selvfølgelig ikke, jeg lå inden for på sengen og blødte og fik det dårligere og dårligere. Men det her fangede jeg dog: På et tidspunkt kom den ene, ikke-paniske redder ind sammen med én af de mandlige bofællerne og en båre. Hvor Manden og Ellinor var ved jeg ikke, men de må have været lige i nærheden, for Manden kan huske det. Og det må være cirka heromkring, at redderen fik sagt klart nej til, at Manden og Ellinor skulle med ambulancen.
Jeg husker svagt jordemoderens undren over, at der ikke var kommet en lægeambulance - eller måske er det en puslebrik, jeg har fyldt ind i mine erindringer siden hen.
Redderen kiggede på mig og sagde: ”Jeg kan godt se, du har mistet meget blod – du er helt bleg, og du sveder.”
Den udmelding gjorde mig underligt tryg, i hvert fald kortvarigt: Han troede på mig! Han kunne se, det var alvorligt! Han tilskrev ikke bare min ansigtskulør angst! (Og her skal vi selvfølgelig tilbage til beretning om Sønne - hvor det var lægens mistro, der var ved at tage livet af mig - for at forstå, hvorfor jeg kunne blive overrasket over dét, når jeg nu vitterligt lå i flere liter blod).
 Mit andet klare erindringsglimt er at kigge op på den mandlige bofælle og tænke, hvor mærkeligt det måtte være for ham: at se mig ligge dér, nøgen og blodig. Redderen instruerede ham i at flytte min overkrop over på båren, og de fik halet mig derover.
Efterfølgende har jeg fundet ud af, at min fødselshjælper-veninde løftede mit hoved, men det husker jeg ikke. Til gengæld husker jeg at bede om et tæppe: ”Dæk mig til, dæk mig til!” Jeg fik et lagen kylet halvvejs over kroppen, og af sted det gik.
Senere har Manden fortalt, at han blev lettet over min bøn – hvis jeg kunne mærke blufærdighed, var jeg måske ikke helt så tæt på at dø, som han ellers troede. Redderen fik sammen med alle de improviserede hjælpere bøvlet båren ned af vores ganske få trappetrin og uden for. Som sagt har jeg fundet ud af, at det halve bofællesskab stod derude, men jeg husker det ikke. Jeg har formentlig lukket øjnene.
Bedst husker jeg fornemmelsen i kroppen: Båren der skrumpler af sted over rallet ud til ambulancen på parkeringspladsen. Overraskelsen over, at den ikke holder lige uden for døren – ambulancen – når jeg nu tidligere havde fanget, at de gjorde plads til den. På vejen så jeg Manden – dér har mine øjne alligevel været åbne, så. Han har nok holdt Ellinor i armene, men det husker jeg ikke. Han sagde noget, sikkert noget med, at vi sås på hospitalet, det er tåget. Til gengæld står det helt klart, at han ikke græd. Det tolkede jeg som om, at jeg måske ikke var ved at dø – endnu en beroligelse midt i alt det hæslige.
Så bumplede vi videre, vist nok med den jordemoderstuderendes spidse hænder i et fast greb om min livmoder, og op og ind i ambulancen.

torsdag den 14. juli 2016

#4 Uden Ellinor. Noget om et traume.

De kloge siger, at man skal skrive det ned. Sit traumatiske forløb. Så det ikke sætter sig i kroppen og nervesystemet og kradser og skurrer og bliver til depression eller PTSD eller hvad ved jeg. Så jeg prøver at skrive, i småbitte bidder. Én bid ad gangen. Læs med et andet sted, hvis I har brug for noget muntert, noget opbyggeligt eller en bekræftelse af, at det er en god idé at føde hjemme. 

