I går skrev jeg det mindste af de her to yndige mennesker op til vuggestue. Endda helt uden at græde. Ikke fordi jeg er blevet cool eller pludselig ser på institutionslivet med håb eller optimisme - men fordi jeg simpelthen satser på, at der melder sig et mirakel inden næste sommer. Et ung-pige-hjemmepasnings-mirakel, så Ellinor kan få samme vidunderlige start på livet som sin storesøster. Først og fremmest beder jeg naturligvis til, at Anne-Anne pludselig hiver et halvt år ud af kalenderen til at passe en af mine døtre. Igen.
(Og hvem er så Anne-Anne, spørger I måske. Anne-Anne er en
speltet lykketing, en
vuggestue-udskyder og en
søvn-magiker. Og så passede hun BetteLiv da hun var ægte bette - tre dage om ugen fra hun var et år til hun var halvandet. Fandme en god start på tilværelsen væk fra forældrene.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar