#7 Uden Ellinor. Noget om et traume.

Jeg tror, det her er sidste kapitel – væmmeligheden, traumet, det dramatiske højdepunkt er overstået, alt andet er i sammenligning små bump på vej hen mod den lykkelige slutning og rulleteksterne.

Nuvel: Jeg vågnede i et lille, halvmørkt rum uden nogen vinduer ud til verden. Og se – dér ved siden af sengen sad jo Manden og Ellinor! Alting flød lidt sammen, på grund af bedøvelsen og blodprocenten, men hun kom endelig over i sengen til mig, den lille, og fik endelig endelig endelig lov at spise.
Manden ringede som det første til fødselshjælper-veninden, der stadig gik rundt derhjemme, bange for at vi havde set hinanden for sidste gang, mens en sygeplejerske og vist nok også en læge tjekkede op på tingenes tilstand. Al god medicin og bedøvelse i min krop virkede stadig så fint, at jeg ikke kunne mærke min krop, kun at jeg var sulten som en ulv. Nogen sørgede for det obligatoriske ristede brød, og både jordemoderen og den jordemoderstuderende kom ind og snakkede om forløbet – nærmest høje over, at det var gået godt.
Jeg græd og spiste og græd noget mere. Jordemoderen beklagede meget, at jeg intet blod havde fået. Hun var kommet op at skændes med den gamle kvindelige overlæge, og hun havde jo lovet… Men selvom jeg godt vidste, jeg stadig havde brug for det, det forbandede blod, var jeg tryg. Vi VAR på hospitalet. Vi VAR i nærheden af en hær af læger. Ellinor var der. Manden var der. Jeg skulle ikke være alene igen.
Mandens faster, der er jordemoder, kiggede også forbi, og det var rart med én, der holdt ægte af os, både til at begejstres over Ellinor og til at ae mig over håret, mens jeg græd og græd. På et tidspunkt blev Manden nødt til at gå for at finde noget mad til sig selv, og så gik jeg nærmest i panik: Under ingen omstændigheder skulle jeg være alene hverken med eller uden Ellinor. Den jordemoderstuderende blev hos mig og sad helt tæt op ad sengen og holdt mig i hånden, mens jeg græd og græd noget mere.
Gråden fortsatte on-off op på mor-barn-afsnittet. Selvom min erindring om rækkefølge, og hvad der egentlig foregik, er pænt tåget, husker jeg, at vi blev mødt af det sødeste, mest forstående menneske, sundhedssystemet har budt os indtil videre: En ældre sygeplejerske, der havde læst min journal og selv gennemskuet, hvor ekstra-traumatiserende det hele måtte have været for os. Hun rummede alle tårerne, og hun håndfodrede mig med stærk smertestillende, da jeg begyndte at kunne mærke min krop.
”Du har båret den ambulance hele vejen fra Beder til Skejby,” sagde hun.
”Det er ikke mærkeligt, at du har nerver i klemme, og at dine muskler gør så ondt.”
Jeg græd noget mere. Og lå fladt på ryggen, helt ude af stand til at hæve hovedgærdet på sengen det mindste uden at være ved at besvime. Sådan er det jo, når man ikke har ret meget blod tilbage…

Og her må vi lige tage en hurtig mellemregning, for hvorfor hulen havde jeg ikke fået noget blod, når jeg sådan havde brug for det? Så vidt jeg kan gennemskue skyldes det en langt ude fejl i retningslinjerne: Man må kun få blod, når ens blodprocent er under 4.3. Men efter store blodtab (eller store blodtransfusioner for den sags skyld) har blodprocenten det med at tage flere dage om at stabilisere sig. Bløder man for øjnene af en masse læger, får man som regel det blod, man skal have. Bløder man i stedet for øjnene af sin mand eller sin jordemoder, udløser det ingen transfusioner. Heller ikke selvom man ikke kan sidde op eller holde sit barn, man har det skidt, og hele verden ligesom flyder lidt sammen.
Allerede på opvågningen begyndte vi at kæmpe: ”Kig på klinikken, IKKE på blodprocenten,” sagde jeg – men uden resultat.
Så jeg lå stadig helt fladt på ryggen, da Sønne og Liv kiggede forbi i en sværm af bedsteforældre. Jeg smilede så godt jeg kunne, mens jeg skældte mig selv ud over slet ikke at kunne holde ud, at de var der. Jeg var træt og forkvalmet, og Liv kom hele tiden til at bumpe ind i slangen til katederet. Men de var begejstrede, de store børn, for deres nye søster, og især Sønne havde fornemmet dramaet og stor brug for at se sin mor.