Ambulancen kom. Og så var vi vel i gode hænder – og så blev alt vel godt, ikke? Nej. Slet ikke. For at forklare, hvordan dét hænger sammen, må vi lige have to mellemregninger på plads:

Mellemregning nummer et: Som vist nok nævnt utallige gange mistede jeg en tre-fire liter blod på grund af en genstridig moderkagerest i forbindelse med Sønnes fødsel. Jeg gik dog først i gang med at bløde ti dage efter fødslen, og når det nåede at blive traumatisk og overordentligt livsfarligt dengang, skyldtes det læger, der ikke troede på, hvad vi sagde. Da jeg gik i gang med at styrtbløde dengang, ringede jeg til vagtlægen, som sagde: Hvis du stadig bløder kraftigere end en kraftig menstruation om to timer, så kan du jo ringe igen. Jotak. Da jeg fortsatte med at bløde og bløde og bløde og bløde udover det hele, kørte Manden mig til lægevagten, hvor jeg troppede op, vaklende og med to gennemblødte håndklæder mellem benene, hvorefter en ny vagtlæge sendte os direkte til Skejby. I egen bil. Hvor receptionisten (!) udmærket kunne se, at jeg ikke længere kunne gå, da vi endelig kom frem, men hvor lægen tilskrev mit meget lave blodtryk angst (!!) og i øvrigt gav mig noget vestimulerende, så jeg kunne afstøde moderkageresten selv. Så kunne jeg jo altid få en udskrabning dagen efter, hvis det ikke lykkedes… Timerne gik, blodet flød, jeg bevægede mig ind og ud af bevidsthed, og Manden sad magtesløs ved siden af med et ti dage gammelt barn. Når jeg overlevede (ja, det lyder dramatisk, men det var det kraftedme også), skyldes det en gammel, garvet sygeplejerske, der havde nattevagt, og som målte mit blodtryk til 70/40. Det er ikke godt, virkeligt ikke. Og som slog alarm, og lige pludselig gik det vanvittigt stærkt, og jeg blev hentet af en portør. Manden græd, fordi han tænkte, det var sidste gang, han havde set mig. Der var tåget i mit hoved, og jeg undrede mig over hans tårer. Og så røg jeg ind til operation, hvor en anæstesilæge stak mig (en 10-15 gange, for nu at føje spot til skade) for at lægge en epiduralblokade, og hvor jeg trods min svingende vågenhed udmærket fornemmede den stigende panik om operationsbordet, fordi jeg blev ved og ved at bløde, og fordi livmoderen ikke ville trække sig sammen. Den fysiske fornemmelse af at blevet hevet og flået i sidder stadig i kroppen, syv et halvt år senere. Operationen tog følgelig meget længere, end de havde sagt til Manden, som sad alene med Sønne og tænkte, at nu var det bare de to. Og selv efter operationen havde ingen forstået, hvor meget blod jeg egentlig havde mistet – det estimerede de først en del dage senere ud fra min blodprocent. Derfor fik jeg ikke noget blod (før meget senere), og derfor blev jeg sat til at gå på toilettet dagen efter operationen. Og besvimede. I armene på Manden. Og hvorfor fortæller jeg så hele den her lange lidelseshistorie, når det egentlig skulle handle om Ellinors fødsel? Det gør jeg, fordi den er et gammelt traume, der blev vakt til live. Hej retraumatisering. Og det gør jeg for at forklare, hvorfor vi ikke stoler på systemet over en dørtærskel – havde jeg stolet på lægerne, på systemet, ville jeg have været meget mindre bange, da det gik løs efter Ellinors fødsel. Meget, meget mindre.

Mellemregning nummer to: Tilbage til nutiden og sengen, hvor jeg lå uden Ellinor. Ambulancen kom, kunne jeg forstå, og jordemoderen råbte, men hvor blev redderne af? Det kunne jeg af gode grunde ikke vide, men Manden, fødselshjælper-veninden og mine bofæller har forklaret det siden hen: For det første havde jordemoderen bestil en lægeambulance. Det kom der ikke. For det andet bakkede ambulancen ind i hegnet, da den kom. Hvorefter chaufføren opgav at bakke de sidste 50 meter hen til vores dør – ja, faktisk opgav han overhovedet at komme ud ad ambulancen, selv da den anden redder var hende og halvråbe af ham. Han blev bare siddende dér på førersædet, mens jordemoderen råbte inden for og Manden løb rundt med nyfødte Ellinor på armen og råbte og skreg uden for. Ergo: Ingen læge, og kun én redder. For fanden i helvede.

tirsdag den 12. juli 2016

Postkort fra op-og-ned-land


Humøret og det almene velbefindende stemmer fint overens med det danske sommervejr: overvejende blæsevejr og byger - og så ind i mellem fine stunder med solskin og temperaturer, der lige sniger sig op over 20 grader.

