Tynd is, tung autostol, fanden på væggen og i afhentningen

Jeg er typen, der holder meget af at male fanden på væggen. Så kan han lissom hænge der og kigge ned på en virkelighed, der endte med at blive meget finere og bedre, i hvert fald i sammenligning med forventningen.

Derfor brugte jeg også en masse energi på at forhåndsstresse over den daglige hentning. Både over det manuelle gear, naturligvis, men også over hvordan mig og Ellinor skulle bære os ad med at komme ind i bilen, ud i børnehaven, ind i bilen igen, ud i skolen, ind i bilen igen... uden at bryde sammen i sind, bækkener og babyhjerter.

Nu har vi så hentet, Ellinor og jeg, i over en uge. Og problemet er, at virkeligheden er værre end selv mine mest pessimistiske fantasier om den. Altså: For det første må jeg stoppe bilen flere gange og finde en sut frem og trøste, før vi overhovedet forlader matriklen. Når vi når til børnehaven, er Bette E næsten faldet i søvn, men vågner selvfølgelig, så snart jeg parkerer. Så hun kommer i bæreselen, mens jeg traver den vidunderligt, hæsligt kæmpestore naturbørnehave rundt for at lokalisere en fem-årig og derefter traver op og ned ad nogle trapper for at krydse ud og tage mudret tøj med og den slags. Nu er Bette E igen stort set faldet i søvn - men vågner naturligvis, når hun skal i autostolen. Eventuelt bliver hun ammet lidt på forsædet, mens Liv kravler rundt skiftevis på hende og mig og aer os i ansigterne med sine vidunderligt, hæsligt sorte fingre og råbesynger ELLI ELLI ELLI ER SÅ SØØØØØØD. Efter mælk, gråd og sutte-terapi kommer Bette E i autostolen en gang til og klynker på vej til skolen.

Nogle dage når hun at falde i søvn, og jeg lister autostolen diskret ud og marcherer SFO'en rundt for at lokalisere en syv-årig... trapper og larm og flyvende klodser og en baby, der selvfølgelig vågner i den sygt tunge autostol, nu den ikke længere befinder sig i en bil. Og jeg har ondt-ondt af Elli, der på den måde betaler prisen for det rigtige børnehavevalg og det rigtige skolevalg (de kunne jo også have gået lige på den anden side af vejen) og måske også en lillebitte smule ondt af mig selv, så jeg slår nogle indre handler af: Hvis vi kommer helskindet igennem det her i dag, må jeg drikke to kopper kaffe, når vi kommer hjem. Den slags.

Andre dage vågner hun, så snart jeg har parkeret på skolens p-plads og kommer - nu helt klatøjet og pylret af alt den søvn-tortur - i bæreselen en gang til, før vi vandrer ind og forsøger at lokalisere Sønne.

Og nårhja, så skal vi jo ud i bilen en gang til, og autostol og ELLI ELLI ELLI ER SÅ SØØØØØØD, og jeg forsøger at være max nærværende og spørgende overfor mine to store børn, mens mine hænder sætter sved-aftryk på rattet.

Heldigvis bruger de deres hellige halv times daglige skærmtid, så snart vi kommer hjem, de to store, så Bette E og mig kan ligge i ske og spise lidt (hende), græde lidt (hende, evt os begge to) og sove lidt (absolut kun hende).

Og inde i hovedet er der naturligvis stemmer, der råber, at jeg bør tage mig sammen, og at alle andre har det meget hårdere, og kom nu for fanden, og hvor svært kan det være. Men jeg nægter at lytte til dem, stemmerne. Jeg er for gammel og for børne-rig og har saftsusemig tænkt mig at GØRE noget. I stedet for at skælde mig selv ud. Jeg skal bare lige finde ud af, hvad det er.