onsdag den 10. december 2014

Mere om ambitionsambivalens og noget om en mulig løsning

Jeg tror, at jeg i lang tid har tænkt sådan her:

Lige om lidt bliver det bedre.
Lige om lidt tjener jeg flere penge og kan derfor slappe mere af.
Lige om lidt lærer jeg at sige nej til 1000 opgaver på én gang (og endda uden frygt for, at der ikke kommer nogen nye).
Lige om lidt lærer jeg at hvile i min totalt privilegerede selvstændig-business-woman-hed.
Lige om lidt lærer jeg at sove godt om natten, uanset om vi har store opgaver i sigte om tre måneder eller ej.
Lige om lidt har jeg skrabet så meget arbejdssejhedserfaring sammen, at jeg kan meditere over vores smukke udsigt og vores smukke børn helt uden byline-stress eller planer om at blive noget stort. STORT.

Fortsæt selv listen (og bliv stakåndet og svedig).

Og suppler så eventuelt med disse forvirrende ekstra-ambitioner:

Lige om lidt lærer jeg at droppe alle mine ambitioner og forventninger, thi de er tomme og ligegyldige.
Lige om lidt lærer jeg at stå og være helt lykkelig uden mails og økonomi og ambitioner i baghovedet og meditere over markernes skønhed og lønarbejdets ulyksagelighed.
Lige om lidt sætter jeg uden større effort handling bag mine ambitioner om at ændre kloden og familielivet og flytter ud i skoven og bliver den nye Ben Hewitt eller Andrea Hejlskov.  Lige om lidt lærer jeg at være helt ligeglad med alle de tunge forventninger, der gennem årene er blevet læsset og læsset på mine artigt-dygtigt-kvikke skuldre: Nå, så I troede, jeg ville blive chefredaktør! Jeg flytter da bare ud af systemet og ind i lyset! Ha! 

Kan I stadig trække vejret? Jeg kan ikke. Det er svært på én gang at være en mislykket chefredaktør OG en mislykket Udbryder-Fra-Alle-Falske-Værdier-Nu-Bosiddende-I-Tippi.

Også selvom vi er ok-moderat-succesfulde selvstændige samtidig med vi er hent-vores-børn-og-leg-ret-meget-med-dem-blandt-høns-og-træer-agtige forældre. Burde jeg så ikke bare være glad og ustresset, egenlig?

Bliver jeg det ikke lige om lidt?

Siger jeg igen og igen.

Men det gør jeg jo ikke rigtigt. Noget må gøres. Og det er IKKE at få et prestigefyldt fuldtidsjob-plus (bare tanken giver mig klaustrofobi på alle tænkelige måder). Og det er IKKE at flygte ud i skoven eller endnu længere ud på landet.

Hvad er det så?

Måske er det at sige ja (nej: JAH!), når kunden siger til mit parallelle jeg aka den moderat-succesfulde-selvstændige-business-woman: Vi har rigtigt meget brug for dig. Hvad ville du sige til at blive fastansat 20 timer om ugen?

Så jeg sagde JAH - forudsat selvfølgelig vi kan blive enige om alt og måni og blabla - og blev hel-glad og kun halv-klaustrofobisk ved udsigten til kolleger og sparring og corporate kaffe og så videre.

Men altså, 20 timer: Så kan jeg lave projekter med Manden resten af tiden. Og kigge ud over markerne og mine børn med moderat ro i sindet. Og så, måske, når jeg er helt opfyldt af ro, kan jeg mærke, hvilke af de syge lige-om-lidt-tanker der bare var, ja, syge lige-om-lidt-tanker, og hvilke der har brug for at blive aet og efterlevet. We'll see.

torsdag den 4. december 2014

Lidt dement, meget ambivalent

På forsiden af Helse stod der Jeg føler mig stadig som en 38-årig. Og jeg stod med Helse i hånden dér på Apoteket og tænkte: Ja, præcis sådan føler jeg mig også!

Så kom jeg i tanker om, at jeg ikke er 38 endnu.

Så tænkte jeg lidt over, hvor gammel det nu egentlig er, jeg er.

34 er svaret.

Hvilket burde stå helt lysende klart i mit endnu ikke 38-årige hoved, eftersom jeg havde fødselsdag for en uges tid siden.

Så blev jeg ramt af en mild panik, stadig med Helse i hånden: Havde jeg måske nået noget som helst af det, en 34-årig burde have nået? Alt det jeg havde forestillet mig, jeg skulle have nået i denne tårnhøje alder?

Var jeg blevet redaktør på Weekendavisen? Havde jeg skrevet en roman? En digtsamling? Havde jeg boet i udlandet med min familie og samtidig bestridt et vigtigt job for Røde Kors? Var jeg blevet en kendt kronikør og debattør i kulturradikale medier? Var jeg blevet Danmarks bedste videnskabsjournalist? Havde jeg afleveret (eller overhovedet fået muligheden for at skrive) en ph.d.-afhandling? Var mine uhyre sjældne talenter som journalist blevet opdaget af BBC/Geographical/andre seje udenlandske medier? Havde jeg vundet en vigtig pris for min store indsats for at redde verden? Havde jeg medvirket til kuren mod den globale opvarmning? Og havde jeg siden forkastet alle disse falske værdier og flyttet til Det Simple Liv i skoven uden boliglån og børnehaver?

Nej og nej og nej og nej og nej.

Havde jeg i det mindste fået et prestigeagtigt job med pensionsopsparing og the jazz?

Nej.

Og nu kan man måske indvende, at min panik var rimeligt langt ude. Fordi min forestillings-liste var rimeligt langt ude, iggå. Og fordi jeg jo faktisk har nået en hel del, og at det med pensionsopsparingen og det faste job vel for høwled er et slags valg. Og at det jeg i virkeligheden-virkeligheden gerne vil jo er at se verden med min familie, og ifølge forestillingslistens meget mærkelige logik er det ingenlunde for sent til dét (og at mine børn er glade og Sønne overlever sin skolestart og blablabla). Og fordi jeg var en meget lykkelig 34-årig på min 34-års fødselsdag med 'happy birthday dear Moah' og "mor-mor-mor vi har købt noget BLÅT til dig, vi må ikke sige, hvad det er!"

(Det var en kjole, én af flere fremragende gaver.)

Alt det mindede jeg mig selv om, mens jeg sendte apotekeren et ungdommeligt farvelsmil og gik ud i Lupoen. Hvor jeg kiggede på Helse-forsiden igen og alligevel fandt langt større ro ved at tænke: Måske kan jeg trods alt nå at blive den bedste til noget eller bare blive noget fint eller noget vigtigt eller noget velbetalt, inden jeg bliver 38.

Nu tænker jeg: Måske kan jeg nå at lære det der med at sætte lidt mere pris på alt det, jeg har, og hvile lidt mere på mine mange laurbær, inden jeg bliver 38.

(Arh, hvor uambitiøs! Det kan jeg sguda allerede. Måske kan jeg nå noget VIRKELIGT stort!)

(Og sådan kan det her fortsætte i det uendelige, mens mine indre stemmer, Ambitiøse Ulla og Taknemmelige Tove, slås hele dagen. Gå I bare tilbage til arbejdet og lad Ulla og Tove skændes i fred.)

onsdag den 3. december 2014

Sønne og lykken og fødselsdagen og de usynlige fisk

I øvrigt er Sønne blevet seks. Jeg vil spare jer for talen om tiden, der bliver væk, og ih-det-var-i-går-han-lå-der-helt-ny-på-min-mave og så videre, og bare skrive med store bogstaver:

SEKS ÅR

Engang var vi ved at dø af søvnmangel og top-trodsig-trodsalder. Nu dør vi meget mindre, end vi smiler og går gangster-gangart og danser i stuen. Det gør vi!

Engang var han verdens mest ensporede bil-og-værktøjs-dreng.

Nu er han et multisporet bil-og-værktøjs-og-venne-og-lego-og-ninja-og-flyvemaskine-og-atlas-og-alt-muligt-menneske.

Blandt dette alt muligt andet er fiskeri, og hans blåblå øjne blev store og runde og lykkelige, da han åbnede gaven med FISKESTANGEN. Nu sover han med den om natten (!) og bruger så lang tid som muligt på at sidde i overkøjen hver aften og fiske imaginære fisk med ægte fiskekroge.


Ind i mellem kravler han op i dørkarmene og sidder sammenkrummet øverst oppe og klapper og vrikker med numsen. Eller han står strunkt på hovedet på en pude, så hans trøje falder ned og minder mig om hans runde, bløde babymave, selvom der kun er imponerende six-packs tilbage.

Søde, søde Sønne. Søde, stærke, seje, sure Sønne. Tænk, at det var lige præcis dig, vi fik.

