Sidste nytår kunne jeg ikke huske nok fra det forgangne år til at lave nogen som helst form for status. I år er der (trods temaet 'syg hele december') noget der dæmrer. Fx blev 2012 året...
... hvor gjorde det mest radikale, jeg nogensinde har gjort: Flyttede på landet. Uj i forstæjerne. Det har jeg det stadig meget eksistentielt-skizofrent og ambivalent over.
... hvor vi havnede i et bofællesskab. Det er der ikke nogen grund til at være eksistentiella over. Hej lykkelige Livse. Hej lykkelige Sønne. Hej til madlavning én munter gang om ugen.
... hvor vi fik bil. Som medførte uforventelige kaskader af ny forstadssathedsnoianoia. Og bremseproblemer. Og lysten til at skrive pik på væggene.
... hvor jeg blev nødt til at få mig et modigt, jydsk alter ego for at turde køre samme bil. Bolette hedder hun og er ny-opfundet af gode, københavnske veninder.
... hvor jeg for første gang virkeligt fattede, at jeg har rodet mig ud i et slags permanent forhold til Beder. Og at Beder er meget langt væk fra folk, der fx kan give en et bilkørende alter ego, når man har allermest brug for det. Og såmen også fra gode buddies inde i det der Århus. Men at det bilkørende alter ego trods stort mod er langt fra selv at fræse til København eller bare Århus Nord, og at ikke mange fræser den anden vej.
... hvor jeg gentagne gange besluttede mig for at holde op med at være pigesur over den manglende fræsning og i stedet mental-kramme nye gode bekendte. Dem kom der også nogle af i 2012.
... hvor jeg holdt op med at amme efter sammenlagt 23.000 år med skiftevis amning og graviditet og derfor kunne begynde at drikke mig fuld igen. Det hjalp på pigesurheden og det generelle mentale helbredsbillede.
... hvor vi for alvor bekendte kulør og gik all in på spelt - med hjemmepasning og høns og øko og babytegn en masse og melprodukter, det er stort set umuligt at bage spiseligt brød af.
Måske bliver 2013 året, hvor Bolette får mig helt til København, hvor forstæderne og jeg kommer i noget konstruktiv parterapi, og hvor Sønne lærer at sove. Jæs, det har vi ikke snakket meget om i 2012. Fordi det er et uddebatteret emne, ligesom, og ikke fordi det er et løst problem.
Og med de muntre ord: Godt nytår. Må I drikke jer lykkeligt i hegnet. Det er min plan for i morgen aften.
søndag den 30. december 2012
søndag den 23. december 2012
Lidt tiltrængt perspektiv at drysse ud over konfekt og snotklude
Nåmen hvis man sidder indenfor (i Beder fx) og føler sig grumme mismodig over at være spærret inde blandt syge børn og snedriver, så kan man jo give sig til at læse Claras krig. Og indse at man må lægge indespærrethedsmetaforer på hylden og i øvrigt holde kæft. Så det gør jeg.
Læs den, iggå.
Læs den, iggå.
lørdag den 22. december 2012
Vi opretholder spændingen i Carportens julekalender lige til det sidste: Bliver det mon jul i år?!
Vi skulle have besøgt Smukke Naboer. I stedet for blev vi syge igen.
Eller det vil sige: Sønne fik feber. Og jeg blev endegyldigt sindssyg. To uger har jeg tilbragt her på stuens tyve kvadratmeter med tiltagende pylrede børn og opspilede psykoøjne, der har stirret stift ud på Beders tristgrå blæsevejr og forbandet forstæderne, drengens ringe helbred og mine egne manglende evner til at kaste mig ind bag rettet i Lupoen og stikke af fra det hele uden at skulle involvere en Oddergris.
Hvem der bare havde en StreetCoffee lige nede om hjørnet, siger jeg bare.
... og så vågnede Sønne og talte sort og kastede op. Nu havde han ellers lige spist aftensmad, for første gang i et par uger.
Jeg bliver så træt, så træt, så træt.
"Jeg forstår godt, du synes, at Beder er et fængsel i de her dage," sagde Manden i et af sine mange forsøg på at anerkende min sindssyge væk.
And I do. Men i det mindste er der mere spænding i vores egne juleliv end i Bamses Fordømte Julerejse, som vi ser troligt (mindst) engang om dagen. For bliver det mon jul i år? Når Manden mon indtil byen og får flået et eller andet ned af hylderne til mig? Når vi at købe de sidste gaver? Bliver hele familien så vanvittig, at vi begynder at gnave i træet juleaften, mens vi bjæffer højt? Overlever vi overhovedet så længe? Bliver jeg smidt ud hjemmefra, fordi alle ord der kommer ud af min mund er brokke-ord?