Ved midnat kom den vidunderlige sygeplejerske for at sige godnat og så panikken i mine øjne. Og fordi hun havde forstået alting, som den eneste, ringede hun til den læge, hun mente ville være mest tilbøjelig til at fravige 4.3-reglen (en ganske ung kvinde…). Og ganske rigtigt: Jeg fik endelig tilkendt en pose blod! Den ankom midt om natten, og jeg kunne stadig ikke sidde op bagefter, men lidt af forkvalmetheden forsvandt.

Og så gik tiden på hospitalet ellers. På den ene side forfærdelig: Jeg havde det dårligt, smerter over det hele, kunne ikke løfte Ellinor selv overhovedet, og vi var i konstant kamp-modus for at få lægerne til at kigge på, hvordan jeg havde det i stedet for på den kunstigt høje blodprocent. Ellinor der pludselig var en sag på børneafdelingen og skulle have taget en million blodprøver, fordi mine blodprøver viste, at jeg måske havde dannet antistoffer mod hende og givet hende en art blodsygdom, så hun skulle have blodtransfusioner. På den anden side var det… så fint, så fint på en skrøbelig måde. Ellinor der lå dér os sov på Mandens nøgne bryst. Hendes små lyde. Hendes mørke, nyfødte blik. En barselsbobble med Manden, Ellinor og mig selv; lidt tid til at lappe på den tid, vi tabte, lige da hun var kommet til verden. Uendelige samtaler i stil med den her:
”Er hun ikke bare fin?”
”Jo, hun er den fineste. Hvor er det synd for alle de mennesker, der ikke får lov at prøve at være hendes forældre!”
Mange tårer, både af den gode og den dårlige slags. Utrolig stærk medicin. Et kateder, der sad ad helvede til, og et konstant flow af saltvand ind i min slunkne blodårer. Besøg. Søde sygeplejersker. Manden i den samme skjorte nat og dag, mit hår i én stor dreadlock, ikke redt efter fødekarret. Og så én til ung læge, der havde forstået pointen:
”Du har det jo ad helvede til. Jeg har givet blodbanken besked om at forberede to portioner blod til.”
Efter tredje portion kunne jeg ganske langsomt gå ud af sengen og trisse de 15 meter hen til toilettet. På vejen så jeg dét, man nok altid ser på sådan en afdeling: Mænd der er nogenlunde velklædte og ser nogenlunde normale ud, og kvinder med store slaskede maver i store slaskede hospitalsskjorter, vilde i blikket. Jeg var én af de kvinder. Den blufærdighed, jeg havde følt derhjemme på sengen, var helt væk, og det meste af tiden lå jeg med åben skjorte og bryster og mælk og tårer ud over det hele.
Efter tredje portion blod holdt vi op med at kæmpe, sikre på at vi ikke ville få mere – med Sønne, hvor jeg givetvis mistede mere blod, fik jeg kun to. Men så: En læge kiggede forbi og sagde, at jeg simpelthen ikke kunne blive udskrevet, når jeg havde det så dårligt, og vupti fik jeg en fjerde portion. Halleluja! Efter den blev jeg så frisk, at jeg fik lov at låse døren, når jeg gik på toilettet. Så frisk, at jeg insisterede på at blive udskrevet, selvom de vist nok gerne ville have beholdt os en dag eller to yderligere. På dét tidspunkt havde vi været indlagt i tre dage, og jeg havde massiv dårlig samvittighed overfor de store børn – og en underlig forestilling om, at hvis bare jeg kom HJEM, ville jeg blive helt frisk med det samme. Så vi krammede alle sygeplejerskerne farvel, satte Ellinor i autostolen og kørte hjem til Beder. Solen skinnede, og hele verden var grøn og fin. Der var ikke et øje hjemme i bofællesskabet, bare os og verdens dejligste baby.
Det var en lørdag, og lige præcis den lørdag, hvor Manden og jeg havde været kærester i ti år. Vi havde snakket en del om, hvordan vi skulle fejre det, men det var naturligt ikke blevet til noget som helst… Jeg græd, da jeg trådte ind i lejligheden og så det værelse, hvor det hele gik så galt. Bagefter græd jeg af taknemmelighed over, at det alligevel gik godt. At vi endelig var hjemme.

Og jeg tror, vi lader filmen om Ellinor og traumet slutte lige her, MED Ellinor hjemme i stuen, de voksne med armene om hinanden og med sol ind gennem alle vinduer og med gode tårer i øjnene – og med lyden af de store børn, der ruller ind på parkeringspladsen med flag og bedsteforældre.
”Måske er det her en ok måde at fejre den ti-års-dag,” sagde én af os.
”Ja. At komme hjem med nummer tre," sagde den anden.
"At være i live. At elske hinanden.”