(Og så blev det alligevel lidt en tale. Jeg er sikker på, I tilgiver mig.)

mandag den 1. december 2014

Postkort fra Banegårdspladsen

Jeg sidder i min dyne af Baresso og kigger ud gennem vinduets juleglimmer og lampespejlinger på Banegårdspladsen, der blinker og lyser og spytter mennesker ud og lader biler og busser og cykler køre hvorhen, de nu skal, under himmelen, der ganske langsomt bliver mindre og mindre sort. Og der er dyr, blød kaffe i mit glas og helt gratis, blød musik i mine ører, og jeg burde arbejde-arbejde-arbejde, men jeg skal lige by-kaffe-meditere et øjeblik til, et lille øjeblik. Jeg er heldigvis for nærsynet til at læse de ligegyldige lokalnyheder på Stiftens facade, og den lille, røde mand i krydset lyser udtværet julerødt. Og som min slunkne indre konto for urbane stemninger lige så stille bliver mindre slunken, bliver der plads til at mærke og føle, og jeg kan mærke og føle, hvor meget jeg savner mine børn.

fredag den 28. november 2014

Hele to tanker

OK. Jeg har tænkt. Det er ikke nyt (heldigvis), men jeg har tænkt specifikt over det, jeg skrev i går, med at arbejde-arbejde-arbejde hele tiden. Uden at blive hverken specielt lykkelig eller rig af det.

For det første har jeg tænkt: Jeg arbejder faktisk ikke hele tiden. Det føles bare sådan. Fordi børnene er syge, og de skal passes med den ene hånd, mens jeg svarer mails og telefon-smiler til (ofte sure) mennesker med den anden. Effektivt arbejder jeg måske to timer på sådan en syge-arbejds-dag, men det føles som 12. Og bunkerne til næste (syge-)arbejdsdag bliver oven i købet større både på bordet og i hovedet. Løsningen her er tydeligvis enten af genmodificere mine børn til et bedre immunforsvar eller flytte til de varme lande. Hm.

For det andet har jeg tænkt: Det går over igen. Det plejer det. Det bølger op og ned, det freelanceliv, og nogle gange er det fyldt med mening og fleksibilitet og happy-happy, nogle gange er det fyldt med 70 timers arbejdsuger og stressgråd og for meget kaffe. Det er ikke en undskyldning; det er ikke for at sige, at det er ok at arbejde 70 timer om ugen, eller at man bare skal lade sig tæve af arbejdstsunamier uden modstand, eller at jeg ikke skal gøre noget for selv at styre i stedet for at blive styret. Hoppe ud af hamsterhjulet og kræve min ret til mere eksklusivt tørfodder og mere tid til at æde det. Den slags.

Nu vil jeg drikke kaffe (nydelseskaffe, helst, ikke stresskaffe) en halv time og ignorere den indbakke og det pis. Og eventuelt tænke mig frem til nogle flere oplagt-banale konklusioner. Og alternativer til at flytte til de varme lande. Jeg kan faktisk meget godt lide Danmark (inklusive vejr og folk, eksklusive politikere og medier).

torsdag den 27. november 2014

Hvis vi så bare tjente ligeså meget som Mærsk

Mig: Men hvornår blev det sådan her?! At vi bare arbejdede og arbejdede og arbejdede hele tiden? Hvornår var det, at vi skulle leve det der simple liv, hva'?

Manden: Jeg ved det ikke.

Mig: Hvordan blev vi til de her to Mærsk-agtige mennesker, der bare arbejdede non-stop...?!?

Manden: Hm.

...

Manden: Vi er da rigtigt meget sammen med vores børn.

Mig: Ja. Jaja. Men vi er kraftedme meget sammen med vores arbejde også. Meget, meget sammen med vores arbejde.

Manden: Det er sandt.

***

Klokken er nu 22.17. Jeg sidder i sofaen og arbejder. I sidste uge arbejdede jeg på den gode (det vil sige virkeligt dårlige, usunde, uholdbare) side af 70 timer. Det er ok, for der var noget event og halløj special occasion. Men det er, som om det bliver ved. Og ved og ved og ved. Og hvornår skal jeg nogensinde se Manden igen (udover til disse to-minutters eksistens-samtaler og ti-minutters-skænderier, vi har midt mellem putninger og arbejdarbejdarbejd)? Og hvornår bliver min lunte igen lang nok til ikke at eksplodere udover familiens arme og søde og frygtelige trodsalderbarn, der ikke forstår, at Hjernen er den nye Inbox-slash-to-do-liste-slash-mødedagsorden?

Jeg er fanget i det virkeligt syge krydsfelt mellem Julia Lahmes arbejdstider og Andrea Hejlskovs økonomi og burde-vi-ikke-bare-være-jægere-og-samlere-alle-sammen-mindset. Og jeg kan ikke gennemskue, hvad jeg skal gøre ved det.

(Og ja. Jeg kunne selvfølgelig skrue mine timepriser seriøst i vejret. Så ville jeg enten få flere penge eller mere tid. Men jeg er hamsteren, der løber så fresh til i hjulet, at jeg glemmer at bede om mere tørfodder. Eller noget. Og hvad nu, hvis dem med pengene tager nogen billigere, og vi ikke kan betale husleje?)

(Har jeg for øvrigt fortalt, at vi har fået en hamster? En bidsk satan af en hamster. Men det er en anden historie.)

Vi flyttede sguda delvis herud på markerne for at leve det simple, opbyggelige liv. Og ja, det er (alt for) dyrt at bo her i luksuriøs pendlerafstand til Århus. Men SÅ meget behøver vi altså ikke at arbejde. Det gør vi ikke. Det. Kan. Ikke. Passe.

onsdag den 29. oktober 2014

Svømning: Det bedste & det værste

DET VÆRSTE

1) At være iført badedragt foran 40 påklædte forældre. Med smartphones, der konstant fotograferede deres afkom. Og mig.

2) At være iført kold klæbedreng helt inde ved kanten i 45 iskolde minutter

3) At høre påklædt-velklædt forstadsmor sige til sit svømmeangste barn "kom nu i din tøsedreng!"

4) ... og at høre hjælpelæreren råbe til samme dreng - da han endelig kom i vandet efter 25 lange minutter - at nu måtte han altså høre efter og svømme den samme vej som de andre. Efter min bedste overbevisning kæmpede han for at holde sig oven vande.

5) At den godt 10-årige pige godt turde hviske "jeg tør altså ikke" til mig - men intet sagde til hjælpelæreren, der råbte "SVØM NU DERUD, DU DØR IKKE AF DET." Hun klamrede sig til kanten og dukkede nakken og forsøgte at gøre sig usynlig resten af den hæslige, kolde time.

6) At det meste af holdet faktisk svømmede crawl. Med svømmevinger ja, men altså crawl. Frem og tilbage, hele banens længde. Nybegynderhold min røv.

7) At være iført badedragt foran 40 påklædte forældre. Med smartphones, der konstant fotograferede deres afkom. Og mig. Ja, jeg har sagt det før. Men det var dobbelt-værst.

DET BEDSTE

1) At vi besluttede, at vi kraftedme ikke behøver bruge mere tid på det pjat. Nogensinde. Så vi tog i Odders varme, venlige børnebassin her til morgen for lissom at markere - og blive af-traumatiserede hurtigst muligt. Sønne er en udmærket svømmer for sit erfarings- og ængstelighedsniveau. Det kom han også selv i tanker om, og han smilede og smilede og smilede.

onsdag den 22. oktober 2014

Værdighed. Åbenbart ikke et varigt personlighedstræk.

Hallihallo hvor vi glædede os! Mor bag rattet, Sønne med svømmetøj i favnen. Høj musik, medbragt bonusmadpakke. På vej til fritidsaktivitet i lokalområdet, nyrenoveret svømmehal. 5000 point på forstadskontoen.

Vi nåede næsten - næsten - fra bilen til døren, før Sønne gik i mentalt og fysisk backgear. Han gik tre skridt baglæns, mens hans ansigt krøllede sammen og han hvislede nej. Jeg vil ikke. Kom vi går hjem.

Det var så der, klokken lidt i fem en sjasket, træt tirsdag, at jeg bare skulle have sagt: Ved du hvad? Det gør vi sgu i dag. Så kommer vi igen næste tirsdag.

Men næ-nej. Drengen havde glædet sig, og det skulle hans ængstelighed-frygt-nervøsitet-tilbageholdenhed-signalstærkhed saftsusemig ikke stoppe.

Tænkte jeg.

Og halede, virkeligt halede, ham ind i dameomklædningen. Hvor han bare blev rødere og rødere i hovedet, og klokken hastigt nærmede sig fem - svømmestartstidspunktet - mens glade børn brusede sig omkring os.

"Hvad kan gøre det her nemmere?" hviskede jeg pædagogisk-desperat og tilbød alskens tilfældige ting. Fx at gå ind i drengens omklædningsrum (vel OK når ungerne er max syv år, iggå?!), og det ville han gerne.

Gennembrud!

Så det gjorde vi, og jeg trak tøjet af det modvillige barn. Mens jeg lovede, at han blot behøvede at komme ud i hallen og kigge lidt, og speed-peptalk-hviskede om at huske på glæden og bryde gennem frygten og mere gas af samme støvede selvhjælpsskuffe.

Mit krise-tunnelsyn-tunnelhørelse-max-fokus-på-Sønne gjorde det nemt at ignorere de mange, mange mænd omkring mig. Derfor var det også så meget desto mere overraskende at blive prikket på skulderen af en tydelig beklemt Bederfar, der snakkede noget om, at trænerne også skulle klæde om, og de store børn og mæh mæh.

Jeg kiggede et øjeblik ned på mine egne tæer i mangel af bedre holdepunkt og bemærkede strømpebukserne, der stadig beklædte dem. Midt i en voksende brusebadsvandpyt. Svært lissom at vriste dem af under lidt for stramt pencil skirt i fædrefyldt forstadsomklædningsrum, ikke.

