Voksenpoint: 0

Øj, hvor jeg fantaserede om at blive fulgt at et helt TV-hold eller et heppekor eller nogle andre, der lissom kunne anerkende, hvor sygt voksen jeg var i morges: Tre børn i bilen, alle mætte og ingen nævneværdig gråd. Og vel at mærke i KÆMPEbilen, den nye stationcar med ægte manuelt gear (IKKE tidligere tiders automatgear), som jeg styrede like a boss. Koblingspunkt, min nye ven. Af sted af sted til børnehave, videre videre til skole, svinge ind langs kantstenen og parkere blødt som en pro. Sjældent har jeg følt mig så kompetent og voksen.

Følelsen blegnede en anelse, da Sønne med hovedet på skrå og sin mest pædagogiske stemme sagde: Flot mor, du gik ikke engang i stå i dag!

Men den kom igen, følelsen, og varede lige til hentetid. Hvor jeg formåede at gå i stå FIRE gange - mens jeg holdt midt i Beders eneste og meget lille lyskryds og ventede på at svinge til (fucking) venstre. Der blev rødt og grønt og rødt igen, mens bilen hoppede op og ned og Bette E formentlig pådrog sig varigt piskesmæld, mens det halve Beder fægtede med armene i deres biler og ikke kunne komme nogen vegne, fordi vores kæmpe tank blokerede hele krydset. For fanden i helvede og stress-sved-dryp på rattet. Vi har byens mest genkendelige bil, men forhåbentlig var jeg inkognito bag min Pernille Skipper kører-brille.

Jeg svedte stadig efter at have hentet barn et og to men formåede at komme næsten hjem, før jeg gik i stå igen med et ordentligt hop, midt i et helt uskyldigt trafiklys-løst venstresving. Hvortil Liv, det optimistiske barn, muntert sagde: Og det er jo lige præcis DERFOR, at man altid skal huske sin sikkerhedssele, iggås mor!

Jeg føler, jeg har tabt den leg, der hedder voksen. Men i det mindste er det lykkedes mig at opfostre nogle pænt anerkendende børn.