Her i sommerhuset blæser det, sårn rent mentalt, mest, når alle børn er hjemme (eventuelt med højlydte venner), alt lugter af makrelsalat, og jeg kommer i tanker om, at min krisepsykologdame først er tilbage fra ferie i august.

Når Manden tager alle store børn med på tur, og jeg trisser rundt med Ellinor i viklen og drikker kaffe og læser lidt sporadisk Weekend-Avisen, skinner solen igen. Eller når jeg blogger på telefonen fra et hemmeligt hjørne af haven - som nu.

Jeg håber, der er mere sol end regn I jeres sommer.

søndag den 10. juli 2016

#3 Uden Ellinor. Noget om et traume.

De kloge siger, at man skal skrive det ned. Sit traumatiske forløb. Så det ikke sætter sig i kroppen og nervesystemet og kradser og skurrer og bliver til depression eller PTSD eller hvad ved jeg. Så jeg prøver at skrive, i småbitte bidder. Én bid ad gangen. Læs med et andet sted, hvis I har brug for noget muntert, noget opbyggeligt eller en bekræftelse af, at det er en god idé at føde hjemme.

Jeg har svært ved at skrive det her. Selvfølgelig fordi det begynder at blive rigtigt, rigtigt ubehageligt, og fordi ordene ligesom ikke slår til. Men også fordi rækkefølgen er tåget. Blod, smerte, frygt, ubehag på én gang. Manden og fødselshjælper-veninden har gjort deres for at kaste lys over tingene. Jordemoderen har også lovet en debriefing men er taget på sommerferie i stedet – måske bliver det en anelse mere klart, når jeg har snakket med hende. Men for nu er resten af tiden dér på sengen kun brudstykker; brikker i et puslespil jeg ikke har samlet. Det bedste jeg kan gøre, tror jeg, er at remse brikkerne op, langt og rodet:
Jordemoderen gav mig en stikpille, vist noget blod-standsende.
Hun instruerede den studerende i at klemme sammen om min livmoder med alle sine kræfter, to hårde spidse hænder så hårdt ned i min mave, mit bindevæv, at ubehaget er svært at beskrive.
Manden fik Ellinor.
Jordemoderen sagde: Nu må vi ind på Skejby.
Manden spurgte: Med ambulance?
Jordemoderen svarede: Ja, med ambulance.
Alt var hektisk, hektisk omkring mig. Og blod og forvirring og frygt. Stikpiller og venflon.
Jordemoderen sagde, at det eneste, hun kunne gøre nu, var at stikke en hånd op i mig og forsøge at få moderkagen ud – men hun ville ikke gøre det, for det var meget væmmeligt.
Manden og jordemoderen diskuterede, om Ellinor kunne komme med i ambulancen.
Jordemoderen vidste det ikke, måske kunne hun, og jeg blev positivt overrasket: Inden fødslen havde jeg hørt, at babyer ikke var tilladt ved en overflytning. Tænk hvis hun alligevel kunne komme med! Manden forsvandt med Ellinor, sådan husker jeg det. Hvornår i alt det her kaos, at det skete, ved jeg ikke. Men de forsvandt.
Jordemoderen blev mere kommanderende og beordrede alting, lagener, underlag, samlet sammen (så blodtabet siden kunne anslås).
Jordemoderen ombestemte sig i forhold til det med selv at hive moderkagen ud og sagde: Nu er jeg hård ved dig. Det var hun. Og aktionen lykkedes ikke. Moderkagen gik midt over. (Jeg så jordemoderen kort på opvågningen på Skejby senere. Det var, fortalte hun, da moderkagen gik over, at hun for alvor tænkte shit).
Og ja, det var ubehageligt, da hun forsøgte at få den ud, men den samlede smerte og væmmelighed var stadig én stor grød, hvor jeg dårligt kan skille de enkelte elementer ad. Jeg husker intet særskilt ubehag ved netop dén manøvre.
Alt var hektisk, højlydt, kommanderende, jeg fik det dårligere og dårligere, tiden gik.
Uden for kom ambulancen, kunne jeg forstå, og jordemoderen begyndte at råbe: DE SKAL KOMME NU, DE SKAL KOMME NU! Hun brølede efter bunken af blodige underlag, der skulle med. Nogen havde ryddet den op. Jeg syntes, hun lød panisk. Og hun sagde to liter, vi er på to liter nu, men dét er en af de brikker, fødselshjælperen siden har leveret. Den melding husker jeg ikke selv.