Og i øvrigt stod prikkefaren og kiggede på mig og forventede tydeligt et svar.

Så fandt jeg mit største tandsmil frem og sagde noget beroligende/helt sort og trak mit tåre-bruser-våde-barn ud i den nyrenoverede svømmehal. Hvor forældre med bare tæer og lige lovligt velkendte børnehave-ansigter sad bænkede langs de nyrenoverede vægge. Men OK. Af sted i krig og ud i vandpytterne, iført tiltagende våde strømpebukser og tiltagende angst barn.

"Du behøver ikke komme i vandet, men vi går lige hen og siger hej til læreren," beroligede min halvt-insisterende-halvt-empatiske-helt-manipulatoriske autopilotstemme og trak ham hen til nybegynderholdet.

Der viste sig ikke at være ret nybegynder. Siger jeg bare. I hvert fald sprang 13 af de 15 børn direkte i vandet og gav sig til at lege fangeleg på lærerens kommando.

Barn nummer 14 skulle have en beroligende peptalk af hjælpelæreren plus et svømmebælte.

Barn nummer 15 var mit og sad på kanten med tåspidserne i vandet (tvunget af BS Mor). Og jeg sad i havfruestilling ved siden af med nu sjaskvådt pencil skirt og lyttede overrasket til den fortsatte strøm af "you can do it"-"fear shouldn't control you son"-snak, der strømmede ud af mig.

For nu at gøre en lang og trist historie kort og trist, så sad vi dér en time. En time. Én eneste gang dyppede Sønne sin lille, kolde krop i det store, kolde bassin, og det kun fordi jeg et eller andet sted i min helt uendeligt lange bullshittalestrøm havde lovet en førstegangs-svømnings-fejring-verdens-største-is, hvis han kom i bassinet.

Først til allersidst, da jeg havde aftalt med læreren, at jeg godt måtte komme med i bassinet næste tirsdag, slappede han lidt af og syntes næsten det var spændende at se de 14 andre svømmere plaske rundt iført svømmefødder, blå læber og lykkelig latter.

Og så var det jo ellers bare at trisse ud i mandeomklædningen igen, hvor der stod et par halvvoksne nøgne drenge. Jo. En venlig far hentede næsten alt vores tøj, så vi kunne bakke ind til damerne, uden om brusebadet, få klor-Sønne direkte i tøjet og ud i bilen.

Videre til Netto - med mig i bare ben og vådt pencil skirt - hvor vi diskuterede noget, om Magnum virkeligt er verdens største is. Og så ellers highfives Sønne for hans trods-frygt-evner og speedfortælling af 30 opbyggelige historier om min egen frygtovervindelse.

Han virkede nærmest stolt, men måske forveksler jeg stolthed med "jæs jeg overlevede og har fået en uge til på vores dejlige klode, før jeg igen skal i skærsilden med min onde, utilregnelige mor." Svært at bedømme. Så jeg valgte mulighed et, stolthed, og forsøgte at ignorere min egen følelse af panik over, at der er under et år til, at han skal starte i en skoleklasse, hvor han ikke kender en sjæl, og hvor jeg næppe må komme med hver dag.

Her til morgen kravlede han op på skødet af mig - drengen, der indtil i går klokken halvfem virkeligt glædede sig til sin nye fritidsaktivitet - og spurgte "hvorfor skal man egentlig gå til svømning, mor?"

Svært at svare på. Også hvis man er moren, der som karmastraf for at have opholdt sig i mændenes omklædning skal være iført bækkenbetinget blegfedhed og 19 år gammel gennemsigtig Speedobadedragt foran en svømmehal fuld af påklædte voksne om under en uge.

For fanden i helvede altså.

torsdag den 16. oktober 2014

Bitterhed. Åbenbart ikke en varig sindstilstand.

Det gør stadig ondt i min patientkrop.

Jeg ved stadig ikke hvorfor.

Sønne er oven i købet i en vågen-om-natten-fase, og Livses massive trodsalder overdøver selv overboens afrikanske trommer.

Vi er bagud med alle arbejdsopgaver og bofællesskabspligter og sikkert en hel del regninger.

Det er nemt nok at tælle sine ulykker. Det gør jeg også tit. Mens jeg græder og skælder ud og forbander alle forstæder og bækkener og mennesker.

Bare ikke lige for tiden.

I stedet traller jeg rundt og kysser mine umulige børn og min mand og skåler i lunken kaffe og synes, at livet er herligt. I skrivende stund sidder jeg (på mit ømme bækken) i togvognenen med gråspurve i vinduet og massiv fare for røgforgiftning på grund af mine ringe optændingsevner. Med usandsynligt mange forsinkede vigtigt-vigtige arbejdsopgaver, jeg under ingen omstændigheder kan nå at lave. Og jeg kigger helt grund-glad ud på gråvejret og naboens lasede får gennem togvognens fedtede ruder og priser min uendelige lykke.

Måske er det vanviddet, der endelig er sat ind. I så fald er det velkomment, også selvom jeg skulle blive normal/gnaven igen om et øjeblik. Pauser er OK.

Måske er det d-vitaminerne, jeg er begyndt at tage ekstratidligt i år, der har en effekt. Måske har jeg simpelthen bare være gennembitter så længe, at bitterheden er sluppet op. Jeg er løbet tør for bitterheds-enzymer, bitterheds-neuronerne er brændt over. Måske bliver jeg aldrig bitter igen.

fredag den 10. oktober 2014

Den bitre patient har ordet. Læs en anden blog i dag.

"Der står ryg," siger Liv stolt og peger på sine kruseduller.
"Det er fordi, du har ondt i ryggen."

Det har jeg.

Ondt i ryggen, ondt i bækkenet, ondt i hofterne. Og intet tyder på, det går væk lige  foreløbigt. I hvert fald viste MR-scanningen, at jeg hemisacralisation, hvilket er den flotte latinske måde at sige, at min nederste ryghvirvel er vokset sammen med korsbenet i den ene side.

Til gengæld er jeg hverken gigtramt eller betændt, og det er jo sådan set rimeligt godt.

Min gigtlæge kiggede med stor og fornyet interesse på mig, da hun havde fået resultaterne, og brugte hele otte minutter og 58 sekunder (hendes nok længste konsultation nogensinde) på dels at pege lidt på skelet, dels at sige herlige ting som "jeg kan da VIRKELIGT godt forstå, du har ondt" og "det bliver KUN værre fra nu af."

Til gengæld kunne hun stort set ikke svare på nogen af mine spørgsmål: Hvorfor gør det så ondt i bækkenet - i højre side, når nu balladen er i venstre? Og i hofterne? Hvem kan fortælle mig det? Eller fortælle mig, hvem der måske kan fortælle mig det?! Og hvad skal jeg gøre?

Fysioterapi og skuldertræk var hendes eneste svar.

Eftersom min fysioterapeut i et halvt år har gjort forkerte ting og sager, fordi han troede, det var en betændelse...

... og eftersom jeg siden har snakket med en anden fysioterapeut, der nonchelant sagde "tjah, du kommer jo nok bare aldrig helt af med smerterne, når du har haft dem så længe" - er min tillid til fysioterapien skrumpet ind til absolut ingenting.

Google er mindre pessimistisk end gigt-lægen, men kan heller ikke forklare, hvorfor jeg har ondt alskens mærkelige steder. Og jeg er en meget lille babyhårs-bredde fra at blive maksimalt frustreret-bitter på Systemet. Med stort s. Hvilket er en rimeligt ærgerlig følelse.

Til gengæld skal jeg til København i weekenden og kramme en niece og en nyfødt baby. Det er en rimeligt god følelse. Se: Så utroligt positiv og taknemmelig er jeg, trods uvished og smerter.

Og hvis I kender en ekspert i hemisacralisation, så siger I selvfølgelig lige til. Iggå.

fredag den 3. oktober 2014

Mit muntre liv i sygehusvæsnet

"Nu har du ikke klaustrofobi, vel?" spurgte min gigtlæge, da hun ordinerede scanningen.

"Lider du af klaustrofobi?" stod der på papirerne, jeg skulle udfylde i hospitalets venteværelse.

"Det er ikke sådan, du har klaustrofobi, vel? Er du sikker?" spurgte radiografen, mens jeg klædte om til hospitalsoutfit bag et meget sporadisk dækkende forhæng.

Nej, nej, nej. Svarede jeg. Til sidst med udråbstegn.

Men jeg skiftede straks mening, da jeg - liggende på en smal, hård briks og dækket af en tung plade fra bryst til lår - blev kørt ind i et lille, varmt rør, og radiografen forsvandt bag en smækket dør. Og magnetfeltet begyndte at bimle og hyle på en bizart uhyggelig måde, og temperaturen i røret bare steg og steg. Og var der egentlig ikke også mistænkeligt lidt ilt?

Lad os blot glæde os over, at det ikke helt tog den "gode, halve time," radiografen havde truet med, fordi jeg simpelthen var så ekstraordinært god til at ligge stille. Also known as stiv af skræk.

Og lad snakke om resultaterne en anden dag.

fredag den 26. september 2014

Don't kiss the messenger

Gigtlægen var ikke typen, der kiggede én i øjnene/hørte efter/svarede direkte/tog sig tid/var særligt tilstedeværende.