Få svarene i 23. afsnit af carportens julekalender. Måske.
Eller det vil sige: Sønne fik feber. Og jeg blev endegyldigt sindssyg. To uger har jeg tilbragt her på stuens tyve kvadratmeter med tiltagende pylrede børn og opspilede psykoøjne, der har stirret stift ud på Beders tristgrå blæsevejr og forbandet forstæderne, drengens ringe helbred og mine egne manglende evner til at kaste mig ind bag rettet i Lupoen og stikke af fra det hele uden at skulle involvere en Oddergris.
Hvem der bare havde en StreetCoffee lige nede om hjørnet, siger jeg bare.
... og så vågnede Sønne og talte sort og kastede op. Nu havde han ellers lige spist aftensmad, for første gang i et par uger.
Jeg bliver så træt, så træt, så træt.
"Jeg forstår godt, du synes, at Beder er et fængsel i de her dage," sagde Manden i et af sine mange forsøg på at anerkende min sindssyge væk.
And I do. Men i det mindste er der mere spænding i vores egne juleliv end i Bamses Fordømte Julerejse, som vi ser troligt (mindst) engang om dagen. For bliver det mon jul i år? Når Manden mon indtil byen og får flået et eller andet ned af hylderne til mig? Når vi at købe de sidste gaver? Bliver hele familien så vanvittig, at vi begynder at gnave i træet juleaften, mens vi bjæffer højt? Overlever vi overhovedet så længe? Bliver jeg smidt ud hjemmefra, fordi alle ord der kommer ud af min mund er brokke-ord?
Få svarene i 23. afsnit af carportens julekalender. Måske.
fredag den 21. december 2012
Vuggestue og noia
Anne-Anne, vor børnepasser og søster-i-ånden og (på den seneste) sygepasser, har haft sidste dag. Tre gange om ugen har hun og Livse krammet hinanden det sidste halve år, og nu er det slut. Sluttelut.
Anne-Anne skal ud og børste den næste Da Vinci frem fra sit skjul under noget klatmaleri og blive rig og berømt.
Liv skal i vuggestue.
Og vi er jo glade for kunsten (og rigdommen og berømmelsen) her i huset, men vi er ikke glade for vuggestuer. Faktisk tror jeg personligt ikke rigtigt på konceptet: 24 småbitte børn, der pudser næser i hinandens ufærdige immunforsvar og i øvrigt modtages af skiftende voksne hver dag? Og som - med den kyndige Beder-vuggestueleders egne ord - aldrig rigtigt komme til at fordybe sig i noget som helst, fordi det altid larmer sådan?
Dårlig ide.
Jeg tror meget mere på dagplejemødre, så. Undtagen lige hende, som kommunen tildelte os...
Hvilket bragte os tilbage til vuggestuen. (Julka, min gamle ven og verdens viiseste vuggestuepædagog, havde ellers forsøgt at overtale os til dagpleje. Hvilket er meget lidt beroligende, når man tænker over det. But vuggestue it is.)
Og ja, før I begynder at råwe alt for højt af mig om jeres egne ungers utroligt fantastiske vuggestuer, vil jeg gerne indrømme: Min bekymring skyldes til dels Sønnes adskillige vuggestuetraumer. Som stammer fra en ganske udmærket, ganske hyggelig vuggestue fyldt med ganske ansvarlige og søde voksne. Han hadede det bare. Han græd og græd og græd, og vi gik rundt med en konstant skarvende skyld over at overlade ham et sted, han ikke havde lyst til at være.
Jeg tror virkeligt fuldt og fast på, at småbitte mennesker på et år har (meget) bedre af noget andet end institutionsliv. Og jeg synes absolut, at de nuværende ressourcer er en skændsel. Og selv de damer, jeg kender, hvis ettere havde det sådan OK-agtigt i deres vuggere, har skullet bide tænderne meget hårdt sammen for at kunne smile det rette afleveringssmil med to'eren. Som én af dem har formuleret det: "Den har gang ved vi ligesom, hvad vi går ind til. Det kan man ikke rigtigt glæde sig til."