lørdag den 9. juli 2016

Én måned

I bøgerne og artiklerne om fødselstraumer står der, at det kan være svært at knytte sig til den bette. At det for mange føles som om, at hjertet er lukket.

Jeg kan genkende meget fra de beskrivelser, jeg har læst: Mareridtene, fortrydelsen, skyldfølelsen, søvnløsheden, vreden, tårerne, den korte lunte, flash-backene. Men jeg kan ikke genkende dét med hjertet.

Mit hjerte står på vid gab og har gjort det lige siden, jeg holdt hende i armene første gang. Verdens allerfineste, gladeste Ellinor. I går blev hun én måned, og jeg græd lidt af taknemmelighed over, at det blev lige præcis mig, der var så heldig at blive hendes mor.

onsdag den 6. juli 2016

#2 Uden Ellinor. Noget om et traume.

De kloge siger, at man skal skrive det ned. Sit traumatiske forløb. Så det ikke sætter sig i kroppen og nervesystemet og kradser og skurrer og bliver til depression eller PTSD eller hvad ved jeg. Så jeg prøver at skrive, i småbitte bidder. Én bid ad gangen. Læs med et andet sted, hvis I har brug for noget muntert, noget opbyggeligt eller en bekræftelse af, at det er en god idé at føde hjemme. 

Ellinor lå hos mig på sengen, og Manden tog nogle billeder.
”Tag et billede UDEN bryst,” kommanderede jeg, og det gjorde han.
Jeg ville have, at vi kunne vise hele verden de billeder af vores lille barn, der lå der, helt fin og ny.
Alt var stadig kærlighed og lykke.
Også selvom jordemoderen sad mellem mine ben, og jeg bare havde lyst til at vende mig om på siden, så Ellinor bedre kunne få fat i brystet.
Og så: Jeg husker det som om, at alting skete på én gang, og rækkefølgen er uklar, kun ved jeg, det gik hulens stærkt, og at det må have været nogenlunde sådan her: Jeg blødte. På den virkeligt mærkbare, klumpede, shit-det-kommer-meget-blod-agtige måde. Jordemoderen blev bange. Jeg kan ikke huske, hvad hun sagde, men der var en ny tone i hendes stemme, og hun snakkede om moderkagen, der ikke ville ud.
Der blev trykket og trykket på min mave, arbejdet mellem mine ben. Ubehaget steg og steg. Jordemoderen og den jordemoderstuderende gik i gang med stikpiller og medicin og – lidt senere – også at gøre klar til noget saltvandsdrop. Men først og fremmest kan jeg huske fornemmelsen: Fornemmelsen af blodet, der vælter ud. Dét har jeg prøvet én gang før, ti dage efter Sønnes fødsel, hvor det viste sig, at et lille stykke moderkage var blevet siddende tilbage. Hvor jeg rejste mig op en almindelig træt barselseftermiddag, og det bare væltede og væltede ud ad kroppen. Og hvor jeg til sidst var ved at dø. Min krop kunne huske det. Jordemoderen var bange. Jeg var bange. Men da hun sagde ”Nu er vi på én liter” tænkte jeg noget i retning af: Jamen herregud – jeg har mistet meget mere end dét og overlevet.

fredag den 1. juli 2016

#1 Uden Ellinor. Noget om et traume.

