Så vil jeg alligevel hellere være dårlig til tysk

På min efterskole gik jeg i klasse med Jeannette. Jeannette var sød og ok kvik - men især det sidste glemte hun, når vi havde tysk. Tysklæreren behøvede bare at kigge på hende, så blev hendes meget lyse hud en meget mørk nuance af rød, og hvis han spurgte hende om noget, fik hun tårer i øjnene og kunne ikke rigtigt tale.

Jeg forstod det ikke, men gik ud fra, at hun måtte være meget dårlig til tysk. Op til eksamen læste vi en lille bitte smule sammen, og nej - det var hun ikke. Hun var ikke flydende eller fantastisk eller noget, men hun var langt fra det tyskvrag, hun havde givet indtryk af i timerne.

Min undren voksede, Jeannette fik (vistnok) et gammeldags 5-tal til eksamen, og mit-teenage konkluderede formentlig noget i retning af, at hun var et grundlæggende lidt anderledes menneske end mig selv.

Jeg fattede det stadig overhovedet ikke. Skolepres har altid udelukkende gjort mig skolebedre. Og jeg har ikke rigtigt skænket det en tanke, Jeannettes uforståelige tysk-panik, før i fredags, hvor jeg havde mit eget panik-moment midt i Beders eneste lyskryds. Selvom jeg jo altså for helvede godt kan finde det koblingspunkt og starte den bil. Og nu er jeg så for alvor ræd og har helt røde kinder, bare jeg tænker på lyskrydset.

Så ja, nu forstår jeg bedre Jeannette. Og jeg er nærmest lidt misundelig: Jeg ved ikke, hvordan hendes liv ser ud i dag, men jeg kan ikke forestille mig, at hun har brug for tysk i noget nær samme grad, som jeg har brug for at kunne køre bil.

Jeannette vinder i det lange løb. Det gør hun virkeligt.