Hm. Jeg snakker lidt i øst og argumenterer lidt i vest. Men jeg er også stadig småsyg (...). Så jeg snakker videre:
Jeg ved godt, at Livse nok skal klare sig. Hun er en robust lille supertanker, der kan 30 tegn og noget i retning af fem rigtige ord - som hun godt kan råbe højt og længe. OPOPOPOPOPOPOPOP fx. Men Det sidste halve år har vi vænnet os til det lyksalige privilegium det er at have et barn, der er glad om morgenen i stedet for ked af det. Og til følelsen af, at vi gør lige præcis det for Bette, der er allerbedst for hende. Et hurtigt kig i min fedtede krystalkugle og jeg kan forudsige, at dén følelse forsvinder i 2013.
Hm og hm. Ligegyldig hvor vidunderlig den vuggestue er, og hvor klar og begejstret Livse viser sig at være, så skal det nok at blive en fest at køre ind med al den skepsis, der siver ud af alle mine porer...
Anne-Anne skal ud og børste den næste Da Vinci frem fra sit skjul under noget klatmaleri og blive rig og berømt.
Liv skal i vuggestue.
Og vi er jo glade for kunsten (og rigdommen og berømmelsen) her i huset, men vi er ikke glade for vuggestuer. Faktisk tror jeg personligt ikke rigtigt på konceptet: 24 småbitte børn, der pudser næser i hinandens ufærdige immunforsvar og i øvrigt modtages af skiftende voksne hver dag? Og som - med den kyndige Beder-vuggestueleders egne ord - aldrig rigtigt komme til at fordybe sig i noget som helst, fordi det altid larmer sådan?
Dårlig ide.
Jeg tror meget mere på dagplejemødre, så. Undtagen lige hende, som kommunen tildelte os...
Hvilket bragte os tilbage til vuggestuen. (Julka, min gamle ven og verdens viiseste vuggestuepædagog, havde ellers forsøgt at overtale os til dagpleje. Hvilket er meget lidt beroligende, når man tænker over det. But vuggestue it is.)
Og ja, før I begynder at råwe alt for højt af mig om jeres egne ungers utroligt fantastiske vuggestuer, vil jeg gerne indrømme: Min bekymring skyldes til dels Sønnes adskillige vuggestuetraumer. Som stammer fra en ganske udmærket, ganske hyggelig vuggestue fyldt med ganske ansvarlige og søde voksne. Han hadede det bare. Han græd og græd og græd, og vi gik rundt med en konstant skarvende skyld over at overlade ham et sted, han ikke havde lyst til at være.
Jeg tror virkeligt fuldt og fast på, at småbitte mennesker på et år har (meget) bedre af noget andet end institutionsliv. Og jeg synes absolut, at de nuværende ressourcer er en skændsel. Og selv de damer, jeg kender, hvis ettere havde det sådan OK-agtigt i deres vuggere, har skullet bide tænderne meget hårdt sammen for at kunne smile det rette afleveringssmil med to'eren. Som én af dem har formuleret det: "Den har gang ved vi ligesom, hvad vi går ind til. Det kan man ikke rigtigt glæde sig til."
Hm. Jeg snakker lidt i øst og argumenterer lidt i vest. Men jeg er også stadig småsyg (...). Så jeg snakker videre:
Jeg ved godt, at Livse nok skal klare sig. Hun er en robust lille supertanker, der kan 30 tegn og noget i retning af fem rigtige ord - som hun godt kan råbe højt og længe. OPOPOPOPOPOPOPOP fx. Men Det sidste halve år har vi vænnet os til det lyksalige privilegium det er at have et barn, der er glad om morgenen i stedet for ked af det. Og til følelsen af, at vi gør lige præcis det for Bette, der er allerbedst for hende. Et hurtigt kig i min fedtede krystalkugle og jeg kan forudsige, at dén følelse forsvinder i 2013.
Hm og hm. Ligegyldig hvor vidunderlig den vuggestue er, og hvor klar og begejstret Livse viser sig at være, så skal det nok at blive en fest at køre ind med al den skepsis, der siver ud af alle mine porer...
onsdag den 19. december 2012
Sygdom og gru. En fast juletradition.
Jeg boycotter ikke bloggen. Der er bare noget influenza, der boycotter mig og hele min lille familie.
Ti dage har jeg været syg. Det er uhyggeligt lang tid. Godt man ikke er selvstændig... eller, hov...
Åhja. Og nu er dukken også blevet syg.
Ti dage har jeg været syg. Det er uhyggeligt lang tid. Godt man ikke er selvstændig... eller, hov...
Åhja. Og nu er dukken også blevet syg.
tirsdag den 11. december 2012
Dagens tilbud fra verdens bedste fodboldspiller
Sønne: Jeg er Barcelona! Jeg Messi.