De kloge siger, at man skal skrive det ned. Sit traumatiske forløb. Så det ikke sætter sig i kroppen og nervesystemet og kradser og skurrer og bliver til depression eller PTSD eller hvad ved jeg. Så jeg prøver at skrive, i småbitte bidder. Én bid ad gangen. Læs med et andet sted, hvis I har brug for noget muntert, noget opbyggeligt eller en bekræftelse af, at det er en god idé at føde hjemme. 

Så dér sad vi, Ellinor og mig, i badet, og hun var så fin og lille og færdig. Manden rykkede over, så han kunne være så tæt på mig så muligt, og vi kyssede og han græd, og jordemoderen gned den bette lidt hektisk på ryggen, så hun kunne være helt sikker på, at alt var godt. Hun snøflede lidt og græd så lidt, og jeg var kun nervøs et øjeblik. Alt var godt! Jeg har aldrig følt en forbindelse til et nyt barn så hurtigt, som jeg følte den til Ellinor: Endelig var hun der! Perfekt og vores og elsket med det samme. Lille og varm og fantastisk. Ellinor fik et klæde, og jordemoderen bad mig rejse mig og komme over på sengen ved siden af.
”Der kan komme noget blod, når du rejser dig,” advarede hun.
Og ganske rigtig – der kom en del blod, da Manden fik bugseret mig op i stående stilling og over på sengen. Det var ikke noget at være nervøs for, blev jeg forsikret. Jordemoderen vurderede, at der var tale om et par 100 milliliter. No big deal.
Men en lillebitte advarselslampe blinkede et sted bag al lykken og kærligheden inden i: Jeg har haft to fødsler tidligere, en livsfarlig og en vidunderlig. Ved den første blødte jeg, ved den sidste kom der ikke én eneste dråbe. Hvorfor kom der så blod nu?

søndag den 19. juni 2016

Ting folk siger

Omvejslouise har mistet sin far og skriver hårdt og fint om dét. Senest med sin liste over (ikke altid superheldige) ting folk siger til hendes tab. Uden at sammenligne vores situationer i øvrigt har jeg ladet mig inspirere af konceptet.

PÅ DEN ENE SIDE SIGER FOLK...
Det er da godt, at I er på den anden side af det nu, hva'.

Det er da godt, at den lille har det godt.

I det mindste lader hun jer sove lidt om natten, så I kan samle kræfter.

Det er dejligt, det er ovre nu.

Godt vi bor i et velfærdssamfund, hva'!

I det mindste gik selve fødslen godt.

Det må være dejligt at være kommet hjem igen og kunne få lidt ro på.

Nå, der har vi så den lille dame, det prøvede at slå sin mor ihjel!

PÅ DEN ANDEN SIDE SIGER (EN ANDEN SLAGS) FOLK...
Jeg kan fandme godt forstå, du har det dårligt.

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt det må være.

Jeg vil gerne sponsorere noget praktisk hjælp i huset, hvis det er. Eller en psykolog.

Min kusine har speciale i fødselstraumer. Jeg har tjekket - du må gerne ringe til hende.

Hvor ville jeg ønske, jeg kunne efterlade min syge mand/mine mange børn/mine skøre livsomstændigheder og bare komme til Jylland og kramme dig.

Jeg har sendt noget Peter Beier-chokolade. Det synes jeg, du fortjener.

Jeg sms'er bare lige for at sige, jeg tænker på dig. Du behøver ikke svare!

Og her er et billede af Ellinor... for det ER godt, at hun har det godt. Hun er et vidunderligt, møffende, smilede, storspisende mirakel. Det er bare ikke dét, I behøver at minde mig om, når jeg forsøger at fortælle, hvor goddamn traumatiseret, jeg selv er...