Til gengæld var hun typen, der sagde: "Bechterew!? Det tror jeg virkeligt ikke, du har."

Og først derefter:

"Men du skal MR-scannes - for en sikkerheds skyld."

Så jeg elsker hende en lille smule, selvom hun var et rimeligt tåbeligt menneske.

Virkeligheden - i form af mine nye måske-ikke-kroniske livsperspektiver - ramte mig i bilen hjem som et anfald af akut monstersøsyge. Pludselig var jeg i en lummer, indvendig kahyt på en træt færge i Nordatlanten, og der har jeg været siden. Med udtalt kvalme, mild klaustrofobi og grimme gulvtæpper.

Det er hårdt med alle de følelser og reaktioner og neuroser, når man også skal forestille at foretage sig almindelige og voksenagtige ting. Men altså. Godt er det. Om Gud og MR-scanningen vil, er frygten for bechterew (eller bechterøv, mellem fjender) a thing in the past.

Og så kan jeg for alvor tage fat på at opstøve nogle mennesker, der rent faktisk ved noget om splattede bækkener.

torsdag den 25. september 2014

Måske er det bare ligesom at læse et horoskop: Pludselig passer det hele


”Du skal ikke være bekymret for, om det er et eller andet slemt kronisk.”

Hun smilede beroligende, min praktiserende læge, og fortsatte:

”Jeg tænker umiddelbart bechterew, og det kan man få medicin for, så du behøver ikke se så nervøs ud. Skal jeg stave det for dig, så du kan google det, når du kommer hjem?”

”Jeg kan fint stave,” sagde jeg taknemmeligt og tænkte, at hun da var verdens sødeste, mest forstående, mest beroligende menneske.

...

Så googlede jeg bechterew.

Og blev pludselig ramt af en mærkelig blanding af total følelsesløshed og out-of-the-blue-smerter i hele kroppen.

Det varerede lidt, og så gik jeg i en form for chok, der varede flere dage. Hvor jeg var ude af stand til at være hverken et arbejdsmenneske eller et mormenneske og bare rokkede frem og tilbage mens alle mine 27 indre stemmer råbte højt af hinanden og Google og doktoren.

Bectherew, iggå, er en hæslig, forfærdelig, lorte-livslang gigtsygdom, som måske nok kan lindres med lidt binyrebarkhormon og måske nogle sjove biologiske medikamenter, men som altså er rimeligt invaliderende.

(Undskyld, hvis I lider af Bechterew og har alletiders liv. Eller nærmere: Godt for jer. Det er vist ikke et helt almindeligt perspektiv med den sygdom, så vidt jeg kan forstå på altid pålidelige Google)

Det, min læge mente, var altså ikke – som jeg troede – at alt nok skulle blive godt, at jeg ville komme til at gå igen, at jeg ville blive rask og (en eller anden ikke-invalid version af) mig selv igen. Det hun i virkeligheden mente og burde have sagt var:

”Du skal ikke dø i morgen. Det skal du være glad for.”

Eller:

”Du har formentlig en kronisk sygdom, der kommer til at have større og større negativ indflydelse på din livskvalitet, men hvad betyder det i det store billede, hvor mange mennesker har noget, der er endnu værre?”

Eller:

”Så længe du fejler noget, lægevidenskaben kan lindre (i hvert fald lidt), bør du være en glad og taknemmelig borger.”

Da mit chok havde lagt sig, besluttede jeg at kvitte googling til fordel for en meget bedre strategi: Fortrængning og ubegrundet optimisme. Det er lykkedes mig ligesom at beslutte, at jeg ikke har Bechterew men bare er almindelig bækkenløs. Og at det godt kan fikses. At jeg kommer til at gå fint igen. ALT SKAL NOK BLIVE OK.

Hvilket jeg har tænkt mig at sige til gigtlægen, som jeg har en tid hos lige om lidt.

mandag den 22. september 2014

Vi er vores egne værste fjender. Eller pædagogen lyver.

Vi har været til samtale i børnehaven.

Og fået at vide, hvor utrolig kvik og sød og charmerende og easy-to-love og kompetent og robust og tydelig Bette er.

Eneste minus?

Jow, at hendes forældre er så ængstelige, når de afleverer, at det smitter af på hende.

Og således gør vi - som altid - livet unødigt besværligt for vores børn på den bekymrede metamåde. Siger jeg nervøst og ængsteligt.

lørdag den 13. september 2014

I øvrigt føler jeg mig allermest integreret i forstæderne, når:

  • jeg kører i bil bag én, der overholder fartgrænsen, og jeg sprutter og bander højlydt til mig selv over, hvor langsomt det går
  • jeg problemfrit smalltalker om Nettos åbningstider med tilfældige mennesker i børnehaven
  • jeg tilbyder de nye, bil-løse bofæller at låne bilen, hvis de skal bevæge sig mere end to kilometer. Fordi jeg har glemt, at det kan man faktisk også uden bil.

tirsdag den 9. september 2014

Tænk hvis vi nu aldrig havde boet på fjerde sal med to bittesmå børn og en bækkenløsning...

... så havde min fysioterapeut måske ikke sagt:

"Du har det for dårligt."

"Du skal udredes."

Men vi har jo boet på fjerde sal med to bittesmå børn og en bækkenløsning. (Det var sådan her.) Og min fysioterapeut sagde jo rent faktisk - med et meget trist udtryk i ansigtet - det væmmelige ord udredning.

Så nu skal jeg til en gigtlæge.

It sucks.

I dag er jeg hverken Julia Lahme, Andrea Hejlskov eller The Bloggess. I stedet er jeg bange for at blive Omanne - selvom hun er ret fantastisk.

...

Ærhm. Jeg har lige slettet 15 bandeord, noget om sundhedssystem-monstre og noget fanden, jeg havde malet på væggen. Fordi jeg er et positivt menneske. Og well, who knows, måske jeg rent faktisk kommer til at kunne gå igen en dag. Med eller uden gigtnarko.

mandag den 8. september 2014

Men det er jo hele tre damer


Se, der i hjørnet står mit nye kontor. Lidt skramlet, stadig, men med brændeovn og tiptop udsigt over markerne. 

Prima internetforbindelse har vi sandelig også. Således kan jeg afvikle morgenens skype-møder med Østrig-Australien-Århus Nord mens jeg (lydløst, grundet skype) saver det sidste, alt for store, brænde i ovn-rette stykker med den rustne sav. Og - lidt senere - mens jeg vælter kaffekopperne og (Mandens) computer med en kost i forsøget på at dræbe en stor særligt sejlivet, aggressiv og farlig natsværmer. Stadig ret lydløst, og altså mens jeg pruster ting om PR og social media strategies og den slags.

Jeg har med andre ord glæden af på én gang at føle mig som poweragtig business-woman, totalt-i-pagt-med-naturen-og-ilden-dame og galoperende neurotisk.

Eller, sagt på bloggersk, som Julia Lahme, Andrea Hejlskov og The Blogess på én og samme gang. Det er sguda meget godt på sådan en mandag morgen. 

Og nu skal der mere brænde i ovnen.

tirsdag den 26. august 2014

Orange scene, tyreløb i Pamplona og andre forstadsillusioner

Hej-hej-hej, det er længe siden. Men alt er ved det gamle: Crazy arbejdssommer, hæsblæsende, bækken-værkende, børnehave-hjerte-smertende, rodet, søvnløst, fint nok.

Men der er også noget nyt.

Fx har jeg fået et kontor i en faldefærdig ølvogn. Det føles godt.

Og jeg har været medarrangør og skiltemaler på Beders største musikfestival nogensinde (nej, det siger nok ikke så meget. Men vi havde en orange scene og 350 glade festivaldeltagere).


Og jeg er blevet megasej til at køre bil når jeg selv skal sige det (og det skal jeg). Jeg har endda parallelparkeret, mens der holdt en taxa bagved og ventede. Selvom der var meget, meget god afstand til alle sider, vil trofaste læsere vide, at det svarer nogenlunde til at genneføre en ironman/svømme til Sverige/løbe tyreløb i Pamplona for almindelige, ikke-neurotiske mennesker. Og jeg klarede det endda næsten uden angstsved.

Vi er med andre ord rimeligt klar til efterår i carporten.

fredag den 11. juli 2014

Optimistisk-agtig

Det er sidste dag før børnehavens lukkeuger, og ved I hvad?

BetteLiv er måske ikke forstædernes lykkeligste barn, når hun bliver afleveret. Til gengæld er hun glad, når hun er der. Spiser. Cykler. Leger lidt med de andre børn. Bliver malet som en prinsesse af en voksen, hun ikke kan huske, hvad hedder. Hænger ud i drivhuset. Hopper rundt i halmballerne. Vinker glad og råber hej-hej dejlig børnehave, når vi henter hende igen.

For realz.

Måske led Manden alligevel ikke helt entydigt af patologisk virkelighedsfornægtelse. Måske er det mig, der er patologisk pessimist.

Så mangler vi bare Sønne, hin følsomme dreng, der slet ikke kan finde ud af dette jordskælv i rutinerne og har svært ved både at sige farvel og overhovedet være glad i løbet af dagen, med mindre Bedsteven-Kalle er til stede. Måske det også nok skal gå med ham. Alt kan ske. Jeg er mega-opimistisk-agtig. Og Kalle kommer med hjem og leger i eftermiddag.

