Uden Ellinor. En slags epilog.

"Hvordan går det?" spurgte en mor til en af Livs veninder (I ved, sådan en mor, man ikke HELT er blevet venner med endnu, men hvor man arbejder på sagen). Hun var netop kommet ind af døren for at hente sit barn, og jeg stod overfor hende med Ellinor på armen.

Og jeg brød som det mest selvfølgelige ud i sang:

"Det går bedre," sang jeg.

"Meget bedre-ee, nu-uuuuh."

Jeg tror endda, jeg lavede et enkelt lille dansetrin.

Hun stirrede tomt på mig, helt tomt. Tilsyneladende ser de ikke Doctor McStuffins hjemme hos dem. Og vi sagde hej-hej på en underligt flad måde, og jeg har ikke set hende siden.

Herligt.

Det jeg burde have sagt til hende, var nogenlunde det her:

Først fødte jeg Ellinor, fint og fredeligt i vand med markudsigt.
(Fødselsberetningen kan læses her.)

Med det samme begyndte jeg at bløde, bare en lille smule.
(Mere om det i #1 Uden Ellinor)

Så blødte jeg mere og mere og fik det skidt, og jordemoderen blev bange.
(Mere om det i #2 Uden Ellinor)

Så blev det hele lidt tåget og meget ubehageligt, og Ellinor forsvandt ud af mine arme.
(Mere om det i #3 Uden Ellinor)

Endelig kom en ambulance, men der var råben og skrigen og gamle traumer og ingen Ellinor og ingen ambulancereddere i sigte.
(Mere om det i #4 Uden Ellinor)

Og endelig kom en redder - sammen med en nabo - og fik bugseret mig over på båren, og der var blod og ubehag og ingen Ellinor.
(Mere om det i #5 Uden Ellinor)

Så kørte ambulancen med mig på kanten af bevidstløshed - uden Manden, uden Ellinor. Det var det værste, det allerværste.
(Mere om det i #6 Uden Ellinor)

De var heldigvis på opvågningen, Manden og Ellinor, og efter tre hospitalsdage og fire poser blod kom vi hjem, sammen og i live, med solskin og tårer og kærlighed. En ret lykkelig slutning, ikke sandt.
(Mere om det i #7 Uden Ellinor)

Og hvad skete der så? Fysisk tog det i hvert fald en halvanden måneds tid at komme nogenlunde oven på igen. Jeg var træt, som jeg ikke har været det hverken før eller siden (og det siger ikke så lidt), og jeg blev svimmel hver gang, jeg gik bare 100 meter. Og der sad stadig nerver i klemme underlige steder. Men altså: Ikke noget der ikke kunne klares eller i hvert fald udholdes, ved at Manden holdt fri og bar på babyen, ved at spise heavy smertestillende og få noget massage. En kropsterapeut hjalp mig af med den generelle fornemmelse af ubehag, fremmedhed ved min krop og hjalp. I lang tid havde jeg simpelthen svært ved at rejse mig op. Men det går også bedre - meget bedre - nu.

Og hvad så psykisk - i det omfang, tingene overhovedet kan skilles ad? Jo, det går også bedre, meget bedre. Jeg begynder fx ikke længere at ryste, når jeg hører lyden af en ambulance. Men: De par timer, jeg missede med Ellinor lige efter fødslen, har taget lang tid at indhente. Tager lang tid at indhente. Jeg har endnu ikke brugt en babyalarm, for hun er hele tiden lige i nærheden. Men lige nu sidder jeg i stuen og skriver, mens hun ligger nogle meter væk og sover på soveværelset. Det er en forbedring. For bare en måned siden skulle hun helst være LIGE ved siden af hele tiden. Hvilket er rimeligt svært, når man har rimeligt mange børn i forvejen. Hun kan også godt græde (lidt) nu, uden jeg selv begynder at græde. Om natten sover vi stadig mave mod mave i så ypperlig en samsovning, at selv de vildeste attachment parenting-typer blegner ved siden af - og sådan bliver det nok ved med at være et stykke tid.

I starten var jeg seriøst bange for at blive sindssyg. For at få kronisk posttraumatisk stress syndrom. Første gang jeg skulle ind i rummet, hvor jeg havde født og blødt, brød jeg helt sammen. Første gang jeg så fødekarret, brød jeg helt sammen. Men jeg fik hjælp - først af en doula-coach-type og siden af en jordemoder-psykolog. Og jeg berettede alting så detaljeret, jeg kunne, herinde. Alt det holdt sindssygen fra døren, og sådan traume-wise tænker jeg virkeligt, at jeg er ovre det værste; at den akutte fare for vanvid og varige psykiske men er nogenlunde overstået. Jeg har i øvrigt - selvfølgelig - også prøvet at få fat i fødselsjordemoderen, men hun tør tilsyneladende ikke snakke med os igen...

Så hvordan går det LIGE nu? Det kunne jeg selvfølgelig også have svaret på, i stedet for at synge eller i stedet for den her kilometerlange fortælling.

Det går OK. Isen er tynd, tynd, tynd, og når den krakelerer - hvis jeg er for træt, hvis Ellinor har grædt særligt meget under en af vores helvedes-afhentninger, hvis folk bliver irriteret over min Ellinor-seperationsangst, hvis vi har alt for travlt - så synker jeg dybt, dybt ned. Sårbar tror jeg ordet er. Jeg er stadig sårbar. Og det bliver stadig sværere at være sårbar, fordi tiden går, jeg ser almindelig (omen lidt træt og buttet) ud, og verden forventer, at jeg opfører mig nogenlunde almindeligt. Eller måske er det bare mig selv, der forventer det. Ind i mellem kommer sundhedsplejersken forbi og siger, at det er OK, at jeg har det, som jeg har det. Ind i mellem siger I det. Så går det sjovt nok straks bedre.

Og: det meste af tiden skøjter jeg taknemmelig af sted på den tynde is med Ellinor i favnen og de to store i skørterne. Jeg er i live! Hver dag med alle mine børn er en goddamn gave! Det går bedre, meget bedre nu! Det gør det virkeligt.