Mig: Ja. Du er Messi.
Sønne: Jeg har fået TO præmier. Det er fordi jeg har scoret 13 og 1000 og fire mål. Er det ikke mange mål? Er der ikke?!
Mig: Det ER mange! Men Messi er selvfølgelig også verdens bedste fodboldspiller, såøh... Ja.
Sønne: 13 og 1000 og fire. Det er mange.
Og lidt senere:
Sønne: MOAH
Mig: M-hm?
Sønne: Messi har lavet lårt. Du skal komme og tørre ham i numsen. NU.
Mig: Ja. Du er Messi.
Sønne: Jeg har fået TO præmier. Det er fordi jeg har scoret 13 og 1000 og fire mål. Er det ikke mange mål? Er der ikke?!
Mig: Det ER mange! Men Messi er selvfølgelig også verdens bedste fodboldspiller, såøh... Ja.
Sønne: 13 og 1000 og fire. Det er mange.
Og lidt senere:
Sønne: MOAH
Mig: M-hm?
Sønne: Messi har lavet lårt. Du skal komme og tørre ham i numsen. NU.
torsdag den 6. december 2012
Eventyr i hverdagen #4. Vægtløshed i det særlige tyngdekraftfri felt i det ydre Århus.
Ved I hvordan det er at være vægtløs, helt frit svævende i det ydre rum, hvor der er koldt og kuldsort? Og hvor man ikke ved, om man pludselig hamrer ind i en meteor eller spist af et usynligt, sort hul?
Jeg ved, hvordan det er.
For jeg har cyklet hjem fra byen til God Bedre Beder efter solnedgang, and I lived to tell the story.
De sidste fire-fem kilometer er der ingen lys, nemlig. Først forsvinder gadelygterne og bliver erstattet af små fyrfadsagtige blus, der med store mellemrum spagfærdigt udpeger kanten af verdens sorteste cykelsti. Så forsvinder blussene, og alt er bare mørke, mørke, mørke. Ind i mellem finder en hidsig billygte fra Oddervej ind gennem træerne og tegner to sekunders psykedeliske rumskygger på grenene, før alt igen er sort. Og en sjælden gang i mellem bliver man overhalet af en cyklist med lys på cyklen (...) og får derfor et kort glimt af sneknolde og is-livsfarlighed og grene og den slags, man helst ikke skal køre henover i alt for høj fart.
Og det går nedad bakke venner, og tyngdekraften og mørket og kulden sender én vupti en tur på cykeltur on drugs et sted oppe i himlen.
Ikke på slowmotion-cyklende-julekalender-kærester-måden. Nej. På nu-behøver-jeg-i-hvert-fald-aldrig-blive-astronaut-eller-for-den-sags-skyld-BETALE-nogen-for-at-få-mit-adrenalin-niveau-op-og-ringe-måden.
Åhja, og på satme-godt-at-manden-har-købt-et-projektørlys-til-min-cykel-måden. For jeg er ikke sikker på, jeg ville overleve det én gang til. Og så endda uden cykelhjelm.
Jeg ved, hvordan det er.
For jeg har cyklet hjem fra byen til God Bedre Beder efter solnedgang, and I lived to tell the story.
De sidste fire-fem kilometer er der ingen lys, nemlig. Først forsvinder gadelygterne og bliver erstattet af små fyrfadsagtige blus, der med store mellemrum spagfærdigt udpeger kanten af verdens sorteste cykelsti. Så forsvinder blussene, og alt er bare mørke, mørke, mørke. Ind i mellem finder en hidsig billygte fra Oddervej ind gennem træerne og tegner to sekunders psykedeliske rumskygger på grenene, før alt igen er sort. Og en sjælden gang i mellem bliver man overhalet af en cyklist med lys på cyklen (...) og får derfor et kort glimt af sneknolde og is-livsfarlighed og grene og den slags, man helst ikke skal køre henover i alt for høj fart.
Og det går nedad bakke venner, og tyngdekraften og mørket og kulden sender én vupti en tur på cykeltur on drugs et sted oppe i himlen.
Ikke på slowmotion-cyklende-julekalender-kærester-måden. Nej. På nu-behøver-jeg-i-hvert-fald-aldrig-blive-astronaut-eller-for-den-sags-skyld-BETALE-nogen-for-at-få-mit-adrenalin-niveau-op-og-ringe-måden.