Men han er i hvert fald glad, når vi hænger ud (og med hovedet nedad) i bofællesskabets gymnastiksal.

mandag den 7. juli 2014

Find selv på opmuntrende og positiv titel

Av mit hjerte skrev et venligt menneske i en kommentar.

Det er klart de mest præcise ord, der er blevet sagt om Bettes børnehavestart indtil videre.

Manden kører en slags appreciative inquiry extreme:
Det går bedre!
Hun er bare SÅ glad, når jeg henter!
Hun kan godt lide én, der hedder Gitte!
Det skal nok blive rigtigt godt!

Jeg genkender stilen fra Sønnes børnehavestart, hvor der ved alle gode guder ikke var ret meget at være appreciative over. Men jeg kan godt forstå, at der skal noget positiv modvægt til, når jeg hele tiden siger:
Det går ad helvede til!
Jeg kan ikke holde det ud!
Jeg fortyder!
Alting er mit ansvar, og jeg føler stor skyld!

Nå.

Det gode er, at Sønne ikke længere føler sig 100 procent ansvarlig for Bettes ve og vel.

Det dårlige er, at ulykkeligheden og utrygheden (også hos Mutti) selvfølgelig smitter, så han også er sprøjtegrædende, når han bliver afleveret. Og at Bette græder. Og at jeg græder, inde bag mit brede tabusmil.

onsdag den 2. juli 2014

Fordi jeg er for træt til at interviewe andre end mig selv

Hvordan går det så med BetteLiv og børnehave, nu hvor I har været væk nogle uger på ferie?

Værre. Dårligt. Virkeligt ringe.

Kan du uddybe?

Jamen hun er så bundulykke og må holdes fast af en pædagog, så jeg kan gå. Gå ud og græde i bilen altså.

Men I har jo valgt den børnehave, frem for den hun kendte -

Ja for pokker! Det kan jeg så sidde og slå hovedet ned i rattet over, når jeg alligevel sidder derude i bilen...

Vil det sige, du fortryder?

Ja! Jeg føler mig som verdens ringeste forælder, at jeg ikke var bedre til at forudse, hvor hårdt det ville være. Det er alt for hårdt. Synes jeg.

Men det er hendes tredje dag efter en lang ferie. Tror du ikke, det bliver bedre?

Det håber jeg. Det skal det. Der er bare godt lige nogen, der må fortælle mig (og Bette), hvornår det er, det bliver bedre. Og hvor lang tid, der skal gå, før jeg skal stoppe traumatiseringen og simpelthen indrullere hende i den gamle institution igen...

torsdag den 5. juni 2014

Vi er fulde af overraskelser. Og omsorg.

"Nåmen ER der så en reaktion på den børnehavestart, du har været så nervøs for?" forestiller jeg mig, at I empatisk hvisker derude bag skærmene.

Og jo. Det er der.

En (anti)søvn reaktion.

En voldsomhedsreaktion med skrig og skrål og spark.

En jeg-vil-under-ingen-omstændigheder-spise-eftermiddagsmad-i-børnehaven-reaktion.

Det er bare ikke reaktioner hos Livse, det nyslåede børnehavebarn, der har det som blommen i et æg. Det er reaktioner hos Sønne. Der passer på hende som en pylret mor, og får skænd-agtige kommentarer med på vejen fra (tåbelige) pædagoger for ikke bare at løbe ud og lege med sine egne venner hele tiden.

Selv har jeg en I-skal-kraftedme-møde-min-søn-på-en-anerkendende-måde-reaktion. Sådan er vi alle sammen så fulde af overraskende reaktioner.

Sønne på flyvergrill. Det er OK at være glad for larm og flyvemaskiner, åbenbart, men ikke at sidde og ae sin lillesøster, til hun falder i søvn i middagslur-rummet. Grrr, snerre-snerre.

mandag den 2. juni 2014

Lige om lidt skal jeg nok holde kæft om den vuggestue

Nåmen i øvrigt var vi til udslusningssamtale i Livs vuggestue.

Det var 40 minutters nonstop ros i en grad, så vi ikke vidste, om vi skulle grine eller græde eller bare læne os tilbage og lappe det hele sultent i os.

Vi gjorde alle tre ting. Især grinede jeg højt, da pædagogen snakkede om de områder, hvor Bette er skoleklar.

Skoleklar, ja.

Den lader vi lige stå et øjeblik, mens I beundrer mit intelligente, empatiske og selvhjulpne afkom og mine uovertrufne evner som mor.

Godt så. Sønnes vuggestuesamtaler var aldrig nogensinde var 40 minutters nonstop ros. Aldrig-aldrig. Mere sådan: "Pas på I ikke overstimulerer ham!" og "der er en del ting at arbejde med her." Hvilket får rosen til os som forældre til at føles både virkeligt kærkommen og en anelse... skudt forbi. Alternativt er det bare synd for Sønne, at han ikke har fået Livs mor og far.

(Jeg forsøgte netop at finde et gammelt indlæg om en samtale i Sønnes vuggestue, hvor listen over ting, hvor han var bagud, bare blev ved og ved... noget med hans manglende interesse for udklædning og for at lege-skrive sin eget navn. Sådan for balancens skyld, iggå. Men så fandt jeg bare den her gamle kritik af hans børnehave og har nu mest lyst til at drikke en meget stærk sjus, eftersom det netop er dér, jeg har sendt Livse hen i dag. Støn og prust og verdens længste parentes.)

Hvor kom vi fra? Nårhjo, Livs robusthed og klar-hed til verden.

Dermed også til børnehave. Som hun som sagt er startet i i dag. På trods af intense diskussioner om, hvorvidt man kan have laksko på i en udebørnehave eller ej, er det gået over al forventning. Hun hang kækt sit tøj på plads, sørgede for at fleecetrøjen ikke hang med vrangen ud, drønede ud til mooncarsene og råbte hej-hej. Stenhård mor-pessimist som jeg er, forventer jeg naturligvis en reaktion/kaos/snarlig gråd og tænders gnidsel... men det skal nok gå, iggå. Hvis man er en ret skolemoden to-årig, er man nok også moden til at starte i en børnehave under sin storebrors nævenyttige beskyttelse.

Bemærk lakskoene. Fordi vi er så helt utroligt fremragende (og trætte og konfliktsky) forældre, indgik vi naturligvis et sko-kompromis.

onsdag den 28. maj 2014

Og jeg ved stadig ikke, hvad man skal gøre, hvis det brænder

For fire år siden sad jeg på et voksentoilet i en vuggestue og hulkede, mens jeg gennem alle tårerne forsøgte at fokusere på de laminerede brandinstrukser på væggen for ligesom at glemme, at mit største barn, den enbårne søn, nu var vuggestuebarn og endegyldigt ude i den store, farlige verden. Så jeg kunne gå ud og smile og indkøre og være den voksne og så videre.

Lige for lidt siden sad jeg på et voksentoilet i en vuggestue og hulkede, mens jeg gennem alle tårerne forsøgte at fokusere på de laminerede brandinstrukser på væggen for ligesom at glemme, at mit mindste barn, den enbårne datter, nu ikke længere er vuggestuebarn men endegyldigt ud i den store, farlige verden. Så jeg kunne gå ud og smile og udkøre og være den voksne og så videre.

For fire år siden kom jeg ud til en hær af tørøjede voksne og en ulykkelig Sønne.

Her for lidt siden kom jeg ud til en hær af grædende pædagoger og en ganske fornøjet Bette Liv.

Det er på en måde altid noget.

tirsdag den 27. maj 2014

Heldigvis rummer jeg mine børns reaktioner utroligt godt og står altid fast ved min beslutninger som en god voksen

"Nu går der ikke mange dage, så skal du i BØRNEHAVE, Livse-skat!" siger jeg med min mest sleske melis-stemme.

"NEJ!" siger Liv med sin højeste, allermest bestemte stemme.

Og sådan er det hele vejen igennem.

Også når jeg afleverer hende i vuggestuen, og hun græder, til hendes små, runde kinder bliver sjaskvåde og siger, at de voksne i vuggestuen kommer til at savne hende.

Soleklar præ-børnehave-reaktion.

Soleklar skyld og skam og fortrydelse hos mig.

(Nye læsere kan få et kig ind i vuggestue-børnehave-beslutnings-farcen her).

lørdag den 24. maj 2014

Forsømt forår og alt det jazz


Beder er i blomst. Græsplænen er syrendrysset, og haven er så frodig, at man bliver helt mæt af at indånde luften nede i æblelunden.

Måske er himlen endda lyserød.

Jeg ved det ikke, for jeg ligger bag nedrullede gardiner og ømmer mig.

Betændt bækkenled hedder ømhedsgrunden.

Glad arbejdsdag i bofællesskabet hedder gardingrunden. Jeg skjuler mig for bofællernes lykkelige arbejdsomhed og tænker over den manglende realitetssans i fysioterapeutens befaling om simpelthen at gå så lidt som muligt.

Og jeg skumler, mens fluerne summer forvirrede rundt i soveværelsets halvmørke.

Skumle, skumle, skumle.

Måske er jeg Alfons Åberg, der ikke helt er stor nok til at spille kort med sin fætre.