Åhja, og på satme-godt-at-manden-har-købt-et-projektørlys-til-min-cykel-måden. For jeg er ikke sikker på, jeg ville overleve det én gang til. Og så endda uden cykelhjelm.
onsdag den 5. december 2012
Og nej, vi har INGEN aktuelle planer om en tre'er
Sønne: Du er gravid, mor!
Mig: Æh. Øh. Hvad?
Sønne: Du ER gravid, mor.
Mig: *støn* (og inde i hovedet: så kan jeg lære ikke at spise halvanden pose skumnisser på én gang.)
Sønne (med tålmodig, forklarende stemme): Du har en BABY inde i maven, mor.
Mig: Jeg er ikke gravid. Jeg har ikke en baby inde i maven.
Sønne (stadig forklarende): Jo du har. Så kommer der en lille baby ud, der er ligeså lille, som Livse var, dengang hun lige var kommet ud af maven. SÅ lille... Det er en dreng. Så har jeg en lillesøster og en lillebror. Mor.
Mig: JEG HAR IKKE EN BABY I MAVEN.
Sønne: JO DU HAR!
...
Han er også begyndt at lege hospital for dukkerne. Hvilket faste læsere vil vide er lidt af en revolution. Og han fodrer Livse med de rosiner, han ellers har fået i pakkekalenderen. Julenissen har drysset noget empati og relationsdingdong og tilhørende storebrorskruk udover ham. I op til fem minutter ad gangen. Det er meget, meget mærkeligt.
Mig: Æh. Øh. Hvad?
Sønne: Du ER gravid, mor.
Mig: *støn* (og inde i hovedet: så kan jeg lære ikke at spise halvanden pose skumnisser på én gang.)
Sønne (med tålmodig, forklarende stemme): Du har en BABY inde i maven, mor.
Mig: Jeg er ikke gravid. Jeg har ikke en baby inde i maven.
Sønne (stadig forklarende): Jo du har. Så kommer der en lille baby ud, der er ligeså lille, som Livse var, dengang hun lige var kommet ud af maven. SÅ lille... Det er en dreng. Så har jeg en lillesøster og en lillebror. Mor.
Mig: JEG HAR IKKE EN BABY I MAVEN.
Sønne: JO DU HAR!
...
Han er også begyndt at lege hospital for dukkerne. Hvilket faste læsere vil vide er lidt af en revolution. Og han fodrer Livse med de rosiner, han ellers har fået i pakkekalenderen. Julenissen har drysset noget empati og relationsdingdong og tilhørende storebrorskruk udover ham. I op til fem minutter ad gangen. Det er meget, meget mærkeligt.
tirsdag den 4. december 2012
Ja, jeg har udliciteret julen til bofællesskabet og mormor. Ja, det får mig til at bøvse mindre.
Vi overlevede med nød og næppe november. Og som belønning for dén indsats kvitterer universet med Jul på Landet. Er I klar over, hvor fantastisk det er at bo på landet, når det jul?
Vi bor jo i en julekalender! Med sne på taget og træerne og urt og busk i skjul. Med heste der vrinsker godmorgen derude på den hvide mark i baghaven, når Bette trykker sin lille, røde næse flad mod ruden og vinker til dem. Ren idyl, iggå. Nu med juledekorationer (fordi vi bor i bofællesskab, hvor der er nogen til at sørge for den slags) og julestrømper (fordi der er en mormor til at sørge for dét), hvor gårsdagens gave - mandler - fik Livse til at slå kolbøtter af glæde.
Og her er julepsyked børn i nissehuer og hvidt-i-hvidt uden for vinduerne og julemusik på anlægget.
Jeg elsker det.
Og på lørdag skal vi ud og fælde juletræ. Det er der også nogle fra bofællesskabet, der har arrangeret. Godt når man nu selv er typen der fx ikke kan huske, hvor julepynten er. Og som altid først køber gaver et minut i lukketid den 23.
Og pyt så med, at ingen salter på cykelstierne herude på landet, og at Oddergrischen er proppende fyldt, og at jeg ikke selv tør trille Lupoen ned i børnehaven på al den glathed (ja, jeg har kørekort. og en bilangst) og derfor er ekstra-ubehjælpsom i snevejr. Og pyt med, at det føles som om vi bor in a land far-faraway, fordi det pludselig tager timevis at komme indtil byen. For: Det er et dejligt, dejligt faraway-juleland, og I er velkomne til at trodse snemasser og kulde og kigge forbi. Vi kan ikke byde på hjemmebag (før mormor eller bofællesskabet kaster sig over noget småkagedej), men vi har skumnisser og hjerterum. Og sne.
Abonner på:
Opslag (Atom)