Skumle, skumle, skumle.

Lige om lidt humpelister jeg ud og stikker næsen i noget lilla blomst og bliver en mere zen-agtig version af mit betændte selv.

onsdag den 14. maj 2014

Gæt selv, hvilken livsstrategi der fungerer bedst

Når vi har truffet en svær beslutning med tvivl og plus-minus-lister og skal-vi-ikke-bare-beslutte-det-en-anden-dag og flere lister og mere tvivl... så reagerer Manden sådan her:

Jamen hvor føles det bare godt! Jeg er HELT sikker på, at det er det rigtige! Jeg kan mærke det nu, lissom, og jeg er slet ikke i tvivl mere - tænk, at jeg nogensinde har været det!? Det her skal nok blive godt!

Og jeg reagerer sådan her:

Det er den HELT forkerte beslutning! Hvordan i alverden kunne jeg nogensinde være så dum? Jeg er den værste mor i verden! Det her bliver aldrig godt, jeg kan mærke det, lissom. Fuck.

(Vi har set antydning af denne min meget lidt modne og meget lidt brugbare post-beslutnings-angst før, for eksempel da vi udskød Sønnes skolestart. Hvilket jo for fanden VAR den rigtige beslutning. Og en ret nem én oven i købet.)

Nå, men anyway. Vi skulle jo vælge børnehave til Bette, iggå. Hej tvivl og lister og overspringshandlinger og lister og tvivl. Kampen stod mellem det sted, hun går i vugger, som hun kender og elsker, og som er fint (men hvor de kører en lidt kinesisk mal-ens-sid-stille-pædagogik og en lidt New Jersey-agtig psyko-kagekonkurrence) og så Sønnes børnehave, som er stor og larmende og fantastisk og irriterende og smart for familielogistikken og økologisk fuldkost og alt for kaotisk og what have you.

Vi valgte Sønnes børnehave.

Måske fordi vi havde udskudt beslutningen så længe, at vi blev NØDT til at vælge en træt aften, hvor jeg ikke kunne overskue at have børn i to forskellige institutioner et år til. Måske fordi vi skulle vælge lige midt i græd-jer-selv-i-søvn-gate. Måske fordi det vitterligt var den rigtigtst-agtige beslutning.

Host.

Manden reagerede, surprise, ved hele tiden at blive mere og mere sikker på, at det er en skidegod beslutning.

Jeg reagerede, surprise, med tiltagende angst, skyld, bøvl og flimren for øjnene. Hvordan i alverden kan man tage den her prinsesse...


... der går i en prinsesse-egnet institution med mennesker, hun kender og holder af, og sende hende ud i en larmende mudderpøl med 120 børn, hun ikke kender?! Tilføj selv 100 negative scenarier, der involverer fremtidig skolegang og gråd hver morgen ved aflevering, så ved I nogenlunde, hvorn jeg har det, mens jeg halvhjertet messer til mig selv: Du ville have været endnu mere i tvivl, hvis I havde valgt det andet, du ville have været endnu mere i tvivl, hvis du havde valgt det andet...

Om to uger starter BetteLiv i børnehave. For hver gang jeg henter og afleverer hende, får jeg mere flimmer i øjnkrogene og tungere skyld på skuldrene.

I mit næste liv vil jeg være Manden.

tirsdag den 13. maj 2014

Night terror hedder det, siger de kloge

HVORFOR BLIVER ALTING STØRRE HELE TIDEN? HVORFOR BLIVER VERDEN STØRRE HELE TIDEN? skriger drengen panisk ud i mørket og hans hænder griber ud efter noget, han ikke kan få fat i. Jeg holder ham tæt ind til mig og bærer hans 16 tunge kilo rundt i hele huset dér midt om natten. Og jeg vugger ham som en baby og hvisker beroligende sludder til ham, halvt svedig af angst over hans potentielle vanvid, halvt underligt taknemmelig over, at han stadig er så lille, at han tror på, at jeg faktisk kan beskytte ham fra alt det, der bliver større hele tiden.

fredag den 25. april 2014

If you can dream it, you can do it

Da Sønne var bette talte han meget i søvne. Mest mumlede han uforståelige ting, men ind i mellem kunne man genkende et ord: GRAVKO.

Manden taler også i søvne: ... og så går vi nedenunder i skibet... mumle... skibet

Liv gør det mest, når hun har feber, men så snakker hun også natten lang, altid om fester & gæster:
Hvor er I?
Hvor er Vilfred?
Hvor er Viola?
Hvor er I?
Jeg har fødselsdag!

Jeg snakker ikke i søvne. Tror jeg. Men her forleden nat spurgte Sønne mig, hvor FAR var henne uden at få rusket mig helt ud af søvnen. Og jeg svarede: Bare rolig. Han er i New York, i butikker.

HVAD?! sagde drengen.

SOV! sagde jeg.

Vi har meget simple underbevidstheder i den her familie. Og positive. Og jeg vil virkeligt gerne snart til New York.

onsdag den 23. april 2014

Gæt hvem der sover for lidt og arbejder for meget

Ja ja ja, skoven grønnes, bøgen springer ud, instagram vælter sig i guldfiltrerede billeder af moderat udsprungne parcelhushække. Jeg holder alligevel på min ret til at være onsdagsvrissen.

Jeg havde naturligvis tænkt mig at skrive en liste over gode grunde til at være netop dét.

Altså vrissen.

Men nu har jeg glemt alle de gode grunde af ren og skær træt- og vrissenhed.

Vent... det var noget med lus. Som vi har. Og at arbejde så meget, så mit yngste barn siger 'jeg har savnet dig, mor', hver gang hun ser mig.

Så kan jeg ikke huske mere.

Nu er jeg faktisk ikke vrissen mere. Bare træt. Og fyldt med savn efter yngstebarn.

Hvis I hellere vil læse noget af én, der kan være vrissen og sjov på samme tid, og som er særdeles god til lister, skal I smutte over til min gamle (vrisne, sjove) buddy Louise på Omveje.

lørdag den 12. april 2014

Bongo-bongo-bongo-BONGO-bongo-bongo

Det lyder som om, at overboen har investeret i et stort antal afrikanske trommer. Sådan har det lydt det meste af dagen.

Måske er det et svar på otte nætters skoldekoppe-skrige-Livse blandet med lidt stakkels-forsømte-storebror-mareridt.

Det er fair nok.

torsdag den 10. april 2014

Urealistisk siger I?!

Ting jeg forventer, når Manden (nu halsbetændelsesramt...) ind i mellem - en time, en nat, et døgn - er hjemme fra sin udstationering i Hobro:
  • At han placerer mig i en hængekøje med en drink og gynger mig blidt frem og tilbage, mens han komplimenterer mig for min evne til at være alene med børn og uden bil så lang tid af gangen.
  • At hans tilstedeværelse har en art magisk effekt på børnene, så de bliver helt stille og leger hver for sig inde på deres værelser.
  • At hans telefon aldrig ringer.
  • At jeg får uanet tid (og energi og et ryddeligt skrivebord) til at lave det meget, meget, meget arbejde, jeg er bagud med.
  • At hans tilstedeværelse har en art magisk effekt på mig og min arbejdsmoral, så jeg får arbejdet fra hånden uden at blive irriteret over det eller komme til at skrive blogindlæg i stedet for.

lørdag den 5. april 2014

Skoldkoppesmiley

Hvis man klynker lovlig meget over ting, man måske kunne have taget på en mere ninja-agtig måde og i mere strakt arm...

(jeg kender de ninjaer der med de strakte arme. Dem der ikke ser venner og spiser slik, men bruger vanvidshverdagens små tidslommer på at indhente forsømt arbejde og tale engleblidt til deres børn)

... ja, så skynder universet - den satan - sig at grine grumt og trumfe bil-løs-græsenke-hed med skoldkopper og feber. Bare lige for at sikre sig totalstress, total søvnmangel og ordentlig klynkegrund.

Smil til verden, eller den sætter sine spidse tænder i den stressede krop. Prust, siger jeg bare. Med mit allerstørste coping-smil.

fredag den 4. april 2014

Ikke-klynk og blødt lys på blonde børn

OK. Jeg havde i virkeligheden ikke brug for Red Bull. Jeg havde bare brug for at klynke lidt - og for, at Manden kom hjem i mere end 20 minutter og puttede børnene, mens jeg spiste slik og så Venner (som vi jo ved er kuren mod al pjevs og vemod).

Og så er det forår, og mine smukke børn vandrer ud ad guldaldermaleriet Beder hånd i hånd:

torsdag den 3. april 2014

Klynkevarsling. Eller: Men i det mindste kommer jeg i virkeligt god form


Manden er indlogeret i en campingvogn et sted uden for Hobro. Han laver film, og det bliver ganske givet fantastisk, men jeg er alene hjemme 90 procent af tiden, og det står på i ugevis endnu.

Bilen er også i Hobro.

Hvilket betyder, at jeg må cykle en voldsomt bakket runde mellem vuggestue-børnehave-busstoppested på små ti kilometer to gange om dagen. Med cykelanhænger. Når jeg endelig kommer ind til kontoret (med bus, forstås) er jeg så smadret, at jeg bare sidder og klynker på min blog i stedet for at gå i gang med mine uoverstigeligt store arbejdsbunker.

Så læser jeg lidt netavis og slår mig selv i hovedet over, hvor store de bunker er blevet, og at jeg ingenting laver, så læser jeg lidt mere, så kommer jeg i tanker om morgenens skænderier mellem TrætteMor og Trætte-Ulykkelige-Sønne, og så slår jeg mig selv i hovedet over det også.

Og alle de uløste arbejdsopgaver og morgentrælsheder summer i hovedet som fluer, og jeg har lyst til at tage en lille bitte diskret lur på den Fatboy, der ligger i hjørnet, men inboxen siger 'pling' 'pling' 'pling' og lige om lidt skal jeg lede to møder, jeg ikke har orket at forberede mig til.

Og jæsjæs, der er nogle hjælpsomme bedsteforældre - og nogle bofæller, der sørger for, at vi får nogle grønsager at spise. Men jeg skal virkeligt, virkeligt have noget mere redbull for at komme igennem den næste tid.

torsdag den 27. marts 2014

Cola, Jesus og et sødt og mærkeligt barn, der måske er blevet kristnet bag forældrenes ryg

Når de andre bofællesskabsunger hænger foran noget underlødig tegnefilm efter aftensmaden, står BetteLiv med ryggen til fjerneren og en laset højskolesangbog i hånden - den samme, aften efter aften. Og hun synger højt og klart:

COLA COLA OG HANS FÆTTER, COLA COLA OG HANS FÆTTER.

Aften efter aften.

Det er sødt og sært og en lille smule creepy på én gang.

Og til godnatsang - hver eneste aften - forlanger hun Rose-skyder, som jeg virkeligt ikke aner, hvor hun har lært henne. Ligeså højt som Sønne elskede gravko-sangen i sin tid elsker hun Rose-skyder-sangen, som hun gerne vil høre igen og igen - og se i den her version på youtube:



Hvis I også har børn, der som Livse tilsyneladende er blevet kristnet i smug, ja, så vil den her tage kegler. Slå jer løs.

tirsdag den 25. marts 2014

Godt at lugtesansen ikke er vores eneste sans

Beder lugter af gylle
Jeg lugter af kaffe og stress-sved
Manden lugter af stress-cigaretter
Livse lugter af vuggestue og en lille smule af prut, men hun er glad

Sønne dufter af de kanelsnegle, han får lov at spise ubegrænsede mængder af, fordi han er syg
Og han dufter en lille smule af bål og ret meget af sig selv

Måske lyder det overvejende træls
Det er det ikke
For vi lytter til Oscar Danielson og læser Anders And-blade

Og jeg har pudset vinduerne, så vi kan se ud på grønne blade og hvide blomster og blå himmel, og vi ved, at når sygdommen og prutterne og cigarettågerne og gyllelugten letter, så dufter det hele af forår

onsdag den 19. marts 2014

Verdens bedste vuggestue #3

1000 dybe indåndinger senere.
1000 snakke med forargede familiemedlemmer senere. 
1000 (ok, 20) meget støttende og forargede blogkommentarer senere...

... gik jeg i morges endelig opad den snoede brandtrappe og bankede hårdt-hårdt-hårdt på glasdøren til vuggestuelederens kontor. Var jeg så totalt hardcore og bål-og-brand-og-true-agtig? Næh. Men jeg fik sagt det, sådan nogenlunde, som det er:

At jeg er rystet. At det er svært at komme i en vuggestue, hvor man kigger på alle de små børn og tænker, om de ligger og skriger sig i søvn. At det er ekstra-svært, når de voksne virker så nonchelante og ligeglade, at jeg bliver overbevist om, at det MÅ være sket før. At jeg simpelthen har været så sygt glad for den her vuggestue, og det er et kæmpe tillidsbrud. At jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt alle de gange, jeg har hørt nogle små græde i barnevogne udenfor, ikke var travlheds-uheld men overlagte døve-ligeglade ører. At det aldrig, aldrig må ske igen.

Nå.

Hele den følelsestirade blev overøst med lutter nik og beklagende miner og "jeg er også rystet, det er uhørt, jeg kan slet ikke ha' det" og "det er slet ikke i tråd med, hvordan vi gør tingene her" fra lederens side. Han forsikrede flere gange, at ingen skal skrige sig i søvn; at det skam havde været oppe på personalemødet und so weiter und so weiter.

Og jeg forsøgte at være Cal Lightman fra Lie to Me og kiggede intenst på ledermennesket for at finde ud af, om al hans synlige utilpashed skyldtes a) at han vitterligt var rystet og ked af det b) at han var bange for at blive outet til en potentielt bidsk forældregruppe eller c) en blanding.

Jeg ved det sgutte. Men han sagde i hvert fald de rigtige ord.

Nu overvejer jeg, hvad jeg skal stille op med mig selv og med vuggestuen og med verden. Jeg er ikke helt overbevist om, at revolutionen er afblæst.

fredag den 14. marts 2014

Verdens bedste vuggestue #2

OK. Så Manden nævnte søvn-gate overfor en vidunderlig pædagog, der ikke var involveret. Hun ville "tage det med videre" og nævnte, at de havde været underbemandede den dag.

Fantastisk undskyldning.

Og jeg afleverede i morges og kunne dårligt kigge nogen af de voksne i øjnene. Så bare på de små unger og tænkte:

Hvem af jer, var det, der fik lov til at skrige sig i søvn?

Skriger I jer alle sammen i søvn?

Har mit barn skreget sig i søvn?!

Hej ondt i maven!

Vi bliver nødt til at gøre et eller andet mere. For vores egen skyld men så sandelig også for ungernes skyld. Det er bare svært, hvad det lige skal være, og hvordan jeg lige skal gribe det an. Jeg er en ængstelig og meget konfliktsky type (undtagen på skrift), og jeg nød fandme at være det nemme, kvikke barns nemme, kvikke mor.

Hvad ville I gøre? Hvad ville I sige? Og ville I sørge for at sladre til resten af forældregruppen (på et tidspunkt)?! Hjælp!

torsdag den 13. marts 2014

Verdens bedste vuggestue

I går overhørte Manden en samtale mellem to pædagoger i vuggeren. Jeg vil ikke gengive den ordret, for how could I, men humlen var:
Den ene pædagog påpeger, hvor varmt et lille (skrigende) barn er blevet ude i barnevognen.
Den anden pædagog siger (roligt), at det nok er fordi, at hun har skreget et kvarter nu, men at hun da lige kan få fem minutter til.
Den anden pædagog siger (roligt) fint-fint og vender tilbage til sine gøremål.

Den lader vi lige stå lidt, mens pletterne for øjnene fortager sig.

Manden troede ikke sine egne ører og stak derfor hovedet ud ad døren for lige at få vished for, at der ikke lå nogen små børn og skreg.

Men det gjorde der.

Og selvom han ikke er typen, der er sen til at tage en konflikt, når den skal tages, gik han hjem. Helt tavs og rystet.

Hvis jeg havde luft til at råbe højt, ville jeg gøre dét, men jeg nøjes med at hviske forsatan i helvede af rent chok. Han må jo spørge dem, hvad det gik ud på, det der. Og vi må få vished for:

- Har vores Bette ligget og skreget sig selv i søvn, mens voksne mennesker med fuldt overlæg gik rundt og lod hende ligge der, desperat, fortvivlet, uforstående, i 20 minutter eller mere?

- Får andre små mennesker lov til at ligge og skrige i 20 minutter - med fuldt overlæg?!

Jeg prøver at give dem the benefit of the doubt (ja, helt sikkert), indtil Manden har fået opklaret, hvad der foregår. Men jeg lover jer (og alle de et-årige, der ikke kan andet end at skrige og i hvert fald ikke sagsøge staten/kommunen/vorherre eller skrive meget vrede kronikker), at de ikke får lov at dø i synden. Ikke. Ikke. Ikke. Ikke.

torsdag den 20. februar 2014

Forstadsruti

Jeg har boet i Beder i halvandet år nu.

Og den har været sikker hver gang; når jeg har forladt de sidste rester by og bevæget mig ud mellem træer og marker (på cykel, i bil, i bus), har jeg tænkt: Det kan ikke passe! Jeg må være kørt for langt! Jeg har overset Beder! Nu er jeg jo midt i ingenting!

Indtil i går.

Jeg kørte Lupoen hjem gennem tusmørket og trallede med på noget lavkulturel radio og fik pludselig øje på skiltet med afkørslen til Beder. Og tænkte: Det kan ikke passe, jeg har kun kørt et øjeblik! Er jeg her virkelig allerede?!

Måske er jeg blevet en mere rutineret bilist. Måske er jeg blevet en lille smule bedre til at bo i forstæderne.

torsdag den 13. februar 2014

Et lille skud trodsalder at starte dagen på

- Se, så skal du have strømper på; de fine med...
- NEJ! IKKE DEM!
- Fint fint, så find du nogle andre.
- NEJ! NEJ!
- Æhm, enten så får du dem her på -
- NEJ! MIG! VÆLGER! SELV!
- ... eller også finder du nogen. Æh, godt! Så gør det nu.
- NEJ!
- Jamen Livse... vi skal ud af døren. Jeg -
- NEJ! NEJ! NEJ! NEJ!
- Men -
- NEJ!
 ...

Gentag selv ovenstående i en uendeligsløjfe med stigende intensitet. Og glem venligst, hvis jeg tidligere har sagt, at det er nemmere at tackle trodsalder hos barn nummer to. Godt nok lykkes det mig ind i mellem at minde mig selv (og Manden) om, at det næppe er vanvid/fejlslagen opdragelse/gudernes straf/psykisk sygdom. Men jeg er ikke blevet synderligt bedre til at tackle dagligdagens 27.000 uforudsigelige raserianfald fra husstandens mindste, end dengang det var Sønnes tur. Prust. 

mandag den 10. februar 2014

For det vanskelige sind er summen af bekymringer konstant

Et drengebarn født sidst på året. Et drengebarn med stort behov for frisk luft og seriøs klatren i træer; et drengebarn der er ganske tilbageholdende overfor nye mennesker. Især nye børn.

Det lugter af et drengebarn, der ikke skal i skole til sommer, selvom han egentlig burde. Iggå? For kunne han mon agere i noget så stort og socialt og farligt? Og kunne han sidde stille? Og parere ordre? Og være den lille altid? Og... så videre? Nej vel!

Det ville aldrig gå, tænkte vi. Og fik skolestartsudsættelse (det hedder det skam), og jeg var glad og lettet i lige præcis to minutter.

Så gik mit vanskelige, bekymrede sind i selvsving igen. For pludselig skete der noget med drengebarnet.

For eksempel gav han sig til at skrive sit navn. Og bruge hele eftermiddage på at skrive alfabetet af fra bøger og vrøvleoplæse historier for sin lillesøster. Og han sad stille i timevis, tegnende, malende, farvelæggende, limpistolslimende. Ofte, sgu, ikke bare engang i mellem.

Var han ikke også utroligt intelligent, ligesom, i den måde, han limede ting samme i 3D?

Så blev han pludselig god til at snakke med nogle af de unger henne i børnehaven, som han ellers aldrig har snakket med. Ind i mellem er det ligefrem et fest at aflevere om morgenen, når han står der modent og glad og vinker med sine buddies.

Så lærer han at falde i søvn i egen seng uden voksenselskab.

Så svarer han internationale gæster på engelsk (!).

Så opfører han sig på alle måder modent og artigt og ansvarligt og socialt kompetent, så skolelærer-vennen kommer til at sige:

"Sig mig engang, kommer han ikke til at kede sig et ekstra år i børnehaven? Han virker utroligt læseparat."

Så nåede min selvsving nye højder. For filan altså. Mennesker med mindre vanskelige sind end mig ville læne sig tilbage og nyde den (ganske givet midlertidige) frugt af fem års hårdt arbejde, gode gener, pludseligt held, whatever. Jeg går så i selvsving i stedet for.

For tænk nu, uha!, hvis han skulle komme til at kede sig!

Jeg kan godt selv se det. Heldigvis.

Og heldigvis er Sønne rimeligt lykkelig uvidende om alt det her. Og - ind i mellem sin intelligente limen, engelsk-snakken, navne-skriven - får han stadig lystige fem-års raserianfald, græder når han bliver afleveret, nægter at spise grønsager og er dybt upædagogisk overfor sin søster. Han spyttede endda på sin elskelige onkel i weekenden. Thank God.

Se hvor skoleparat med det lim i 3D!

fredag den 7. februar 2014

Brudstykker af en trodsalder

- Godmorgen lille skat!
- NEJ!

- Søde Livse, hvad siger du til -
- NEJ!

- NU er det altså -
- NEJ! NEJ! NEJ!

- Vil du -
- NEJ!

- Men -
- NEJ! DÅ VÆK! NEJ! NEJ! NEJ! NEJ!

tirsdag den 28. januar 2014

Du er ikke Alfons Åberg, min søn

Af grunde, der fortaber sig i tågerne, forsøger vi at lære børnene at falde i søvn i egen seng. Uden voksenselskab.

Det går pænt dårligt.

For eksempel er klokken lige nu 22.01, og Livse sidder lysvågen i sin tremmeseng (hvortil hun er blevet forflyttet efter at have søvnterroriseret sin bror inde i køjesengen). Hun læser BR-katalog (aka "min putteblad") i noget dæmpet belysning og råber

DER VAR ENGANG EN RÆV

... og hvisker så noget, jeg ikke kan høre. Det lyder, som om hun læser højt, men det kan nu alligevel ikke passe, selvom hun tidligere under denne never-ending ikke-putning sagde "mig hedder Liv - L - I - V."

HVOR ER MIN DUDDI?!

råber hun nu. Det betyder sut, og hun finder den selv med det samme.

Sønne er en historie for sig. Men han faldt dog nu nok i søvn for noget tid siden (inshallah, knock on wood, salt over skulder) umiddelbart efter, at jeg med påtaget melisstemme havde skyld-hvislet noget i retning af: "kan du huske, at Alfons Åberg blev ved og ved at kalde, og til sidst blev hans far så træt, at han faldt i søvn på gulvet? Du er IKKE Alfons Åberg! Du er, æh, DYGTIG, og du KAN godt sove selv."

(Jeg har indskudt et "æh" for at det skal lyde mindre strengt og mere tøvende, end det måske i virkeligheden var. Under alle omstændigheder har jeg dulmet en begyndende dårlig mor-samvittighed med en halv plade hvid rittersport med nødder.)

Nu er der stille inde hos Livse. Tænk hvis hun selv falder i søvn? Omgivet af ræve, putteblade og duddier. Tænk hvis hun allerede sover!

Tænk hvis.

mandag den 27. januar 2014

Livse & Pablo

Mens jeg bruger alle mine kræfter på lissom at surfe oven på bølgerne af kaos (syge børn i kombi med skypemøder med Kroatien i kombi med skypemøder med Tyskland i kombi med bagning i kombi med mand-sidder-fast-i-uvejr-på-vej-hjem-fra-Randers i kombi med almindeligt søvnunderskud) uden hverken at drukne eller komme til at råbe meget højt af uskyldige børn på min vej, finder Livse den store Pablo Neruda-bog.

Og slår op på Ode til vinteren. Og så er det bare vi må sige, at man simpelthen skulle tro, at Pablo havde hængt ud i Beder ved vintertide. Hør selv:

Men du er iskold, vinter,
og dine totter
af sort sne og vand
på taget
trænger gennem
husene 
som nåle,
sårer
som rustne knive.
Ingen
kan standse dig.
Det sætter ind
med hosteanfald, med våde sko
går børnene hjemmefra
i sengene gløder feberen
som det brændende sejl
på et skib,
det de fattiges by
der driver døden,
den glatte kulmine,
vindens rasen i møde.

OK. Så vi har ikke kulminer i Beder (endnu) eller huller i taget (endnu). Men vi hoster i vores våde sko og synes godt nok, at vinteren er både nåle-agtig, kniv-agtig og meget deprimerende. Selvom den er pæn.


onsdag den 22. januar 2014

Ode til gulerodsstænger og brødkrummer og nespresso

"Hun skal ha' lidt mere mad, iggå Livse," siger Sønne, faren, og drysser brødkrummer og gulerodsstænger udover dukkestolen og det halve stuegulv, mens Livse nikker, så hendes tykke kinder hopper op og ned.

Jeg kigger på på afstand og bliver et øjeblik så tung af taknemmelighed, at jeg dårligt kan løfte koppen med lunken nespresso op til munden. Og jeg tænker, at det her er meget mere Pablo Nerudas 'ode til livet' end Dan Turells 'hyldest til hverdagen' og må styre mig kraftigt for ikke at afbryde legen ved at overkysse begge mine søde, sjove, grydeklippede børn. Åhja.

mandag den 13. januar 2014

To-årig suttenarkoman på afvænning

En fredelig mor-datter-eftermiddag i sofaen. Og så denne samtale:

Liv: Mig ha' mine sutter!

Mig: Hvis du vil have dine sutter, må du gå ind i sengen. Det er derinde, du må have sutterne.

Liv: Mig ha' mine sutter. NU!

Mig: Du må gå ind i sengen...

Liv: Her! Nu!

Mig: Æh, kan du huske, vi snakkede om, at du skal LÆRE kun at bruge sutterne inde i sengen?

Liv: Mig! Ha! Sutter! Nu! Her!

Mig: Jeg ved... æh... du skal LÆRE -

Liv: MIG IKKE LÆRE NOGET BOM HELST! Pruttemor!

...

Og så trampede barnet ind til sin far. Som mente det samme, stakkels barn! Så overgav hun sig og klatrede op til fem salige sutteminutter i sin underkøje, før hun var klar til Kamp & Verden igen. Det bliver en sjov uge.


onsdag den 8. januar 2014

Empati og sympati. Eller: Jeg kender forbløffende mange, der bare står oppe på kanten af hullet og råber SANDWICH

Der sker triste og svære ting i den del af vores liv, som jeg aldrig blogger om. Derfor den usædvanligt lange tavshed. Måske går den over igen lige om lidt, tavsheden, måske gør den ikke.

Det eneste, der er at sige, bliver sagt i den her video om empati, som jeg så hos ovre hos altid empatiske Anna Skyggebjerg lige i rette tid:


Hvis I ikke allerede har set den, så sæt i gang. Og vær med til at gøre 2014 til et (meget) mere empati-fyldt år.